Alle danske kvinder kan takke Kirstine, Liva, Zen, Trine og alle de andre voldtægtsofre, der nægtede at tie. I går skrev de historie.
Foto: Nellie Møberg
Kære Kirstine, Liva, Zen, Isabel, Kirstine, Karla, Ida – og alle jer andre.
Jer, der først blev voldtaget og derefter svigtet – igen og igen – men alligevel har rejst jer og kæmpet i årevis. Vi skylder jer den største tak.
I går på årets første efterårsdag, og en måned før Folketinget åbner, blev der skrevet dansk retshistorie. Vi får en samtykkelov i Danmark. Regeringen og støttepartierne Enhedslisten, SF og Radikale Venstre fremlagde ved et pressemøde en aftale, der skal sikre, at begge parter i et samleje fremover skal give frivilligt samtykke – ellers er det voldtægt.
Det har taget alt for lang tid, og det kan vi ikke være bekendt over for jer, der har kæmpet jeres egen kamp forgæves. Men I har sikret, at vi endelig når en milepæl – ikke kun for voldtægtsofre, men for ligestillingen og alle danske kvinders retssikkerhed.
Og det er en milepæl, ikke kun for kvinder, men for Danmark som retsstat, fordi vi får en lov, der betoner, at alle mennesker – voksne og børn uanset køn – har retten til deres egen krop.
I har skrevet historie. Og om 10, 20, 50 år vil vi se tilbage på det her, ligesom vi i dag ser tilbage på kampen for den fri abort, og undre os over, at I måtte gå så gruelig meget igennem for at beskytte os andre.
Samtykkelov – hvad så nu?
Danmark får en samtykkelov. Regeringen og dens støttepartier har indgået en aftale om en ny voldtægtslov, der skal sikre, at begge parter i et samleje fremover skal give samtykke – ellers er det voldtægt. femina.dk har henover sommeren sat fokus på de kvinder, der er blevet voldtaget og svigtet af retssystemet. Den nye lov bliver kaldt historisk, og den er et stort skridt i den rigtige retning. Men hvordan sikrer vi os, at voldtægtsofre opnår retfærdighed og bliver grebet af systemet? Hvordan lærer vi den næste generation, hvordan man giver og spørger efter samtykke? Hvordan lærer vi det selv?
Regeringen og støttepartierne skal også have ros. Historiske lovændringer som den her kræver, at man rager uklar med nogen. Det kræver mod at sætte sig ud over det klare flertal af fagfolk, der i Straffelovrådets betænkning anbefalede en frivillighedsbaseret lov frem for en baseret på samtykke. Havde man fulgt eksperterne, havde vi taget et lille skridt i den rigtige retning – men vi havde ikke fået en historisk aftale.
Nok mangler vi at se lovteksten, men i går sagde Nick Hækkerup det så klart, at det dårligt kan misforstås: Hvis den ene part er totalt passiv, må det formodes at være voldtægt.
Betyder den her lov så, at flere vil blive dømt for voldtægt?
I Sverige har en ny lov medført en markant stigning i antallet af domme, men om det også vil være tilfældet med den danske model, er svært at sige. Justitsministeren ville heller ikke komme med et bud, da vi spurgte, om han med den nye lov forventede flere domme.
Og det er et af de kritikpunkter, modstandere af en samtykkelov bliver ved med at fremhæve. At det er en symbollov. Men symboler betyder noget. Især dem, der tegner vores grundlæggende opfattelse af rigtigt og forkert.
LÆS OGSÅ: Liva Agger: "I det øjeblik gik det op for mig, at min stemme var ligegyldig"
Den nye lov betyder, at vi som forældre kan fortælle vores piger og drenge, at kun ja betyder ja. Og hvis deres grænser bliver overskredet, betyder det, at vi kan fortælle dem, at loven er på deres side.
Den betyder, at bevistemaet ikke længere skal gå på, om du som offer skreg og slog til blodet sprøjtede. Det skal ikke længere handle om, hvilket tøj du som offer havde på. Nu skal det handle om, at begge parter aktivt sikrede sig hinandens samtykke både før og undervejs i det seksuelle samvær.
Den nye aftale er et enormt skridt.
Men det er første skridt. Kampen er ikke ovre. Debatten må ikke forstumme.
Politiets efterforskning skal styrkes, for at loven virker. Og i det nye politiforlig står der ikke noget om efteruddannelse af politi, anklagemyndighed og dommere - eller om en specialenhed i politiet.
Der venter også stadig et arbejde for at ændre forståelsen af, hvad voldtægt er. Vi skal forstå, at de færreste voldtægter begås af manden, der springer frem fra bag busken. At langt flere begås af en kæreste, en date eller en, man troede var en god ven.
Og – måske vigtigst af alt – venter der et opgør med den kultur, der stadig mistænkeliggør kvinder, som har været udsat for overgreb. Som alt for ofte håner, latterliggør og nedspiller ofrenes oplevelser og vidnesbyrd.
Det så vi et eksempel på ved gårsdagens pressemøde. Hvor den danske journaliststand var mest optagede af at få politikere til at sige ”samtykkelyde” – fordi det åbenbart er ”klodset” at spørge, så hvordan gør man det ”mere romantisk”. Hvor spørgsmålene endnu engang kredsede om, hvorvidt der pludselig skulle være tale om omvendt bevisbyrde, og hvorfor vi ikke bare indfører skriftligt samtykke, ”hvis nu samtykke er så vigtigt.”
Det pressemøde viste, at der venter en større samtale om, hvad ”ja” egentlig er for en størrelse. Hvad enten det bliver sagt eller udtrykt på andre måder. Fri for hån og bovlamme jokes. Det er et sprog, vores kroppe så udmærket kender til, for de fleste af os ved jo godt, hvornår dem vi kysser og rører ved, har lyst til netop det - men det er et sprog, som vi ikke har været vant til at have en samtale om.
LÆS OGSÅ: 4 myter om samtykke, der skal aflives lige nu
I årevis har især kvinder sagt nej. Vi har sagt nej, nej, nej – igen og igen, fordi vi er vant til, at vores nej konstant bliver udfordret, overhørt og betvivlet.
Nu skal vi sammen øve os i at sige ja. Vi skal vise, hvilken værdi et ja faktisk har, når vi har sex. Ikke bare i lovens øjne – men i hinandens.