Tine tog på sit livs gåtur, da hun blev enke. Og så skete der ting og sager

Da Tine mistede sin mand, Bjarne, skete det uden varsel. I det efterfølgende år besluttede hun sig for at forfølge en drøm, hun og Bjarne havde haft sammen: At gå Caminoen.

Det vil sige den 779 kilometer lange rute fra Frankrig til Santiago de Compostela i Spanien. Tines tur udviklede sig til at handle om andet og mere end hendes tab af Bjarne. Det blev en gåtur for livet, og ikke bare hendes eget.

Tine havde spurgt sin yngste datter på 19 år, om hun ville med, men det var ikke noget for hende. Alle hendes fire børn syntes dog, at hun skulle tage af sted, hvis det gjorde hende glad.

Velmenende venner og bekendte var bekymrede over, at hun ville rejse helt alene.

– Hvis du vidste, hvor mange gange, den idé kunne være slået ihjel. ”Tør du at tage af sted alene?”, ”Ej, du er modig”, og ”Hvad med dine børn?”. Men for mig var det naturligt. Jeg trængte faktisk til at være alene og ikke skulle tage hensyn til andre end mig. Og kunne være i sorg for mig, forklarer hun.

Tine følte ikke, hun rejste alene, for hun besluttede at dele sine rejseoplevelser på daglig basis i en lukket Facebook-gruppe.

Hun kaldte gruppen for ”Rute 1 — en tur for den, der har mistet”, og hun lukkede interesserede ind i gruppen: Venner, bekendte, familie, kolleger og naboer. En håndfuld af dem, hun mødte på Caminoen, fandt også vej ind i gruppen.

Mange pilgrimme har en byrde i rygsækken, som de bearbejder på den lange gåtur. For Tine Poulsen handlede det om andet og mere end hendes egen sorg.

I månederne inden afrejsen fik hun nemlig den idé, at hun ville gå for en ”sag” hver dag.

Hun var inspireret af Team Rynkeby, der cykler for at rejse penge til syge børn. Tines dedikation handlede om åndelig støtte til sine medmennesker.

Gå skridt for andre

– En dag havde jeg en kunde i klinikken, som havde mistet sin søn. Jeg sagde spontant til hende, at jeg ville gå nogle skridt for hende. Hun blev simpelt hen så glad, så jeg tænkte: Okay, men så er det jo dét, jeg skal.

- Mange sagde til mig, at jeg bare skulle gå for mig selv. Men prøv nu at høre her: Jeg går så mange skridt, så der er nok skridt både til mig og dem, jeg gerne vil gå for, siger hun med fasthed i stemmen.

De første uger var overvejende dedikeret til ­familie, venner og kolleger. Men undervejs besluttede hun rent intuitivt at gå for større sager som ­udsendte soldater, alkoholikere og deres pårørende og fred på jorden.

Og efterhånden strømmede det ind med forslag til personer og sager i hendes Facebook-gruppe.

Måske kiggede Tine efter sammenhænge, men ikke desto mindre oplevede hun næsten dagligt noget, som gav mening for den sag, hun gik for. For eksempel mødte hun en kvinde, som fortalte hende om sit voldelige ægteskab, samme dag hun gik for voldsramte kvinder.

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann: "Mine kone synes jo ikke, jeg er så skide klog"

– Den dag jeg gik for fred mellem mennesker, så jeg den her meget farverige pige i neonfarvet tøj, og bag på hendes lår stod der ”Peace and Love”. Og da jeg gik for brystkræft, faldt jeg i snak med en amerikansk mand, Jeff, hvis kone var død af brystkræft. Samme dag havde jeg helt tilfældigt fundet to lyserøde bånd — et på jorden og et ved den seng, jeg havde sovet i.

- Det er bånd, som bruges til at hænge mærkater på den bagage, pilgrimmene sender i forvejen, forklarer hun og griner, så hendes caminoøreringe med muslingeskaller af guld dingler.

”Du kalder på hende hele tiden”

Senere på turen mødte hun Jeff igen og fortalte ham sin egen historie. Nu tog samtalen en drejning, som overraskede Tine.

– Han talte konstant om sin afdøde hustru, så til sidst sagde jeg til ham: ”Jeff, du kan ikke blive ved med at hænge i din kone på den måde. Du kalder på hende hele tiden. Hun får jo ikke fred.” Så trak han sig. Han gik simpelt hen væk. Jeg tror ikke, han kunne rumme det. Men dagen efter sendte han mig en sød besked på Messenger, som gav udtryk for, at han forstod, hvad jeg havde ment.

Omkring halvvejs på turen skrev Tine et opslag i sin Facebook-gruppe, hvor hun opfordrede folk til at foreslå personer eller sager, hun kunne gå nogle skridt for.

LÆS OGSÅ: "Vi tror på, at vi skal dø som 93-årige med et glas portvin i hånden efter god sex"

I kommentarfeltet skrev en: Troels Kløvedal, Thomas Winding, Lars Larsen, Nelson Mandela, Mother Teresa, Leonard Cohen og andre gode mennesker.

– Den dag, jeg gik for disse afdøde personligheder, var jeg inde i en lille kirke, hvor jeg tændte to stearinlys, som jeg ofte gjorde på turen. Da jeg rejste mig og gik lidt tilbage for at kigge på alle lysene, vandrede mit blik opad, og over lysene så jeg et portrætbillede af Mother Teresa og andre fantastiske personer. Det gav mig kuldegysninger. Jeg tænkte, så er de jo med mig på en eller anden led og kan tage nogen af de ting, jeg går for.

Sidste afsked med manden

At vandre ind på den storslåede plads foran katedralen i Santiago de Compostela er højdepunktet for de fleste pilgrimme, som også går ind i katedralen for at omfavne statuen på Sankt Jakobs grav.

Derefter slæber de udmattede pilgrimme sig hen til pilgrimskontoret for at få deres caminobevis. I den tre timer lange ventetid her overværede Tine en pilgrimsmesse i et lille kapel i bygningen.

– Efter sang og bønner spurgte præsten, om der var nogen, der ville velsignes, og det sagde jeg ja til. Jeg kan faktisk godt lide det dér med at blive velsignet. Det giver mig energi. Jeg tænker på, at jeg bliver renset og får noget lys, som jeg kan bringe videre til andre. I den spirituelle verden er man jo lysarbejder. Jesus var også lys for andre mennesker. Det kan jeg godt lide. Han var et eksempel for andre ved at være et godt menneske. Og jeg er blevet mere bevidst om at give lys til andre, erkender Tine.

Det med lyset hænger sammen med Tines interesse for yoga og meditation. Og hun kommer til at tænke på den dag på Rigshospitalet, hvor hun skulle tage den sidste afsked med sin mand. Han var erklæret hjernedød og skulle køres til en operationsstue for at få udtaget organer.

– Pludselig vender sygeplejersken sig om og siger: ”Tine, vil du gerne op og ligge ved siden af Bjarne en sidste gang?” Det var, som om Bjarne havde prikket hende på skulderen og sagt: ”Kan du lige få min kone herop”. Og så lagde jeg mig op til ham. Dér skete der altså nogen ting — jeg kan ikke beskrive det. Men der kom et hvidt lys. Det var, som om noget af ham kom over i mig. En afklarethed, mindes Tine med et smil og retter lidt på sit korte år.

Tine er uddannet yogalærer. Hun mediterer og er meget optaget af den spirituelle verden, og det er ofte her, hun søger en forklaring. Hun har blandt andet fundet inspiration i New Age-guruen Deepak Chopras univers.

LÆS OGSÅ: "Mit liv skal ikke gøres op i, om jeg har en god eller en dårlig kropsdag"

– Som yogalærer går jeg mere efter energi end de kristelige ting. Men når det er sagt, er det jo et stort sammensurium. Om det er energi eller en person, der hedder Jesus eller Jomfru Maria eller Maria Magdalene. For mig handler det om energi mellem mennesker, fastslår Tine og refererer til Lars Muhls bøger, som netop fokuserer på Maria Magdalenes spirituelle rolle.

Tine udstråler også selv energi. Måden hun taler på. Sidder på stolen. Står op og taler indimellem. Går rundt i køkkenet og laver tapasfrokost til os, mens hun snakker om alle de mennesker, hun mødte på Camionen — og den særlige opmærksomhed, hun oplevede.

– Jeg havde et heppekor på Camionen, som bestod af tre amerikanske damer. Jeg tror bare, jeg er god til at tale med mennesker og danne venskaber. Jeg har altid vidst, jeg var sådan. Men på Caminoen fik jeg det slået fast med 10-tommersøm.

- Folk kom ud af det blå op på siden af mig og begyndte at snakke med mig. På et tidspunkt sagde en kvinde til mig efter en lang samtale: ”Jeg ville slet ikke fortælle det her til nogen. Det troede jeg ikke, jeg kunne.”

Glæden ved at hjælpe

På Caminoen hjalp Tine også andre pilgrimme på et mere praktisk plan. Hun masserede fødder. Satte plaster på. Assisterede med at købe vandresko. Og strøede om sig med tip og gode råd.

– Jeg har fundet ud af, at jeg er god til at lave løsninger på ting: Hvis folk har problemer med fødderne eller med psyken, så har jeg mulighed for at hjælpe dem. Det giver mig bare en glæde og energi. I min verden møder man ikke folk, uden der er en årsag. Selv om jeg selv har været dybt i knæ, så er jeg grundlæggende taknemmelig for at kunne hjælpe andre. Og det er jo egentlig også kærlighed. Kan man koge det ned til, tænker jeg.

Når man som Tine tiltrækker mennesker og elsker at hjælpe andre, kan man godt risikere at blive udnyttet og glemme sig selv.

Inspireret af den japanske indretningsguru Marie Kondo, som opfordrer folk til at tage hver enkelt ting eller stykke tøj i hånden og mærke efter, om det gør en glad, så lærte Tine på Camionen at mærke efter, når det handler om relationer.

– Jeg vidste jo godt, at sang og dans gør mig glad. Men hvilke mennesker gør mig glad? Og hvem kan man godt være sammen med, men ikke bruge for meget tid på? Jeg har jo også gået i flinkeskolen engang og var måske bare flink mod alle — uden at sortere så meget. Men det blev jeg god til på Caminoen. For man møder så mange. Og nogen betød mere for mig end andre.

- For eksempel drak jeg en kop kaffe med en ung mand. Da vi skiltes, sagde han: ”Tak, fordi du ville bruge tid sammen med mig.” Det gjorde virkelig indtryk på mig.

Mini-Camino derhjemme

Da Tine kom hjem efter seks uger og over en million tilbagelagte skridt på Camionen, var hun syg i tre dage.

– Jeg kunne ikke gå på benene. Sikkert fordi jeg havde kørt i overgear de sidste dage dernede. Jeg skulle jo nå en hel masse. Derefter kom der nogle dage, hvor jeg kørte fra at være glad, sur, ked af det og trist. Alle følelser var i spil, siger hun.

Hun holdt fri i to uger, inden hun skulle tilbage på arbejde i sin fodklinik igen i slutningen af ­oktober måned. I de uger fordøjede hun de mange indtryk fra turen og reflekterede over det, hun havde oplevet. Og det, hun havde erkendt om sig selv undervejs.

I den periode fik hun en idé, som kan koble hendes glæde ved at hjælpe mennesker med interessen for caminovandring. Tine har nemlig adgang til en Camino i baghaven, Gudernes Stræde, som er en del af et kæmpe netværk af Caminos de Europa.

Denne lille gren af netværket går fra Helsingborg til Roskilde og vestpå via Odense til Hærvejen i jylland.

– Jeg kunne godt tænke mig at lave et Mini Camino-setup herhjemme. Jeg har ikke helt fundet konceptet endnu. Men jeg vil gerne holde foredrag om turen. Og i mit anneks er der et rum med plads til seks køjesenge. Så kunne folk jo prøve at vandre og sove på sovesal med fremmede mennesker her hos mig.

- Jeg vil måske selv gå nogle af turene med folk. Og jeg vil lave aftaler med præsterne i de fem-seks kirker, som ligger i nærheden. Så kan folk komme ind og se en kirke, få et stempel — og eventuelt deltage i en pilgrimsmesse, forklarer Tine entusiastisk.