Da topchefen Carl blev til Caroline, var det med familien som indsats
Foto: Rickard Eriksson
Familiefar, erhvervskvinde og handymand.
Udover det faktum, at hun, som så mange andre, har været tvunget til at udføre en stor del af sine arbejdsopgaver hjemmefra de seneste måneder, har 53-årige Caroline Farberger nået at skifte facaden på villaen i Sigtuna.
Hun ved ikke, hvor mange morgener hun er startet ud med at lægge tømmer på savværket, men da vi mødes i en luftig hotellobby i det centrale Stockholm, konstaterer hun, at det er forfriskende med miljøforandring.
Ikke mindst for at kunne lufte noget af det tøj, hun har købt i løbet af året.
- Selvfølgelig føles det lidt underligt at købe nyt kontortøj i en periode, hvor der ikke er et kontor at tage hen til. Det er blevet til en hel bunke i skabet.
- Men jeg er drevet af troen på, at det er gennem forbrug, at vi holder samfundets hjul i gang.
- Men selvfølgelig skal du forbruge bevidst, siger Caroline Farberger og påpeger, at hun er særligt tilfreds med den Camilla Thulin-nederdel, hun har på.
Caroline Farberger arbejder til daglig som administrerende direktør i et forsikringsselskab, og den rolle har for tiden i høj grad handlet om at holde sammen på organisationen under coronapandemien.
En pandemi, som Caroline Farberger frygter, kommer til at have store konsekvenser for samfundet på den lange bane, ikke kun økonomisk.
- Jeg kan godt være bekymret for, at der kan opstå sociale spændinger i kølvandet af corona.
- Jeg brænder for en inkluderende kultur både på arbejdspladsen og i erhvervslivet, og ikke kun når det kommer til kønsdimensioner. Vi lever i en polariserende verden, siger hun.
Hun understreger dog samtidig, at hun ikke kun tænker på sig selv.
LÆS OGSÅ: ”Der er noget smukt i at ville blive gammel med én, man også var ung med”
- I betragtning af min situation som transseksuel, er jeg stadig relativt privilegeret. Indtil videre er jeg ikke blevet mødt af nogen negative kommentarer, siden jeg kom ud. Det er fantastisk. Men jeg ved, at der er andre, der har en meget hårdere rejse.
Det er to år siden, ICA-direktøren en eftermiddag gik hjem fra arbejde iført et jakkesæt, en blå skjorte og lave sko for at vende tilbage næste morgen i en nederdel, høje hæle og med et nyt pronomen.
Caroline Farberger
Født 29. oktober 1967 i Lund, voksede op i Uddevalla og Lerum
Chef for ICA Forsikring. Uddannet civiløkonom og civilingeniør. Har arbejdet som ledelseskonsulent og har haft forskellige ledelsesstillinger i Trygg-Hansa.
Hun bor en villa i Sigtuna udenfor Stockholm. Er gift med Ylva, sammen har de tre børn i grundskolealderen.
Er aktuel med selvbiografien "Jeg, Caroline"
"Jeg, Caroline" er titlen på den selvbiografi, der blev udgivet i slutningen af oktober og som er skrevet i samarbejde med journalisten Henrietta Westman.
Deri fortæller Caroline ærligt, og til tider smerteligt, om den identitetsrejse hun allerede begyndte på som lille dreng.
I en scene i bogen står Calle med Camille og Elisabeth i nabofamiliens omklædningsrum, da pigerne vil have Calle til at tage en sort blondekjole på:
”De syntes, jeg var god, men på samme tid grinede de af mig på en måde, der udløste en voldsom følelse af skam. Lige der, som i en kraftig åbenbaring, forstod jeg, hvor fantastisk det er at have en kjole på. På samme tid blev jeg lige så kraftigt ramt af erkendelsen af, at det fantastiske ikke var noget for mig.”
På det tidspunkt var hun var otte år gammel, men Caroline har stadig svært ved at tale om mindet i dag.
- Der er nogle episoder, der virkelig har sat sig fast, som har været ekstra svære at fortælle om.
- Men på samme tid har jeg indset, at jo mere jeg giver af mig selv, jo bedre er muligheden for at række ud og være i stand til at bidrage med forandring. Det ville jeg ikke have kunnet, hvis jeg bare havde skrevet et manifest til ledelsen.
Og hun kunne have gjort det.
Dobbelt universitetsgrad fra Chalmers School of Economics, kursus på kadetskolen, frimurer og succesfuld managementkonsulent.
Men hun landede aldrig rigtig på det rette sted.
- Jeg har skubbet mig selv fremad og taget imod udfordringer både på uddannelser og i min karriere, men der har været en konstant søgen for kontekst.
- Nu, hvor jeg er en del af et kvindeligt fællesskab, føler jeg, at jeg kan socialisere med kvinder på en lettere måde. Det passer mig meget bedre end at socialisere med mænd, for der handler det oftest om, hvor langt du er kommet i livet, din karriere eller størrelsen på din bil.
- Jeg har levet efter en norm, hvor du hele tiden skal understrege, hvad du har opnået i den karriere, og ikke hvordan du har det, for i erhvervslivet taler man ikke om følelser.
Hun troede, at hun havde forstået kønsligestillingen, men efter at have levet som kvinde i få måneder indså hun, at hun ikke havde forstået det, forklarer hun.
Hun fortæller om alle de ahaoplevelser, hun siden da har haft:
- Hvis kvinder samles i en social sammenhæng, og en mand kommer ind, ændrer kvindernes samtale hurtigt karakter. Substansen i samtalen bliver anderledes, og niveauet bliver lavere.
- Hvis en kvinde derimod kommer ind i en samtale, hvor der kun er mænd, fortsætter samtalerne om fodbold, størrelsen på bilen, båden og grillen.
- Kvinder tilpasser sig mænd, ikke omvendt.
Rent professionelt i sin egen branche, erhvervslivet, nævner hun, at strukturerne i branchen er bygget op af og til mænd.
Og så er det blevet meget tydeligere for Caroline Farberger, hvor meget kvinder gør for ikke at blive opfattet som besværlige.
Og hun har også opdaget, hvordan kvinder i langt mindre grad har frihed til at bevæge sig – især fysisk med en fyldt bluse og høje hæle.
Selvom hun ikke selv har noget imod det sidste.
- Jeg er sandsynligvis stadig i en trance af den dejlige oplevelse, det er at føle sig smuk for første gang. Jeg har aldrig følt mig smuk som mand.
- Der kommer måske en dag, hvor jeg bliver træt af at skulle have ekstra strømpebukser placeret strategiske steder og i min håndtaske, men lige nu er jeg bare så glad for både det og besværet med at skulle sammensætte et outfit hver dag, siger Caroline Farberger og indrømmer, at hendes baggrund også har medført nogle fordele i hendes nye situation.
- I erhvervsmæssig kontekst er det en fordel, hvis du kan tage din plads i et lokale. Den måde mænd mere har tendens til at fylde i et rum, har jeg taget med mig ind i min kvindelige, professionelle rolle.
Et andet stærkt øjeblik fra Carolines Farbergers bog er et øjeblik fra 2017, hvor hun vil fortælle sin mor om transformationen, men vil vente med sin far.
Hun siger, at hun ønskede at involvere sine kære tidligt i processen, men at det var svært.
- Jeg var bange for at blive ekskluderet, bange for at miste vigtige relationer. Det værst tænkelige scenarie var, at jeg ville miste mine tætteste.
- Derfor bed jeg tænderne sammen og tænkte, at jeg godt kunne spille rollen som mand resten af mit liv.
Men da hun endelig lagde kortene på bordet for sin familie, opstod der fuld gennemsigtighed i sådan en grad, at Caroline Farbergers kone til sidst måtte bede hende om at tale om noget andet.
Farberger stopper, som for at gøre status, inden hun fortsætter:
- At gennemgå en proces som denne gør desværre en selvoptaget. Da jeg havde tacklet det problem, der havde været en del af mig næsten hele mit liv, var der ikke meget energi tilbage til at være empatisk mod verden omkring mig.
- På samme tid står det også klart, at der foregår to rejser i en sådan proces. Delvis min rejse, men det sker også, at du sender din partner væk på en lignende rejse, der kan være endnu mere svær.
- For den person bestemmer ikke tempoet eller det endelige mål, men er egentlig bare tvunget til at kunne relatere.
Caroline Farberger beskriver det som, at alle begreberne i familien blev sat på pause.
- Da vi blev gift, var det som mand og kone. Men hvad var vi nu? Hun svarer selv på spørgsmålet:
- Vi er stadig gift, og min kone er stadig min kone. Jeg er selvfølgelig meget taknemmelig for Ylva.
- Jeg har valgt ikke at pålægge andre et nyt label. Mine børn, for eksempel, måtte selv vælge, hvad de ville kalde mig, og så blev det ”far”.
Hvordan fortalte du børnene det?
- Lidt efter lidt. Ylva og jeg blev enige om, at vi ville afdramatisere det hele så meget som muligt.
- Bevidst sagde jeg intet, men begyndte i stedet at iklæde mig en smule dametøj. Jeg kunne tage en nederdel på bare for at se, hvordan børnene reagerede, men de kommenterede det ikke engang. Både min kone og jeg var forbløffede over, hvor udramatisk det var for dem.
Og de er det stadig.
- Det kan ske, når vi står til en fodboldkamp og hepper, og mit barn råber ”hej far”, at en anden forælder lige vender sig om og kigger, men vi synes selv, at det er ret udramatisk.
- Jeg er stadig den samme person, men nu er der harmoni mellem det indre og det ydre.
Kan du savne at være Carl Farberger?
Svaret kommer hurtigt.
- Nej. Jeg savner ikke Calle.
Det opfølgende spørgsmål er sværere.
Er der tidspunkter i livet, du ville ønske, du havde oplevet som Caroline?
Der går et par sekunder, før hun svarer.
- Jeg har valgt ikke at være bitter over min fortid, for jeg har fået så meget. Hvis jeg havde gjort det her, da jeg var 20 år, er det ikke sikkert, at jeg ville have haft børn og familie, for eksempel.
- Jeg kan ikke spole tilbage i tiden, men det er klart, at det ville have været sjovt at tage til studentergalla i en kjole eller til kadet-ballet, hvor jeg havde uniform på, men inderst inde var misundelig på de smukke kjoler, pigerne havde på.
- Den tid kommer ikke tilbage, og det er selvfølgelig lidt ærgerligt. Men på den anden side, er der så mange nye muligheder for mig nu, hvor jeg kan føle mig smuk.
Denne artikel blev oprindelig bragt på femina.se