Poul Thomsens ekskone og søn begik selvmord: "Smerten vil altid sidde i mig"

Jeg kan sgu ikke gennemføre optagelserne i aften. Sådan lød Poul Thomsens besked, da han ringede til sin chef, lige før han skulle i studiet til de allerførste optagelser til DR’s quiz-program ”Hund og hund imellem”.

På det tidspunkt var han Danmarks mest berømte dyreven. Hele landet havde været på fornavn med hans afdøde hønsehund, Balder, og alle genkendte hans karakteristiske stemme, når han sagde ”godaften”.

Poul Thomsen var for længst blevet en erfaren tv-vært. Og selv elskede han at fortælle om dyr og natur til folk hjemme i stuerne. Men denne aften kunne han ikke.

Hans kone, Hanne, var bipolar. En lidelse, som altid havde boet i hende, men den depressive side var med tiden blevet værre og værre, og nu havde de kulsorte tanker knækket hende.

– Hanne var blevet tvangsindlagt den dag. Det var første gang, og jeg var ked af det, siger Poul, som efter telefonsamtalen med chefen ventede på, at han skulle ringe tilbage, når redaktionen havde holdt krisemøde.

– ”Hund og hund imellem” var et kæmpe maskineri med publikum og alverdens ting, så det ville blive dyrt at aflyse. Da min chef ringede efter krisemødet, sagde han, at det ikke skulle komme an på penge. Men han ville give mig et godt råd: Gå ind og gør det. Hvad vinder du ved, at vi lægger hele programmet ned, og du sidder hjemme med hovedet i hænderne?

– Jeg gennemførte det, og jeg tror ikke, der var en eneste, der kunne mærke, at jeg var bundulykkelig.

Sorg og bekymringer

I 47 år levede Poul sammen med Hanne. Det var stor kærlighed. Men det var også stor sorg og opslidende bekymringer, efterhånden som Hannes sygdom forværredes. For det gjorde den.

Og den ramte ikke kun Hanne. Parrets ældste søn, Morten, arvede desværre sin mors lidelse.

– Jeg troede, jeg kunne klare alting. Det havde jeg jo været vant til. Jeg troede også, at jeg kunne klare det her. Men det kunne jeg ikke, siger Poul Thomsen.

LÆS OGSÅ: Oliver Bjerrehus om sin barndom: "Min mor gav mig plads til at være en vildbasse"

Han bor i det samme hus i landsbyen Albæk, 10 kilometer uden for Randers, hvor han også levede, dengang han havde sin kernefamilie omkring sig.

Mor, far og de to sønner, Morten og Mads. Men meget er hændt siden. I dag er kun halvdelen af familien tilbage.

Det ville være forståeligt, hvis Poul Thomsen ikke mere helt var sig selv. Men Poul Thomsen har stadig både historier og grin på læben. Tragedierne i hans liv har godt nok ramt ham med en sorg, der aldrig forsvinder. Men som menneske har han overlevet.

– Jeg tror, det har noget at gøre med mine gener. Jeg har et lyst sind.

Selv har Poul en klar fornemmelse af, hvem han har arvet det lyse sind fra, som endte med at blive hans redningskrans. Det må komme fra hans far. Poul Thomsen har bare aldrig mødt sin far. Han aner ikke, hvem manden er.

Skulle bortadopteres

I 1938 blev den 38-årige frøken Thomsen fra Hammel Bank gravid.

– Dengang så man ned på en kvinde, der fik et barn uden for ægteskabet. Det var hårdt. Man kunne enten lægge sig på køkkenbordet hos en kvaksalver, der så lavede en illegal abort. Eller man kunne føde barnet og adoptere det væk. Min mor valgte det sidste.

Frøken Thomsen fødte Poul hos sin søster i Nykøbing Falster og efterlod ham der, fordi hun ikke havde fridage nok til at vente på, at adoptionen gik igennem.

Men planen mislykkedes. Pouls bedstemor havde nemlig set sit nyfødte barnebarn, som ventede på at få sine adoptivforældre. Mødet med den lille dreng havde ramt dybt. Og det satte hun sig ned og skrev i et brev til sin datter.

”Jeg har set den bette dreng, og han er så sød. Skulle vi nu ikke tænke os godt om?”

Det gjorde Pouls mor. Poul fik lov at vokse op med sin mor og sin bedstemor. Han sov mellem dem i den store seng om natten, og når han stod op, var han altid pakket ind af især sin bedstemors varme og religiøse opdragelse.

LÆS OGSÅ: Hun samler det liv op, der blev slået i stykker en dag for fire år siden

– Jeg vil nok sige, at hun er det vigtigste menneske i mit liv. Ingen aner, hvor megen visdom, kærlighed og ro der kan være i sådan en ganske almindelig dansk bondekone.

- Som barn var jeg overbevist om, at hvis bedstemor døde, så døde jeg også. Sådan havde jeg det virkelig. Som dreng sagde jeg til hende hver aften: Bedstemor, du må ikke dø. Og fordi hun var så klog, sagde hun: Det gør jeg heller ikke. Sådan. Det er visdom.

- Hun døde selvfølgelig alligevel. Men på det tidspunkt var jeg blevet så stor, at jeg kunne klare det.

Bedstemoren sagde mange kloge ord. Især én sætning vendte tilbage til Poul langt senere i livet: ”Der kommer noget til alle.” Med det mente hun selvfølgelig modgang. Poul skulle dog blive temmelig voksen, før han indså, hvor meget hans bedstemor havde haft ret.

Lykkelig og elsket

I første omgang var Pouls liv legende let. Han var 20 år, da han mødte Hanne.

– Jeg havde aldrig i mit liv set noget så smukt. Det skulle bare være Hanne, smiler Poul.

Den første sankthans, efter de var blevet gift, plukkede han en kæmpe buket blomstrende hyld. Blomsterne satte han i det værelse, hvor Hanne lå og netop havde født deres søn Morten. Livet kunne ikke blive større.

Eller det kunne det. Tre år efter kom Mads til verden. Der var held og medgang i Pouls tilværelse, hvor han ovenikøbet kom til at leve af noget af det, han holder allermest af: At give sin glæde over dyr og natur videre til andre.

– Der var engang, hvor jeg mente, at jeg var det mest privilegerede menneske. Men så trak skyerne op, som han siger.

Hanne blev mere og mere syg. Hun blev indlagt flere gange, og livet hjemme i huset i Albæk føltes alt andet end let og privilegeret.

– Jeg kunne se hendes depressioner komme. Jeg vidste nøjagtigt, hvornår vi var på vej ned i helvede. Hendes anfald blev dybere og dybere.

– Til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg synes ellers, jeg er sej, men jeg følte, at hvis jeg var blevet i det, var jeg selv gået til, husker Poul, som mentalt havde taget beslutningen om at blive skilt, da han en aften var ude og få en øl i Randers med tv-lægen Peter Qvortrup Geisling.

LÆS OGSÅ: Gitte kæmper mod kommunen for at få hjælp til sin kronisk syge søn: "Jeg er låst fast"

Oppe i baren stod to søstre. Den ene var Susanne. Og hun stod der på et afgørende tidspunkt.

– Der sker det, at når du begynder at slippe livlinen til det derhjemme, så er du åben for andre ting. Midt i den sorteste tid kan der opstå lys. Sådan var det for mig, da jeg mødte Sus, siger Poul, som den aften forelskede sig i den 30 år yngre Susanne.

I dag er de gift og lever sammen i huset Albæk, hvor de blandt andet deler glæden for dyr, fiskeri og natur. Men i starten var der bestemt ikke kun glæde.

– På den ene side var jeg dybt ulykkelig over, at Hanne var så syg, og at vi var nødt til at skilles. Og på den anden side oplevede jeg den eufori, der ligger i at være forelsket.

Poul og Hanne blev skilt efter 47 års ægteskab, og Hannes sygdom tog til.

– Vi var stadig tæt knyttet lige til det sidste, siger Poul og peger ned mod sin indkørsel.

Valgte livet fra

Det var der, en fælles veninde en dag for 11 år siden parkerede, og allerede mens hun gik op ad havegangen, vidste Poul, hvad hun ville sige. Han kunne se det på hende.

– Det er Hanne, er det ikke? spurgte han. Det var det. Hun havde valgt at tage sit eget liv.

– Hanne var et stærkt og stolt menneske, og hun kunne godt se, hvor sygdommen bar hen. Den ville bare blive værre og værre. Hun havde allerede været på prøveophold på et plejehjem, og hun vidste, det ville ende sådan. Hanne på et plejehjem? Aldrig i livet. Så Hanne valgte at sige farvel til denne tilværelse, hvilket er ethvert menneskes ret.

Han har affundet sig med Hannes beslutning. Men han kommer aldrig til at affinde sig med Mortens.

Den ældste søn havde arvet sin mors lidelse. Men ingen anede, hvor galt det var fat kort før hans 50-års fødselsdag for snart otte år siden.

– Han var sådan en stor, glad og lys dreng. Alle elskede ham, og så var han så morsom. Men Morten havde også en anden side, og en iskold decemberaften slog det klik for ham hjemme på hans gård, lidt uden for Aalborg.

– Min store, stærke dreng tog en kniv fra stalden, og så gik han ud i frostvejret og den dybe sne. Han gik langt, langt ud i mørket, og så slog han sig selv ihjel.

Man kan næsten se smerten bide i brystet, når Poul trækker vejret efter sidste sætning om Morten.

– Jeg har fået nogle høvl i livet. Det er helt sikkert. Men jeg har den der indbyggede stemme, der siger: Jeg klarer den. Det er så vigtigt, at jeg har det sind. For jeg kan jo hverken gøre Hanne eller Morten levende igen.