Linnea fik fjernet sit ene øje: Jeg græd over mit spejlbillede

Linnea gik i gymnasiet, da hun fik den chokerende besked: Hun havde en ondartet tumor, og man var nødt til at fjerne hendes ene øje. – Der var ikke noget alternativ. Hvis ikke øjet var blevet fjernet, ville jeg ikke være i live i dag, siger 24-årige Linnea Norrman fra Trollhättan i Sverige. Hun var en aktiv pige, som dyrkede styrketræning og arbejdede som fitnessinstruktør ved siden af studierne. – Men pludselig kunne jeg ikke holde til at træne lige så hårdt som før, da jeg fik hovedpine. Det blev værre og værre, og tit havde jeg så ondt, at jeg bare lå og græd. Smerten var koncentreret i den ene side af hovedet. – Jeg søgte hjælp i over et år, uden at lægerne kunne sige, hvad jeg fejlede. Jeg begyndte at føle mig som en hypokonder og troede, at det var noget, jeg bildte mig ind.

Optiker reagerede

Da hendes syn også blev værre, gik hun til sin optiker for at prøve nogle nye kontaktlinser. Han opdagede hurtigt, at noget ikke var, som det skulle være.

– Det gjorde utrolig ondt, når jeg forsøgte at sætte linserne i. Min optiker sendte mig derfor videre til en privatklinik. Privatklinikken henviste straks Linnea til hospitalet, hvor hun fik foretaget en røntgenundersøgelse. – Og det var dér, man opdagede, at jeg havde en stor tumor bag højre øje. Tumoren var 2,3 centimeter i diameter. Efterhånden som den voksede, havde den flyttet på øjet og forårsaget de stærke smerter. – På en måde var det rart at få at vide, hvad min hovedpine skyldtes – at det ikke bare var noget, jeg havde bildt mig ind. LÆS OGSÅ: Hun samler det liv op, der blev slået i stykker en aften for fire år siden Tumoren skulle fjernes så hurtigt som muligt. I marts 2015 blev den opereret væk. – Jeg var optimistisk og troede ikke, der var noget farligt. Efter operationen kunne Linnea da også med det samme mærke en betydelig forbedring. Den voldsomme hovedpine var forsvundet. – Det var en helt fantastisk følelse.

Kræften spredte sig

Men bare en måned senere fik hun en nedslående nyhed. Da tumoren blev opereret ud af Linneas øjenhule, foretog man en biopsi, som viste, at den var ondartet. Lægerne ville derfor undersøge, om kræften havde spredt sig.

– Jeg fik at vide, at jeg ikke skulle komme alene til undersøgelsen. Jeg undrede mig lidt over hvorfor, men tog min far og min kæreste med. Det er jeg glad for, at jeg gjorde. Da de ankom til hospitalet, fornemmede Linnea hurtigt en trykket stemning. Hun fik at vide, at hun havde kirtelkræft, og at den havde spredt sig. Alt, som tumoren havde været i kontakt med, måtte fjernes – også hendes højre øje. – Meget af det, som blev sagt til mødet, husker jeg kun svagt. Andre uvæsentlige detaljer, som hvordan det så ud i rummet, mindes jeg krystalklart. Operationen blev gennemført to uger senere, og Linnea skulle derefter igennem en hård periode med strålebehandling. – Bagefter fulgte en lang proces, hvor jeg skulle vænne mig til, at jeg havde et hul, hvor mit højre øje tidligere sad. Jeg havde perioder, hvor jeg begyndte at græde, så snart jeg så mig selv i spejlet. I disse perioder var kæresten Rasmus, 24, en vigtig støtte. Han og Linnea mødte hinanden et halvt år, før hun blev syg, og han blev ved hendes side under hele sygdomsforløbet.

Blev kaldt monster

Langsomt vendte hverdagen tilbage. Linnea genoptog styrketræningen, og i efteråret 2015 begyndte hun at læse til sygeplejerske. Så kom næste tilbageslag.

Den første dag, hun gik over universitetsområdet, mødte hun nogle unge fyre, som uddelte informationsfoldere til nye studerende. Da en af dem så, at hun bar en sort klap for øjet, imiterede han en pirat, og hans venner grinede højt. – Han mente det sikkert ikke så slemt, men jeg var ikke parat til at tage imod den slags reaktioner. Jeg gik direkte ud på et toilet og græd. Linnea følte, at alle stirrede på hende, og opmærksomheden gjorde hende dårligt tilpas. LÆS OGSÅ: Poul Thomsens ekskone og søn begik selvmord: "Smerten vil altid sidde i mig" – Når jeg ikke havde klappen på, blev jeg kaldt zombie eller monster. Til sidst kunne hun ikke holde ud at gå uden for døren. Bare tanken om at gå ud med affald gav hende angst. – Jeg isolerede mig derhjemme, og nogle dage overvejede jeg at begå selvmord. Linneas kæreste studerede i denne periode på universitetet i Göteborg, men droppede ud og begyndte i stedet at arbejde i Trollhättan for at være tættere på Linnea, hvis hun havde brug for ham. Han anskaffede også deres to første katte. – Det blev vendepunktet. Jeg spurgte mig selv, hvem jeg ville leve for. Er det for fremmede, som kalder mig et monster, eller er det for dem, jeg elsker – min kæreste, min familie og mine katte.

Vil hjælpe andre

I dag har Linnea og Rasmus i alt syv katte i deres fælles lejlighed. De fleste af dem har de overtaget fra et hjem for forladte og forsømte katte.

– Mine katte har reddet mit liv, og derfor forsøger jeg nu at redde dem. De dage, hvor jeg ikke syntes, at jeg havde noget at leve for, så jeg på mine katte og frygtede for, hvordan det skulle gå dem, hvis jeg ikke var her mere. Kattene og Rasmus gav mig styrken til at leve videre. Linnea startede også hos en psykolog, hvor hun lærte at håndtere folks blikke. – Nu er det ikke længere svært, når nogen spørger, hvorfor jeg kun har et øje. Men jeg kan stadig blive ked af det, hvis nogen siger noget dumt. Næste år bliver Linnea færdiguddannet sygeplejerske. I fremtiden kunne hun godt tænke sig at arbejde på en plastikkirurgisk afdeling. For at støtte andre i samme situation har hun stiftet en Facebook-gruppe for mennesker, der har mistet dele af deres ansigt, og hun er desuden aktiv i organisationen Ung Cancer. Det, som hun selv savnede, da hun fik fjernet sit øje, var at tale med nogen, der havde været ude for noget lignende. – Det er vigtigt, at man lærer at acceptere det, som er sket, og at man føler, at man ikke er alene om sin situation. Denne artikel blev oprindelig bragt på allas.se.