Kønsforsker: Vi kommer til at se en lavine af magtfulde mænd, der må gå af

I denne uge skete der et skift i den danske MeToo-bevægelse. Det er ikke længere nok at tale om en kultur, der skal ændres.

Der er nu også nogle magtfulde personer, der bliver nødt til at tage konsekvensen af de gange, hvor de har følt sig berettiget til at nærme sig en kvindes krop, som om den var et stykke legetøj på hylden, de frit kunne vælge fra.

Onsdag i den her uge måtte Morten Østergaard gå af som formand for De Radikale, efter at have indrømmet at det var ham, der for ti år siden havde lagt en hånd på låret af sin kollega Lotte Rod.

En indrømmelse, der først kom, efter han havde løjet for sin folketingsgruppe.

Men det var ikke enden på historien. Fredag skrev Morten Østergaard på Facebook, at yderligere tre kvinder har oplevet ham komme for tæt på – ”uønsket seksuel kontakt” i festligt lag.

Blandt andet den udvikling får Christian Groes, der er kønsforsker ved Roskilde Universitet, til at tro, at vi kommer til at se en lavine af magtfulde mænd, der må forlade deres poster.

Ifølge ham vil Østergaards afgang sætte skub i diskussionen om, hvorvidt der er tilfælde i andre partier.

- Der er en del velkendte tilfælde blandt journalister, som man hidtil ikke har dækket, men som jeg tror, man vil dække nu.

Christian Groes henviser til Politiken, der bragte vidnesbyrd om sexisme og sexchikane i dansk politik fra 79 kvinder, mens i alt 322 skrev under på, at det er en del af det politiske liv, hvis man er kvinde.

- De beretninger chokerede en del mennesker, og efterfølgende var spørgsmålet, om nogen ville prikke hul på ballonen og begynde at tale om, hvem det er, og hvad det er. Det skete med Morten Østergaard.

Dermed er der dannet præcedens, som ifølge Groes vil motivere andre partier til at gøre op med de sager, der indtil nu har været gemt væk i skufferne.

- Det kan særligt være dem, der har været udsat for noget. Hvis de stadig er ansat i partierne, kan de kræve, der bliver gjort noget ved det nu.

- Derudover har det også noget med tidsånd at gøre – at der er nogle historiske begivenheder som den i onsdags, hvor Morten Østergaard må gå af, der kan flytte noget i folks opfattelse af, hvad næste skridt bør være.

Hvad er kultur?

- Nu har der været meget snak om, at det ikke handler om enkelte sager, men om en kultur, der skal ændres. Og nu tror jeg, folk er begyndt at spørge sig selv: Hvad er en kulturændring overhovedet? Er det, at vi snakker lidt mere sammen? Ændrer det noget som helst? Hvis ikke, hvordan ændrer vi så kulturen?

- Her tror jeg, det vil gå op for flere og flere, at skal man ændre på kulturen, må man også ændre på kulturbærerne. Hvem er det i samfundets og magtens spids, som holder det her kørende, og som er eksempler på, at man kan slippe afsted med det?

For når der nu bliver talt om, at kulturen skal ændres, er der ingen, der har svar på, hvordan det så skal gøres, konstaterer Christian Groes.

- Det, der sker i praksis, er, at man laver trivselsundersøgelser og arbejdsmiljøseminarer, men det havde vi allerede efter første bølge af MeToo. Så det der med, at NU skal vi virkelig have en kulturændring og nogle retningslinjer holder ikke, for dem, jeg kalder seriekrænkere, de vil springe op og falde ned på retningslinjer.

Så der skal mere til?

- Ja, hvis man vil ændre på en mandekultur, skal man tænke på, at vi har at gøre med nogle normer, hvor andre mænd kigger på. Det vil sige, at når de ser en toppolitiker slippe afsted med det, så kan de også – dét er kultur. Det er at se, hvad man kan tillade sig, når man har magten.

Ifølge Groes er det først, når dem, der er seriekrænkere og dem, der kunne blive det, ser, at det har konsekvenser, at det rykker. Men det er vigtigt, at det ikke bliver en heksejagt baseret på hævn, hvor det handler om at ødelægge nogle mænds liv.

Det handler om, at der er nogen, som skal sættes i skammekrogen.

- Skammen for mænd handler om at miste anseelse blandt andre mænd. Her gør det ikke den store forskel, om du bliver fyret i hemmelighed, og det ændrer i hvert fald heller ikke på kulturen.

At navngive krænkerne påhviler ifølge Christian Groes medierne, som skal gøre det på en saglig og oplyst måde. Hermed bliver krænkerne også udskammet.

"De er jo ikke dumme"

Vil det sige, at de eksterne undersøgelser, man nu igangsætter mange steder, og opdateringer af retningslinjerne ikke er nok?

- Nej, det mener jeg ikke. Folk laver dem, fordi de ikke ved, hvordan de skal ændre kulturen.

Kønsforskeren minder også om, at vi allerede gjorde den slags, da den første MeToo-bølge skyllede ind over Danmark – godt nok med det, man kan kalde en let brise og ikke ligefrem en storm.

-Det er, som om folk har glemt, at vi har haft en MeToo-bølge. Dengang valgte man netop ikke at pege på nogen af krænkerne. Det fik ikke synderlige konsekvenser for nogen.

Han mener også, at det paradoksale ved retningslinjerne er, at de mænd, der krænker, godt ved, hvad man må og ikke må.

- De er jo ikke dumme. De overskrider andres grænser, fordi de kan, og fordi de er urørlige. Det er det, det handler om.

Derfor sidder nogle af de samme mænd formentlig også og ryster i bukserne lige nu, for de ved godt, de har gjort noget, og at det kan komme frem.

Ifølge Groes er det vigtigt af flere årsager, at de alvorlige sager kommer frem.

- Lige nu sidder en masse danskere og tænker: ”Ej, må man ikke engang røre nogen på låret? Så bliver man fyret? Vor herre bevares!”

- Der er brug for de mere alvorlige tilfælde, for vi kan jo ikke stoppe med, at den her bevægelse bliver delegitimeret og mister tillid, fordi den begynder at handle om banaliteter.

Hvor afgørende er det for bevægelsen, at de alvorlige tilfælde kommer frem?

- Det tror jeg simpelthen er altafgørende for, at der kommer en reel forandring. Ellers risikerer det at ende ud i nogle gråzonetilfælde, som de fleste danskere ikke kan se, er relevante.

De eksempler, der får folk til at spørge, om man nu ikke må flirte længere?

- Ja, og det er også fjollet at tænke, at man ikke kan det. Hvis man kunne lukke den overvejelse ved at vise de alvorlige tilfælde, vil snakken nå et andet sted hen, fordi de meget tydeligt illustrerer og gør det tydeligt for enhver, at det her skal stoppes, og at det skal have konsekvenser

Altså tilfælde som eksempelvis med den amerikanske tv-producent Harry Weinstein, der gennem flere årtier systematisk misbrugte kvinder og nu sidder i fængsel for det?

- Ja, det er det, jeg snakker om.

Den store joker

Men Morten Østergaards sag handlede jo i første omgang om hans håndtering – om at han løj for folketingsgruppen, og ikke så meget om den hånd, han lagde på Lotte Rods lår, som man har forsøgt at nedtone lidt. Er det alligevel nok til at kickstarte en lavine?

- Ja, for hvis der omvendt ikke havde været tale om adfærd, så var håndteringen jo ikke så vigtig. Den er kun blevet vigtig at håndtere, fordi der har været en sag. Og min fornemmelse er, at der er nogle sager på vej, som er af væsentlig voldsommere karakter.

Vidnesbyrdene i Politiken vidner jo i hvert fald om, at der må være nogle alvorlige sager…

- Ja, og Østergaards afgang kunne godt give blod på tanden, for så kan man referere til Østergaard-sagen og sige, ”Ok, her var en sag med klap på låret. Det, vi har at gøre med her, er langt mere alvorligt.”

- Og hvis vi skal have nogen form for retfærdighed, nytter det ikke noget, at man kun ser på sager i den lette ende af skalaen. Så er de alvorlige krænkelser nødt til at få konsekvenser for nogen.

Men hvad med udenrigsminister Jeppe Kofod, der har fået meget kritik, fordi han for 12 år siden var sammen med en ung kvinde til en fest afholdt af DSU. Tror du, vi vil se et øget pres på ham?

- Jeg tror i hvert fald, at der vil være et enormt pres på Kofod fra medierne og andre partier til at starte med. Men den store joker er, om og hvornår de alvorlige sager kommer frem.

Det afhænger ifølge Christian Groes af mange ting. Dels om kvinderne, der har oplevet grænseoverskridende krænkelser, vil stå frem, og om medierne vil bringe deres historier.

Ifølge Groes står medierne med depechen og kan afgøre, hvad der kommer til at ske.

- Men jeg tror, at nogle af de ting, der muligvis snart kommer frem, vil overskygge Jeppe Kofod. Så tror jeg, vi glemmer alt om ham.