Jannike gik igennem 10 senaborter: ”Det er det værste, man kan opleve"

Jannike Mittet husker tydeligt den følelse, hun havde, da hun stod på det varme badeværelsesgulv med to blå streger i hånden.

To svage, blå streger på en lille plastikting, der symboliserede det liv, hun i så høj grad drømte om.

Turde hun at håbe? Denne gang? Endelig at kunne holde den lille varme krop i sine arme?

Eller var det bedst at lade være?

For lige så godt Janikke husker følelsen af de to blå streger, lige så tydeligt husker hun følelsen af at befinde sig på hospitalet efter at have fået beskeden om, at barnet i hendes mave er dødt.

Og at hun, som har modtaget denne tragiske besked ni gange før, igen skal føde en lille død krop.

Det allerværste

- At miste et barn er ikke noget af det værste, man kan opleve. Det er det værste, siger 48-årige Jannike.

Stemmen er varm og blid og fyldt med en energi, som er lidt overraskende for en kvinde, der har været gravid tretten gange, men som kun to af gangene er kommet ud af fødestuen med liv i armene.

Jannike og hendes mand, som i dag er hendes eksmand, ønskede sig et barn.

Hun var i 30'erne, arbejdede som stewardesse for British Airways og fløj på første klasse verden over.

LÆS OGSÅ: Helene Bak måtte føde sin døde pige: “Jeg følte mig så alene. Ingen taler om, at det her sker”

Hendes liv gik med at servere treretters middag og proppe dyre pelse ind i flyets bittesmå garderobeskabe.

Men da hun mødte Dag, tænkte hun: ”Jeg vil have noget, der er mit. Børn, familie, min egen seng at vågne op i.”

- Da jeg blev gravid første gang, havde vi lige købt et hus. Men da vi overtog huset, fandt jeg ud af, at barnet ikke ville overleve.

”Fosteret lever ikke”

Beskeden fra lægen bekræftede det, som Jannike allerede vidste: ”Fosteret lever ikke.”

Hun fortæller om ubehaget i at skulle føde, når man godt ved, at veerne ikke giver nogen belønning i den anden ende.

Et ubehag man bare skal igennem.

Og bagefter at skulle gå ud af hospitalet i fuldt dagslys. Og kroppen, der endnu ikke ved, at barnet er væk.

- Jeg stod der, alene på gaden, og jeg var nødt til at gå ind i en butik og købe bind. Og de stod lige ved siden af bleerne. Følelsen af ikke at have et barn var tung.

”Det er naturens gang”

I tiden efter var der mange velmenende ord fra folk omkring mig: ”Naturens gang bestemmer, hvornår det skal ske. Det går sikkert bedre næste gang.”

Det gjorde det ikke.

I de kommende år blev Jannike gravid mange gange, og hver gang døde fosteret i fjerde eller femte måned.

Hvad var der galt? Var der noget galt med hende?

Efter den fjerde gang blev fosteret sendt til obduktion.

Resultatet af obduktionen viste, hvad der ifølge Jannike kunne være påvist med en almindelig blodprøve, at hun er bærer af genfejlen trisomi 13 og 18.

- Jeg er sund og rask, men jeg har en genfejl, der gør, at jeg har 33 procent chance for at få en rask baby, men hver gang jeg er blevet gravid den naturlige vej, har genfejlen gjort en ende på det.

Moderlig kærlighed på storskærm

Jannike og hendes mand søgte derfor hjælp på Bioteknologisk Institut for fosterdiagnostik.

På Karolinska i Sverige skilte lægerne tvilling-embryonerne ad og undersøgte hver eneste celle, før de satte dem sammen igen, så de kunne blive sat ind i Jannike, så hun forhåbentlig kunne blive gravid igen.

- Min mand og jeg sad i rummet ved siden af og så på storskærmen, at de stak i cellerne og samlede prøver.

- Vi så to friske embryoer, som var Max og Melvin, og jeg kunne se dem blive ført ind i min krop. Det var stort, fortæller Jannike.

Kunne du mærke en moderlig kærlighed allerede der gennem skærmen?

- Oh ja! Jeg fik en kæmpestor moderlig kærlighed for de to små celleklumper. Oveni var jeg fuld af hormoner, siger Jannike.

Endelig mor!

Max og Melvin blev født i 2011. Hurtigt blev det klart, at de ikke var bærere af den samme genfejl som deres mor.

Gennem moderne teknologi havde Jannike endelig overvundet naturens gang.

Endelig kunne hun få lov til at opleve, hvad alle de andre talte om.

LÆS OGSÅ: ”En så dyb sorg har vi aldrig følt før”

Et levende barn. Ja, faktisk to levende børn. Klar til at komme hjem i deres små strikkede rejsedragter.

Morens glæde var formidabel. To smukke drenge. Trilleture. Alt, hvad hun havde drømt om.

Men livet kan være svært, selv når det er nemt.

I 2012, et år efter tvillingerne var blevet født, gik Jannike og hendes mand fra hinanden.

Måske gør det noget ved et forhold, når krisen rammer igen og igen?

Da Jannike senere mødte sin barndomskæreste Roy igen, faldt de for hinanden og blev gift.

Ikke gør det mod din krop og sjæl

Måske ville den nye genkombination bryde den onde cirkel, tænkte Jannike.

Men endnu en gang skulle hun opleve at miste. To gange mere skulle hun igennem fødslerne af sine døde børn.

- Jeg har haft den samme gynækolog igennem alle disse år, og til sidst sagde han: ”Nu må du stoppe med at gøre det her mod din krop og din sjæl.”

Jeg tænkte bare: ”Skid hul i det. Det bestemmer jeg selv!”

Så parret gav ikke op.

Og så skete det.

Efter tre år og en smule hjælp. Jannike og Roy fik deres længeventede barn. Minken var sund og rask, og hun var heller ikke bærer af genfejlen.

Skillelinjen mellem foster og barn

Når man kigger på det rent medicinsk, har Jannike ikke mistet børn.

Hun har derimod haft senaborter.

Hvis et foster dør i morens mave efter uge 22., eller det vejer mere end 500 g., kaldes det en dødfødsel, skriver NHI, Norsk Helseinformatikk. Dør fosteret før uge 22, kaldes det en senabort.

- Senabort lyder som noget, du selv vælger. Jeg forstår godt, at der skal være en skillelinje, når man kigger på det rent lovmæssigt og medicinsk, men jeg plejer at sige, at jeg har været gravid med et barn og ikke et foster, siger Jannike.

Holdt det hemmeligt

Hvordan klarer man sig igennem at miste ti gange? Hvor mange gange orker man at prøve igen?

Jannike holdt de fleste af sine graviditeter hemmelige for alle undtagen fædrene. Hun ville ikke være til besvær, hvis det viste sig ikke at blive til noget.

LÆS OGSÅ: Flere end 600 kvinder har skrevet til Olga Ravn om moderskabet: "Glansbilledet er meget ubehageligt"

Men ikke den sidste gang. Denne gang ville hun tillade sig selv at håbe. Vente. Nyde det, ligesom andre småbørnsmødre. Glæde sig til alle trilleturene med barnevognen.

- Georg var min sidste naturlige graviditet. Jeg ventede tvillinger, men i uge 9. mistede jeg pigen. Men Georg holdt fast, og jeg begyndte at glæde mig.

Jannike har ikke tidligere givet navne til de børn, hun har mistet. Hun var bange for at ”opbruge” alle navnene. Men denne gang gjorde hun det. Hun gav drengen navnet Georg, opkaldt efter sin far og farfar.

Men heller ikke denne gang endte det lykkeligt.

I uge 18 døde Georg i hendes mave.

- Da jeg mistede Georg, var det en stor sorg, for nu var det pludselig et barn med et navn, jeg mistede, fortæller Jannike.

Hvorfor føder man barnet?

Ifølge Landsforeningen for uventet barnedød har mange, der oplever at barnet dør i morens mave, et umiddelbart behov for at få det fjernet ved kejsersnit, og derfor reagerer de negativt på at skulle føde vaginalt. Kejsersnit anbefales dog kun undtagelsesvis i specielle tilfælde.

- Efterladte forældre fortæller dog bagefter, at de er glade og lettede over, at de gennemgik en almindelig fødsel.

- En fødsel er naturlig og styrker båndet mellem mor og barn, også selvom barnet er dødt.

- Et kejsersnit tager hårdere på kroppen, og det kan tage længere tid at komme sig.

- Hvis barnet døde af en infektion, er der større risiko for, at infektionen kan blive overført til moren ved et kejsersnit.

- Kejsersnit øger risikoen for komplikationer ved fremtidige graviditeter, og det begrænser alternativet for, hvordan fremtidige børn kan blive født.

Kilde: Landsforeningen for uventet barnedød

Anset som medicinsk affald

Hvad efterlod hun sig på fødestuen? Et kys på et dunet hoved? En stund i morens arme, før hun sagde farvel? Jannike ryster på hovedet:

- Selvom det er mine børn, jeg har mistet, nåede jeg aldrig at se nogen af dem. Jeg vidste ikke, at jeg kunne bede om det.

- De første blev sendt væk som medicinsk affald. Sådan var det på det tidspunkt. Heldigvis har det ændret sig i dag. Men jeg fik aldrig tilbuddet om at se børnene.

Hun tilføjer:

- Men de var også meget medtagede, så det var nok også for at skåne mig.

Hun understreger, at der findes forskellige ordninger, der hjælper kvinder, som har mistet før uge 22 og fremhæver sygehuspræsterne, som anerkender sorgen, ligegyldigt om man har mistet i uge 18 eller 22.

Men Jannike fortæller også, at der findes andre ordninger, som mange ikke kender til:

- Du kan eksempelvis søge om at få midler til en afskedsceremoni. Hvis du møder den rigtige person i sundhedssystemet, kan du få en fin afsked.

Hun nikker.

- Eller du kan få en oplevelse i den anden ende af skalaen. Jeg fik aldrig en afslutning. Det var smertefuldt. Og jeg tænkte, at jeg måtte gøre noget ved det.

“Farvel, lille ven”

Det var sådan idéen opstod. Og ikke bare idéen, men trangen til at hjælpe.

Jannike fortæller om det frivillige projekt, hun tog initiativ til.

Små mindebokse, som sygeplejersken sætter på natbordet til dem, som har mistet et barn.

”Farvel, lille ven,” står der udenpå, og indeni, sammen med informationer om at miste, er der et lille, hjemmestrikket sæt tøj, strikket af de mange hundrede frivillige, der er rundt omkring i landet.

- Mit ønske er, at de små sæt tøj kan gøre det hele lidt lettere for sjælen, siger Jannike.

I æsken er der også en lille bamse, der kan blive lagt i barnets armkrog og komme med på den sidste rejse. Der er en æske med forglemmigejfrø og et lille lys, man kan tænde på mærkedage.

Til sidst er der et lille udskåret hjerte, man kan putte i barnets hånd. Rammen, hjertet er udskåret fra, bliver hos forældrene.

Organisationen har fået navnet ”Georgs gave,” opkaldt efter Jannikes egen dreng.

- Jeg skabte mindehjertet til dem, som ikke har en grav at gå til. Mit ønske er at være med til at skabe minder, selv når tiden er kort.

- Jeg har begravet så mange små børn gennem mit job, og ”Georgs Gave” er min måde at hjælpe dem, der har mistet.

Trillet til graven

Jannike arbejder som begravelseskonsulent. Efter mange år i et større firma, skiftede hun for nyligt over til et mindre firma, ”Den sidste rejse.”

- Mit hjertebarn er begravelser for bittesmå børn. Men når jeg møder mennesker, der har mistet, gør jeg meget ud af at sørge for, at det ikke er min egen sorg. Jeg siger aldrig: "Det har jeg også oplevet”.

Hun tror på, at jobbet ikke kun handler om døden, men lige så meget om dem, der sidder tilbage.

Og hun prøver på at finde på løsninger, der passer til den enkelte familie.

- Mennesker i sorg skal tage store beslutninger, og jeg tør at stille kontrolspørgsmål, så de ikke fortryder noget senere hen.

- Jeg kan huske en mor, der skulle begrave sit lillebitte barn i en lillebitte kiste. Hun sagde til mig, at hun ikke troede, at hun ville kunne klare at se kisten blive båret ud på kirkegården.

- Alt hun havde drømt om var jo at være en nybagt mor, der trillede rundt med sit barn i barnevognen.

Jannike smiler.

- Der foreslog jeg, at hun kunne gå med kisten i barnevognen hen til graven.

- Da jeg så hende komme gående hen mod graven, oprejst, med kisten i barnevognen, det var en stærk oplevelse. Når nogen har oplevet det mest grusomme i deres liv, er det rart at kunne hjælpe.

- At kunne gå i seng om aftenen og vide, at du har været med til at give en mor den trilletur.

Savner en grav

Jannike har ikke nogen grav at gå til, hverken for Georg eller nogen af de andre børn, hun har mistet, og det savner hun at have.

- Til jul for to år siden var vi nødt til at have Georg tæt på os, så fandt vi et træ i en nærliggende park, som vi lavede til et mindetræ.

- Her skrev vi hans navn på en julekugle, og så hængte vi den op i træet, imens vi sagde hans navn højt.

- Gennem ”Georgs Gave” blev dette et træ, andre forældre i samme situation også kunne benytte sig af.

Jannike delte øjeblikket på Facebook, og pludselig fik hun 382 navne ind, som hun hver især gav sin egen julekugle. Hun sagde navnene højt ud i den kolde vinteraften.

Året efter fik hun 848 nye navne, og 60 frivillige trodsede vinterkulden og hjalp med at hænge kuglerne op i træet.

- Samtalerne vi havde der.

Jannike ryster på hovedet.

- Alle de stærke historier, jeg fik fortalt. Jeg fandt utrolig meget trøst i dem. Folk kom fra hele landet, og nu ved de, at i Oslo hænger deres barns navn på mindetræet.

Det har været mit gravsted. Og et sted hvor jeg ved, at jeg ikke er alene.

Klager ikke

I dag er Jannike lykkelig mor til tre. Tvillingerne er blevet 8 år og Minken er 2 år.

Selv om dagene for tiden er fyldt med influenza, opkast og skoldkopper, er Jannike meget opsat på ikke at klage. For hun kender alternativet:

- Ligegyldigt hvor meget smerte, jeg har oplevet, har jeg i dag tre sunde og raske børn, jeg kan tage mig af.

Denne artikel blev oprindelig bragt på KK.no.