Anna Bella sælger sex i Danmark for at forsørge sit barn: ”Jeg har ingen fremtid i Nigeria”

Guldstregen på hendes øjenlåg er lagt til perfektion og vidner om en rutineret eyelinerbruger. På den anden side af midnat, har de fleste vasket dagen af ansigtet, men Anna Bellas arbejdsdag er først lige begyndt.

Hun sidder i Eliaskirkens Krypt på Vesterbro med en toast i den ene hånd og en dampende kop te i den anden. Dynejakken har hun beholdt på. Det er tæt på minusgrader i nat, og der er massivt politi til stede i gaderne.

– Jeg tør ikke arbejde, når de er der, siger hun.

Anna Bella på 39 år er kommet til Danmark for et par måneder siden, og nu drømmer hun om en fremtid i Europa. Ved hendes side sidder Monica og Melissa.

Alle tre er fra Benin City, byen, hvorfra de fleste nigerianske kvinder, der sælger sex på gaden i Europa, begynder deres rejse.

Der findes ikke noget officielt tal for, hvor mange kvinder fra Nigeria, der sælger sex i Danmark, men det estimeres, at migrantkvinder er den største gruppe sexarbejdere herhjemme.

I nat er der næsten øde i gaderne, og i kirkekrypten er bordene tomme, på nær det ene, hvor de tre kvinder sidder og et andet, hvor et hold frivillige klipper julehjerter.

– Det er aldrig til at sige, hvor mange der kommer. I sidste uge var der 17 kvinder forbi cafeen, men når der er så meget politi, holder de fleste sig hjemme, siger Karin Kjærgaard.

Hun er leder af Night Lite Café, der har åbent natten mellem onsdag og torsdag fra klokken tolv til tre. Her kan kvinderne komme ind fra gaden og få mad og varme, en snak, en bøn eller kondomer, hvis de mangler.

Safe houses

Det er knapt otte år siden, initiativet blev stablet på benene af fem københavnske kirker med en fælles ambition om at hjælpe nigerianske kvinder, der sælger sex i Danmark, tilbage til deres hjemland.

– Man kan sige, at natcafeen har to ben at stå på. Der er her-og-nu-tilbuddet, hvor de frivillige og jeg står klar med knus og toasts, og så samarbejder vi med en række safe houses, hvor kvinderne kan blive rehabiliterede og komme tilbage til livet. Personligt tror jeg ikke, at der findes noget godt liv som prostitueret, siger Karin Kjærgaard.

Foruden natcafeen er hun leder af interesseorganisationen EXIST, som samarbejder med flere krisecentre, såkaldte safe houses i Nigeria.

Omkring en tredjedel af de migranter, der kommer til Europa fra Nigeria, er kvinder. Det gør Benin City til et af de globale kvinde-hot spots, hvor migranter rejser fra fattigdom og en patriarkalsk struktur mod drømmen om et frit Europa.

Det fortæller Sine Plambech, antropolog og seniorforsker i migration og trafficking ved Dansk Institut for Internationale Studier.

– Nogle gange kan der være et billede af, at alle migrantkvinder er handlede og vil reddes. Men i min forskning har jeg kigget på, hvad kvinderne selv mener om deres situation, og for langt de fleste er rejsen hertil et aktivt valg, der er bedre end alternativet i deres hjemland.

Kvinderne kommer for at tjene penge, som de kan sende hjem til deres familier, og i ni ud af 10 tilfælde ved de godt, at de kommer til at sælge sex, forklarer hun.

Ligesom Sine Plambech har Karin Kjærgaard arbejdet i Nigeria. Hun har svært ved at tro på, at kvinderne på forhånd har vidst, hvad de gik ind til, da de rejste til Europa, men hun erkender samtidig, at EXIST har lav succesrate med at få kvinderne til at tage imod tilbuddet.

– I min tid har to kvinder aktivt ønsket at komme hjem. De er begge blevet gift og har fået hver deres lille butik, hvor de sælger nødder og hårextensions. Men langt de fleste tror simpelthen ikke på, at der findes et godt liv udenfor prostitution. Mit ønske er bare at vise dem, at det gør der.

Men hvor mange i Danmark ser det som den største tragedie, at kvinderne sælger sex på gaden, mener Sine Plambech, at den virkelige tragedie ligger i, at kvinderne vælger at rejse på trods af, hvor farligt det er.

– De ved godt, at folk drukner i Middelhavet, men de vil gerne risikere livet for en fremtid i Europa. Det fortæller jo noget om, hvilke muligheder, de mener, de har i Nigeria, siger hun.

Julefest

På bordet ligger en indbydelse til den årlige julefest i natcafeen. Anna Bella kigger på den og kvitterer med et smil, da det går op for hende, hvad det er.

Der vil være gaver til alle, og en kok vil fremtrylle afrikanske nationalretter. Men Anna Bella kan desværre ikke komme. Arrangementet falder sammen med en togtur til Italien, hvor hun skal hente sin søn.

– Han er tre år og hedder Angel, siger hun.

Smilet opløses af et par tårer på vippekanten, som hurtigt tørres væk. Angel bor hos ”en hun har mødt,” men hun vil ikke ind på hvem, personen er.

Hun fortæller, at hun sender penge til ham hver måned, men nu skal han hentes hjem til Benin City og passes af Anna Bellas mor på 83 år.

Karin Kjærgaard skal også til Benin City inden længe, fortæller hun.

– Jeg skal ned og se til mine safe houses. Du ved, der hvor man får hjælp til at finde et andet arbejde, siger hun henvendt til Anna Bella.

Senere spørger jeg Anna Bella, om hun er interesseret i at komme tilbage til Nigeria og bo i et safe house. Hendes svar kommer prompte.

– Nej. Jeg har ingen fremtid i Nigeria.

Madams

At Anna Bella er villig til at rejse fra sin søn for at tjene penge i Europa, er ikke atypisk for de kvinder, Signe Plambech har mødt gennem sit feltarbejde.

De fleste ser migration og det at sælge sex som den mulighed, de har for at forbedre deres liv og tage vare på deres familier. Men de kender ikke altid betingelserne.

– De fleste har lånt penge for at komme hertil, men de er ikke nødvendigvis klar over, hvor hårdt der er at stå sent om natten på Istedgade for at kunne betale af på gælden. Man kan sagtens ende i en situation, hvor man er blevet bedraget og skylder mere, end man troede, men det er arrangeret på en anden måde, end det ofte bliver fremstillet, siger Sine Plambech.

Hun fortæller, at det i realiteten oftere er kvinder end mænd, såkaldte madams, som orkestrerer rejsen gennem Saharas ørken og videre over Middelhavet, inden endestationen Europa.

– Og det er på grund af gældsforholdet, mange betragter kvinderne som handlede. De er sjældent købt og solgt mellem nogle, og ideen om en underverden med store bagmænd, der sidder og hiver i kvinder, som var de marionetdukker, holder sjældent i virkeligheden.

Den seneste opgørelse fra Center Mod Menneskehandel viser, at der i Danmark i 2019 blev identificeret 64 ofre for menneskehandel. Dertil kommer mørketallet.

Karin Kjærgaard skønner, det gælder for 95 procent af sexarbejderne på gaden, at de er handlede.

– Det skal jo dokumenteres. Du skal kunne navngive bagmændene og dokumentere logistikken, og det er der ikke mange af kvinderne, der kan. Min oplevelse er, at Mr. Charming kommer ud til de små landsbyer og siger, at han kan hjælpe de unge piger til Europa og give dem gode jobs.

- Kvinderne hopper uvidende i med begge ben, fordi de er vokset op med dårlig skolegang, siger hun og tilføjer, at mange endda var prostituerede før, de kom til Danmark.

– Derfor er mange af dem også dybt traumatiserede. De kan ikke forestille sig en vej ud af prostitution, men jeg ville ønske, de vidste, at de kan komme til et af vores ti safe houses og blive hjulpet videre. De kan lære at sy, dyrke grøntsager, blive frisører eller starte en kyllingefarm.

Ifølge Sine Plambech er der ofte et tydeligt modsætningsforhold, imellem hvad kvindernes projekt er, og hvad redningsindustriens er. Men hun mener samtidig ikke, at migranterne bør overlades til sig selv.

– Enhver kan se, at de kvinder, der trækker på Vesterbro, er nogle af de mest udsatte, vi har i Danmark, men hvis vi hele tiden tænker, at de er her mod deres vilje, og det bedste for dem er at blive sendt hjem, så misforstår vi dem. Selvfølgelig skal de hjælpes, men ikke ved hjemsendelse, siger hun.

Citygirl

Anna Bella og Monica er blevet forladt af Melissa, der er gået på gaden. Klokken er to om natten.

Jeg spørger Monica, hvad hun synes om København, og hun svarer, at det er ”freezing coold”, men derudover kan hun godt lide byen. Hun er en ”citygirl”, siger hun, elsker butikkernes udstillingsvinduer og reklamesøjlerne på Rådhuspladsen, der lyser op i nattemørket.

– Men jeg ved ikke, om jeg vil blive i Danmark. Jeg håber, jeg finder en mand i Europa, som jeg kan gifte mig med. Han bestemmer, hvor vi skal bo.

Så du har ikke lyst til at fortsætte med at arbejde om natten?

– Nej. Min plan er at blive gift og få et andet arbejde.

Arbejdsmigranter

Ifølge Sine Plambech vil mange af de migrantkvinder, der tager rejsen til Europa, langt hellere have et rengøringsarbejde end at sælge sex.

– Det kan de bare ikke, fordi de ikke har papirerne til det. Og man ser ikke mange organisationer kæmpe for, at migranter kan få lovligt arbejdsophold i Danmark.

Som loven er i dag, har kvinderne for eksempel ikke mulighed for at tjene penge, mens de er på krisecenter, selvom det at tjene penge var hele ideen med at komme til Danmark.

Men forskeren forstår godt, hvorfor det kan være svært at se kvinderne som arbejdsmigranter frem for ofre for trafficking.

– Tidligere var vi vidner til nogle voldsomme kampagner fra både statens side og flere ngo’er, hvor man har set kvindekroppe solgt i cellofan. Hele samtalen kommer nogle gange til at gøre kvinderne til en krop, der ikke har nogen mening, men det er simpelthen ikke rigtigt.

Vrangforestillingen om migranterne er til dels skabt af medierne og til dels af organisationer, der kommer til at gøre sexarbejderne til hjælpeløse kvinder fra fattige lande, mener Sine Plambech.

– Men på samme måde som danske kvinder, har kvinder fra det globale syd selvstændige holdninger og ved, hvad de vil. De vil arbejde, og de vil tage sig af deres familier. Men vi snakker kun om sex.

Sidste runde

Karin Kjærgaard kalder ud til sidste runde toasts, men alle virker til at være mætte. Og trætte. I hvert fald de frivillige, der skal op og passe deres antropologi- og sociologistudier i morgen.

Klokken er tæt på tre, og Monica er den sidste af de nigerianske kvinder, der forlader Eliaskirkens krypt.

– Ses vi i næste uge, spørger Karin Kjærgaard.

Monica nikker, idet hun rejser sig.

Anna Bella, Monica og Melissa optræder ikke med fulde navn i artiklen af hensyn til deres sikkerhed. Personerne på billederne har ingen relation til historien.