Marie fik en efterfødselsreaktion: “Det er enormt skamfuldt ikke at kunne overskue sit eget barn”
Katrine Rosenbæk. Foto: Anne Bæk
Hver gang Marie Juel Hagbarth Rasmussen gik ud ad døren med sin lille datter Karen, skreg pigen, “som om nogen havde stukket nåle i hende.”
– Min puls var 130, hver gang jeg skulle i Fakta på hjørnet, siger Marie.
Det første lange stykke tid turde hun slet ikke gå alene ud med Karen, så hendes egen mor, Majken Juel Blendstrup Høgh, gik ofte med.
– Så gik vi en tur over i Botanisk Have og skyndte os hjem igen, og hvis Karen begyndte at græde, var det ikke godt, siger Majken.
Da Marie fik en belastningsreaktion efter sin fødsel, hjalp venner og familie dagligt, og Maries egen mor var der ofte. Men Marie ville ønske, det ikke var så tabubelagt at tale om, hvor hårdt det kan være at blive mor.
At blive mor forbindes ofte med en fortælling om lykkerus og betingelsesløs kærlighed, men i efteråret og vinteren har hundredvis af kvinder fortalt en anden historie.
Den handler om at føle sig magtesløs og opleve svigt i et sundhedssystem, hvor man ikke fik den omsorg og forberedelse på moderskabet, som man havde brug for.
I en række artikler går femina tæt på moderskabet og fødslen og forsøger at finde svar på, hvorfor så mange kvinder oplever utrygge fødsler.
Det gør vi, fordi danske kvinder fortjener en værdig og tryg start på moderskabet.
Majken syntes også, det var hårdt at blive mor i 1992, men:
– Jeg er ikke sammenlignelig med Marie. Jeg var ikke slået helt omkuld, som jeg så, Marie var. Jeg kan heller ikke mindes, at nogen af mine veninder, der fik børn, var slået sådan omkuld. Men jeg kan jo ikke vide, om der var, for vi ikke snakkede om det, siger hun.
Og det går igen, det der med ikke at snakke om det. Marie fortæller, at hun stadig i dag kan miste overskuddet hurtigt – at en dag kan være enormt lang.
– Men det er muligvis sådan for mødre generelt, siger hun.
I den nuværende debat om den danske fødselskultur forsøger kvinder at finde et fælles sprog til at have den samtale: Har andre mødre det ligesom mig?
Personalet havde ikke tid til at hjælpe
Marie skulle have født i et badekar i stuen, men fødslen gik i stå, og hun blev nødt til at føde på hospitalet i stedet. Hun beskriver fødslen som voldsom. Karen, hendes datter, sad fast og blev taget med sugekop.
Marie er selv jordemoder, så hun var ikke overrasket over, at det var nødvendigt. Hun er kun 1.50 høj og vidste, at hendes lave højde kunne gøre det svært at presse en stor baby ud.
Efter fødslen nåede Karen kun at ligge få minutter ved sin mor, før Marie måtte køres på en operationsstue for at få stoppet sin blødning.
Karen kom over til sin far, Emil Hagbarth Rasmussen, som ikke vidste, hvad der skete med Marie.
– Hvis der ikke havde været så sindssygt travlt, havde en jordemoder fortalt ham, at jeg stadig var i live. Jeg ved godt, at man ikke dør af en blødning, men det ved folk udefra jo ikke, siger Marie.
En jordemoder kom med et glas saft til Emil, men hun havde ikke haft tid til at orientere sig om, hvordan Marie havde det.
Hun tog et foto af Karen i Emils arme og fandt Marie på operationsgangen. Det var første gang, Marie så sin datters ansigt ordentligt.
Da Marie var blevet behandlet for blødningen, blev de indlagt på hospitalets gynækologiske afdeling, fordi der ikke var plads på barselsafdelingen. Hvis nogen skulle tjekke Maries blødning, skulle der tilkaldes personale fra barselsgangen.
– Det var enormt utrygt. Jeg bad om at få tjekket min blødning, fordi jeg havde blødt meget og selv er jordemoder, men hvis du havde blødt meget som almindelig barselskvinde, havde du ikke nødvendigvis fået spurgt, fortæller Marie.
To portioner blod
Marie, Emil og Karen lå på den gynækologiske afdeling i 12 timer. Herefter blev de flyttet til barselsafdelingen, “hvor der var rygende travlt.”
Om morgenen havde en børnelæge kigget til Karens arm, som havde sat sig fast under fødslen og var slap. Den skulle scannes inden for 24 timer, men det skete først i den 23. time. Indtil da havde der været for travlt.
Dagen efter skulle de hjem, og Marie bad derfor om at få tjekket sin blodprocent.
– Den var så lav, at jeg fik to portioner blod. Den sidste løb ind en time inden, vi skulle hjem. Efter sengen var ryddet, sad jeg med et drop i hånden med blod.
- Hvis ikke jeg selv havde en faglig baggrund og kunne sige, at jeg formentlig havde brug for blod, var det måske ikke blevet tjekket.
Alaramberedskab
- Vi mødte sygeplejersker og jordemødre, som brænder for deres fag og var dygtige, men de havde hverken rammerne eller tiden til at hjælpe os, siger Marie og tilføjer:
– Vi kom hjem og var totalt i panik over at være hjemme med vores førstefødte. Jeg havde ikke sovet i fire døgn. Jeg kunne ikke overskue at have Karen hos mig overhovedet. Jeg var fuldstændig knækket.
- Fødslen havde været enormt stressende, og jeg havde været i alarmberedskab. Sådan kan en fødsel godt være, men bagefter havde jeg brug for ro og for at blive samlet op. Det blev jeg ikke – i stedet forblev jeg i alarmberedskabet.
- Personalet var søde og ordentlige, men de havde ikke tid til at snakke med os længe nok til at opdage, hvor påvirkede vi var. Hvis nogen havde haft tid til det, var det muligvis gået en smule anderledes.
To generationer – to måder at føde på
Marie beskriver de første måneder som et black-out. En sundhedsplejerske var hurtig til at spotte, at hun havde brug for hjælp, og hun begyndte hos en psykolog.
– Man er i overlevelsesmode. Jeg tror, det kan sammenlignes med meget kraftig stress, hvor hukommelsen slår fra, fortæller Marie.
I disse måneder trak det nybagte forældrepar på deres netværk. Emil lavede et skema online, så alle dage blev stykket sammen med hjælp både formiddag og eftermiddag fra familie og venner.
LÆS OGSÅ: ”Efter vi havde været hjemme i et par timer, var vores datter blevet helt blå og lilla”
Da Majken fødte Marie i 1992, oplevede hun ikke den samme travlhed, som Marie gjorde i 2019.
– Jeg oplevede ikke den fornemmelse, som jeg har set i andre sammenhænge, hvor der løber en masse rundt på hospitalet. Det var de samme, der var omkring mig, fortæller Majken.
– Det er et godt tegn, siger Marie.
MØD
Marie Juel Hagbarth Rasmussen, 28 år, jordemoder, bor i Aarhus med sin mand, Emil Hagbarth Rasmussen.Sammen har de datteren Karen fra maj 2019.
Majken Juel Blendstrup Høgh, 54 år, indskolingsleder, bor i Spentrup ved Randers.
Majken fortæller, at hendes forløb dengang også var meget struktureret.
– Der var fødselsforberedelse, hvor man jævnligt blev målt og vejet. Op til fødslen følte man sig tryg. Man satte ikke så mange spørgsmålstegn. Jeg tror, der var lidt mere autoritetstro. Når man kom ind til en jordemoder, var hun den kloge, og så nikkede man bare, forklarer Majken.
Da Marie kom til verden, blev hun lagt i et rum med alle de andre nyfødte, mens personalet spurgte Majken, om hun ikke havde brug for at sove lidt. Ikke noget med hud mod hud-kontakt med sin nyfødte.
– Så måtte man marchere hele vejen derned, hvis man skulle amme hende. Jeg kan huske, at jeg sad der om natten om ammede, mens babyerne lå i kasserne og sov, siger hun.
Imens var Maries far taget hjem, og efter tre dage tog Majken hjem med Marie. En sundhedsplejerske kom hurtigt på besøg efter fødslen.
Hvis 40 minutters snak ikke er nok
Majken, tror du, du fik den hjælp på hospitalet, som mange kommer hjem og mangler i dag?
– Ja, måske. Jeg mindes, at jordemoderen gjorde en dyd ud af at få Marie mast op og få hende til at amme. Brystvorten blev nærmest proppet ind.
- Der kom ikke så meget mælk den første uge, så jeg drak en nisseøl, fordi min svigermor havde sagt, det hjalp med hvidtøl. Man afprøvede gamle ammestueråd. For 28-29 år siden var der ikke adgang til så meget viden, fortæller Majken.
Marie indskyder:
– I dag har man så meget information tilgængelig, men det betyder også, at man som kvinde bekymrer sig det mere. Både i forhold til at lave veer og danne mælk, skal man bruge det hormon, der hedder oxytocin, men det mindskes af bekymring.
- En kvinde kan hurtigt blive bekymret, hvis personalet virker stresset, og der opstår akutte situationer. Hormonet frigives bedst, når du slapper af og er tryg og rolig.
- Jo flere bekymringer, du får om det, der potentielt kan gå galt, jo større risiko er der for, at noget af det, der kan gå godt, bliver bremset.
LÆS OGSÅ: "Efter fødslen følte jeg mig magtesløs. Jeg følte ikke, at jeg kunne tage vare på min datter"
– Vi talte om det i en vagt på fødegangen forleden. Hvad er det egentlig, vi kan tilbyde de kvinder, der er væltet? Dem, der kommer ind til en efterfødselssamtale halvanden måned efter fødslen, hvor det hele bare kuldsejler.
- De har det ad helvede til, fødslen var forfærdelig, barselsdagene var horrible. Vi kan tilbyde dem en 40 minutters snak om fødslen med en jordemoder, der har særlig indsigt i efterfødselssamtaler.
Vi kan samle folk op
- Men hvis det ikke er nok – og det er det sjældent – kan vi sige, at de skal gå til egen læge og få en henvisning til en psykolog, og så må de ellers selv google den psykolog, siger Marie og tilføjer:
– Jeg ser ofte store og små traumer komme ind, som vi gør os umage med at hjælpe, men det er afgørende, at vi holder ved barselsdagene, for fødsler kan godt blive traumatiske, uden at nogen kunne have gjort noget anderledes.
- Uanset hvilke ressourcer vi har, kan vi ikke gøre noget ved et barn, der sidder fast, eller en stor blødning. Men vi kan samle folk op efter sådan en fødsel.
Majken tilføjer:
– Jeg tænker også, at Emil og Marie er ressourcestærke og har en ressourcestærk familie om sig, men har man ikke det, er man godt nok lost, hvis man får det, som Marie havde det, for det var til rotterne.
Rædselsslagen for at det sker igen
Marie og Emil havde oprindeligt drømt om at få børn tæt på hinanden, men de har besluttet at vente nogle år.
– Jeg er rædselsslagen for, at det sker igen, for næste gang kan Emil ikke hjælpe mig – der skal han tage sig af Karen. Men jeg tror heller ikke, man skal undervurdere, at det er en livskrise at få sit første barn.
- Man får revet sit liv, som man kender det, væk under sig, og det har vi prøvet nu, siger Marie.
Selv om Marie har det godt i dag, kan hun stadig tvivle på, om hun er en god nok mor.
– Man bliver angst for, hvem der dømmer en, når man er ude at gå. Jeg kom så dårligt fra start, at jeg mistede troen på, at jeg gjorde det rigtigt nok.
- Jeg synes, jeg skal kompensere for det tabte i starten. Det er svært, for jeg har ikke nogen at sammenligne med: Sker det her kun hos mig, eller er det ens for alle?
- Jeg har oplevet at blive stoppet foran vores hoveddør og blive spurgt af en fremmed, om det er os, der har barnet, som græder hele tiden.
- Jeg snakkede med min sundhedsplejerske om, hvad jeg skulle stille op, hvis de ringede med en underretning fra kommunen, fordi Karen græd så meget, fortæller Marie.
Frygter man det?
– Ja, fuldstændig. Især når man har det dårligt i forvejen. Så tænker man, at det er mig, den er gal med.
- Det værste er, at man bliver mødt af sundhedsfaglige personer, som kan finde på at sige til en, at barnet kan mærke, at mor er stresset – at det smitter. Og det gør det jo, men den skyld, man får lagt oven i – at det er derfor, dit barn græder …
Hvem har du kunnet tale med om det?
– Min veninde fik barn en måned senere, og hun havde det også svært med at blive mor. Men hvis jeg ikke havde haft hende, ved jeg ikke, hvem jeg skulle være gået til.
- Vi havde en mødregruppe, hvor vi også snakkede lidt om det, men problemet er, at man stadig siger: “Jeg fik heller ikke sovet i nat – hehe.” Det bliver altid fulgt op af en joke. Det er meget sjældent, at nogen faktisk bare taler om, at det er hårdt.
- Det bliver en joke om, at “jeg kunne have kastet hende ud ad vinduet i dag,” men der er aldrig nogen, der graver dybere i det. Det gør man ikke, for det er stadig bare helt enormt skamfuldt ikke at kunne overskue sit eget barn – for hvem har barnet så, hvis mor har givet op?
Moderskabet og MeToo - et overblik
13. august 2020: femina.dk bringer interview med Olga Ravn om hendes roman ”Mit arbejde”. Den handler om hendes efterfødselsdepression og moderskabet. Hun kalder selv romanen for et frihedsbrev for hende selv og andre mødre.
4. september 2020: Olga Ravn udgiver ”Mit arbejde” og modtager flere hundrede beskeder fra kvinder, der har følt sig ensomme og utilstrækkelige som mødre. Efter udgivelsen skriver Olga Ravn et debatindlæg i Politiken med titlen: ”Den tid er forbi, hvor vores kroppe og psyker skal ofres for at bringe nye børn til verden”. I mellemtiden har MeToo-debatten fået fat i Danmark og sat kvinders rettigheder på dagsordenen.
6. oktober 2020: Olga Ravn fortæller i et interview med femina.dk, at hun har modtaget flere end 300 beskeder som reaktion på Politiken-debatindlægget. ”Der er meget ubearbejdet traume”, siger hun.
8. oktober 2020: Mødrehjælpen lancerer et manifest for en tryg fødsel. De ønsker blandt andet gratis fødselsforberedelse i små hold, gratis hjælp døgnet rundt til at komme godt i gang med amning og gratis hjælp til alle familier med psykiske efterveer. I et interview med femina.dk fortæller direktør for Mødrehjælpen, Ninna Thomsen, at der på det tidspunkt er 10.000 underskrivere, og at flere end 500 har indsendt deres fødselsberetning. ”Jeg synes, voldsomheden er slående,” siger Ninna Thomsen.
17. november 2020: En gruppe jordemødre bakker op om Olga Ravn og de kvinder, der oplever svigt i den danske fødselskultur i et debatindlæg i Information. De fremhæver, at strukturel sexisme også eksisterer i den danske fødselskultur. Allerede i 2015 protesterede jordemødre i et fælles opråb, og i 2016 forlod Morten Hedegaard Rigshospitalet i protest efter at have været fødselschef på stedet i 14 år. Han mente, der var for få hænder og for lidt tid til de fødende.
December 2020: Hvidovre Hospital melder ud, at alle førstegangsfødende med ukompliceret graviditet og fødsel skal sendes hjem otte timer efter fødslen. Regeringen og dens støttepartier samt Alternativet bliver enige om finansloven for 2021. Selvom det fremgår af regeringens forståelsespapir, at den vil forbedre de fødendes forhold, er de fødende ikke nævnt i finansloven. Over 25.000 har nu underskrevet Mødrehjælpens manifest, og over 1200 har sendt deres vidnesbyrd til dem.