Lone Frank: "Kærligheden var ved at kvæle mig indefra"

Og størst af alt … er kærligheden.

Ja, det er meget godt alt sammen, men hvorfor? Hvad fanden er kærlighed for et fænomen? Hvorfor har vi den? Og hvorfor er den større end alt muligt andet?

Sådan nogenlunde tænkte Lone Frank, da hun besluttede sig for at tage på en opdagelsesrejse udi kærligheden. For jo, hun kunne finde masser af højfilosofiske værker og luftige teorier om den følelse, vi betragter som menneskelivets ultimative støttepille. Men:

- Kærlighed er jo et kæmpestort emne – selv for mig, som ikke var klar over, hvor meget den betød for mig. Og der er så meget skrald om det! Jeg blev irriteret over, at noget, der helt logisk set er biokemi, evolution, hjernefunktioner og så videre, kun bliver angrebet fra de dér filosofiske, selvhjælps-agtige, pseudopsykologiske vinkler.

– Følelser er jo i bund og grund kemi. Og forståelsen af, hvordan de følelser folder sig ud, er evolutionær. Så man er nødt til at rode langt længere ind end de der luftige teorier, hvor folk føler alt muligt om kærlighed.

- Man må starte med at spørge, hvad fanden kærlighed er for et fænomen? Hvor kommer den fra? Hvorfor har vi den? Hvordan udspiller den sig i den enkelte, og hvor elastisk er begrebet? siger Lone Frank på vanlig knastør rationel vis og sætter sig til rette i den store lænestol i sin stue på Frederiksberg.

Selv blev hun ramt af kærlighedens baseballbat, da hendes kæreste døde af kræft efter et kort sygdomsforløb på kun seks måneder for seks år siden. Ikke at hun ikke havde følt kærligheden før, det var bare først da, hun for alvor fattede det. Hvor meget kærligheden betød for hende. For tilværelsen i det hele taget.

Nu var der ikke et eneste menneske tilbage – i live – som hun kunne sige, at hun elskede. Og der var ingen, der elskede Lone. Og den kærlighed, hun følte lige da, føltes slet ikke rar.

Lone Frank

Videnskabsjournalist, foredragsholder og forfatter til indtil videre seks bøger, den ene ’Mit smukke Genom’, der udkom i 2010 blev i 2018 kåret til en af dette årtusinds 10 bedste skandinaviske faglitterære værker.

Hun har også modtaget en rækker priser bl.a. Blixen Prisen for faglitteratur og Den Store Publicistpris.

Lone Frank kan også opleves på lyd i Weekendavisens ugentlige podcast ’24 spørgsmål til professoren’ og i ’Ingen elsker Lone Frank’.

– Den føltes forfærdelig. Som sådan en stor ting inden i mig, som jeg ikke kunne aflevere til nogen. Kærligheden var ved at kvæle mig indefra.

Efter Mortens død besluttede Lone Frank sig for at undersøge, hvordan man skal forstå den kærlighed. Det blev bl.a. til bogen ”Størst af alt – om kærlighedens natur”, en personlig og videnskabelig udforskning af kærlighedens natur, som er grunden til, at vi sidder her i dag.

Forelskelse og kærlighed er to vidt forskellige ting

Vi skal rundt om alle aspekter af kærligheden – også de grimme, tabuerne, de ting, man ikke sige højt. Og vi starter med nogle misforståelser om kærligheden.

For kærlighed er slet ikke én følelse, understreger Lone Frank.

– En gang imellem kan man godt have den dér ekstatiske fornemmelse af at føle dyb samhørighed med et andet menneske, men den kan man ikke opretholde hele tiden.

- Nogle gange er han nemlig også røvirriterende, men det betyder ikke, at kærligheden ikke ligger bagved. Så kærlighed er et stort spektrum af udtryk af følelser. Den kærlighed, du føler til dine forældre, er f.eks. ikke den samme som den, du føler til dit barn eller din kæreste eller dine venner.

– Følelser er noget, du oplever i øjeblikke – det kan være kærlighed, glæde, sorg, had – det er noget kemi, der foregår i din hjerne. Og følelsen af f.eks. at være forelsket i et andet menneske er der jo ikke hele tiden.

- Du sidder ikke og føler den på dit arbejde, for der laver du noget andet. Men det bånd, du har til det menneske, dét, man kan kalde kærligheden, ligger der hele tiden som et potentiale. Når du holder op med at elske, er båndet væk. Og så er kærligheden væk.

Så kærlighed er ren kemi?

– Det er noget biokemi i hjernen, som kan opstå af forskellige grunde. Og ikke nødvendigvis noget, man kan blive ramt af lynet af – det hænger meget på vores vestlige forståelse af forelskelse, som er et biologisk program, hvor der udfolder sig noget kemisk, der gør dig nærmest sindssyg.

- Og det program kan ikke holdes ved lige hele tiden. Det kan køre nogle måneder, så stopper det. Vi har den opfattelse, at man går fra at være forelsket til at føle kærlighed, men det sker overhovedet ikke automatisk. Det kan sagtens være, at du står tilbage og tænker: Nå, det gik så over. Det her menneske er da overhovedet ikke særligt interessant.

Det sker jo ret ofte …

– Ja, og det er helt naturligt. For programmet ”forelskelse” er et, naturen har installeret for at gøre dig vild med nogen, få dig til at parre dig med vedkommende og sørge for, at I lige holder sammen, i hvert fald til det her barn er kommet.

- Det svarer meget godt til, når dyr er i løbetid. Men det behøver ikke at gå over i en følelse af kærlighed og ”åååh, nu vil jeg bare være sammen med det her menneske resten af livet!”.

Så kærlighed og forelskelse er to vidt forskellige ting?

– Fuldstændig.

Vores forventning er jo, at de hænger sammen. Er det måske derfor, det så ofte går galt med parforhold?

– Ja, lige præcis. Derfor er det godt at dykke ned i, hvad de forskellige ting egentlig er. Det kan godt være, at der på den anden side af forelskelsen opstår en samhørighed, men det er mere eller mindre tilfældigt, om det udvikler sig sådan.

- Det kommer an på, hvor godt man passer sammen. For man kan sagtens blive forelsket i en, man overhovedet ikke passer sammen med. Og omvendt kan kærligheden, hengivenheden, samhørigheden sagtens komme, uden at man har været forelsket.

Den tyndslidte kærlighed

Sindssygen, forelskelsen, sprang Lone Frank selv over i sit forhold til Morten.

– Det var ikke det samme, som jeg har oplevet med nogen andre. Men jeg fik meget hurtigt en fornemmelse af, at jeg havde lyst til at være sammen med Morten. Og den blev ved. Og blev til kærlighed.

- Men vi har den kulturelle forestilling fra romantikken om, at det skal starte med forelskelse, gå over i kærlighed og ideelt set vare hele livet – dét er det rigtige. Og det går jo galt for os alle sammen.

– Det er en syg forestilling fabrikeret på et tidspunkt, hvor du havde en institution, ægteskab, som var lavet til at holde nogle klaner sammen. Et arbejdsfællesskab, en økonomisk tryghed. Så udfolder romantikken sig, og man får øjnene op for, at uuuh, den dér kærlighed, dén skal man have noget af!

- Men det er nødt til at være inden for ægteskabet, for det kan man ikke bare skubbe ud. Derfor bliver idealet, at du får denne her vilde lidenskab for et andet menneske, så gifter du dig, og så varer kærligheden resten af livet. Ellers er du helt forkert.

– Problemet er, at mennesket ikke er evolveret frem til at være et monogamt dyr, der har ét forhold hele livet. Det ser vi kun hos ca. 3-5 procent af pattedyrene. Og vi har jo også en høj skilsmisseprocent. De fleste har flere forhold gennem livet, og det er helt naturligt. Så jeg synes, vi bør kigge lidt kritisk på vores kultur på det område.

Mange betragter jo netop skilsmisse som et nederlag …

– Ja, og det er at skyde sig selv i foden. Hvis kærligheden er tyndslidt, hvis I ikke gider længere, hvorfor er det så et nederlag?

- Det er da bedre at sige: ”Hey, det har været en god tid, men det fungerer sgu ikke længere, det her. Jeg vil faktisk hellere noget andet, vil du ikke også det?”

- Så er ansvaret selvfølgelig at få det til at fungere, hvis man har børn, men det er der altså rigtig mange, der gør. Så vi bør erkende vores natur, erkende, at vi sagtens kan få lyst til en ny partner. Det er da underligt, hvis man ikke gør.

Den ulykkelige kærlighed og den, der bliver taget for givet

Den vigtigste ting, Lone Frank har lært på sin opdagelsesrejse i kærlighed, er, hvor vigtig kærlighed faktisk er. For hende.

– Det er der nok mange, der vil grine af, men det var sgu ikke gået op for mig. I modsætning til rigtig mange kvinder, som synes, at parforhold er det vigtigste i deres liv, har det for mig altid været vigtigst, hvad jeg gik og lavede.

- Jeg har aldrig tænkt ret meget over kærligheden. Det ramte mig først, da jeg stod der og ikke havde nogen, der elskede mig. Og ikke havde nogen tilbage, jeg elskede. Hold da kæft, da ramte det! Det her er jo totalt centralt i dit liv, du har bare ikke fattet det, Lone!

Men du har jo været i forhold det meste af dit liv?

– Ja, og jeg har haft forældre, der elskede mig og gjorde alt for mig. Men jeg har taget det for givet. Det er så rædselsfuldt og banalt at sige, men det var virkelig en overvældende oplevelse at indse det. Jeg har ikke været særligt meget på udkig efter følelser.

Den tidlige kærlighed

Under arbejdet med bogen sendte Lone Frank sig selv til psykolog for første gang. Ikke, fordi der ikke er ”plads til forbedringer” i hendes psyke, men fordi hun som neurobiolog altid har næret en vis mistillid til professionen.

Sammen med psykologen undersøger Lone Frank sin barndom, og hvordan den har præget hende i forhold til kærlighed.

– Når det helt lille barn i de første leveår kommer ud og er totalt hjælpeløs, skal det hjælpes af nogen. I den tid får det bygget et tilknytningsforhold op til de mennesker, der drager omsorg for det.

- Typisk moren eller faren. Her lærer barnet, hvad det kan forvente af andre mennesker, og den tilknytning kan have forskellige mønstre, alt efter hvordan den voksne reagerer på barnet, fortæller Lone Frank.

– Hvis f.eks. en mor har svært ved at holde ud, at barnet græder, kan det blive en utryg relation, og barnet får nedlagt et mønster i sig, der hedder ”Pas på med at kræve for meget af andre og overdænge dem med dine problemer, for så giver de dig ikke kærlighed”.

- Det er de børn, der kan virke meget nemme henne i børnehaven, de skriger ikke, de kalder ikke hele tiden på hjælp, for de har med hjemmefra, at de ikke må være vanskelige. Men det betyder ikke, at de ikke er stressede indeni.

Da Lone Frank undersøgte sin egen barndom, opdagede hun, at hun har været trygt tilknyttet begge sine forældre, men mest glad for sin far. Og det ændrede sig ikke af, at hun senere fandt ud af, at han var alkoholiker.

- Jeg havde et enormt godt forhold til min far, og det har grundlagt mit forhold til mænd. Jeg føler mig ikke som et barn, der er skadet af at have en alkoholisk forælder. Overhovedet ikke.

Kom det bag på dig, at det ikke havde påvirket dine mønstre?

– Ja, faktisk. Men jeg mærkede det ikke, da jeg var lille. Min far gik ikke og slingrede og var aggressiv, i hans tilfælde var det selvmedicinering – han skulle have det for at være i verden.

- Mange synes jo, at det er frygteligt, men det synes jeg faktisk ikke. Han blev så konstateret bipolar i en af alder af 60, og det har han åbenbart kunnet holde nede med alkohol.

– Han har helt klart præget min karakter og indstilling til livet, og jeg er sikker på, at det har givet mig et meget naturligt forhold til mænd. Jeg kan godt lide mænd, jeg forstår dem, jeg kan godt lide at tale med mænd, og jeg føler mig afslappet i mænds selskab.

- Det er ikke alle kvinder, der gør det. Så alt i alt har jeg taget meget godt med fra min fars opdragelse – også nogle maskuline træk som at være ophøjet ligeglad med, hvad omverdenen synes om mig.

– Men jeg er også på mange måder en følsom natur, og det depressive og stressbetonede ligger lige under overfladen. Men den sociale robusthed er jeg trænet i fra barnsben.

- Det er først nu, man er begyndt at interessere sig for, at fædres omgang med deres børn har en anden betydning end morens, og det ser ud til, at den betyder noget i forhold til social omgang og det at være handlingspræget. Børn med involverede fædre bliver bedre til konflikter og til sociale sammenhænge.

Kærlighed følger ikke automatisk med genetik

Og så er vi landet ved den svære størrelse: kærlighed i familien. Det står nemlig ikke skrevet nogen steder, at vi SKAL elske familiemedlemmer – og det er absolut heller ikke altid, at vi gør det.

- Kærlighed følger ikke automatisk med genetik, hvorfor skulle den det? I samfund med storfamilier var man tvunget til at være sammen i denne her klan, men i dag er vi langt mere frie, så hvis der er nogen i ens familie, man virkelig ikke har lyst til at være sammen med, så er det bare at plage sig selv at synes, at man burde.

Kan man tillade sig at lade være – også hvis det er helt tætte familiemedlemmer?

- Ja, det synes jeg. Hvis det kun medfører sammenstød og de samme frustrationer gang på gang, hvorfor så blive ved? Jeg synes, at man skal vælge det, der er bedst for ens tilværelse.

- Hvis det ikke fungerer mellem dig og en af dine forældre f.eks., er du ikke et dårligere menneske, hvis du vælger forholdet fra. Lad være med at synes, at det SKAL fungere. Hvis det ikke kan, så kan det ikke.

- Der er også mange forældre, der har et barn, de ikke har et skidegodt forhold til, og det er vildt tabubelagt, fordi du skal elske alle dine børn lige højt. Det siger de fleste også, at de gør, men når man laver undersøgelser om det, viser det sig, at der er rigtig mange, der ikke elsker deres børn lige højt. Som følelsesmæssigt har det bedre med det ene barn end det andet.

Hvad gør man ved det? Man kan jo ikke bare lade være med at se sit barn …

- Det handler om at indse, at det ofte er sådan. Og så må forældre sige til sig selv, at det ikke er abnormt, tilgive sig selv og prøve så vidt muligt at behandle børnene lige godt.

- Min far favoriserede helt klart mig, til gengæld var jeg jaloux på min bror over, at min mor elskede ham højst. Men du kan ikke tvinge kærligheden. Det er bare sådan, det er.

Sidste spørgsmål, Lone: Elsker du selv igen – efter Morten?

- Ja, det vil jeg sige. Selv om jeg altid har haft svært ved at sige ”jeg elsker dig”. Det har jeg sagt til min kæreste: ”Jeg kommer ikke til at sige det lige så ofte som dig, men jeg går ud fra, at du godt kan mærke det alligevel.”

- Amerikanerne siger det jo konstant og hele tiden til alle, og det kan jeg slet ikke have med at gøre, for det er jo noget meget værdifuldt, følsomt og ømt, som man ikke bare skal smide omkring sig med. Tilbage til det dér med, at kærligheden ikke bare er én følelse og tre ord.

- Det er et bånd. Man har noget sammen med et andet menneske, og det ved man godt.