Liv
2. december 2020

Corona tvang Samantha til at vælge hjemmelivet med barn: "Jeg opdagede, at jeg var en god mor"

En efterfødselsreaktion havde lagt Samantha Nielsens liv ned, da corona ramte Danmark. Pludselig var det ikke længere hendes ”skyld”, at livet ikke fungerede. Det var en virus, som ingen kunne kontrollere. I dag er hun stærkere end nogensinde før.
Af: Line Felholt
https://imgix.femina.dk/media/article/samantha_corona.png

Foto: Jacqueline Fluri

Præcis to år før corona indtog verden, blev Samantha Nielsen mor. Hun var i fuld gang med læreruddannelsen og havde kun et år tilbage. Hun ville kun tage et halvt års barsel for derefter at tage resten som digitalt studie. Planen lød fin på papiret. Men virkeligheden fulgte ikke med. Samantha havde baby i armen, studie på computeren og hverken tid til at gå på toilettet eller spise.

– Jeg tilsidesatte fuldstændig mig selv, fortæller hun om sin hverdag. Det digitale studie måtte hun hurtigt opgive. En følelse af træthed, opgivenhed, ja, faktisk: ”En følelse af, at jeg havde lyst til at stoppe med at eksistere” prægede hendes hverdag. Hun var ikke selvmordstruet. Det, den i dag 26-årige mor havde, var en efterfødselsreaktion. LÆS OGSÅ: Corona ændrede Marianne: "Stilheden har fået mig til at downsize" Sundhedsplejersken fortalte hende, at hun bonede ud på de 10 tjekspørgsmål. En efterfødselsreaktion er ikke det samme som en fødselsdepression. Men det kan udvikle sig til fødselsdepression, hvis ikke man får hjælp. Samantha var ikke deprimeret, kunne hendes egen læge konstatere, for hun kunne stadig se glæderne i livet og mærke kærligheden til sin søn. – Helt grundlæggende havde jeg bare brug for en pause fra alting, forklarer hun.

Sort snak

Samantha blev henvist til gruppeterapi. Et forløb på 12 uger og en rigtig god oplevelse. – Det hjalp at opleve et fællesskab. Jeg hørte andre have mange af de samme tanker som mig, nogle endda værre. Så jeg opdagede, at jeg trods alt havde det bedre end så mange andre i gruppen. Gruppeterapien sluttede efter 12 uger, og Samantha startede op på studiet igen, denne gang med fysisk fremmøde. Men en dag opdagede hun, at alle de notater, hun havde taget i undervisningen, var det rene sorte snak. – De gav ingen mening. Jeg følte mig så utilstrækkelig. Alt det, jeg havde brugt de sidste fire år på ... Jeg var virkelig hård ved mig selv, fortæller hun. Hendes læge sender hende til udredning hos en psykiater. Det viser sig, at hun lider af en langvarig depressiv belastningsreaktion. Med andre ord har Samantha været stresset siden barnsben på grund af traumatiske oplevelser i sin opvækst. – Mit normale gode sted er dér, hvor andre er stressede. Så hvad gør man, når man så har det skidt? Hele min identitet og selvindsigt blev vendt på hovedet, fortæller hun.

Et selvtillidsboost

Og så ramte coronaen. Midt i at Samantha Nielsen tvivlede på sig selv som menneske, som studerende og som mor. Med coronaens indtog blev hun tvunget til at overgive sig til det liv, som den langvarige belastningsreaktion flettet sammen med efterfødselsreaktionen i forvejen havde tvunget hende til. Det vil sige hjemmelivet med barn, uden studie og uden mål i sigte. – Jeg havde lagt så stort pres på mig selv for at lykkes med det hele. Men nu var jeg i en situation, som ingen kunne kontrollere. Den her virus var for mig en lettelse. Alle tanker om mig selv blev tilsidesat, fortæller hun. Mens hun gik hjemme med sønnen, opdagede hun, at hun faktisk gjorde det ret godt som mor. - Hans sprog udviklede sig. Han begyndte at tælle. Det var tydeligt, at han trivedes samme med mig, og det var en ny oplevelse for mig. Det var et selvtillidsboost. - Der er jo ikke noget, man ønsker mere for sine børn, end at de har det godt sammen med en. Så mit ego blev virkeligt boostet, fortæller Samantha, der oplevede, at efterfødselsreaktionen langsomt forsvandt. LÆS OGSÅ: Her er den rækkefølge, Corona-symptomer oftest opstår i

Presset ud af sort hul

Mens hun hyggede med sin søn derhjemme, begyndte hun og kæresten at drømme om at købe hus. Det krævede dog en meget målrettet økonomisk slagplan, meddelte banken dem.

Så Samantha gik i gang med at lægge den plan. Et kæmpe arbejde, som krævede, at hun satte sig ind i en masse økonomi.
Hun fik et arbejde, sønnen kom i vuggestue, og parret fik allerede efter et par måneder ja til at købe drømmehuset. I dag har Samantha droppet jobbet igen for at genoptage sit studie. – Corona har ændret mit liv. Helt vildt! Jeg blev presset ud af mit sorte hul, tvunget til at tage mig af min familie, mit barn og mig selv. Og jeg er nu både husejer, studerende og en skidegod mor, slutter hun.

Læs mere om:

Læs også