"Jeg vil gerne udfordre billedet af, hvordan en fodboldspiller ser ud"

Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, at 21-årige Nagin Ravand har flere timer i døgnet end os andre.

Udover at studere, sidder hun med i tre forskellige udvalg, blandt andet udvalget for mangfoldighed og ligestilling i Aarhus Kommune, er frivillig i organisationen GAME, og så har hun startet sit eget fodboldhold for piger i Gellerup, hvor hun også er træner.

Nagin Ravand har selv spillet fodbold, siden hun var helt lille. Og da hun flyttede fra Nørresundby til Gellerup i Aarhus, opdagede hun, at der ikke var noget fodboldhold for piger i området.

- Der manglede et tilhørsforhold til fodbold for pigerne. Det var udelukkende noget, der var forbundet til drenge.

- Men jeg ligner de andre piger og har en baggrund, der minder om deres, så hvis jeg kan, kan de også, siger hun.

Så i 2015 valgte hun selv at starte et fodboldhold op for piger i Gellerup.

For det initiativ vandt hun for nylig PlanBørnefondens Pigepris for at gøre sport tilgængeligt for piger med anden etnisk baggrund.

- Jeg føler mig så beæret. Det er en stor sejr og vigtig sejr. At jeg har vundet den, giver måske andre ildsjæle mod på at gå hele vejen, fordi man kan se, at det stykke arbejde, man udfører, rent faktisk er anerkendelsesværdigt og gør en forskel, siger hun.

- Det var nok først der, jeg for alvor indså værdien af det stykke arbejde, jeg havde udført.

Stine Bosse, der er bestyrelsesformand for PlanBørnefonden, slog efter prisuddelingen fast, at Nagin Ravand har gjort en forskel for ligestillingen.

- Nagin har virkelig haft øjnene på bolden. Nagins arbejde har ikke bare gjort en stor forskel for pigerne i Gellerup, det er også med til at skabe en bedre balance mellem kønnene her i Danmark, siger hun til PlanBørnefonden.

Her ses PlanBørnefondens direktør, Dorthe Petersen, prisvinder Nagin Ravand og bestyrelsesmedlem Stine Bosse til PlanBørnefondens Pigepris 2020.

Jeg stillede mig ud på fodboldbanen og håbede, at der var nogen, der ville være med.

- Det var jo egentlig mit eget behov, siger Nagin Ravand om opstarten af fodboldholdet.

- Men jeg tænkte, at det sikkert også var et behov andre piger havde. Et behov de måske ikke vidste, at de havde. Det er en god mulighed, og det skal de ikke snydes for, siger hun.

- Så jeg stillede mig bare ud på fodboldbanen og håbede på, at der var nogen, der ville være med.

Nagin Ravand prøvede også at lokke flere til ved at tage nogle veninder med ud at spille, så det lignede, at de var et hold.

De første to år var det svært at rekruttere nogen til holdet.

- Det var nyt for pigerne at være del af et foreningsliv. Det der med at forpligte sig til noget og komme til tiden.

For at få flere til at deltage valgte Nagin Ravand at starte en lektiecafe op, så hun også kunne vinde forældrenes tillid og få dem inddraget.

Og herefter gik det stærkt, og pludselig skulle Nagin Ravand træne 40 unge piger i fodbold.

Bedre i skolen

Udover at være blevet bedre til fodbold kunne pigerne også nyde andre fordele ved at være en del af fodboldholdet.

- Mange af pigerne kommer og siger til mig, at de klarer sig bedre på skolebænken, fordi de har mulighed for at komme ud og give den gas et par gange om ugen.

- Det har også givet dem noget at snakke med de andre om i skolen. De piger, der nu går til fodbold, bliver en del af et fællesskab, som andre piger måske altid har været en del af.

Det er også det at være en del af et foreningsliv, der giver pote.

- Det er en stor brobygger ind til samfundet. Vi er jo foreningsdanmark. Så ting som fælleskab, holdåndsfølelsen og alle de her basale ting, man kan lære i foreninger, får de her, siger Nagin Ravand.

Ubevidst diskriminerende

Der har generelt været stor opbakning til fodboldholdet fra lokalområdet og fra folk generelt.

Der, hvor Nagin Ravand og fodboldpigerne har mødt fordomme, er, når de er ude til kamp.

- Der bliver da lige sendt et ekstra blik eller to i vores retning. Men det er mest ubevidst diskriminerende reaktioner, vi har mødt. Det var bare uvidenhed, fordi de ikke har set piger med tørklæde spille fodbold før.

Og lige præcis derfor er sport et godt redskab til at skabe sammenhængskraft, da man rummer hinanden bedre, når man står ansigt til ansigt, siger hun.

- Jeg tror, at vi er med til at ændre det generelle billedet af, hvordan man ser ud, hvis man kan noget med en bold. Det har måske også brudt nogle barrierer og fået folk til at indse, at selvom vi ikke ligner hinanden, kan vi faktisk mange af de samme ting, hvis vi har muligheden for det.

- Måske er det lidt en øjenåbner for nogen, at vi ikke har helt de samme muligheder, selv om vi burde have det. Vi er begrænset, i forhold til hvordan vi ser ud, hvad vi tror på, og hvor vi bor. Det er sådan nogle ting, jeg gerne vil gøre op med og belyse, siger hun.

Nagin Ravand, der til daglig læser uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet på tredje semester, har nu valgt at give trænerjobbet videre til nogle af de piger, hun selv har trænet.

Hun vil nemlig gerne om bag kulissen og få lidt indflydelse der, hvor man træffer de vigtige beslutninger og dele ud af den erfaring, hun har erhvervet sig de sidste fem år, siden hun startede fodboldholdet.

Men hun har dog ikke kunne droppe trænerrollen helt. Hun er nemlig også frivillig i organisationen GAME, hvor hun er playmaker en gang om ungen, hvor de faciliterer streetfodbold til unge lokale.

- Jeg har ikke trukket mig helt. Jeg synes, at det er vigtigt at holde kontakten til jorden og huske på, at den virkelige forskel sker ude på banen, siger hun.