Popkultur
16. september 2020

Hvor længe kan Fido være alene hjemme? Det mener eksperterne

Kan din hund være alene i lang tid, eller bør du skynde dig hjem til den, hvis den ikke skal blive traumatiseret? Vi har spurgt en dyrlæge og en professionel hundepasser.
Af: Ronja Rognmo, kk.no
Træning af hund

Foto: Shutterstock

Det kan godt være lidt svært at lukke døren bag sig og tage på arbejde, når der står en sød hund med store, uskyldige øjne og stirrer sørgmodigt på dig.

Men er der nogen reel grund til at have dårlig samvittighed, eller hænger din hund bare ud og nyder sin alenetid, mens du er væk?

Vi har spurgt eksperterne, hvor længe hunde kan være alene hjemme.

Unaturligt for hunden at være lukket inde alene

Line Dahlgren, som er ejer af den norske hundebørnehave Hundepasserne Fornebu, fortæller, at der ikke findes noget entydigt svar på, hvor længe din hund kan være alene hjemme.

- Det har rigtig meget med race og aktivitetsniveau at gøre. Små hunde har nogle helt andre behov end de større racer, siger hun.

- En "normal" hund bør efter den rette tilvænning kunne være alene hjemme på en arbejdsdag, altså otte timer. Men det er vigtigt, at den så kan bevæge sig frit og have adgang til frisk vand og eventuelt mad.

Det er dog ikke alle hunde, der kan finde ud af det, pointerer Line Dahlgren.

- Hunde kan udvikle seperationsangst, og så er man nødt til at opsøge professionel hjælp, så de for eksempel kan blive passet i en hundebørnehave.

Heidi Bugge, som er seniorrådgiver og dyrlæge i dyrevelfærdsafsnittet hos Mattilsynet, Norges tilsyn for planter, fisk, dyr og næringsmidler, er enig med Line Dahlgren i, at hunde er meget forskellige, og at deres behov varierer.

Test dig selv: Hvilken hunderace er du?

- Det vigtigste er, at man forstår, at det er ganske unaturligt for en hund at blive lukket inde alene. Hunden er et flokdyr, og den vil oftest foretrække at være sammen med sin flok, det vil sige ejeren, familiemedlemmer eller andre af familiens kæledyr.

At blive lukket inde kan opleves som svært traumatisk, slår Helle Bugge fast.

- Det er noget, som hunden må lære over tid, og det kræver en stor indsats fra hundeejeren. Først når hunden har lært at slappe af, når den er alene hjemme, kan man gravidst øge tidsrummet, hvor den er alene.

- Selvom der ikke findes et svar på, hvor længe din hund kan være alene, bør det generelt ikke være længere end en normal arbejdsdag, forklarer hun.

Vigtigt at træne hunden fra den er hvalp

Så hvordan kan du vænne din hund til at være alene hjemme? Line Dahlgren forklarer, at det er vigtigt at starte, allerede fra hunden er hvalp.

Men ikke den første måned, for der har den brug for mest muligt samvær for at blive tryg.

- Start gradvist med tilvænning. Først fem minutter, så ti minutter, så en halv time – og så videre. Og husk at rose hvalpen, når du kommer tilbage – gerne med godbidder.

Det er Helle Bugge enig i.

- Hvis du har hunden, fra den er hvalp, har du de bedste forudsætninger for at få en hund, som er tryg og rolig, når den er alene hjemme. Hvis du ikke er så erfaren en hundejer, kan det være smart at melde sig på et hvalpekursus, hvor du lærer, hvordan du træner din hund i at være alene. Du kan eventuelt rådføre dig med mere erfarne hundeejere.

Hvalpe har imidlertid et ekstra stort behov for selskab, og de skal luftes oftere end voksne hunde. Så selv om de bliver vænnet til at være alene, bør de ikke forlades mere end et par timer ad gangen, siger Helle Bugge.

Bør være uovligt at have hunde i bur i flere timer

Er det okay at lade din hund sidde i et bur, mens du er på arbejde?

Ikke ifølge eksperterne.

- En hund, som er alene, ligger ikke stille hele tiden. Den skal have mulighed for at gå lidt rundt, strække sig og skifte underlag. Et lille bur bør kun bruges i korte tidsrum, for eksempel under transport, ved sygdom, på et hotelværesle og så videre, siger Helle Bugge.

- Det er ikke et optimalt sted for en hund at opholde sig, mens man er på arbejde, slår hun fast.

Det er Line Dahlgren enig i. Hun mener, at det at have en hund i et bur en hel dag burde være strafbart.

- At have en hund i bur i nogle timer er helt fint, men igen kræver det gradvis tilvænning. Hunden skal forbinde buret med et trygt sted, hvor den kan få fred, ro og hvile, siger hun.

- Begge mine hunde går selv ind og lægger sig i burene, hvis sofaen er optaget. Buret må aldrig bruges som straf eller blive forbundet med et sted, man spærres inde. Jeg kan ikke sige nok gange, hvor utroligt vigtigt det er at tænke sig nøje om, før man bestemmer sig for, hvilken slags hund man vil have.

- Vælg en race, som passer til din hverdag – og ikke mindst dit aktivitetsniveau, slutter hun.

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på KK.no

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs mere om:

Læs også