Johanne Schmidt-Nielsen: "Med alderen kommer jeg oftere i tvivl om, hvad der er den rigtige løsning"
Foto: Nellie Møberg
En stor retfærdighedssans har altid været Johanne Schmidt-Nielsens drivkraft. Det gælder både de 12 år, hun sad i Folketinget for Enhedslisten, og i hendes nuværende arbejde som generalsekretær for Red Barnet.
– Jeg kan ikke holde ud, når noget er uretfærdigt, og bliver voldsomt motiveret af, når jeg faktisk kan være med til at gøre noget ved det, siger hun.
Hun tager imod i sit kontor højt oppe i Red Barnets bygning på Vesterbro i København.
Det er nu halvandet år siden, hun skiftede livet som folketingspolitiker ud med det som generalsekretær. En stor forandring.
Men den allerstørste forandring er nu, siger hun, at hun i dag skal forene sit arbejdsliv med at være mor til Lily på to år og bonusmor for sin mands to børn på ni og 11 år, Sonja og Alfred.
– Skiftet fra Christiansborg faldt sammen med, at jeg lige havde været på barselsorlov med Lily. Jeg nåede kun at være tilbage en måned eller to, så kom folketingsvalget, og jeg startede i Red Barnet.
I de 12 år på Christiansborg var der fuld knald på arbejdet, som var den absolutte hovedprioritet i hendes liv.
– Om klokken blev 19 eller 23, før jeg var færdig, var lige meget. Jeg syntes jo, det var sjovt og spændende, og havde en stor del af mit sociale liv på Borgen.
Det er helt anderledes i dag.
Eftersom hun selv er vokset op som enebarn og var 34, før hun kom i gang med at få børn, er hun glad for, at hendes mand, Casper, bragte to søskende til deres datter med ind i ægteskabet.
– De er virkelig kærlige og søde over for Lily, og hun er vild med dem. Men det betyder så også, at der er gang i den derhjemme i de uger, de er hos os.
Lidt naivt havde hun forestillet sig, at jobbet som generalsekretær vel så kunne holdes på de 37 timer, så der var plads til det hele. Men sådan spiller klaveret trods alt ikke. – For der er jo også meget herinde i Red Barnet, jeg gerne vil være en del af. Men jeg gør mig umage med ikke at lade arbejdslivet fylde det hele og nå hjem og tage min del af afhentningerne fra vuggestuen. - Som leder af en organisation med 170 medarbejdere er det et vigtigt signal at sende, at der heller ikke for mig er en modsætning mellem at være engageret i mit arbejde og en god forælder samtidig. For søren, vi er en børnerettighedsorganisation, vi kæmper for gode børneliv og dermed også for, at forældre har tid til deres børn. Men det er da svært, erkender Johanne. Derfor sætter hun også stor pris på sin svigermor, som henter børn i hvert fald en gang om ugen. En stor gave, der giver hende og hendes mand et dejligt pusterum.Johanne Schmidt-Nielsen
- Er født i 1984 i Odense og vokset op hos sin mor i Bofællesskabet Drejerbanken i Skalbjerg på Fyn.
- Har siden april 2019 været generalsekretær i Red Barnet.
- Blev for alvor politisk aktiv i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, hvor hun var næstformand i 2002-2003. Meldte sig som 18-årig ind i Enhedslisten.
- I 2007 blev hun valgt ind i Folketinget som en af de yngste nogensinde, hun var bare 23 år. 2009-2016 var hun politisk ordfører for Enhedslisten og blev i Folketinget til valget i 2019.
- Hun har en bachelor i socialvidenskab fra Roskilde Universitet.
- Er gift med Casper og mor til en datter på to år samt to bonusbørn på ni og 11 år.
Færre konflikter
Når hun i dag står udefra og ser ind på Christiansborg, nyder hun, at hun ikke længere er en del af stormene og konflikterne derinde. – Politik handler jo rigtig meget om at være uenige og have modsatte interesser. Sådan må det være i et demokrati. Vi må kunne gå hårdt til hinanden i Folketinget, og andre skal også kunne gå hårdt til os. - Men det var nødvendigt at udvikle noget tyk hud, ellers kunne jeg ikke have holdt det ud. Og undervejs kan huden blive så tyk, at man holder op med at lytte til kritik, og så bliver det et problem, for nogle gange er der jo gode grunde til at høre efter. LÆS OGSÅ: Danmarks yngste borgmester: ”Jeg har en forpligtelse til at gøre andre unge kvinder modige” - Så jeg er egentlig godt tilfreds med, at jeg her i Red Barnet er i færd med at få filet lidt af min hårde hud af igen. Hendes arbejde i organisationen går ud på at forene folk om en fælles sag, som de er enige om er værd at kæmpe for, selv om de i øvrigt kan have forskellige holdninger. Det udgangspunkt giver hende enorm energi, siger hun. Selvfølgelig kan hun også opleve modvind som generalsekretær. Når hun på vegne af organisationen for eksempel agiterer for, at de 30 danske børn i flygtningelejrene i Syrien skal hentes hjem til Danmark. – Det er nogen vældigt uenige med os i, og det er fint nok. Den debat tager jeg gerne. Men det er dejligt, at konflikterne ikke fylder det hele. I sit nuværende job har hun også nemmere ved at se resultater af sit arbejde, end hun havde som politiker. – I Red Barnet mærker vi jo direkte, hvad det for eksempel betyder for de 1.300 sårbare børn og forældre, vi sidste sommer sendte af sted på ferielejr. Børn, der ellers ville have kukkeluret derhjemme og ikke haft noget at fortælle om i skolen efter ferien. Noget af det sørgeligste, hun har oplevet under coronakrisen, har været at se den store opblomstring af børneægteskaber, som Red Barnet forsøger at bekæmpe. – Epidemien har jo gjort familier i mange af de områder af Mellemøsten og Afrika, hvor børneægteskaber er hyppige, endnu fattigere. Så fristes de til at gifte en datter bort, eller børnene lader sig rekruttere som børnesoldater eller må arbejde. - Dermed tabes årtiers arbejde på gulvet. Før covid-19 gik ni ud af 10 børn i verden i skole, det var en fantastisk succes. Under den værste nedlukning gik kun ét ud af 10 børn i skole, og vi ved fra ebola-epidemien, at rigtig mange af dem aldrig kommer tilbage på skolebænken igen. - Det bedste, vi i Red Barnet kan gøre, er at bekæmpe fattigdommen og støtte familierne i at sende børnene i skole igen. Hun bliver ivrig og slår ud med armene, mens hun fortæller, at mindst 500.000 flere piger menes at risikere at ende i børneægteskaber på grund af epidemien. – Det er forfærdeligt. Men jeg føler mig heldig, at jeg kan handle på den viden og gøre mit til, at vi sender penge de rigtige steder hen. Vi kan ikke udøve mirakler, men vi kan sætte gang i projekter, som gør en forskel.
Mere under radaren
I begyndelsen var det en udfordring, at hun med sig til det nye job kun havde den ledererfaring, hun havde opnået som politisk ordfører.
– Som ordfører fik jeg jo et flertal i folketingsgruppen bag mig, før vi besluttede noget. Hvis folk var uenige, kunne jeg altid sige, at de havde tabt afstemningen. Her i Red Barnet kommer jeg stadig længst ved at forsøge at sikre, at alle er med.
- Men en gang imellem skal jeg også kunne sige, at nu bestemmer jeg retningen. Det skulle jeg lige vænne mig til.
Det blev ikke nemmere af, at hun hurtigt blev mødt af de store problemer, som covid19-epidemien førte med sig.
Behovet for hjælp til de sårbare børn herhjemme og ude i verden eksploderede, og samtidig blev Red Barnets økonomi hårdt ramt.
– Heldigvis er folk blevet ved med at donere penge til os, det er vi taknemmelige for. Men vi har tabt mange penge på, at vores genbrugsbutikker måtte lukke i en periode, og at virksomheder, der støttede os, gik konkurs.
- Jeg måtte række ud til medarbejderne og foreslå, at vi kollektivt fik reduceret i vores pension, så vi kom igennem det uden at lukke projekter ned og sige farvel til kolleger. Det var noget af en opgave, og jeg var meget rørt over, at de gik med til det.
Hendes egne hverdagsrutiner er ikke ændret af epidemien.
Hun går på arbejde og hjem og er sammen med sine børn, det gjorde hun også før. Den eneste forskel er, at tempoet er sat ned derhjemme.
– Det er trist, men også rart. Pludselig har der i min familie været dage uden planer, og det har gjort os godt.
Selv er hun vokset op hos sin mor i et bofællesskab med 20 familier i Skalbjerg uden for Odense. Så langt ude på landet, at skolen er nedlagt nu, siger hun.
– Vi spiste sammen hver aften, det var ret smart for min mor. Så skulle hun kun lave mad til fællesspisningen tre dage om måneden. Jeg nød også, at der altid var andre børn at lege med.
- Hos min far, der boede i København, havde jeg en lillebror, men jeg var nu heller aldrig alene hos min mor, for der var altid nem adgang til kammerater. Det var en dejlig opvækst.
Johannes mor var ikke partipolitisk aktiv dengang, men har altid været engageret i samfundsforhold og opdraget sin datter til at sige fra over for uretfærdigheder.
– Min mormor Lily, som min datter er opkaldt efter, er også en inspirationskilde i mit liv. Hun kom i sognerådet i Skårup på Fyn for en tværpolitisk liste og brød med årtiers Venstre-dominans, da hun i 1962 blev den første sognerådsformand på Fyn.
Selv om Johanne er glad for sin opvækst, har den ikke givet hende lyst til selv at bo i bofællesskab som voksen. Efter at hun flyttede hjemmefra, har hun altid holdt af at kunne lukke døren til sit eget private hjem.
– Det er nok, fordi jeg i mange år var meget synlig i offentligheden. Når jeg gik hjem, havde jeg et stort behov for at kunne være mig selv uden at skulle forholde mig til andres holdninger til mig.
Lige synlig nok blev hun for eksempel, da Ekstra Bladet gjorde det til en tophistorie, at hun havde købt hus sammen med sin kæreste, og folk diskuterede, om hun kunne tillade sig at bo så dyrt som medlem af Enhedslisten.
Den diskussion kunne hun godt have undværet, ler hun.
I det hele taget passer det hende fint at flyve mere under radaren i sit nye job, ikke mindst på de sociale medier. For hun vænner sig aldrig til, hvor uforskammede voksne mennesker tillader sig at være der.
– Jeg har næsten aldrig oplevet, at mennesker kom hen til mig på gaden eller i bussen og var direkte ubehagelige. Men på nettet skriver folk rask væk de groveste ting til politikere og hinanden. I mange år arbejdede jeg med flygtninge-og ligestillingsområdet, og det tiltrækker nogle virkelig grænseoverskridende typer.
- Jeg har tit spurgt, om de opdrager deres børn og børnebørn til at tale sådan til andre mennesker? Jeg er blevet udsat for både grove voldstrusler og en masse tilsvining, der gik på mit køn.
- Det må være noget med, at folk mister evnen til at føle empati, når de sidder og skriver bag en skærm, og glemmer, at der befinder sig et menneske i den anden ende.
Johanne kender mange, der melder sig helt ud af den offentlige debat, fordi de ikke kan holde alt det had ud, der rettes imod især kvinder, der ytrer sig offentligt.
– Det er et stort problem for vores demokrati, og derfor skal der også handles på det.
Sexisme og politik
Helt naturligt kommer vi også ind på den nedladende tone og de krænkelser, som unge kvinder har fortalt på tv, at de har oplevet i ungdomspolitiske foreninger.
På vegne af Red Barnet har Johanne været med til at opfordre foreningerne til, at de underviser de unge i at sætte grænser, og at det bliver et krav, at de skal sætte penge af til at forebygge og håndtere sådan nogle sager.
LÆS OGSÅ: Sarah Grünewald: "Jeg har været ude i nogle ekstremer, hvor jeg ikke har passet på mig selv"
– Selv om jeg har været i politik, fra jeg var ganske ung, har jeg aldrig oplevet krænkelser på egen krop, men jeg har oplevet masser af sexisme. Alle kvinder i politik oplever at få kommentarer om deres tøj, udseende og væremåde, som mænd aldrig ville få.
- Engang vandt jeg ufrivilligt en konkurrence i ugebladet SE og HØR om at være ”Borgens Bedste Babe”. I underrubrikken skrev de, at konkurrencen handlede om at være ung, stram og uprøvet. Det kan man godt grine lidt af, men i bund og grund er det da en vild ting at skrive om et nyvalgt folketingsmedlem og svært at komme med et modsvar til.
– Hvis man siger, at man ikke vil finde sig i sådan noget, bliver man lynhurtigt beskrevet som en snerpe.
- Det har MeToo-debatten i 2020 nok ændret på, heldigvis. Jeg håber, at den debat har gjort alle chefer bevidste om at skabe arbejdspladser og foreningsmiljøer, hvor krænkelser og chikane er uacceptabelt, og alle trygt kan komme.
Savner ikke Christiansborg
Til gengæld håber hun ikke, at debatten skræmmer nogen væk fra at engagere sig i politik, for selv ville hun ikke have undværet sine år som aktiv for noget.
– Jeg kan tydeligt huske, hvor vidunderligt det var, da jeg i 1. g, 15 år gammel, tog toget ind til Odense og mødtes med andre unge i Operation Dagsværk og i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.
- Vi arbejdede endda også 23. december, for vi kunne ikke forestille os noget vigtigere end at få klassekvotienten ned, og det lykkedes i øvrigt til sidst ved den første finanslov, jeg var med til at forhandle i Folketinget. Jeg elsker at være med til at flytte noget sammen med andre.
Selv om hun tænker tilbage på årene som politiker med glæde, længes hun dog ikke tilbage til Christiansborg.
– Jeg er heller ikke typen, der længes tilbage til dengang, jeg ikke havde børn og kunne gå i byen hele tiden. Jeg er god til at være glad for det, jeg er i, og er ret optimistisk og fremadskuende.
- I øvrigt synes jeg også, det er dejligt ikke at skulle have en holdning til alt muligt. Selvfølgelig følger jeg stadig med, men det er befriende, at jeg ikke nødvendigvis skal mene noget om det, jeg ser i TV Avisen.
Med årene er det blevet tydeligere for hende, hvor vigtigt det er at give plads til tvivlen i politik.
– Som 18-årig var jeg som mange andre unge overbevist om, at mine meninger var de eneste rigtige, og at andre var helt galt på den.
- I dag har jeg større respekt for, at selv om vi har forskellige holdninger, vil langt de fleste mennesker jo det bedste. Så kan det godt være, vi er uenige om, hvad det bedste er, og især om, hvordan vi kommer derhen.
- Med alderen kommer jeg også oftere i tvivl om, hvad der er den rigtige løsning.
- Det ville være befriende, hvis der var plads til, at en politiker kunne sige: Jeg ved faktisk ikke, hvordan vi løser det her, men lad os prøve den her vej, så kan det være, vi bliver klogere. For ofte er der jo ingen entydige, færdige svar.
Én ting er hun dog sikker på, og det opdrager hun også Lily til: Man skal passe godt på hinanden og have øje for, at alle er med.
– Den grundsætning er basis for alt, hvad jeg laver, og den bliver jeg aldrig i tvivl om.