Mayas far tog lillebroren med sig i døden: ”Med årene er jeg blevet nysgerrig på, hvem min far egentlig var”

”Hvad end du tror, så elsker jeg dig meget højt. Kys fra din far, Bjørn.”

Det var ordene, Maya Nilssons far forlod hende med. Efter tragedien, der ændrede alt på et splitsekund, lå afskedsbrevet i postkassen.

Mayas far havde været præcis i sin timing, så ingen kunne nå at sætte en stopper for det valg, han traf på sin søns fødselsdag. Marc blev fem år.

Siden dagen i 2005 har Maya tolket en del på brevet, for der er forskel på, hvordan 9-årige Maya og 24-årige Maya læser ordene.

– Dengang læste jeg bare, at han elsker mig. Men jo mere jeg reflekterer over det, kan jeg se, at han mener uanset, hvordan mit liv udformer sig. Uanset, om jeg bliver vred eller savner ham hver eneste dag resten af mit liv. Ligegyldigt hvilken årsag, jeg vælger at tro på, så elsker han mig ubetinget.

Planen var at fejre lillebrorens fødselsdag om eftermiddagen i Odense. Timerne op til festen fordrev Maya hos sin mormor og morfar, hvor hun legede med hunden i haven.

Tilfældigvis løb hun ind i køkkenet for at hente godbidder til den, da en trafikmelding i radioen fik hende til at spidse ører.

En mand og en dreng var døde i en eksplosion. En kvinde var i livsfare. Ulykken var sket i det kvarter, hvor fødselsdagen skulle holdes.

– Der blev bare ikke nævnt noget husnummer, så min mormor forsøgte at berolige mig, fordi ingenting var sikkert, som hun sagde. Alligevel insisterede jeg på at ringe til min far, men han tog ikke telefonen, og jeg kunne heller ikke komme igennem til min farmor, husker Maya.

Meget af dagen står ellers uklart for hende. Hun beskriver tiden som en tåge, hvor hver eneste vejrtrækning var svær at gennemføre, og hvor alle lyde omkring hende forsvandt, som var hun fanget i en osteklokke.

– Men jeg kan tydeligt huske, hvad min mor sagde, da hun kom hen til min mormor og morfar for at hente mig. Det, jeg havde hørt i radioen, var sandt. Min far havde givet Marc en bombe i fødselsdagsgave. De var begge døde i eksplosionen, og Marcs mor, Camilla, var i livsfare.

Sorgen er et glaskår

Siden er der gået 15 år. Tiden har læget sårene tilpas meget til, at Maya nu føler sig klar til at blive klogere på familietragedien.

– Med årene er jeg blevet anderledes nysgerrig på at vide, hvem min far egentlig var. Han var jo mere end en soldat med PTSD, der endte med at gøre noget helt umenneskeligt. Han er også en del af mig, siger hun.

For at komme tættere på sin far, er Maya derfor ved at lave en podcast, hvor hun dykker ned i, hvad der skete og fortæller om den sorg og tvivl, hun har været efterladt med indtil i dag.

Hun har også søgt aktindsigt i sagen, blandt andet fordi hun gerne vil se billeder fra gerningsstedet.

– I de første mange år kunne jeg få alle høje og skaldede mænd, jeg så bagfra, til at være min far. Og alle små drenge lignede Marc. Jeg spejdede efter dem overalt, fordi jeg havde så svært ved at forstå, at de var væk. Men de er jo væk, og jeg håber, at billederne kan hjælpe mig med at slutte fred med det.

Samtidig er Maya bevidst om, at det at rippe op i et gammelt sår, kommer til at gøre ondt på ny. Hun beskriver sin sorg som et glasskår, der har ligget i saltvand i mange år.

Med tiden er det blevet slebet glat og pænt, men det vil altid være skrøbeligt og kunne slå nye revner.

– Sorgen følger én hele livet, siger Maya.

– Men i starten er man i sorg, og senere lærer man at leve med sin sorg. Jeg bærer hele tiden rundt på glaskåret, og jeg ved, at der kommer nye skår, den dag jeg får børn og skal giftes, fordi min far og Marc ikke kan være med. Jeg ved også, at det kommer til at gøre ondt at undersøge det store spørgsmål om, hvorfor det skete, men det er jeg klar til.

Krigstraumerne banker på

Samme år som Maya blev født, stod hendes far foran en krigsudsendelse. Mayas mor tvang ham til at vælge mellem familien og militæret, og da han ønskede at fortsætte med at tjene sit land, blev forældrene skilt. I store dele af Mayas opvækst, var hendes far udstationeret, og når han var hjemme, trak han sig ofte, fordi krigen sad i ham.

– Men det var bare sådan, det var. Jeg har jo aldrig prøvet andet. Og når han så var på, var han den bedste far, man kunne ønske sig.

Maya fortæller, at hun og Marc plejede at lege en leg, hvor deres far løftede dem op, så de kunne nå husets tagrende med hænderne. Når de så hang og dinglede fra taget, skulle de give slip, så han kunne gribe dem igen.

– Det var en leg, som alle børnene på gaden var med til, og det var kun min far, man kunne lege den med, fordi han var så høj.

Engang imellem skete det, at krigstraumerne bankede på midt i en leg, men det var ikke noget, børnene tænkte videre over.

– Jeg tror, at man som barn har den tilgang, at hvis mor eller far er syg, så skal de bare sove, og så får de det bedre. Vi havde ingen forestilling om, hvordan han i virkeligheden havde det, siger hun.

Men når Maya tænker tilbage i dag, var det alligevel tydeligt, i hvilke perioder faren havde det dårligt.

LÆS OGSÅ: Ditte Giese om døden: Den får os til at mærke, hvor fantastisk livet er

– Han blev altid mere fraværende i tiden op til, at han skulle udsendes, som om han forberedte sig på det værste. Det var også i de perioder, han fjernede sit hår og sit skæg. Men inden han døde, havde han pludselig fjernet det, selvom han ikke skulle udsendes.

En mislykket kernefamilie

Men hvorfor havde Mayas far det særligt dårligt i den tid, der blev den sidste i hans liv?

Maya tror, det bunder i erkendelsen af, at han for anden gang var mislykkedes med at holde sammen på en kernefamilie.

– Marc og min fars ekskæreste Camilla var den sidste forliste familie, min far havde. Han formåede ikke at være den far og mand, han gerne ville, og det var han heller ikke lykkedes sammen med min mor. Men hun har gennem årene kæmpet så meget for forældremyndigheden over mig, at min far til sidst accepterede, at det var hos hende, jeg hørte til, siger Maya.

Hun fortæller, at hun selvfølgelig har brugt oceaner af tid på at tænker over, om tilgivelse er den eneste vej til et udholdeligt liv, men at hun er kommet frem til, at der er forskel på accept og tilgivelse.

– Jeg kan ikke stille mig selv spørgsmålet om, hvorvidt jeg kan tilgive eller ej. Jeg kan bruge en masse energi på at forsøge at fremtvinge en følelse af tilgivelse, men det ændrer ikke på noget. Jeg synes jo ikke, det, han gjorde, er okay. I stedet har jeg accepteret, at min far har valgt ikke at være her mere, og at han har bestemt, at det skulle min bror heller ikke være. Det må jeg lære at leve med.

Stor berøringsangst

Det er efterhånden mange år, Maya har levet med sorgen, savnet og spørgsmålene. Med tiden er hun blevet god til selv at fortælle om den del af hendes livshistorie, der er så voldsom, at det holder mange tilbage fra at spørge ind, men hun ville ønske, at færre var berøringsangste.

– Sorg er ikke et let emne, og det, jeg har været udsat for, er så voldsomt og svært at finde ord for, at jeg sagtens kan forstå, hvorfor folk hellere tier. Det er ikke bare elefanten i rummet, det er dragen, siger hun.

– Men jeg ville sådan ønske, at vi blev bedre til at tale om det svære. At vi turde være mere i sorgen. At vi ikke var så bange for emnet. Sandheden er jo, at vi alle kommer til at møde sorgen på et tidspunkt i vores liv, og så kan vi bare håbe, at det ikke sker for tidligt.

Da Maya kom tilbage i skole kort tid efter farens og brorens død, begyndte klassekammeraterne at behandle hende anderledes.

Nogle havde svært ved at se hende i øjnene, andre undlod at spørge, om hun ville være med til at lege. Der var ikke en eneste i klassen, der spurgte, hvordan hun havde det.

– Jeg følte mig meget alene i den periode, men jeg tror ikke, at mine klassekammerater gjorde noget i ond mening. Jeg tror snarere, det handler om, at deres forældre ikke har haft en naturlig tilgang til døden, for hvis de havde taget snakken med deres børn, er jeg sikker på, der havde været nogen til at spørge ind, når jeg var ked af det. Men det var der ikke. Der var så meget berøringsangst.

Det, Maya håber at få ud af at fortælle sin historie, er at vække modet i folk. Specielt, når det handler om selvmord eller andre tabuiserede emner.

– Mister du nogen på grund af kræft, har Kræftens Bekæmpelse diverse støttegrupper. Du er derimod rimeligt overladt til dig selv, hvis en af dine kære begår selvmord, fordi personen tog et aktivt valg om ikke at ville livet. Men det er jo ikke de efterladtes valg. Jeg mener, vi er for mange, der står alene tilbage med sorgen.