Maria Gudme fældede Frank Jensen: "Det er ikke hånden på låret – det er magtdemonstrationen, der sætter sig i kroppen"

Hun sagde fra. Det er vigtigt for Maria Gudme at slå fast.

-Der er mange, der har skrevet ting som ”Hvorfor sagde du ikke bare fra dengang?” Men jeg ved, jeg sagde fra, for jeg rejste mig op og gik, siger hun.

-Og hvis man skal forstå den generation, jeg er en del af, så skal man også forstå, at vi ikke vil stille os tilfredse med, at man som kvinde skal lære at indgå i politik på sexismens vilkår.

Maria Gudme er træt, da vi mødes søndag først på eftermiddagen. På det tidspunkt ved hun ikke, at Frank Jensen i aften vil tone frem på diverse skærme, indrømme at han er en krænker og sige, at han nu vil være en del af løsningen. Mandag middag vil han vil han foran rullende kameraer meddele, at han trækker sig. Intet af det ved vi, da vi sidder overfor hinanden i en sofa i et fotostudie på Vesterbro.

Maria Gudme har en lang, blå satinkjole på. Hun har kun festtøjet tilbage, siger hun, det har været en lang weekend med mange interviews, siden hun fredag aften stod frem i Jyllands-Posten og fortalte, hvordan Frank Jensen for 8 år siden havde krænket hende.

Frank Jensen var, indtil i dag, overborgmester i København og næstformand i Socialdemokratiet. Han havde i forvejen to kendte krænkelsessager, en fra 2004 og en fra 2011.

I Jyllands-Postens artiklen stod Maria Gudme frem sammen med endnu en kvinde frem, denne dog anonymt, som fortalte, hvordan Frank Jensen også havde krænket hende. Hendes sag var fra 2017.

Da hun opdagede, at der var andre, der havde historier med Frank Jensen

Maria Gudme er desuden en af initiativtagerne til bevægelsen EnBlandtOs, hvor 322 kvinder i politik har skrevet under på, at de har oplevet sexisme. 79 kvinder delte vidnesbyrd med deres egne oplevelser. Maria Gudme og de tre andre kvinder, hun startede bevægelsen sammen med, havde oprettet et google-dokument, hvor alle havde mulighed for at tilføje deres personlige historier.

-Der var lang tid, hvor der måske kun var 10, der ville være med. Pludselig eksploderede det bare. Vi så på et dokument med navne og vidnesbyrd, der bare eksploderede. Det er meget sigende, at et google docs på så kort tid kunne blive et safe space ved at kvinder bare satte sig sammen og havde tillid til hinanden.

Det var også her, hun opdagede, at der var flere kvinder, der havde haft ubehagelige oplevelser med netop Frank Jensen.

Kvinder i Socialdemokratiet?

-På tværs af partier. Jeg vidste, jeg ikke var alene. Jeg kunne tage næste skridt og være den, der lagde navn og ansigt til at sætte navn på en mand, der viser systematisk magtmisbrug. Jeg fik modet til at stå frem, da jeg fandt ud af, at der var flere, og at der er en anden, der også har lyst til at dele sin historie, siger Maria Gudme.

-Min episode skal ikke ses som en enkeltstående episode. Det har været en del af et større mønster hos ham. Det er magtmisbrug, det er et demokratisk problem, at den hånd lå der. Det forhindrer kvinder fra at være aktive i politik på lige fod med mænd, fordi man bliver udsat for de ting her.

Maria Gudme sidder i en sofa og spiser en croissant fra 7-Eleven. I en lænestol ved siden af sidder Camilla Søe, hun er Venstre-kvinde, som hun selv udtrykker det, og var også en af initiativtagerne til Enblandtos. Inden interviewet forberedte Maria Gudme mig på, at hun ville tage Camilla Søe med. ”Vi teamer lidt up ved hinandens medieoptrædener for at støtte hinanden,” skrev hun. ”Håber det er ok.”

Brændte for at ændre samfundet

Historien begynder i 2012. Maria Gudme arbejdede som organisationssekretær i Socialdemokratiet i København, det var ikke et prangende job, hun sendte mails, tog referater, servicerede Socialdemokratiet, men hun var glad for det, hun var glad for at have et job i partiet. Inden da havde hun været kampagnekoordinator på Helle Thornings kampagne i København, det føltes værdifuldt at have været med til at få den første kvindelige statsminister valgt.

-Jeg ville bare gerne partiet, og jeg syntes, det var fedt at få et job i partiet.

Hun var gået ind i ungdomspolitik tre år tidligere, efter gymnasiet. Inden da havde Maria Gudme været en lidt indadvendt ung kvinde. Hun smiler, når hun fortæller, at hun nok var lidt af en nørd, hun læste Kierkegaard i 9. klasse og holdt af de danske klassikere, og hun stod gerne tidligt op om morgenen for at stå i kø til bodudsalg. Hun læste dansk på Københavns Universitet, men derudover brugte hun alt sin tid på politik.

-Når man er aktiv i politik, ser man det jo som det ypperste at kunne være med til at ændre et samfund. Det er ikke bare fodbold en gang om ugen, det er et grundvilkår. Det at være med i et fællesskab og være med til at ændre noget, det greb mig med det samme.

I 2012 var hun efter et budgetseminar ude og få en øl med sine kollegaer i Nyhavn. Når Maria Gudme i dag taler om hændelsen for otte år siden, bliver hendes stemme lav, hun lukker armene sammen om livet og bøjer sig let fremover. Hun ligner en kvinde, der passer på sig selv. Hun siger ikke ”jeg gjorde” eller ”han gjorde”, hendes sprog bliver passivt:

-Der bliver lagt en hånd på mit lår, mens jeg sidder i en gruppe. Frank Jensen er en af dem i den gruppe. For mig kom det uventet, siger hun.

Hun nævner kun Frank Jensen ved navn den ene gang i løbet af det næsten en time lange interview. Hun vil ikke gå mere ind i episoden, siger hun, den har hun beskrevet i artiklen i Jyllands-Posten.

Men hun fortæller, at det var intimiderende, da overborgmesteren lagde sin hånd på hendes lår og lod den glide op ad hendes inderlår. Han var den øverste politiske chef. Hun frøs, fortæller hun, fik øjenkontakt med en kollega, der sad ved siden af hende, som så det, og sammen gik de op i baren. Efterfølgende fortalte hun sin nærmeste chef om oplevelsen.

Det ser ud som om, at det her er ubehageligt for dig at snakke om.

-Det er meget ubehageligt. Det er 8 år siden det skete, men det sidder stadig i kroppen. Og det er ikke selve hånden på låret, det er handlingen der sætter sig, det er magtdemonstrationen der sætter sig. Den hånd er et udtryk for, at jeg bare er en, man kan gøre det ved. Man bliver gjort meget lille, man bliver negligeret, man bliver set ned på.

-I politik handler det rigtig meget om magt og relationer, så når en hånd på et lår kan være en magtudøvelse, er det fordi, der er et magtforhold til stede, som der måske ikke er på samme måde andre steder. Det er derfor, vi siger fra på tværs af partier. Sexismen har desværre rigtig gode vilkår i det her magtrum, for det er et middel til at holde nogen nede, siger hun.

Gennem årene udviklede Maria Gudme en forsvarsmekanisme, fortæller hun, hun grinede med, lod som om, at det, der var sket, var sjovt. ”Haha, så gjorde han det igen, og den her gang gik det ud over mig,” tænkte hun.

-For ikke at fremstå svag kom jeg hurtigt til at sige ”Haha, tænkt at han gjorde det.” Men det var jo ikke sjovt.

Genkendte sig selv i Sofie Lindes fortælling

Det er ikke fordi, episoden har fyldt hver eneste dag i Maria Gudmes liv de sidste 8 år.

-Jeg har ikke haft et liv som offer siden da, siger hun.

-Men da Sofie Linde stod på den scene og fortalte om sin oplevelse, kunne jeg spejle mig 100 procent i det, hun sagde. Det første, jeg tænkte, var: Det der, det har jeg også prøvet og det var ikke okay, og nu er der en, der siger fra. Det synes jeg var så modigt. Det var meget rørende at se hende, jeg fik helt kuldegysninger. Jeg vidste, det betød noget, det der blev sagt.

Efter at Sofie Linde havde fortalt sin historie til Zulu Comedy Galla, gik Maria Gudme til sit eget parti og fortalte, at hun havde en oplevelse fra 2012. Hun skrev også nogle opfordringer til, hvad man kunne gøre ved det. Hun skrev blandt andet, at partiet burde lave en samværspolitik, der slog fast, at al samvær skal være baseret på samtykke. Og hun anbefalede, at der blev lavet en tydelig procedure for håndtering af krænkelsessager.

To dage efter, at hun var gået til partiet, ringede hendes telefon. Det var Frank Jensen.

-Det var meget ubehageligt, og jeg opfattede det som en ny magtdemonstration, en ny krænkelse. Det følte jeg virkelig, det var. Indholdet af det opkald var, at han beklagede, at jeg havde oplevelsen af, at det var sket. Det var i hvert fald ikke nogen undskyldning, og efterfølgende fik jeg det fysisk dårligt, siger hun.

Hun satte navn på

På det her tidspunkt havde hun ikke overvejet offentligt at sætte navn på den mand, der havde overskredet hendes grænser.

Hvorfor blev det nødvendigt for dig at sige navnet?

-Fordi der var tale om et mønster. Det er det, der er afgørende for mig.

Men lige med ham vidste man det jo godt, der har været historier fremme i offentligheden før. Går det først op for dig, at der var andre sager, da I begynder at snakke om det i EnBlandtOs-gruppen?

-Ja. Den anden sag, der kom frem i Jyllands-Posten, er fra 2017, og den havde ikke været fremme før. Det betød rigtig meget for mig. En ting er, at jeg selv havde sagt fra dengang, men uvisheden om at det kunne ske igen… der kunne jeg ikke sidde på mine hænder. Der var risiko for at andre kvinder end mig skulle opleve det her.

-Det er derfor, det er et demokratisk problem. Hvis man stiltiende accepterer denne her adfærd, så et det med til at skærme kvinders muligheder for at være i politik på lige fod med mænd.

Hvad håbede du på at få ud af at sige hans navn?

-At få sat fokus på folk, der er seriekrænkere. Det var det, jeg håbede at få ud af det.

Hvad er det mest mulige udfald, du kan forestille dig, efter du er stået frem?

-At vi får stoppet, at der er seriekrænkere i dansk politik, at alle kollektivt siger fra overfor, at det kan ske på tværs af partier.

Hvad betyder det konkret at få stoppet det? At han ikke skal sidde i sin stilling?

-Jeg har gang på gang har sagt, at det er et ledelsesansvar. Det er en ledelse, der må gå ind og tage den beslutning, det må aldrig nogensinde være et offer, der skal komme med bud på sanktioner eller konsekvenser, det ville man heller aldrig se i en retssag. Jeg synes, det er uværdigt at det overhovedet har været et fokus i det her, at jeg har skullet svare på, hvad jeg håber, han får af straf.

Hvorfor er det uværdigt?

-Det er ledelsens ansvar at sige stop eller håndtere det. Det er derovre, den ligger. Jeg anser det slet ikke for at være min banehalvdel.

Derfor kan du vel stadig godt have et håb for, hvordan de håndterer det?

-Mit håb er, at de håndterer det, og at de tager det alvorligt.

Men du vil ikke sige, hvordan de skal håndtere det?

-Nej det er jo op til dem.

Et par timer efter, at Frank Jensen mandag har meddelt, at han træder tilbage som overborgmester og næstformand i Socialdemokratiet, ringer jeg til Maria Gudme. Jeg spørger hende, hvad det betyder, at han er gået af, og hun vil stadig ikke gå ind i, om det er godt eller skidt, men hun siger:

-For mig betyder det, at det er blevet slået fast, at seriekrænkernes tid er forbi. Nu handler det om en større kulturændring. Det er en samfundsforandring, der starter nu, og den kamp bliver jeg ved med at kæmpe.

Hvad tænker du om, at du blev kvinden, der væltede Frank Jensen?

-Jeg synes ikke, jeg blev kvinden der væltede ham. Det gjorde han selv. Det var hans handlinger, der væltede ham, siger hun.

Kampen har ændret sig

Maria Gudme mener, at vi står overfor et paradigmeskifte. Eller, det håber hun i hvert fald, vi gør. Det er vigtigt for hende at anerkende, siger hun, at der har været kvinder i tidligere generationer, der har kæmpet en kamp for, at der overhovedet er plads til hende og de andre kvinder i politik.

-Tidligere har man fortalt kvinder i politik, at de skulle passe på sig selv. Det har været sådan, man viste solidaritet, ved at passe på hinanden.

-Vi står på skuldrene af nogle kvinder, der i den grad har haft brug for at toughen up. I 70’erne kunne man ikke have den diskussion, vi har nu. Vi står hele tiden på skuldrene af hinandens fremskridt. Jeg har oplevet støtte fra nogen af dem, der kæmpede tidligere, og det giver mig håb. At vi lytter, og at vi anerkender hinandens fremskridt på tværs af generationer.

Men det er ligeså vigtigt for Maria Gudme at sige, at nu har kampen ændret sig.

- Vi skal ikke lave alle mulige forsvarsmekanismer, så vi kan blive rustet til at være i politik. Vi skal ikke tage en rustning på og toughen up. Hvorfor skal vi tage det ansvar på os, når det er en krænkerens ansvar ikke at krænke, siger hun.

-Det er det skifte, vi med den her bølge af MeToo prøver at lave. Det handler ikke om, at kvinder skal klædes på for at være en del af politik, vi skal lave kulturen om, så der er plads til at være den kvinde, man er, i politik.