Liv
27. oktober 2020

Natascha Sophiaa tjener penge på at onanere: ”Der er ikke noget galt med den måde, jeg lever på"

24-årige Natascha Sophiaa sælger pornografiske billeder og videoer på den omdiskuterede platform Onlyfans. På få måneder er hun nået til et stadie, hvor hun kan leve udelukkende af indtægterne fra siden. Men det er ikke nemme penge, siger hun, og det er ikke for alle.
Af:
Natascha Sophiaa

Caroline Wilms. Foto: Privat

Hun ligger på maven på den blomstrede sofa. Ansigtet er gemt væk og kun det brune, lange hår, vil kunne afsløre, at det er hende.

Udover de selvsiddende sorte nylonstrømper med bred blondekant og en sort g-streng er hun nøgen. Med en stilethæl trækker hun den sorte g-streng bagud.

Det er det første billede, Natascha Sophiaa lægger på sin Onlyfans-profil. En side, der minder meget om de sociale medier, vi kender i dag, som Instagram og Facebook. Dog er forskellen, at man på Onlyfans skal betale et månedligt beløb for at følge med i, hvad andre lægger op.

Og så er indholdet ofte af seksuel karakter.

Natascha Sophiaa åbner døren til sin lille lejlighed i en forstad til København. Alle hjørner og overflader i lejligheden er fyldt med grønne planter. Hun har boet i lejligheden i omkring fem år. Først alene, men der gik ikke længe, før kattene Pomfrit og Nugget også flyttede ind.

Nugget har været ved dyrlægen og ligger med en krans om halsen på sengen, der gemmer sig bag store grønne blade.

Grænsen blev ikke overtrådt, den blev rykket

- Jeg har egentlig altid været typen, der følte, at det var grænseoverskridende at vise mig i bikini på stranden. Jeg sad altid med armen over maven og krummede mig helt sammen.

- Så jeg havde lidt en knude i maven, da jeg lagde de første billeder op. Jeg var så spændt og nervøs, men det var på en god måde, siger Natascha Sophiaa.

24-årige Natascha Sophiaa oprettede sin profil på Onlyfans, da hun så muligheden for at tjene lidt ekstra penge. Samtidig følte hun, at det var frigørende selv at kunne bestemme over, hvad hun ville vise frem af sin krop, og hvad hun ikke ville.

I starten var meningen, at det blot skulle være undertøjsbilleder, hun ville lægge op. Men efter en måned fandt hun ud af, at der var flere penge i det, hvis hun også lagde nøgenbilleder op.

Så det udviklede sig hurtigt fra undertøjsbilleder til nøgenbilleder og fra nøgenbilleder til onanivideoer.

- Første gang jeg lagde et nøgenbillede op, sad jeg tilbage med en lidt antiklimatisk følelse. Jeg havde bygget det op til at være meget mere, end det egentlig var.

- Efterfølgende udviklede det sig også til onanivideoer. Det var egentlig ikke et valg, jeg som sådan tog, det kom ret naturligt. Jeg havde bare lyst til det en dag, så det kunne jeg lige så godt, tænkte jeg. Det var ikke en grænse, der blev overtrådt, den blev bare rykket, siger hun.

Selvom overgangen til også at tilbyde onanivideoer kom naturligt for hende, gik der alligevel noget tid, før hun lavede en til.

- Jeg skulle lige mærke efter, om det nu også var noget for mig, om jeg reelt havde lyst, eller om det bare var nemme penge. Så jeg tog et par uger, hvor jeg mærkede efter i mig selv. Der var alligevel lidt mere på spil end "bare" et nøgenbillede.

Når man lægger billeder og videoer på nettet, er der altid en risiko for, at det bliver videredelt uden dit samtykke. Og her er Onlyfans-indhold ingen undtagelse. Det er en konsekvens, Natascha Sophiaa har været opmærksom på, allerede inden hun oprettede sin profil.

- Man skal være indforstået med, at der er en risiko for, at alle du kender kan ende med at se de ting, du deler. Det er noget, man lige skal have baghovedet hele tiden. Jeg ville selv blive vildt ked af det, hvis det skete for mig, men jeg ved, at muligheden er der, siger hun.

Hvad er Onlyfans?

  • Onlyfans er et socialt medie, hvor man kan lægge billeder og videoer op.
  • Platformen så dagens lys allerede i 2016, men det er først det seneste år, at fænomenet rigtig er kommet til Danmark.
  • På Onlyfans skal man betale for at abonnere og følge med hos en bruger.
  • Beløbet, man skal betale, fastsættes af brugeren selv, og varierer alt fra 30-300 kroner om måneden.
  • Onlyfans tager 20 procent af indtjeningen — brugeren beholder resten.
  • Onlyfans bliver mest brugt til erotisk indhold, men også til at dele ting som træningsfif og madlavningsvideoer.
  • I maj var der over 30 millioner brugere på Onlyfans, og 450.000 profiler, der laver indhold.

Kilde: Onlyfans og TV2

”Folk gider ikke betale, hvis de kan få det gratis”

Med Onlyfans har Natascha Sophiaa muligheden for at kombinere en masse af sine hobbyer på én gang. Det er blandt andet flere forskellige former for sensuel og erotisk dans, og så udfører hun nogle vilde "slangestræk" i kroppen, der mest af alt ligner, at det ikke burde være muligt.

Hun går også meget op i natur, og laver en del af indholdet til siden udenfor.

Ude på terrassen kommer katten pomfrit slentrende. Han hopper op ved siden af Natascha Sophiaa og tigger om opmærksomhed. ”Du er lidt grim,” siger hun og griner, mens hun stryger hånden over den lysegrå pels.

Det hænder også, at de to katte pludselig popper op i baggrunden i de videoer, Natascha Sophiaa ligger op på sin Onlyfans-profil. Det er kun hyggeligt, synes hun.

Selvom hun kun har været bruger af mediet siden januar, er hun allerede nået til et stadie, hvor hun kan leve af det.

LÆS OGSÅ: Nadia har fået nok af, at fyre glemmer hendes nydelse under sex

Men det er ikke ”nemme penge”, fortæller hun.

- Folk gider generelt ikke at betale for noget, de kan få gratis på en pornohjemmeside. Hvis jeg bruger fem timer om dagen på Onlyfans, så går tre timer til promovering for at få folk til at følge mig og lægge deres penge hos mig.

Ifølge Natascha Sophiaa selv har det været relativt let at få folk til at følge hende, da hun med sine kun 155 centimeter og spinkle kropsbygning falder ind i kategorien "mainstream attraktiv". Men at få folk til at blive ved med at følge med er ikke let.

- Du skal også hele tiden forny dit indhold, så der er noget variation, så folk også bliver ved med at følge dig. Og det koster også penge, da der skal købes nyt undertøj og redskaber, siger hun.

Inden hun startede sin Onlyfans-profil op, havde hun ikke det store udstyr at prale af. Men nu har hun et helt skab fyldt med sexet undertøj, dildoer, reb, høje stiletter, piske og buttplugs.

- Det gode ved Onlyfans er, at jeg altid har fri, fordi jeg arbejder hjemmefra. Men på samme tid er jeg også altid på arbejde. Det kan være svært at navigere i rent psykisk. Jeg er også blevet vildt afhængig af mine telefon, fordi jeg hele tiden skal følge med i aktiviteten på min side.

Natascha Sophiaa har social angst. Det betyder, at hun bliver angst i dagligdagssituationer, og at hun skal bruge meget energi for at være i sociale sammenhænge.

For hende er Onlyfans en måde at tjene penge, hvor hun kan interagere med mennesker uden at skulle kigge dem i øjnene.

LÆS OGSÅ: Julia tjener 20.000 om måneden på sugardating: "spændningen giver mig et rush"

At hun nu ikke har det store sociale samvær i løbet af dagen, gør, at hun har mere overskud til at se familie og venner, og hun er også mere nærværende, når hun er sammen med dem.

Onlyfans har også betydet, at hun har lært sig selv og sin seksualitet bedre at kende.

Før hun oprettede sin profil, havde hun aldrig rigtig onaneret. Hun så heller aldrig porno, og det gør hun stadig ikke, da det ikke er noget, der gør noget for hende.

- Jeg er begyndt at onanere mere, og det har også gjort, at jeg tænker meget mere over, hvad jeg egentlig kan lide seksuelt. Ikke bare med en partner, men også med mig selv.

Omdiskuteret platform

I Danmark fik Onlyfans først for alvor opmærksomhed efter influencer og youtuber Fie Laursen begyndte at reklamere for siden på sin Instagram-profil.

Fie Laursen bruger, ligesom Natascha Sophiaa, Onlyfans til at dele og sælge nøgenbilleder og sexvideoer, som en platform som Instagram ikke tillader, da det overskrider retningslinjerne for, hvilket indhold der må deles.

Fie Laursen mødte stor kritik for at reklamere for pornografisk indhold til hendes mange unge følgere, hvilket førte til en større debat om, hvorvidt det burde være tilladt eller ej, og om hvorvidt det var kvindenedsættende.

Natascha Sophiaa selv er meget splittet i debatten. Hun synes ikke, at man skal reklamere for pornografisk indhold til børn på Instagram, da det kan give gode ideer og være med til at glorificere et billede af pornoindustrien, der ikke holder stik.

Samtidig står hun også op for kvinders ret til at vise deres krop, som de vil.

- Jeg synes generelt, at vi er meget kropsforskrækkede. Jeg har delt flere undertøjsbilleder på Instagram, der bliver taget ned, fordi det er seksuelt indhold. Der er ikke noget i vejen med en kvindekrop, og der er heller ikke noget i vejen med kvinder, der er seksuelle.

- Jeg vil have lov til at udtrykke min seksualitet, som jeg vil. Men der skal selvfølgelig ikke være børn, der ser det.

Hvordan undgår vi det på et medie som Instagram?

- Det kunne jo være smart, hvis det var en funktion, hvor man kan sætte aldersgrænse på det indhold, man slår op. Så hvis man skal reklamere for Onlyfans, kan man sætte den til 18+ så dem under, ikke får de opslag.

- Det er jo også at udskamme sexarbejde, hvis man ikke må reklamere for det, når man må reklamere for alt mulig andet på sociale medier. Det skal ikke ende med, at vi bare skubber en minoritetsgruppe endnu længere ud i afgrunden ved at forbyde det.

Er du nervøs for, at nogle unge kan blive inspireret af dig, og det du laver?

- Jeg linker til min Onlyfans på min Instagram, og jeg lægger undertøjsbilleder op, men jeg reklamerer ikke rigtig for det der. Jeg er også meget ærlig omkring, når der er "problemer", så jeg viser også, at det ikke bare er "glamour life".

- Men jo, jeg er bekymret. Jeg frygter da lidt, at jeg kan opfordre nogle unge piger til at gøre det samme. Folk må jo gøre, hvad de har lyst til, men de skal også bare passe på sig selv.

- Jeg vil også have lov til at vise mit liv, for der er ikke noget galt med den måde, jeg lever på. Det er bare ikke for alle.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også