Ida blev voldtaget: Han smækkede døren bag mig og lagde sine hænder om min hals

Ida Rud var for tyk til at blive voldtaget. Ida Rud var for grim til at blive voldtaget. Ida Rud var for akavet til at blive voldtaget.

Det var ikke, fordi det blev sagt sådan direkte, men det lå mellem linjerne, da Ida Rud var teenager. Voldtægt, og især drugrape, hvor der bliver puttet stoffer i ofrets drink, var noget, piger skulle beskyttes mod, men Ida behøvede man ikke bekymre sig så meget om, for hvem skulle voldtage hende?

- Min moster sagde til mig, at nu skulle jeg passe på, men samtidig var der den her underlæggende fornemmelse af, at ”Ida er tyk, så hun bliver jo ikke voldtaget. Der er ikke nogen, der vil voldtage hende.” Jeg tror også, det var derfor, min bedste veninde kunne sige, at hun ikke troede på mig.

Ida Rud blev voldtaget første gang, da hun gik i 2. g til hendes bedste venindes fødselsdagsfest. Anden gang et par måneder efter af hendes bedste ven. Tredje voldtægt foregik for et par år siden, hvor hun var bange for, om hun ville overleve.

Fødselsdagsfesten

Da Ida Rud var 18 år gammel, var hun til sin bedste venindes 18-års fødselsdag. Venindens far var bortrejst, så de havde huset for dem selv, og festen voksede hurtigt, der kom folk til, som de ikke kendte. Ida var på det her tidspunkt et godt sted, husker hun. Hun havde en gruppe gode venner omkring sig, især veninden, der havde fødselsdag, og en rigtig god ven. Det var noget nyt, at hun havde det så godt og følte sig tryg i sine venskaber, for hun havde ikke haft så mange venner før det, ja faktisk havde hun altid følt sig akavet og usikker og udenfor.

Der kom en mand til festen, der var ældre end de andre. Han var ikke en del af vennegruppen. På et tidspunkt holdt han en shotsflaske frem og pegede ud i rummet for at finde den kvinde, der skulle have det sidste shot.

- Han står og udpeger, hvem skal være hans offer, og så bliver det så mig, siger Ida Rud.

Hun sidder i en grøn, blomstret sommerkjole på en café på Østerbro. Hendes hår er brunt og skulderlangt, og ansigtet kender de fleste nok bedst fra tv-programmet ”Tykke Ida” eller fra hendes Instagram-profil, hvor hun skriver personligt om livet som tyk. For tre år siden stod hun frem, da Dagbladet Information bragte en serie vidnesbyrd fra kvinder, der havde oplevet voldtægter.

I dag er hun overbevist om, at manden til hendes venindes fødseldagsfest havde puttet et eller andet stof i det sidste shot, som hun drak.

- Det næste, jeg kan huske, er, at jeg ligger oppe på badeværelsesgulvet, og han er i fuld gang med at voldtage mig. Jeg er helt groggy, og alle følelser er på en gang voldsomme og afdæmpede. Det er så ulækkert og ubehageligt og koldt.

LÆS OGSÅ: "Jeg havde brug for, at andre sagde: Det er jo en voldtægt, Karla"

Ida havde svært ved at holde sig vågen på badeværelset, hun var omtåget og forsvandt ind og ud af bevidsthed. Da det var overstået, kravlede hun ud af badeværelset og ind på det værelse, hvor gæsterne til festen skulle sove. Der lå madrasser spred ud over gulvet. Hun havde ikke noget tøj på.

- Jeg kan huske, at jeg var pinlig berørt over, at jeg ikke havde noget tøj på. Jeg fik en trøje på og lagde mig op ad væggen, jeg ville være så lille som muligt. Jeg ville bare gerne forsvinde.

Manden, der voldtog hende, kom ind på værelset og begyndte at kysse hende og sige, at han elskede hende. Idas bedste veninde kom derop og fik ham smidt ud.

- Jeg kunne slet ikke deltage i det, jeg registrerede det bare.

Da Ida vågnede næste morgen, kunne hun mærke, at hendes veninde var sur, men hun forstod ikke hvorfor. Ida græd i bussen på vej hjem til sine forældre.

Det første stykke tid fortalte hun ikke nogen, hvad der var sket. Men hun havde brug for at dele det. Så hun fortalte det til sin bedste ven og sin bedste veninde. Hun kan ikke huske, hvordan hendes ven reagerede. Men hendes venindes reaktion sidder fast. Hun troede ikke på Ida, og hun var sur over, at det havde været hendes job at smide manden ud fra festen.

- Den aften kom der et skår i vores venskab. Min veninde var kernen i den vennegruppe, og fordi hun var sur på mig, spredte det sig som ringe i vandet. Det vi havde, som var så tæt, gik i stykker. Det var enormt svært at miste det.

- Der var to mennesker, der vidste det, og de svigtede mig begge to. Jeg turde ikke snakke med andre om det, og der gik mange år før jeg turde stole på folk.

"Jeg sagde ikke nej, for jeg kunne simpelthen ikke tro, at han prøvede at have sex med mig"

Der gik noget tid, måske nogle måneder, Ida Rud er ikke helt sikker, før hun en aften var hjemme hos sin bedste ven med en anden veninde. De drak drinks og hørte musik. Han boede stadig hjemme, det gjorde de alle sammen. Da aftenen var ved at være forbi, fulgtes de op til stationen, både Ida og hendes veninde skulle nå et tog hjem. Men Idas ven blev ved med at forsinke hende, spænde ben og skubbe hende ind i busken. Hun grinte af det, han var jo hendes ven, men hun blev også småstresset og bange for at misse sit tog. Og det gjorde hun. Vennen sagde, hun bare kunne sove hos ham.

Tilbage på det lille teenageværelse lagde hun sig på gulvet. Der var ingen ekstra madras, der var ingen dyne til hende.

- Det var pisse koldt og ubehageligt.

Idas ven ville have, at hun skulle sove i sengen sammen med ham, i starten sagde hun nej, men så lagde hun sig alligevel derop med ryggen til ham. ”Han er jo min ven”, tænkte hun.

- Han blev ved med at prøve at vende mig om, og jeg blev ved med at vende mig med ryggen til ham. Jeg forstod ikke, hvad han havde gang i. Derfor sagde jeg ikke nej, for jeg kunne simpelthen ikke tro, at han prøvede at have sex med mig. Det var ikke fordi, jeg var særligt fuld. Jeg var bare som lammet. Han havde en kæreste, der havde aldrig været noget mellem os, jeg kunne slet ikke finde ud af at flirte.

- Det var ikke, fordi han kyssede mig, det var ikke romantisk, det var ikke, fordi han rørte ved mig og prøvede at tænde mig. Han ville bare have mig om på ryggen. Til sidst lykkedes det, og så krænger han tøjet af og trænger op i mig. Jeg ender med ikke at stritte imod, men bare ligge helt død. Det gjorde så utrolig ondt.

Der var ingen af dem, der sagde noget.

- Han vidste, at jeg lige var blevet voldtaget. Han kan ikke have troet, at det var sex, for der var ingen interesse fra min side. Det var så surrealistisk, jeg kunne slet ikke begribe det foregik.

De snakkede aldrig om det, men venskabet døde ud efter overgrebet.

- Først mange år senere forstod jeg, at voldtægt er sex, man har mod sin vilje. Man behøver ikke være helt blå og have en flækket læbe, det kan også være på den der meget stille måde. Så jeg overvejede ikke at anmelde det, for jeg betragtede det ikke som en voldtægt. Han var bare en rigtig dårlig ven.

LÆS OGSÅ: Maria oplevede en voldtægt på sin 17-års fødselsdag: "Jeg tror ikke, han ønskede at gøre mig ondt"

Der skete noget, da Ida Rud var i slut 20’erne, start 30’erne. Hver gang, og hun husker det virkelig som hver gang, hun var til et middagsselskab med veninder, når de havde fået lidt at drikke, så begyndte de at dele historier om overgreb med hinanden. Det var, som om alle havde en historie at fortælle. Hun begyndte at se det, hendes ven havde gjort, i et andet lys.

- Jeg følte ikke længere skyld på samme måde. Før havde jeg følt, at jeg havde haft et ansvar for at stoppe det, hvis jeg ikke havde lyst. Det har gjort en stor forskel for mig at anerkende, at jeg faktisk gjorde noget, at jeg ikke kunne have gjort mere. Det, at vi nu får en samtykkelov, hjælper også med at forstå det. Det hjælper mig til ikke at slå mig selv oven i hovedet med alt det, jeg burde have gjort.

”Jeg har aldrig været så bange i hele mit liv”

For to, måske tre år siden, havde Ida Rud en periode, hvor hun var single og datede meget. Hun havde noget at indhente, følte hun, for alle de akavede år som teenager og i 20’erne, hvor hun ikke vidste, hvordan man skulle flirte og date. Hun mødte en mand på en dating-app, og de havde sex et par gange. Det var intenst, lidt voldsomt, men hun slog det hen som, at de nok bare lige skulle lære hinanden at kende.

Tredje gang de var sammen, tog det overhånd, og hun følte, at han overhørte hendes protester, overhørte, at hun sagde stop.

- Da han kontaktede mig igen, sagde jeg, at vi skulle ikke ses igen. Jeg sagde til ham, at det havde gjort ondt, og at han havde overhørt mit stop og mine signaler. Han sagde, at det var han virkelig ked af, det var ikke meningen, sådan skulle det ikke være, han skulle nok være rigtig sød en anden gang og respektere mig.

Hun tænkte, at det var okay at tage hen til ham igen, nu de havde snakket om det. Så det gjorde hun. Hun gik ind ad hoveddøren. Han smækkede den bag hende. Han lagde sine hænder om hendes hals.

- Og så hvisker han mig i øret: ”Du skal ikke bestemme, hvad jeg skal gøre”. Så ved jeg ligesom … Jeg skal bare gøre, hvad han vil, jeg skal bare ud herfra, når det er overstået.

- Så jeg gjorde ikke noget. Jeg vidste, det løb var kørt, jeg blev sindssygt bange.

Han var anderledes denne gang.

- Det var ondskabsfuldt. Jeg havde følelsen af, at det her var noget, jeg skulle overleve. Jeg har aldrig været så bange i hele mit liv. Der var noget i hans adfærd, der gjorde, at jeg var bange for, hvad han kunne finde på at gøre mod mig.

Hun husker, at han boede i stueetagen ud til en vej. Han rullede sit gardin op, det var et stort vindue ud til gaden.

- Jeg stod, så alle kunne se det og blev ydmyget.

De snakkede ikke sammen efter voldtægten.

- Der var ikke tale om, at han gerne ville se mig igen. Jeg husker slet ikke, at vi kommunikerede efter det. Jeg følte, jeg skulle straffes og skræmmes og udnyttes.

Hun trak cyklen hjem til sin egen lejlighed bagefter. Hun kunne ikke cykle, hun havde ondt og kunne ikke sidde på sadlen. I dagene efter fik hun blå mærker på brystet.

Efterfølgende fortalte hun det til en veninde, som anbefalede hende at melde det. Men det følte hun ikke, hun kunne.

- Jeg tog selv hjem til ham, jeg havde haft sex med ham før, jeg ved, man bliver så mistænkeliggjort, jeg ved, jeg ikke havde en jordisk chance. Jeg følte mig billig og promiskuøs, jeg tænkte ”hvorfor knalder jeg også med folk, jeg møder online?”. Men det gør man jo.

Samtykkelov er den rigtige begyndelse

I august stod Ida Rud på en demovogn foran Christiansborg og fortalte om sine voldtægter til en demonstration for en samtykkelov. Hun var iført en rød bluse, en blomstret nederdel og en tro på, at det gør en forskel, når vi taler højt om overgreb. I mange år efter de to første voldtægter, talte hun ikke med nogen om dem. Da hun første gang stod frem med sin fortælling, sagde folk omkring hende, at det jo ikke var voldtægt, når hun ikke havde sagt nej.

Nu håber hun, at en samtykkelov kommer til at gøre en forskel for de næste generationer.

- Forhåbentlig kommer børn og unge til at lære, at sex involverer, at man sikrer sig, at alle parter har lyst.

Hun ved ikke, om hun ville have meldt de to voldtægter, da hun var ung, hvis loven havde været anderledes. Men hun ville have vidst, at der tale om voldtægter.

- Jeg ville ikke have været i tvivl på samme måde, som jeg var. Man skal ikke underkende, hvor meget det betyder, at man ved med sig selv, at det var voldtægt.

Hun ved, at hun ikke havde lyst til at anmelde den voldtægt, der skete for et par år tilbage, og det havde næppe ændret sig med en samtykkelov.

- Jeg har indtryk af, at det er enormt hårdt at melde en voldtægt, og det er forhåbentlig noget, der vil ændre sig. Der skal ske en holdningsændring, et paradigmeskift, før jeg ville have mod på at melde den slags. Men en samtykkelov er den helt rigtige begyndelse.