Julies mand døde af Alzheimers kort før jul: "Jeg var mentalt udmattet. Det var et væmmeligt sted at være"

Midt i stuen står det pyntede juletræ. Rødgran, ligesom det plejer at være. På træet blafrer flammerne fra de levende lys og stråler om kap med de efterhånden mange julekugler og glimtende pynt, der med årene er blevet tilføjet træet.

For få øjeblikke siden løb 53-årige Julie Rubow sammen med sin familie rundt i huset til tonerne af ”Nu’ det jul igen”. Nu sidder de, ligesom de plejer, og kigger på hinanden åbne gaver.

Én efter én. Det kører efter en fast skabelon hvert år, for som Julie Rubow selv siger, skal julen helst altid være på den samme måde.

Det er 24. december 2019, og selv om traditionerne med gaveuddeling og rødgran er de samme, er denne juleaften ikke, som den plejer at være.

I år er det ikke Julies mand, Bjørn, der har sat juletræet i juletræsfoden. Det er ikke Bjørn, der har tændt de levende lys på træet sammen med Julie. Og Bjørn har ikke forpustet været med til at løbe rundt i huset og synge ”Nu’ det jul igen”.

For Bjørn er der ikke.

Det har han ikke været i tre måneder og 24 dage.

1. september 2019 døde Bjørn som blot 53-årig af demenssygdommen Alzheimers.

Den første jul ...

For de fleste af os skal julen helst være, fuldstændig som den plejer. Men indimellem giver livet os et slag eller en tager en uventet drejning, der påvirker både hverdagen og faste traditioner. I vores adventsserie kan du gennem fire uger læse om dén jul, der for fire kvinder blev den første, hvor alting var helt anderledes.

For Julie, der normalt er familiens helt store julebarn, betød Bjørns død, at julen på ingen måde lå som en prioritet for hende, da kalenderen kort tid efter hans død viste 1. december.

– For første gang nogensinde havde jeg ikke lyst til noget som helst. Jeg endte med at holde fast i julen primært for børnenes skyld. Faktisk googlede jeg rigtig meget inden, om vi kunne tage et eller andet sted hen at være over jul og nytår, men jeg kunne bare mærke, at det orkede jeg heller ikke.

- Jeg var så udmattet, at jeg simpelt hen ikke kunne overskue at arrangere en tur til udlandet, og samtidig havde jeg det også sådan, at ligegyldigt om vi tog væk eller ej, ville følelserne stadig være der, fortæller Julie Rubow.

Diagnosen

Det var i 2014, at Bjørn fik diagnosen Alzheimers sygdom. Igennem længere tid havde han lukket sig mere og mere inde i sig selv, han var blevet fraværende, og han deltog ikke længere i samtalerne omkring middagsbordet med det samme engagement, som han plejede.

I starten fejede Julie og deres tre drenge det væk med konklusionen, at Bjørns ændrede adfærd måtte være stressrelateret, men med tiden blev Bjørns symptomer værre, og Julie blev mere og mere bekymret.

Hun insisterede på, at Bjørn skulle undersøges af en neurolog, og det var der, de fik den tragiske besked.

Bjørn led af Alzheimers.

Fra den ene dag til den anden blev Julie og Bjørns liv vendt på hovedet.

Pludselig skulle de forholde sig til hverdagen på en ny måde, hvor de vidste, at Bjørn skulle dø.

Men Bjørn tog det i stiv arm. Han var opsat på at få det bedste ud af de år, han havde tilbage. Derfor besluttede Bjørn og Julie sig også for, at det ikke skulle være et problem, at de kort tid før Bjørn fik diagnosen, havde købt hans gamle barndomshjem Nybjerg Mølle i Egtved ved Vejle.

Det havde længe været en drøm for både Bjørn og Julie at flytte ind på møllen, og derfor gennemførte de også projektet til trods for Bjørns diagnose.

– Det, at vi besluttede at flytte fra København og herover på trods af sygdommen, har nok egentlig været vores redning, for det har gjort, at Bjørn har kunnet have et så godt liv som muligt så lang tid som muligt her, hvor han har kunnet gøre alle de ting, han elskede – være ude i naturen, gå på jagt, fælde træer og hugge brænde.

- Det har jo altid været vores fælles drøm at komme til at bo her, men især for Bjørn, fordi det er hans barndomshjem. Så at flytte ind her og sætte stedet i stand har gjort, at vi har kunnet holde sammen på familien og samles om det her, selv om Bjørn langsomt blev dårligere og dårligere.

Netop fordi Nybjerg Mølle blev Bjørn og familiens redning i en svær tid, og fordi Julie havde lovet Bjørn at passe ham hjemme til det sidste, var det en stor sorg for Julie, at hun ikke nåede at få Bjørn hjem på møllen en sidste gang inden hans død 1. september 2019.

Den sidste tid af sit liv boede Bjørn på plejehjem, fordi hans tilstand blev dårligere og dårligere, men på grund af ferie hos plejepersonalet nåede Julie ikke at få det ordnet sådan, at Bjørn kunne komme hjem og få sagt ordentlig farvel til Nybjerg Mølle.

– Det var noget af det, jeg var meget ulykkelig over, at jeg ikke nåede at få ham herned. Så da bedemanden foreslog, at vi efter kirken kørte ham i kortege herned på den lille bro herude ved møllen, var jeg ikke i tvivl. Her trak vi hans båre ud, og så stod vi alle og sang en sidste sang rundt om ham. Og det var bare så forløsende for mig, at Bjørn blev kørt væk her fra møllen og ikke fra kirken.

LÆS OGSÅ: Helene Bak måtte føde sin døde pige: “Jeg følte mig så alene. Ingen taler om, at det her sker”

Nybjerg Mølle var Bjørns sted

Det var i julen 1996, Julie for alvor faldt for stedet og de idylliske omgivelser omkring Nybjerg Mølle.

Året før var hun og Bjørn blevet gift, og i 1996 var det første gang, at Julie var med hjemme for at fejre jul i hans barndomshjem.

I det bakkede skovlandskab omkring møllen lå store snedriver, og sammen med den romantiske Morten Korch-idyl, stedet emmer af, kunne hun ikke andet end blive forelsket i det sted, der betød så meget for ham.

Og der er ingen tvivl om, at Nybjerg Mølle var Bjørns sted.

På endevæggen i hovedhusets spisestue hænger hovedet af den canadiske "moose", Bjørn få år før sin død var med til at nedlægge, og rundtomkring i huset hænger flere af hans trofæer fra skoven ved Møllen og fra de mange jagtrejser, han nåede at være på gennem sit liv. For Bjørn var naturelsker med stort N.

Han nød at bruge tid på udendørsprojekter, og han havde altid en klar holdning til, hvordan tingene skulle være på møllen. Og fordi Bjørn på mange måder stadig er så meget til stede på møllen, mindes Julie ham også ekstra meget i hverdagen.

– Det her sted er så meget Bjørns, for det er jo hans familiehistorie, så derfor mindes jeg ham rigtig meget her. Og så mindes jeg Bjørn, når jeg er ude at gå tur oppe i skoven, for bare i forhold til træerne der ved jeg bare, hvad Bjørn ville sige, hvilke træer der skulle stå, og hvilke der skulle falde og sådan noget.

- Så på den måde er han stadig meget til stede.

Et tegn fra Bjørn

I december 2019 er Julie ude at gå en tur i skoven bagved møllen. Tidligere har Bjørns far haft en juletræsplantage i skovområdet, men nu er der blot nogle få selvsåede juletræer tilbage. På sin gåtur kommer Julie længere ind i skoven, og det er her, hun opdager det perfekte juletræ.

– Det var simpelt hen så fantastisk, for egentlig er der ikke så mange juletræer tilbage, så da jeg så træet, tænkte jeg: “Arh, det var lige Bjørn, der havde spottet det her ud.”

- For jeg gik deroppe, og der stod træet nærmest i en lille lysning, og jeg var sådan: “Det der er da bare vores juletræ.” Det var ikke et, jeg ellers havde lagt mærke til, når jeg gik tur deroppe, så det var, som om det var et lille tegn fra Bjørn.

Og netop tegnene fra Bjørn er noget, der fylder meget for Julie i tiden efter hans død.

– De her små tegn, som for eksempel da svanerne kom til Bjørns begravelse og landede på søen, eller netop da det her juletræ bare stod og var helt perfekt, de betyder meget i hverdagen. Gennem de her tegn er han her stadigvæk, fortæller hun.

Selv om Julie ender med at finde det perfekte juletræ, er det dog ikke juleglæden, der fylder meget i dagene op til 24. december 2019.

Faktisk har Julie slet ikke lyst til hverken at fejre eller pynte op, men da Bjørns bror, Jens, og hans familie kommer på besøg i weekenden før juleaften, beslutter Julie sig alligevel for, at hun hellere må få pyntet en smule op.

Men lige så meget Julie forsøger at skabe julestemning i huset, lige så lidt kan hun finde ind til den juleglæde, hun ellers normalt har i december.

– Jeg havde næsten ikke overskud til at være til, og samtidig havde jeg sådan en konstant følelsesløshed hen over vinteren. En følelse af “gad vide om jeg nogen sinde bliver glad igen?”

LÆS OGSÅ: Chrissy Teigen hyldes for at dele tatovering af sin afdøde søns navn

Den første jul efter Bjørns død

24. december 2019 er Julie samlet med sin familie på møllen. Hendes bror, søster, far og deres familier er kommet for at fejre jul sammen med Julie og hendes drenge. Men selv om dagen på mange måder forløber, som den plejer, er det dog alligevel tydeligt, at alt er anderledes.

– Jeg havde ikke nogen energi, og det gjorde mig bare enormt træt at være sammen med andre. Det var ikke, fordi jeg ikke havde lyst til at være sammen med dem, men der skulle bare ikke særlig meget til, før jeg blev træt. Så jeg var enormt bevidst om, at for at jeg kunne være til stede med alle de mennesker, så var jeg nødt til at trække mig en gang imellem.

- Derudover var det også anderledes, at det var min søster og bror, der stod for maden. Førhen ville det have været utænkeligt, for det er normalt mig, der står i køkkenet. Men jeg kunne simpelt hen ikke engagere mig i det.

- Jeg oplevede en mental udmattethed, som gjorde, at jeg slet ikke kunne føle en lethed og glæde, og det var virkelig et væmmeligt sted at være, for ville det nogensinde gå væk?

“Jeg ser dig stadig”

Selv om det er hårdt, kommer Julie igennem juleaften. I månederne efter er hendes energiniveau stadig lavt, men ved at tage hensyn til sine egne behov begynder hun langsomt at kunne mærke sig selv igen.

– Jeg havde virkelig meget brug for at kunne hengive mig til min sorg og mærke mig selv og mine egne behov. Jeg har aldrig været udsat for den slags stress før, men det er tydeligt, at det er mange års stress og traumatiserende oplevelser, der har opbygget sig i kroppen på mig.

- Én ting er sorgen, den har jeg det sådan set okay med, men at hele fra stressen tager længere tid, end man lige tror. Jeg er stadig i en proces, hvor jeg kun kan kapere lidt ad gangen, inden jeg er nødt til at samle mig om mig selv, og det er først nu her mere end et år efter, at jeg er begyndt at have mere energi, fortæller Julie Rubow.

Undervejs i sit sorgforløb vælger Julie at sætte ord på de følelser og oplevelser, hun har i forløbet med Bjørns sygdom. Det bliver til bogen “Jeg ser dig stadig”, som fortæller om Julie og Bjørns liv, fra Bjørn får diagnosen og frem til hans død.

Bogen bliver Julies nøgle til at forstå og acceptere, hvad det er, hun har gennemgået i de seneste syv år.

– At skrive bogen gav mig en bedre forståelse og accept af, hvorfor jeg er så træt. Jeg blev tvunget til at gennemleve alt, hvad vi havde gennemgået, og det gav mig en anden forståelse for, hvorfor jeg er fuldstændig færdig, og hvorfor det tager tid at bygge mig selv op igen efter det her forløb.

I dag er Julie nået langt i sin helingsproces. Hun har fået mere energi og en større lyst til livet igen. Og så er hun begyndt at kigge fremad – også til julen.

– Sidste år var julen noget, der bare skulle overstås. Og derfor tænker jeg også, at det nok først er til denne jul, at jeg kan rumme at holde jul igen og tænke på, hvordan julen i fremtiden skal være uden Bjørn.