Jordemødre: "Det er fødsel på fødsel på fødsel, så vi kan ikke holde til at føle med dem alle"

Der kan nogle gange gå fem minutter fra, at en kvinde i fødsel ligger i et badekar i total kontrol, til at hun skal op af badekarret, fordi barnets hjertelyd er påvirket, og der kommer en læge og en ekstra jordemoder ind på stuen, og barnet kommer til verden med sugekop.

- Når jeg fortæller den kvinde, at hun skal op af badekarret, er det ikke noget, jeg gør for at tage noget fra hende. Det er noget, jeg gør for at passe på hende, siger 31-årige Petra Thorsen.

Hun har været jordemoder på Hvidovre Hospital i to år og arbejder sammen med 27-årige Steffanie Anna Rask Bødskov, der har været jordemoder i halvandet år. De bor sammen med Steffanies kæreste, som hun venter barn med. På deres spisebord står en tegning af de kvindelige kønsorganer i en lille ramme.

De to jordemødre føler sig ofte misforstået, når fødselskulturen debatteres, fordi de oplever, at mange kvinder har fået fortalt en særlig historie om, hvordan deres fødsel bliver, og når den så ikke bliver sådan, krakelerer kvindens verden - og så bliver det ofte udlagt, som om det var jordemoderens skyld.

Men i de vidnesbyrd, som kvinder de seneste måneder har delt om deres fødsler, beskrives jordemoderen også ofte som et venligt og hjælpsomt menneske – hun havde bare ikke tid nok.

Det ”men” kan Steffanie og Petra også genkende. De har så travlt, at de på 12 timers vagter har taget imod tre børn og i sjældne tilfælde fire. De har ikke tid til at skrive journal mellem fødslerne, så derfor skriver de stikord på deres grønne bukser. Efter en arbejdsuge på 50 timers akut arbejde er de så udmattede, at alt, de orker, er at kigge ind i væggen.

Derfor er debatten ikke et spørgsmål om enten eller for dem. At enten harmonerer de fødende kvinders forventninger ikke med virkeligheden, eller også har de som jordemødre for travlt. Det er et både og: for det handler både om kvindernes forventning og om deres travlhed.

- Jeg forstår godt, at det kan være en voldsom oplevelse for den kvinde, der på fem minutter går fra at ligge i et badekar til at føde sit barn med sugekop, men nogle gange er det en præmis. Vi vil så gerne lytte til kvindernes historier, men de bliver også nødt til at lytte til os, så vi kan finde et fælles rum at være i, siger Petra.

Det hører også med til historien, at de som jordemødre skal kunne mere i dag end tidligere tiders jordemødre, fordi der bliver flere komplicerede fødsler i takt med, at kvinder har mulighed for at blive mødre på trods af sygdomme og livsstilsforudsætninger.

- Vi føler sommetider, vi bliver misforstået, når tonen kan blive, at vi ‘bare tager imod børn,” siger de samstemmende og minder om, at de også er der for at redde liv.

De oplever, at der er en mærkbar forskel på det, de betragter som en normal og ukompliceret fødsel og så de fødende kvinders betragtning. Men hvor opstår den forskel? Når Steffanie og Petra cykler hjem fra en nattevagt på de tidlige morgentimer, diskuterer de ofte det spørgsmål.

Hvad er en normal fødsel?

Petra tror, at alle, der arbejder på fødegangen, kan nikke genkendende til følgende situation: en kvinde, som har betalt rigtig mange penge for privat fødselsforberedelse, kommer ind. Hun har sat sig ind i alt muligt, men fødslen trækker ud, det bliver hårdt, og hun kan ikke magte smerterne. Derfor får hun lagt en epiduralblokade, som får veerne til at svinde ind, efterfølgende et vestimulerende drop, og så føder hun et sundt og rask barn.

- I virkeligheden er det en rigtig fin succeshistorie for os, men vi har alle set den kvinde sidde med sit barn i armene og græde over, at hun fejlede. Det synes jeg ikke er okay – og det er ikke okay for kvindernes skyld, siger Petra.

Petra Thorsen og Steffanie Anna Rask Bødskov.

Steffanie siger, at den kvinde ankom til hospitalet med en anden fortælling, end den hendes fødsel blev:

- Derfor bliver det lig med, at vi pålagde hende noget, at vi tog noget fra hende, fordi det ikke blev, som hun havde forestillet sig. Men hvis der er noget, vi ønsker, så er det at indhente samtykke og informere. Det, vi allerhelst vil i verden, og som er vores monopol, er, at de føler sig hørt, og at de selv er med i beslutningerne.

Petra: - I debatten taler man sommetider om fødsler på en måde, hvor det, at vi påsætter en CTG, der måler barnets hjertelyd og fastgøres til kvindens mave, bliver til, at kvinden er ”fastlåst”. Og at det at få en CTG, et vestimulerende drop og en epiduralblokade ikke hører med til en rigtig fødsel. Men det er en rigtig fødsel, for ingen skal prædefinere, hvad en rigtig eller normal fødsel er.

De to jordemødre oplever, at mange kvinder tror, de kan vælge en ”normal” og ukompliceret fødsel, men også at rammerne for den type fødsel er utroligt snævre i dag. De rammer vil de gerne udvide, for i deres perspektiv er en epiduralblokade og et vestimulerende drop også en del af den ukomplicerede fødsel. Og det er ikke noget, de gør for at tage kontrol fra kvinden.

Steffanie: - Vi gør alt, hvad vi kan, for at de tager fra fødegangen med en følelse af, at de mestrede det, fordi DE fødte, og at de ikke tager derfra med en følelse af, at det var noget, vi gjorde for dem.

Derfor tror de to jordemødre heller ikke på, at nøglen til den gode fødsel ligger i, at den gravide føder med den samme jordemoder, som har fulgt hende gennem graviditeten. Det er ellers et ønske, som ofte fremføres i debatten.

- En kvindens fødsel er ikke afhængig af mig som person, men af at jeg er jordemoder, siger Petra.

For det er sådan, Petra og Steffanie er der: som fagprofessionelle.

Steffanie: - Jeg støtter dem og mærker, hvad de har brug for, men jeg tror ikke, det er sundt for nogle af os at skulle føle med hinanden. Jeg tror ikke, fortællingen om, at man er afhængig af sin jordemoder, eller at ”min jordemoder gjorde, at jeg kunne klare det”, er sund. Vi skal give ansvar og styrke tilbage til kvinderne og sige, det er dig og din partner, der gjorde det.

Jordemødre er der for at guide kvinden gennem fødslen, støtte parret og sørge for, at barnets hjertelyd er god, at det ikke udvikler sig til en kompliceret fødsel. Steffanie mener også, at det kan give kvinden en følelse af, at ”jordemoderen var der, hun var vigtig, og hvor var det dejligt, at hun var menneskelig på den måde, hun var”, selvom de ikke har kendt hinanden gennem kvindens graviditet.

- Vi skal ikke se hinanden efterfølgende. Jeg skal ikke have reddet dem. Jeg skal ikke være deres engel, siger hun.

En fridag, der går med at kigge ind i væggen

Steffanie og Petra ville heller ikke kunne holde til at være kvindernes engel. Petra viser en tyk blok i A4-størrelse frem og bladrer igennem den. Den er tætskrevet med en oversigt over de fødsler, hun har været med til.

- Det er fødsel på fødsel på fødsel. Så vi kan heller ikke holde til at kende dem og føle med dem alle, siger hun.

- Vi ville blive så udmattede, hvis vi gjorde det, supplerer Steffanie.

For det ville blive alt for hårdt for dem at skulle forlade en kvinde, de har knyttet et bånd til, fordi der pludselig var mere brug for dem på en anden stue. Det ville blive for hårdt for dem at sende den kvinde afsted på operationsstuen, når hun pludselig mister for meget blod efter fødslen. Eller håndtere, hvis hun føder en baby, der ikke trækker vejret, og stuen må fyldes med læger, der skal forsøge at redde det lille nye liv.

Steffanie: - Derfor bliver vi nødt til at sige, at ”jeg er bare til stede på den fødestue, hvor jeg er, jeg har ikke knyttet mig til dig inden, og jeg går også ud ad døren igen, og så synes jeg, du er vigtig, jeg synes, det er vigtigt, at I har det godt, men jeg skal også glemme dig igen.”

Deres arbejdsforhold, som de er i dag, tærer også rigeligt på dem i forvejen.

Deres vagter ligger skævt. Petra Thorsen er lige kommet hjem fra en nattevagt denne morgen, og næste morgen skal hun møde ind til en 12 timers vagt. Hun har sovet tre timer og ved, at hun bliver nødt til at gå tidligt i seng og vende sit døgn, hvis hun skal være frisk dagen efter. Sidst hun holdt ferie, tog det hende fem nætter at kunne sove igennem en hel nat.

- De skæve vagter har så meget indgriben i vores privatliv. Jeg har fuldstændig nedbrudt alt, hvad der hedder mønstre i forhold til mad. Jeg kan ikke mærke, hvornår jeg er sulten, siger hun.

Ferie er der desuden ikke så meget sammenhængende af: om sommeren har de kun ret til to uger, for der bliver altid født mange børn om sommeren. Sidste år måtte Petra begynde til psykolog, fordi arbejdspresset var så voldsomt. De arbejdede begge to til jul og nytår sidste år. Og lønnen – den er ikke noget, de regner med at kunne leve af på længere sigt, men noget de lige nu accepterer.

Grundlønnen for en fuldtidsstilling uden tillæg er 26.583 kroner. Deres aftentillæg er på cirka 44 kroner pr. time, mens nattillægget er knap 54 kroner pr. time. For en nattevagt får de altså et samlet tillæg på 431 kroner. For at hæve deres løn tager de ekstra vagter, men det bliver også forventet af dem for at få afdelingen til at hænge sammen. På den måde kan deres arbejdsuger nå op på 50-60 timer.

- Så går fridagene med at kigge ind i væggen, for det kan man ikke holde til, siger Petra.

Steffanie har været sygemeldt de seneste 14 dage på grund af sin graviditet.

- Jeg drømmer mareridt om kvindernes fødsler på fødegangen. Det er bare mig og en hel masse babyer og min leder, der kommer ind og ser træt ud. Det ligger så meget i vores underbevidsthed. Vi vil SÅ gerne gøre det godt, og det er også derfor, vi finder os i de her vilkår. Hvis det ikke var vigtigt for os, var vi skredet for længst, siger hun.

Krydser jordemoderfingrene og håber, der kommer hjælp

De fortæller om 12 timers vagter, hvor de sommetider har tre fødsler og sjældne gange bliver sendt videre til den fjerde.

Steffanie: - I sådan en situation kan jeg få en følelse af, at ”jeg ønsker, at hun ikke når at føde i min vagt. For jeg kan ikke tage imod det her ekstra barn, jeg kan ikke håndtere det.” Jeg tror, mange af os får en følelse af, at hvis den kvinde føder nu, bliver det så mangelfuldt, for jeg kan ikke udtrykke den samme begejstring, siger hun og fortsætter:

- Det er efter en lang nattevagt på morgentimerne, at jeg ønsker, at hun bare skal holde den baby inde til klokken 7.45, så jeg kan gå hjem og sove. Når man får den følelse, kan man godt blive ramt af skyld og skam over at have det sådan på en kvindes vegne, for normalt ønsker vi os jo bare at kunne tage imod kvindens baby.

Det, der blandt andet udmatter dem, er, at de fødende kvinder appellerer så stærkt til dem.

Petra: - Det er helt okay, men det er også opslidende at være i et rum med en kvinde, der skriger i smerte, som spørger, om man ikke kan få det til at gå over lige nu, som appellerer så stærkt til én hele tiden. Der er en grund til, at det hedder forløsning, for der ligger også noget i det for mig – at jeg kan se mennesket bag, som vender tilbage til at tale pænt, være glad eller ked af det. Men at skulle gennemgå den her proces tre gange på 12 timer er for voldsomt, når jeg ikke når at se mennesket bag, siger hun.

De ville ønske, at de havde tid til at lande med deres kvinder efter fødslen. De vil bare gerne have to timer til at få amning op at køre, få skrevet journal og stille og roligt tale med de nybagte forældre om, om de er ok, inden de sender dem på barselsgangen.

Steffanie: - Men dér glipper den. Det har vi for travlt til. Vi skal videre til en anden fødsel, og når vi kommer til den næste, skal vi have glemt hende.

Når de på den måde bliver sendt fra det ene forløb til det næste, ender de sommetider i farlige situationer, fordi der ikke er folk nok.

Steffanie: - Så krydser man sine jordemoderfingre og tænker: ”Jeg håber, der kommer hjælp, jeg har ikke prøvet det her før, det er helt nyt for mig.” For hvis der ikke kommer hjælp, og det går galt, bærer man på det resten af livet.

Petra: - Jeg har stået alene på fødemodtagelsen på Danmarks største fødegang med ansvar for den akuttelefon, gravide ringer ind til, mens jeg på 40 minutter tog imod to børn på brikser i modtagelsen. På det tidspunkt har jeg aldrig lyttet en hjertelyd, jeg kender ikke kvindernes journaler, jeg ved ikke, hvad der foregår, og da jeg tager imod det andet barn, sidder jeg med telefonen hængende om halsen, siger hun og fortsætter:

- Jeg tænker, at hvis telefonen ringer nu med en, der føder hjemme eller bløder eller aborterer, så kan jeg ikke tage den. Der var ikke nogen, der kunne hjælpe mig, for alle andre var optaget af fødsler. Så går man hjem med en følelse af at føle sig brugt, træt og udnyttet.

Fødsler på Grønlands østkyst

Travlheden kan godt være sjov, er de enige om, men ikke når den bliver hverdag. Det er den, selvom de oplever en ledelse, som ellers kæmper for at skabe et godt arbejdsliv for dem. På fødegangen rangerer de travlheden efter rød, gul og grøn, og den bliver opdateret hver time. Når den er grøn, er en jordemoder ledig, når den er gul, er der måske en kvinde, der skal have taget fostervand, som der ikke er tid til, og er den rød, er der flere fødende, end der er jordemødre.

Petra: - Og når man bare møder til røde vagter, røde vagter, røde vagter, får man ondt i maven til sidst.

Så når de ikke at skrive den ene kvindes journal ned, før de er videre til den næste. Så skriver de stikord ned på deres T-shirts og grønne bukser, for papirlapper kan blive gennemvædet af fostervand. Imens ”trykker” den ene journal bag den næste inde i hovedet, forklarer Steffanie, for de skal huske dem, de skal skrive dem ned.

- Når vi står med endnu en fødsel om natten, og det eneste, vi vil, er at få en af de boller, der bliver bagt hver morgen klokken fem, og sidde og skrive journal. Og bare lige for en gangs skyld i løbet af natten restituere en lille bitte smule og få vendt og drejet, hvad der er sket - og vi så skal videre til noget andet. Jeg tror, det er der, vi får lyst til at gå fra vores arbejde. Det er der, vi ikke har lyst til at komme i næste vagt, siger hun.

Det har Petra omsat til at skifte Hvidovres fødegang ud med Grønlands østkyst, hvor hun skal være den eneste jordemoder i tre måneder. Der er 50 fødsler om året. I Danmark er der 60.000, og i 2019 havde Petra Thorsen 132 af dem.

- Det bliver hårdt, men jeg har også brug for at kunne mærke mig selv som jordemoder og vide, hvad det er, jeg laver og mærke kærlighed til faget, så det ikke bare bliver et produktionsapparat, der kører, siger hun.

Steffanie havde også for nylig søgt i vikariat i Nordkap i Norge, men fordi sundhedsvæsnet er så presset af coronapandemien, er det ikke muligt at få orlov.

- Os, der prøver at søge andre steder hen for ikke at dø i det eller pludselig sige op, har ikke nogen muligheder. Vi er fanget i det. Man må trække sig helt, hvis man ikke kan klare det, siger hun.

Hun har svært ved at se, hvordan hendes arbejdsliv skal harmonere med det familieliv, der begynder for hende, når hun til sommer skal føde, selvom hun ønsker, at det skal lykkes. Petra drømmer om at blive afdelingsjordemoder. Hun har stadig den her fornemmelse, som når vi andre knuger noget, vi virkelig holder af, hver gang hun føder med en kvinde. Hun håber, hun kan holde fast i den.