Anne Sophia Hermansen: "Livet kunne umuligt være godt, når min far var blevet taget fra mig"
Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix
Jeg troede, jeg ville være voksen, når vi rundede år 2000.
Da jeg var 14 år, skrev jeg en dagbogshilsen til mit fremtidige jeg. Det var i 1980’erne, muren var endnu ikke faldet, frygten for atomkrig var stor, og tiden var præget af en bevidsthed om, at fremskridt ikke nødvendigvis var fremskridt.
Der sad jeg så på mit værelse og skrev til mig selv, at jeg nok ’skulle klare den’, som om jeg skulle i en eller anden eksistentiel krig. Samtidig havde jeg en helt klar forventning om, at når vi nåede til år 2000, så ville jeg have hele den klassiske pakke: mand, hund, koteletgrund og fast job. Det var den totale kopi af mine forældres liv.
Jeg havde en idé om, at de måtte have gjort sig nogle tanker om livet, regnet den ud og fundet en korrekt konstruktion. Så der sad jeg i det superborgerlige Risskov og stirrede direkte ind i fantasiløshedens landskab.
Men så skete der det, at min far blev syg af kræft og døde.
Derefter brugte jeg mange år på at bebrejde tilværelsen dens udfald og på at afkrænge mig enhver religiøs forestilling; livet kunne umuligt være godt, når min far var blevet taget fra mig.
Jeg var så knust over min fars død, at jeg ikke havde fantasi til at forestille mig, at jeg kunne lave andet end at sørge og at læse. Så det gjorde jeg.
Er der en voksen til stede?
... sådan kan man spørge sig selv, når regninger, opvask og vasketøj hober sig op, og man gerne for et øjeblik vil lægge ansvaret fra sig. For mange af os er voksenlivet noget ganske andet end det, vi forestillede os. Her fortæller tre kvinder, Anne Sophia Hermansen, Khaterah Parwani og Pia Olsen Dyhr, om deres forventninger til at blive voksne og deres virkelige møde med deres egen modenhed.
Jeg tror, at det var derfor, jeg blev magister i litteraturhistorie i stedet for at springe rundt i verden. Det var udtryk for samme fantasiløshed som min idé om, hvad det ville sige at være voksen.
Da vi nåede år 2000, var jeg i slutningen af 20’erne, jeg var single og studerende. Det brev, jeg havde skrevet som 14-årig, var for længst forsvundet.
LÆS OGSÅ: Poul Thomsens ekskone og søn begik selvmord: "Smerten vil altid sidde i mig"
Og så ramte det mig,
at jeg havde haft en formodning om, at livet ville være meget anderledes, end det var. Jeg havde troet, at det kom i nogle meget mere klassiske pakker, end det gjorde for mit vedkommende – og det, syntes jeg, var enormt synd for mig. Når jeg i dag ser tilbage på den tid, hvor jeg troede, jeg ville være voksen, kan jeg bare sige, at det var jeg ikke. Det havde jeg for ondt af mig selv til at være.
At være voksen vil sige, at du er i stand til at tage dit liv og din skæbne på dig, også når den ikke udspiller sig, som du drømte om. Så må du forsone dig med den og prøve at få det bedste ud af det, og det var jeg ikke i stand til på det tidspunkt.
Jeg følte mig voksen ret sent. Faktisk tror jeg først for alvor, det skete, da jeg begyndte at være mere optaget af, hvad jeg tænker om andre mennesker, end af, hvad de tænker om mig og mit liv.
Jeg tror for alvor, at jeg begyndte at føle mig voksen, da jeg forsonede mig med, at jeg ikke skulle være ligesom alle andre, og i stedet begyndte at være ligesom mig selv. Og på det tidspunkt var jeg nok først i 40’erne.
For mig var det også et vendepunkt, da jeg holdt op med at forelske mig i mænd, der udfordrede mig på den svære samtale, som ret ofte endte med at være en fucked up samtale, og i stedet begyndte at være sammen med mænd, der gerne ville se mig lykkes.
Jeg tror, at mange kvinder kan skrive under på, at det er et væsentligt modenhedstegn, at man holder op med at løbe efter ham med guitaren og bandanaen, der bedårer alle damerne, og i stedet begynder at kigge efter en type som Kresten Skjern (fra Matador, red.).
For mig – både i kraft af mit arbejde som meningsdanner og kommentator og som privatperson – er det også vigtigt at være sammen med et menneske, jeg kan vende verdenssituationen med, og som kan få mig til at se ting fra forskellige vinkler.
Og så kan man selvfølgelig spørge, om ikke jeg er tilbage ved kernefamilie og koteletgrund, men det er jeg ikke. Der er andre måder at være i parforhold på.
Men jeg synes, at det er et modenhedstegn,
at man ønsker at få en sammenhæng i tilværelsen og en grad af ro, der gør, at man kan koncentrere sig om at få sit liv til at lykkes, i stedet for at have et mislykket samliv baseret på ævl og kævl og krig.
Det betyder noget at være et team, og det er vigtigt at være sammen med én, der gerne vil se dig lykkes.
Kvinder i karrierestillinger kan virke meget intimiderende på nogle mænd, og jeg kender flere kvinder, der ofte har oplevelsen af, at de mænd, de er sammen med, ikke altid synes, at det er så fedt, at de lykkes.
Der er stadig nogle konventioner – ikke mindst i min generation – om, hvem der skal tjene flest penge og have mest succes i et forhold. Og det fører desværre ofte til en grad af smålighed og nævenyttighed, som ikke er klædelig. Jeg tror også, det er derfor, vi ser stribevis af skilsmisser i 40’erne, hvor kvinder, som er meget dygtige og selvstændige, får nok af en eller anden surmulende mand, der ikke lige fik det, han havde drømt om.