Cathrine Wichmand: Det er, som om politikerne ikke tror, kvinder selv er i stand til at bestemme over deres æg
Katrine Rosenbæk. Foto: Privat.
I dag har kvinder lidt mere ret til at bestemme over deres egen krop, end de havde for to dage siden. I hvert fald nogle kvinder.
De fik det, da et enigt folketing tirsdag vedtog en ny lov, der giver kvinder, der får nedfrosset æg med medicinsk indikation, ret til at beholde æggene på frys frem til deres 46. år i stedet for i fem år.
Med den medicinske indikation menes der æg, som en kvinde får udtaget under fertilitetsbehandling, eller hvis hun rammes af sygdom som eksempelvis kræft. De befrugtede æg ryger også med i denne ”ægpulje” og kan ligge på frys frem til kvindes 46. år.
Men den tidligere grænse, der hed fem år, er ikke blevet hævet for ubefrugtede æg eller æg, der nedfryses uden medicinsk indikation. Det vil sige, at hvis en kvinde for eksempel ønsker at nedfryse æg, når hun er 30, fordi kvinderne i hendes familie ofte går tidligt i overgangsalderen, kan de æg stadig kun ligge på frys i fem år.
LÆS OGSÅ: Nu har 50.000 skrevet under: "Det ville være decideret dumt ikke at ændre loven"
En sejr - men vi er ikke helt i mål
Influent Cathrine Widunok Wichmand er medstifter af virksomheden Wawawomb, der arbejder med infertilitet, og hun er en af initiativtagerne bag borgerforslaget, som har ført til den ændrede lov.
Den kalder hun for ”en sejr”, men hun ærgrer sig over også over, at man ikke ændrede loven for alle typer nedfrosne æg. Hun har selv været gennem fertilitetsbehandling og er gravid med sit andet barn.
- Borgerforslaget står så stærkt og rent, og når 56.000 personer underskriver det og engagerer sig, mener jeg, man burde have æret dem og den holdning, de tydeligvis har vist. Jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke tager den helt i mål. I stedet er det nu mere tydeligt, at politikerne bestemmer over kvinders reproduktion, fordi man udelader en gruppe kvinder, siger hun.
Cathrine Widunok Wichmand mener, det er en beslutning ”ud fra synsninger,” for den ifølge hende ikke har rod i nogen af de anbefalinger, de har fået, som enstemmigt lyder: Inkludér alle kvinder og deres æg.
- Det er, som om politikerne ikke tror, kvinder selv er i stand til at bestemme over deres æg og reproduktive evner, men mænd derimod - dem har de tillid til, siger hun.
LÆS OGSÅ: Det er mine æg! Nallerne væk, Christiansborg
I dag fungerer det nemlig sådan, at en mand kan gå ned og aflevere en sædprøve og få den opbevaret i al evighed.
- Jeg bliver stadig mega ærgerlig over, at vi kan skrive 2021, og så bliver der stadig gjort forskel. Nu ikke kun mellem kvinder og mænd, men også mellem kvinder.
Den forskel arbejder Cathrine Widunok Wichmand videre for at få fjernet, for hun er overbevist om, at den nye lovgivning ikke er holdbar. Hun ser ikke for sig, at kvinder vil stoppe med at kræve retten til at bestemme over egen krop og deres æg - tværtimod.