Nanna Sofie blev sygemeldt med angst og PTSD under sin graviditet: "Kvinden er reduceret til affald, der skal skaffes af vejen"
Katrine Rosenbæk. Foto: Privat
Nanna Sofie Lykkegaard Frandsen, fødte en søn i 2015, en søn i 2018 og en datter i 2020
I uge 35 havde jeg så voldsomme plukkeveer, at jeg ikke kunne køre selv. Min mand var til søs på arbejde, så en veninde tog med mig til jordemoder.
Indtil da havde min graviditet været præget af udtalt træthed, massiv hovedpine og tiltagende væske i kroppen. Jeg havde fortalt om det gentagne gange til forskellige jordemødre.
Nu blev mine symptomer negligeret som værende en del af normalen, "for den er jo bred". Til gengæld var jordemoderen bekymret for, om baby havde numsen nedad.
Jeg fortalte, at han havde ligget i den stilling i en måned og fik en tid til scanning fire dage senere. Jeg blev forberedt på at ringe 112, hvis vandet skulle gå i mellemtiden.
To dage senere gik slimproppen, og jeg ringede til fødegangen. Jeg havde massive plukkeveer og så meget væske i kroppen, at jeg knap kunne stå på mine ben.
Jeg blev bedt om at hvile mig. En time senere ringede jeg igen og forlangte at blive undersøgt.
At blive mor forbindes ofte med en fortælling om lykkerus og betingelsesløs kærlighed, men i efteråret og vinteren har hundredvis af kvinder fortalt en anden historie.
Den handler om at føle sig magtesløs og opleve svigt i et sundhedssystem, hvor man ikke fik den omsorg og forberedelse på moderskabet, som man havde brug for.
I en række artikler går femina tæt på moderskabet og fødslen og forsøger at finde svar på, hvorfor så mange kvinder oplever utrygge fødsler.
Det gør vi, fordi danske kvinder fortjener en værdig og tryg start på moderskabet.
Jeg blev mødt i konsultationen, hvor jeg var i fire timer, inden jeg på 20 minutter fik taget adskillige prøver, blev scannet og fik stillet en diagnose af en bekymret fødselslæge: Svær svangerskabsforgiftning, og jeg skulle have en fødestue nu!
12 timer senere blev min søn taget ved akut kejsersnit. Jeg blev kørt på opvågning, og min søn blev indlagt på neonatalafdelingen. Der gik flere timer, før jeg kom op til ham og havde ham i hænderne for første gang.
Sygeplejersken på opvågningen syntes, jeg skulle bruge tiden på at sove. Jeg fortalte hende, at jeg umuligt kunne sove adskilt fra min søn og uden besked om, hvordan han havde det.
"Man bliver jo rask, når barnet er forløst"
Jeg blev indlagt på barselsgangen, mens min søn stadig lå på neonatalafdelingen.
Jeg havde en seng hos min søn, og derfor var jeg aldrig fysisk på barselsgangen. I dagene, der fulgte, eskalerede min forgiftning. Mine organer var ved at stå af. Medicinen virkede ikke.
LÆS OGSÅ: Ditte Giese om døden: Den får os til at mærke, hvor fantastisk livet er
Min mor vågede ved min seng hele dagen. Min mand kæmpede for at komme hjem til os. Jeg insisterede på at have min søn hos mig hele tiden, men skulle konstant afværge sygeplejersker, der ville bestemme, hvordan han skulle håndteres.
Jeg blev mere syg. Fire dage efter min fødsel stod fødselslægen fra min fødsel for enden af min seng. Han var overrasket over at se mig syg. Man bliver jo rask, når barnet er forløst.
Sådan har vi gjort
I denne uge bringer femina.dk vidnesbyrd om fem kvinders fødselsoplevelser og tiden før og efter. Femina har fået kontakt til kvinderne gennem en Facebook-gruppe for gravide og mødre.
Beretningerne er kvindernes vidnesbyrd og dermed udtryk for deres oplevelser. Formålet er ikke at kritisere de enkelte fødesteder og dets personale, men at belyse det svigt, mange kvinder oplever i forbindelse med graviditet og fødsel.
Nanna Sofie Lykkegaard Frandsens vidnesbyrd er det femte vidnesbyrd i rækken.
Du kan læse de andre her:
”Efter vi havde været hjemme i et par timer, var vores datter blevet helt blå og lilla”
"Efter fødslen følte jeg mig magtesløs. Jeg følte, at jeg ikke kunne tage vare på min datter"
Mie købte privat fødselsforberedelse: "Det sygehuset tilbød, var ikke tilnærmelsesvis nok"
Han fortalte mig, at jeg kunne dø af det her, hvis ikke de kunne vende udviklingen. Jeg kan kun huske momenter fra de dage. Min hjerne var ved at stå af. Jeg har fået det meste genfortalt af min mor.
Der gik to dage mere, før den ledende overlæge ændrede min medicin, og kurven knækkede. De havde "glemt" mig, fordi jeg ikke var sengeliggende på deres afdeling.
Sygeplejerskerne på neonatalafdelingen var slet ikke uddannet til at håndtere så syg en mor. Jeg skulle selv gå på toilettet, hente mad, huske medicin, malke ud, hente maskiner, varme mælk til min søns sonde og måle blodtryk.
Jeg begyndte at få angstanfald. Jeg viste ikke, hvad det var, og ingen hjalp mig med at forstå det. Heller ikke den psykolog, jeg bad om at tale med, mens jeg var indlagt. Ej heller sundhedsplejersken, da vi kom hjem. Jeg bonnede ikke ud på screeningen, for jeg var ikke depressiv.
Angsten var massiv
I 2017 blev jeg gravid med vores andet barn. Graviditeten startede med angstanfald. De eskalerede, og ti uger inden termin blev jeg sygemeldt med PTSD og dødsangst.
Jeg fik svangerskabsforgiftning igen og takkede gud for, at jeg ikke blev lige så syg denne gang, men angsten invaliderede mig i et år. Jeg lovede mine drenge, at jeg aldrig ville blive så syg igen.
LÆS OGSÅ: Tænk, hvis min far skulle dø, fordi jeg havde forelsket mig i den forkerte
Skammen over angsten var massiv. Jeg vendte ikke tilbage til mit arbejde efter min barsel og orlov. Min krop havde været i så stor en belastning, at et fuldtidsarbejde ville have drevet rovdrift på mine kræfter.
Jeg har lige været gravid med mit tredje og sidste barn. Jeg blev syg med angst igen. I løbet af graviditeten har jeg haft voldsom kvalme og opkast og træthed i en skala, jeg slet ikke har kunnet rumme, og massive bekymringer for babys helbred.
Et system, der svigter mødrene
Grundet omstændighederne blev jeg forberedt på kejsersnit. Min datter var alt for lille og ville have brug for mad og givetvis også ilt, når hun kom ud.
Men selv med det dyre Rolls Royce-forløb på familieambulatoriet med "Kendt Jordemoderordning", psykoterapeut og fast læge oplever jeg svigt. De er alle søde og dygtige, men arbejder i et system, der strukturelt svigter mødrene.
Båndet mellem mor og barn er reduceret til ingenting, mens kvinden er reduceret til affald, der skal skaffes af vejen. Det er fuldstændig ligegyldigt, at man kaster dyre forløb efter mig, mens jeg er gravid, hvis ikke man magter svangreomsorg under fødslen og efterfølgende.
Hvorfor sparker man kvinder i knæhaserne, når de allerede er i knæ?
Moderskabet og MeToo – et overblik
13. august 2020: femina.dk bringer interview med Olga Ravn om hendes roman ”Mit arbejde”. Den handler om hendes efterfødselsdepression og moderskabet. Hun kalder selv romanen for et frihedsbrev for hende selv og andre mødre.
4. september 2020: Olga Ravn udgiver ”Mit arbejde” og modtager flere hundrede beskeder fra kvinder, der har følt sig ensomme og utilstrækkelige som mødre. Efter udgivelsen skriver Olga Ravn et debatindlæg i Politiken med titlen: ”Den tid er forbi, hvor vores kroppe og psyker skal ofres for at bringe nye børn til verden”. I mellemtiden har MeToo-debatten fået fat i Danmark og sat kvinders rettigheder på dagsordenen.
6. oktober 2020: Olga Ravn fortæller i et interview med femina.dk, at hun har modtaget flere end 300 beskeder som reaktion på Politiken-debatindlægget. ”Der er meget ubearbejdet traume”, siger hun.
8. oktober 2020: Mødrehjælpen lancerer et manifest for en tryg fødsel. De ønsker blandt andet gratis fødselsforberedelse i små hold, gratis hjælp døgnet rundt til at komme godt i gang med amning og gratis hjælp til alle familier med psykiske efterveer. I et interview med femina.dk fortæller direktør for Mødrehjælpen, Ninna Thomsen, at der på det tidspunkt er 10.000 underskrivere, og at flere end 500 har indsendt deres fødselsberetning. ”Jeg synes, voldsomheden er slående,” siger Ninna Thomsen.
17. november 2020: En gruppe jordemødre bakker op om Olga Ravn og de kvinder, der oplever svigt i den danske fødselskultur i et debatindlæg i Information. De fremhæver, at strukturel sexisme også eksisterer i den danske fødselskultur. Allerede i 2015 protesterede jordemødre i et fælles opråb, og i 2016 forlod Morten Hedegaard Rigshospitalet i protest efter at have været fødselschef på stedet i 14 år. Han mente, der var for få hænder og for lidt tid til de fødende.
December 2020: Hvidovre Hospital melder ud, at alle førstegangsfødende med ukompliceret graviditet og fødsel skal sendes hjem otte timer efter fødslen. Regeringen og dens støttepartier samt Alternativet bliver enige om finansloven for 2021. Selvom det fremgår af regeringens forståelsespapir, at den vil forbedre de fødendes forhold, er de fødende ikke nævnt i finansloven. Over 25.000 har nu underskrevet Mødrehjælpens manifest, og over 1200 har sendt deres vidnesbyrd til dem.