Brev til Renée: Jeg føler, at min mand svigtede mig efter min efterfødselsreaktion

Kære Renée,

Jeg er 29 år og har en søn på et år sammen med min mand.

Inden vores søn kom til verden, havde jeg en række ufrivillige aborter, hvilket tog hårdt på både min mand og mig.

Jeg havde en god graviditet med min søn og kunne nogenlunde slippe frygten for at miste. Men vores søn blev født med en misdannelse og opereret, og vi var indlagt med ham i længere tid.

Da vi kom hjem fra hospitalet, kom min reaktion på hele forløbet. Jeg kunne ikke finde ro eller sove og havde konstant angst.

Jeg var helt udmattet. Herefter fik jeg psykologbehandling og medicin. Midt i dette forløb skete det triste, at min svigermor blev alvorligt syg.

Hun havde været syg i nogle år, men hendes tilstand blev forværret, og hun døde for kort tid siden. Min mand vil gerne have et barn mere, men jeg har ikke lyst på grund af den start, vi fik med vores søn, og at jeg følte et svigt fra min mands side.

Da jeg havde angst, prøvede jeg at forklare min mand, hvordan jeg havde det, men jeg oplevede, at han tog afstand fra mig.

Når jeg nævnte for ham, at jeg var ked af, at min situation gik ud over os alle, og at jeg faktisk bare var til besvær, oplevede jeg, at han bekræftede mig i, at jeg objektivt set var til besvær.

Er man som partnere ikke forpligtet til at gøre sit yderste for at hjælpe hinanden? Har jeg for høje forventninger til ham? Hvad skal jeg gøre?

Kærlig hilsen,

Den forvirrede

Kære Forvirrede,

Jo, man har som partner pligt til at hjælpe hinanden, det bedste man kan. Men hvad nu, hvis det er sådan, at det bedste, din mand kunne gøre, var præcis det, han gjorde?

Hvad nu, hvis det er sådan, at han simpelthen ikke forstod, hvad det var, der skete med dig, din reaktion på alt det traumatiske, din for tidlige fødsel, hvor du følte dig alene, din søns misdannelse, indlæggelsen og den efterfølgende angst? Jeg kender angsten, så jeg ved, hvad du har gået igennem.

Men din mand har ikke prøvet at have angst, og derfor kan det være svært for ham at forstå din reaktion. Så hvis vi antager, at din mand elsker dig og vil gøre alt, han kan for dig, at han ønsker flere børn med dig, og at han gør sit bedste, så må du erkende, at hans bedste ikke var tilstrækkeligt i den situation.

Han kunne ikke "redde" dig, men gør det ham til et grimt menneske?

Gør det ham til en, du ikke kan elske og se en fremtid med, eller gør det ham bare til den, han er? En mand med fejl og mangler, sådan som alle mennesker har, men dog stadig manden, du elsker?

Din mand har, på samme tid som I er gået igennem alt det her, mistet sin mor. Det vil sige, han sandsynligvis har båret på en stor og tung sorg, på samme tid som I havde det vanskeligt med jeres søn, og på samme tid som du fik angst og mistede overskuddet.

Jeg tænker, at din vrede kommer oven på en sorg over at have fået et barn med en misdannelse, over at det har været så svært at få dette barn, over at da du endelig fik dit barn, så var det overhovedet ikke rosenrødt, men angstfyldt og svært.

Vreden er rettet mod din mand, og din grund er, at han ikke var der for dig, da du havde allermest brug for ham, men måske er den grund "bare" en, du hænger fast i, fordi du ikke selv forstår din vrede.

Jeg forsøger bare at reflektere sammen med dig. Jeg tænker om vreden, at den er en dækfølelse, og at den i det her tilfælde dækker over en sorg over, at det gik, som det gik.

Den svære første tid med dit elskede ønskebarn og din angst, der stod i vejen for at elske ham, som du ønskede.

Måske en skam over at blive syg på det tidspunkt i dit liv, en skam over ikke at være den perfekte mor, du troede, du skulle være?

Jeg tænker endda, at din mand kan have samme slags følelser. Vrede over, at det gik, som det gik, sorg over sin mor, der er væk, skam over ikke at kunne beskytte dig og sin lille søn bedre?

Jeg tænker, det ville være godt for jer at finde en terapeut, der kan hjælpe jer til at snakke om nogle af alle de traumatiske ting, der er sket i jeres liv, og som kan hjælpe jer med at finde hinanden igen.

Finde ind til, at det her er ingens skyld. Det er livet, og I blev ramt af det. Jeg synes, du skal give ham muligheden for at forstå det, der skete med dig.

Når man taler og lytter til hinanden sammen med en tredjeperson, sker der bare noget helt andet, end der plejer.

Man taler anderledes, man afbryder ikke, man lytter på ny. I er stadig sårbare. Vrede, angst, svigt og død blev pludselig en del af jeres liv, hvor alt skulle have været lyst og lykkeligt og nyfødt og perfekt.

Det vil kræve arbejde og vilje at finde tilbage til hinanden, men kig på din lille nyfødte søn: I er en familie nu, i medgang og modgang.

Kærlig hilsen,

Renée

SKRIV TIL RENÉE

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.