Kongehuset og reality-tv har en særlig ting til fælles

Den brede forståelse af ligestillingsdebatten rykker sig en smule.

Den store midterflok, der hidtil har levet med en tilfreds opfattelse af, at Danmark er et ligestillet land, er begyndt at åbne sig over for andre typer fortællinger.

Ændringerne sker netop nu. Det er nu, at vi erkender den historiske og kulturelle undertrykkelse af kvinder.

Egentlig vil jeg hellere sige, at vi har været bremset, holdt tilbage af skjulte reb, for ordet ”undertrykkelse” er mere hæftet med bevidst undertrykkelse af meninger og holdninger.

Kvinder har ”bare” været holdt tilbage i en fælles og ubevidst forståelse af, at det af forskellige årsager har været det rette for samfundet, manden og kvinden.

Ændringerne sker nu,

i kølvandet på MeToo - de sker i små ryk, som når Euroman melder ud, at de sløjfer ”Kvinder vi ka li”-siden, hvor de hylder kendte kvindelige profiler i ret lidt tøj og oftest for noget andet end profilernes faglighed.

Eller i langsomme, brede bevægelser, som når arbejdsmarkedets parter går seriøst ind i trepartsforhandlinger omkring sexisme.

Men der er enkelte steder i samfundets muld, hvor ændringerne ikke har slået rod, og hvor vi heller ikke gør nok for, at de skal slå rod.

Det ene sted er i reality-tv-branchen,

hvor man for nylig nominerede en deltager, der havde kastet en flaske i hovedet på en kvinde, i kategorien ”Årets mandlige deltager”.

Helt uden offentligt postyr var deltageren nomineret i 14 dage, indtil vi var nogen, der gjorde vrøvl og pointerede, at det ingen mening giver at nominere en mand, der har udsat en kvinde for vold.

LÆS OGSÅ: Maria Fantino sagde fra over for krænkende chef: Jeg ved ikke, om jeg er ovenpå, men jeg er stolt

Eller bare har været voldelig generelt.

Manden trak sig fra konkurrencen, dog ikke synligt af fortrydelse over voldsepisoden, men med den begrundelse, at han var bange for den dårlige omtale, fordi han lige har startet et donutfirma.

Der er plads til yderligere bevidstgørelse!

Det andet sted vi kan bruge den friske morgenluft, er i … kongehuset.

Og især i omtalen af kongehuset.

Bevares, dronning Margrethe har faktisk altid på mange måder været lidt af et forbillede med sin kreativitet, handlekraft, integritet og selvstændighed.

Men. GUD, hvor har jeg hørt meget om kronprinsesse Marys slanke skikkelse.

LÆS OGSÅ: Kønssociolog: Før drenge fødes, har vi en forventning til deres opførsel. Den kan bane vej for sexisme

Med en jurauddannelse bag sig, diplom i markedsføring og reklame, højt ansat i Microsoft, verdensdame med tidligere karriere i Edinburgh og Paris, flydende på fransk, dansk og engelsk, ambitiøs protektor for diverse vigtige NGO'er lige fra Dansk Flygtningehjælp til Hjerteforeningen og SIND, er du sindssyg, hvor har jeg bare hørt meget om hendes kjoler og slanke skikkelse.

Og det stopper ikke der.

Prinsesse Marie. Hvis man følger med på Instagram; Kjoler over det hele og forleden med ordene: ”En kjole, som skilte sig ud fra prinsessens ”normale stil”, men som på flotteste vis fremhævede hendes smukke slanke skikkelse.”

Og øverst på hendes Wikipedia er et laaangt kapitel om ”civilstand, børn og kæledyr”. På trods af at hun taler fem sprog flydende og har været ansat som assistent til direktøren i et stort nyhedsbureau i Paris.

Vi har en tendens til at undskylde disse områder med, at det jo hører sig et særligt miljø til.

Reality ser vi som en slags fiktion, kongehuset som et historisk levn. Men selve genren og formen på miljøet er sådan set irrelevant.

Prinsesserne er forbillede for vores døtre, de slagkraftige sixpackmænd er forbillede for vores sønner. Det er et svigt at lade disse miljøer stå uberørt.

Vi kan godt sidde i vores stuer og blive enige om, at kvinder skal have samme løn og vilkår som mænd, og om at man selvfølgelig ikke lægger op til en underordnet.

Men vi skal altså have alle de kulturbærende institutioner med. Høj som lav, kongehus som reality. Ellers får vi ikke vores unger med ombord, og så er det, som sker nu, spildt.