Sanger Stine Vega druknede i alkohol og kviklån

Det gik så godt for Stine i 2003. I hvert fald set udefra.

Hendes sang ”Stripclub Junkies” var Ugens Uundgåelige på P3. Og i de efterfølgende måneder var hun og bandet rundt i hele landet og spille koncerter på spillesteder og festivaler. Der var fest omkring hende.

Som musikeren Henrik Hall sagde i en syvhestesbrandert: ”Hold kæft, Stine er virkelig rock’n’roll!” Men så skete der noget. Udsigten ændrede sig.

Spoler man seks år frem, er Stine flyttet hjem til sin mor og papfar i Langå ved Randers og går, som hun selv beskriver det, ”rundt i Crocs og er på kontanthjælp”. Ikke så rock’n’roll.

Hvad skete der?

I dag ved Stine, at det handler om, at hun har bipolar lidelse ”til den depressive side” og derudover ADD. Men de diagnoser skulle der gå lang tid, før hun fik.

– Jeg har altid været meget sensitiv og har fået meget ballade for min måde at være på. Og gennem hele min opvækst følte jeg mig meget alene og misforstået, fortæller Stine om sin barndom, der var præget af forældrenes skilsmisse, farens fravær, morens psykiske problemer og mobning i skolen.

– Skolen var svær for mig. Allerede i 0. klasse pjækkede jeg. Dengang gik man jo selv i skole, men i stedet for at gå i skole gik jeg alene hen på den legeplads i Aarhus, der hedder Børnenes Jord.

- Omkring klokken ni begyndte jeg så at tænke, at jeg hellere måtte se at komme i skole, og når jeg så kom derhen, fyrede jeg alle mulige historier af om, hvorfor jeg kom for sent. F.eks. at jeg havde set en ufo, siger hun og fortæller, at når hun var i skolen, faldt hun ofte i søvn hen over sit bord og vågnede med et spjæt, når det ringede ud.

LÆS OGSÅ: Sisse Sejr: "Jeg er SÅ sjov, når jeg er trist"

I dag ved hun, at hendes måde at være på dengang nok skyldes hendes diagnose ADD, der er svarer til ADHD, ”bare uden at man er hyper, nærmest tværtimod,” som hun forklarer det.

Men det vidste man altså ikke dengang.

Dengang var hun bare et problembarn. Heldigvis havde hun musikken.

– Som 6-årig fik jeg en rejsegrammofon af min mor, og musikken blev et sted, jeg kunne forsvinde helt hen i. Og som 9-årig fik jeg en guitar af min bonusonkel og begyndte at spille i band på klubben, og senere begyndte jeg også at skrive mine egne sange.

– Jeg blev til den her lille anarkist, der begyndte at ryge og havde min første brandert som 12-årig og fik hul i næsen som 14-årig. Men hele tiden havde jeg denne her sårbarhed og underlige ensomhedsfølelse.

Altid ked af det

Efter folkeskolen forsøgte Stine at tage en hf, men måtte droppe ud, hvorefter hun fik arbejde på et spillested i Randers.

– Jeg havde det ikke godt. Jeg var næsten altid ked af det, men kunne ikke sætte ord på det. Jeg sov mig ud af alting. Min mor foreslog, at jeg skulle gå til psykolog – dengang var psykiatrien ikke et sted, man henvendte sig.

- Altså det, man kendte til, var DAMP, og det var sådan noget, drengene havde. Og så kunne man læse om nogle, der var maniodepressive, som bipolar hed dengang, der var gået helt i hundene. Det var jo ikke mig.

Så Stine gik til psykolog og håbede, at det ville hjælpe at tale om hendes barndom og far, men det gjorde det ikke. Og så var der jo også perioderne, hvor hun havde det godt.

Stine Vega

Født i 1976, musiker, udgav i 2003 albummet ”Stripclub Junkies” sammen med sit band af samme navn.

Er lige nu aktuel med albummet, ”The Funeral”, som er 10 år forsinket på grund af hendes bipolare lidelse.

Ved siden af karrieren som musiker arbejder hun som grafiker. Privat hedder hun faktisk Stine Lund, Stine Vega er hendes kunstnernavn.

– Der kunne være en til to måneder, hvor jeg havde det rigtig godt og fik udrettet en masse.

I dag ved Stine, at det var perioderne med hypomani, altså den del af hendes bipolare lidelse, hvor hun er fyldt af ”energi og mod”.

– Efter sådan en periode ville jeg så igen tage det store dyk ned i mørket og lægge mig i fosterstilling. Men med tiden lærte jeg, at der var sådan et switch til den ene eller anden side.

- Selv om jeg ikke vidste, præcis hvad der foregik og hvorfor, så var det sådan en fornemmelse af, at når jeg var nede, skulle jeg bare vente på, at signalstofferne i hjernen igen ”skiftede til grøn”, så jeg en morgen vågnede op igen, og solen skinnede, og jeg var i stand til at tage opvasken. Det var faktisk sådan, at jeg kunne vågne op og kigge mig rundt i lejligheden og tænkte: ”Hvad er det for et rodehoved, der bor her?”

For det var det, der skete, når Stine var nede: Hun rodede for meget, ligesom hun spiste for meget og drak for meget.

– Jeg tror, min omverden så mig som festlig. Det var kun de nærmeste, der også fik de virkelig tunge sider at se. Jeg drak enormt meget og vågnede som regel op i en tåge af bondeanger og tungsind.

- Jeg har altid haft de der stemmer inde i hovedet, der siger, ”hvornår gennemskuer de mig?”, ”jeg er et fjols”, og ”hvad bidrager jeg i grunden med?”, og de larmede mere og mere med årene, og det gik ud over mit selvværd og min selvtillid.

LÆS OGSÅ: Sarah Grünewald: "Jeg har været ude i nogle ekstremer, hvor jeg ikke har passet på mig selv"

Druk og kviklån

Alligevel lykkedes det Stine og hendes band at komme på gaden med deres debutalbum i 2003, og det gik godt. Med den. Ikke med Stine.

Ud over at drikke begyndte hun også at bruge alt for mange penge.

– Jeg købte på følelserne, både når jeg var glad og ked af det. I dag ved jeg, at jeg mangler dopamin i hjernen og derfor har sørget for at få det f.eks. ved at købe tøj og bruge mange penge på at spise ude og vilde byture. Men det betød også, at jeg begyndte at låne penge i banken. Jeg var ung og naiv og synes også, det var smart med de der kviklån.

Og det blev ikke bedre, da Stine og hendes band gik i gang med album nummer to.

– Depressionen blev mere og mere heftig. Jeg isolerede mig i min lejlighed og så kun min tætteste veninder. Jeg drak, også når jeg var alene, og så spiste jeg. Jeg kunne ikke stoppe med at spise. Det havde jeg gjort, siden jeg var lille. Det var også stimulerende og med til at hæve dopaminen.

- Så jeg kunne have madorgier, hvor jeg bare så fjernsyn og åd. På den måde kunne jeg tage to-tre kilo på under sådan et dyk. Når jeg så fik det normalt, begyndte jeg at træne og spise sundt, og så tabte jeg dem igen.

6. januar 2009 vågnede Stine op i sin seng. Album nummer to var stort set færdigt. Det var hendes 33-års fødselsdag, og hun havde tømmermænd og var tung af depression.

– Jeg havde inviteret 25 mennesker, der skulle komme senere, men jeg lå bare der i sengen. Lejligheden lignede noget, der var løgn. Opvasken stod som skyskrabere, der lå skraldeposer på gulvet, rent og beskidt tøj var blandet sammen i bunker, og kattebakken var helt fuld. Det var så beskidt og ulækkert, og jeg havde galopperende angst.

- Jeg havde ingenting: Ingen mand, ingen børn, intet arbejde – jeg havde jo fundet ud af, at selv om man havde lavet en plade, skulle man ikke regne med, at man kunne leve af det.

– Min mor ringede for at sige tillykke, men jeg kunne ikke tage den. Heldigvis ringede en af mine gamle veninder, der er uddannet psykolog. Hun var den eneste, jeg kunne tale med, fordi hun havde en rigtig god forståelse af mine dyk, så jeg tog den. Jeg tudede bare og fik hikset: ”Jeg kan ikke mere.”

- Hun spurgte, om jeg overvejede at slutte mit liv, og jeg sagde: ”Ja, det tror jeg …” Hun fik mig så kommanderet ud af sengen og beordrede mig til at tage en taxa til en psykiatrisk skadestue. Jeg anede ikke, hvor der lå én, men det gjorde taxachaufføren. Det var ikke første gang, han kørte folk derud.

Håndklædet i ringen

Stine blev sat af ved psykiatrisk skadestue i Hvidovre.

– Jeg gik op og ringede på døren og sagde: ”Jeg har fødselsdag i dag og skal bage boller, men jeg ved ikke, om jeg kan,” og så blev jeg indlagt i fem uger.

– På de fem uger tabte jeg syv kilo. Jeg sad bare udenfor under et stort hvidt tæppe og røg cigaretter. Og det var faktisk fint. Jeg havde godt af, at alt blev stoppet og slukket, og at der ikke var nogen krav.

- Jeg kunne ikke overskue min økonomi og få det til at hænge sammen. Det var også ret befriende, at omverdenen pludselig kunne se, hvor slemt det stod til. Det var som at smide håndklædet i ringen.

Efter de fem uger var gået, lejede Stine sin lejlighed ud og flyttede hjem til sin mor og papfar i Langå.

– Jeg tog en hård beslutning og trak stikket til mine drømme og mit liv i København. Pladen blev sat på standby, og jeg stoppede helt med at høre musik. Og så gik jeg pludselig rundt i Langå i Crocs og på kontanthjælp. I frit fald og uden identitet.

Efter en enkelt samtale med en psykiater fik Stine diagnosen borderline og gik i flere år i gruppeterapi for det.

Næsten 10 år senere skulle det vise sig, at det ikke var det, hun havde.

LÆS OGSÅ: Rasmus Botoft om snart at runde 50 år: Man bliver ikke en helt anden, fordi man bliver ældre

To diagnoser

– I de år begyndte jeg også at blive klar over, at jeg havde helbredsangst, altså det, der før i tiden hed hypokondri. Jeg har troet, at jeg har haft både sklerose, lungekræft, svulst i hjernen og så videre. Jeg har verdens bedste læge, Solveig, og når jeg kom, tog hun mit blodtryk og en gang imellem også en blodprøve.

- Men til sidst sagde hun: ”Det, du har, er angst.” Og så fik jeg et forløb på Aarhus Universitetshospital med mindfulness, og der var en psykolog, der sagde, at jeg ikke havde borderline. Mine omgivelser havde også været undrende over for den diagnose, og der var også ting, jeg ikke selv kunne genkende.

– I 2017 hørte jeg så en podcast, hvor en ung kvinde fortalte om hendes udredning, og at hun var blevet diagnostiseret med bipolar lidelse til den depressive side. Da jeg hørte hende fortælle om det, havde jeg det sådan: ”Det er det, jeg har!”

- Jeg googlede det og gik til min læge igen og sagde: ”Solveig, jeg ved godt, at jeg ikke må google, men jeg tror, jeg er bipolar med tendens til depression,” og så sagde hun: ”Den køber jeg!”

I dag har Stine fået både diagnosen bipolar lidelse og ADD.

– I dag får jeg stemningsstabiliserende medicin, der gør, at jeg ikke ryger ud i de der poler. Og så får jeg Ritalin for ADD’en.

Og så er hun aktuel med det album, der egentlig skulle være udkommet for over 10 år siden, ”The Funeral”. – For et par år siden mødte jeg min gamle ven Søren Andersen, som jeg havde spillet sammen med, og han spurgte, om jeg ikke havde en plade liggende ovre ved ham, der skulle laves færdig. ”Vi vil gerne hjælpe dig,” sagde han.

- Og så var der noget, der tændte inden i mig. Det var underligt, at den bare lå der og ikke var blevet færdig, og så havde jeg det også sådan: ”Ej, det kan godt være, at jeg kan holde til det nu ...”

Det viste sig så, at albummet var væk. Harddisken, hvor den skulle have ligget på, var der ikke. Måske var den forsvundet i forbindelse med en vandskade. I hvert fald skulle albummet indspilles igen.

Det betød så også et tæt møde med de sange, som Stine havde skrevet, da hun havde det allerværst.

– Der er nogle meget tunge heartbreak-sange på den plade. Åh, hvor kunne jeg godt tænke mig at gå tilbage og give hende der unge Stine et kram, siger Stine, der bor sammen med sine to døtre og en granddanois i Langå tæt på skoven.

Det lyder idyllisk, og det er det også. Men ikke kun.

– Jeg er stadig udfordret, og jeg tænker, at jeg skal tage medicin resten af livet. Og jeg har stadig en kæmpe gæld til Danske Bank, der var så ”søde” at låne mig en masse penge inden finanskrisen til min ”selvmedicinering”.

- Jeg bliver aldrig nogen solstrålehistorie. Jeg vil ikke kunne bestride et normalt fuldtidsjob, jeg skal holde tungen lige i munden for ikke at ryge ned i de mørke dyk, og jeg døjer stadig med angst. Så sent som i går lå jeg hele natten og var bange for, at jeg havde lungekræft, og tænkte på, hvordan det så skulle gå børnene. Men i dag kan jeg bedre håndtere det, fordi jeg ved, hvad det er, jeg er oppe imod.

- Jeg er også Stine med alle mine krøller og skævheder, som jeg holder af, og som jo nok også giver mig min kreativitet, som jeg ikke vil være foruden.

– Men det roder stadig, og jeg kan stadig kigge rundt og tænke: Hvem har lavet den opvask? Men nu har jeg nogle redskaber. Og jeg er færdig med at tro, at det hele bliver bedre.

- Tidligere troede jeg, at guldet ventede lige om hjørnet, men nu ved jeg, at det er et solstrejf i en pyt pis, og det giver en ro at vide, at jeg altså fik tildelt denne her mærkelig hånd … Det at være ”rock ’n’ roll” er jo egentlig en diagnose og for mig en evig jagt på de signalstoffer, mit lille hoved ikke selv producerer i de rigtige mængder.