ADHD er Anne Boysens følgesvend: "Når det buldrer i hovedet, går jeg på værkstedet"

En dag på vej hjem fra sommerhuset kørte Anne Boysen og hendes 4-årige søn, Ebbe, forbi en blomstermark, hvor man selv kunne plukke buketter. Anne stoppede bilen, og de plukkede løs og hyggede sig gevaldigt.

– Jeg havde det, som om vi var der i fem minutter.

Men da de kom tilbage til bilen, var der en masse ubesvarede opkald fra Annes mand, Lars, der var kørt hjem i sin egen bil.

– Han troede, der var sket noget. Jeg havde ingen anelse om, at der var gået halvanden time.

En form for ”hyper-opslugthed” af nuet er en af effekterne af arkitekt og designer Anne Boysens ADHD. En adfærd, der minder om et barns overgivelse til sanserne og til legen. Derfor er hendes tilstand en gave til sønnen Ebbe. Hun hænger sig ikke i kedelige rutiner, men lader sig flyde med i leg.

– En dag sagde han til mig: ”Mor, tror du ikke, at grunden til, at du har så mange tanker, er, at du ikke vil være voksen?”

Særlig rollefordeling

Anne Boysen fik først sin diagnose som voksen, og den har på mange måder gjort hende til den succesfulde arkitekt og designer, hun er i dag. Men ADHD’en fører også buldrende tanker, angst og hjælpeløshed med sig. Og når det kommer til at klare praktiske gøremål i en rutinepræget hverdag, melder Anne pas.

– Jeg er en forfærdelig husmor, siger hun ærligt.

Derfor har hun og Lars lavet en klar rollefordeling.

– Lars er virkelig god til det huslige. Det er dog mig, der vasker tøj, for det skal jeg ikke forholde mig til hver eneste dag. Jeg glemmer det alligevel nogle gange. Så kommer Lars og siger: ”Nu HAR jeg altså ikke flere rene underbukser.” Men jeg er god til at renovere, bygge om, lave skattejagter og lege med Ebbe. Alt det, der ligger uden for hamsterhjulet.

Anne fortæller fra sit arbejdsværelse i den hvide villa i Køge, hvor familien har bosat sig for at være tæt på Lars’ forældre. De hjælper i hverdagene, fordi Lars arbejder meget i udlandet. I arbejdsværelset står den lampe, Anne Boysen vandt med i DR-programmet ”Danmarks næste klassiker”.

Det er her – og i værkstedet i kælderen – hun fortaber sig i sit kreative univers.

– Nogle gange siger Lars: ”Nu går jeg i seng.” ”Ja ja, jeg kommer om fem minutter,” siger jeg så. Så sidder jeg det meste af natten.

For Anne står ADHD for AnneDesignerHeleDagen (og altså i nogle tilfælde også om natten). Hun har lært at betragte sin tilstand som en gave. Den betyder nemlig, at hun i ekstrem grad kan fokusere og fordybe sig, og den udløser den skabertrang og kreativitet, der kan blive til møbelklassikere.

Men sådan har det ikke altid været. Indtil for få år siden forsøgte Anne Boysen af al magt at passe ind i det normale. Og barndommen og ungdommen i Broager i Sønderjylland var på mange måder en ensom affære, hvor Anne forsøgte at gemme den, hun i virkeligheden var, langt væk.

Anne Boysen

39 år, arkitekt og designer.

Gift med Lars og mor til 4-årige Ebbe. Vokset op i Broager, Sønderjylland. Bor i dag i Køge.

Vandt i efteråret DR-programmet ”Danmarks næste klassiker”.

Sindet som en svamp

Allerede i børnehaven kunne Anne Boysen mærke, der var noget galt inde i hendes hoved.

– Jeg kan huske, jeg tænkte: ”Nu må der snart komme nogle og lægge en forbinding på min hjerne og reparere det, jeg fejler.”

Hun var plaget af larmende dominerende tanker og stærke følelser.

– Det buldrede løs i mit hoved. Jeg kunne slet ikke kapere alle de følelser og tanker, som ofte blev til voldsomme bekymringer.

Hun beskriver sit sind som ”en svamp”, der sugede alle stemninger og følelser i et rum op. Hun skulle altså ikke kun tage sig af sine egne stærke følelser og sanser, men også andre menneskers. De gik rent ind hos hende, og sådan er det stadig.

– Jeg kan mærke, om der er en god eller dårlig stemning, i det øjeblik jeg går ind i et rum. Det sætter sig i kroppen, hvis jeg fornemmer, at der er noget usagt – en konflikt, der lurer. Det er enormt drænende. I dag har jeg heldigvis lært teknikker til at tøjle det.

LÆS OGSÅ: Pernille Aalund opdagede sin utro eksmand: "Jeg blev ikke engang vred"

Anne Boysen forsøgte at holde larmen og kaosset i hovedet i skak, fordi hun godt vidste, at hun ikke var som de andre børn. Hendes forældre blev skilt, da hun var ni år, og det gjorde det endnu vigtigere for hende at skabe normalitet. Derfor holdt hun sin tilstand hemmelig for alle.

– Jeg har altid været meget ensom. Jeg havde da legekammerater og venner, men ingen kendte til, at jeg ikke kunne rumme verden. Jeg skammede mig voldsomt over det, og i min familie er man ikke følemenneske.

Gymnasiet var et mareridt

En af de ventiler, Anne brugte som barn for at få lukket overtrykket i sit hoved ud, var sport.

– Når jeg bevægede mig, blev alting bedre. Der er nærmest ikke den sport, jeg ikke har dyrket. Hver eneste dag efter skole gik jeg til noget.

De tre gymnasieår, der for mange står som lysende ungdomsår, beskriver Anne Boysen som ”et mareridt”. En af de første dage på Sønderborg Statsskole fik de en læsetest.

– I folkeskolen havde jeg klaret mig ret godt, fordi jeg knoklede løs med at være en anden udadtil og brugte timer på at forberede mig. Men her skulle jeg gøre noget under stærkt tidspres og faldt helt igennem. De mente først, at jeg var stærkt ordblind.

Når de andre gik på bar fredag eftermiddag, gik Anne Boysen derfor til ekstra undervisning. Efter skole løb hun de 10 kilometer hjem for at få afløb for alle de voldsomme følelser og indtryk.

I efterårsferien i 1.g brød hun sammen i en depressiv tilstand. Alligevel knoklede hun sig igennem gymnasiet.

– I vores familie melder man sig ikke ud eller giver op. Så jeg sad tre-fire timer efter skole hver dag og terpede og brugte oceaner af tid på at skrive en stil. Jeg kunne slet ikke skabe struktur. Min stedfar, der var lærer, var meget pædagogisk og hjalp mig, men jeg græd mig ofte igennem.

Tænkte lynhurtigt

Da hun flyttede hjemmefra til Haderslev og startede på en kunstskole, ”kuldsejlede det” og blev tydeligt, at hun slet ikke var i stand til at styre en hverdag. For første gang sendte hendes mor hende til lægen, der udstyrede hende med lykkepiller.

– De lagde bare en dæmper på mit følefilter. Jeg blev træt og tom, forstod ikke, hvem jeg selv var, og kunne kun overskue at komme på skolen et par dage om ugen.

Da Anne startede på arkitektskolen som 23-årig, blev det klart, at hun ikke var i stand til at gå i skole på traditionel vis.

– Jeg kunne ikke sidde til forelæsninger og gik som regel efter 10 minutter – oftest hjem i værkstedet.

Når det kom til det praktiske og kreative, var hun i sit rette element. Her kunne alt det, der buldrede i hovedet, komme ned i kroppen og ud gennem hænderne.

– Det var sindssygt fedt at få lov at være praktisk, og jeg tænkte ufatteligt hurtigt i forhold til mine medstuderende.

På tredje år fik Anne lov til at få hjemmestudie.

– De kunne se, jeg var pissedygtig til det kreative, og gav mig plads. Skolen har virkelig været god til at rumme mig, fordi de kunne se potentialet.

Det mest syrede

Anne Boysen røg jævnligt ned i mørke depressive perioder. I starten af studiet havde hun mødt sin kommende mand, Lars. Han foreslog, at hun søgte professionel hjælp, og for første gang nævnte en psykiater ADHD.

– Dengang kaldte man det DAMP. Det var sådan noget med at hænge i gardinerne, og det syntes jeg ikke rigtig, jeg gjorde, siger Anne, der fik medicinen Ritalin, som ikke havde nogen effekt.

Lægerne vendte tilbage til angstmedicinen, og Anne blev mere og mere ensom og levede nærmest som en skygge af sig selv. Hver gang der var afleveringer på skolen, fik hun topkarakterer, men gik altid ned med flaget.

LÆS OGSÅ: Hannes datter er psykisk syg: "Det kan ramle i morgen eller om et år"

– Jeg blev belønnet for det design, jeg skabte. Men den akademiske proces drænede mig så meget, at jeg røg ned i et sort hul bagefter.

Psykiateren, der fulgte Anne Boysen gennem flere år, var ”virkelig sød”, som hun siger, og han ville ikke slippe ADHD-diagnosen.

– ”Jeg er overbevist om, at du har det,” sagde han, og så gav han mig en ny type medicin – Concerta. Det var det vildeste, jeg har prøvet.

To minutter efter Anne Boysen slugte pillen, blev der ro i hovedet.

– Jeg sad med en computer, og pludselig var der en overskrift, der fangede mig. Jeg tænkte: ”GUD, jeg kan læse og forstå det – også det med småt.” Det sagde en lyd i mit hoved, ”Sjuuuuh”, og jeg kunne også både høre og forstå det, de sagde i fjernsynet. Jeg slukkede, gik ud i haven, tog en bog, og jeg kunne fokusere på at læse. Det var så syret. Jeg har aldrig fået så meget ro i hovedet så pludseligt.

Desværre havde pillerne den bivirkning, at angsten maste sig ind, så snart effekten ebbede ud.

– De gjorde godt for ADHD’en, men skruede voldsomt op for min angst, siger hun.

Alligevel fik Anne lavet sit afgangsprojekt. Hun fik et ekstra halvt år af arkitektskolen til at blive færdig og skabte sofaen ”Toward”.

Om ADHD hos voksne

Det vurderes, at 1-3 procent af voksne i Danmark har ADHD. Oftest har de også en anden lidelse end ADHD, eksempelvis angst og depression.

Undersøgelser tyder på, at ADHD-symptomer og den belastning, de medfører, er ens hos voksne mænd og kvinder.

I en undersøgelse lavet af ADHD-foreningen svarer 92 procent, at ”deres hoved konstant er på overarbejde, og at de ikke kan få tankerne til at tage en pause”.

Kilder: Min Medicin, Netdoktor og ADHD-foreningen

Gad ikke mere

Den følgende tid gik med at prøve sig frem med forskellige typer behandling. Intet blev rigtig godt. De store mængder medicin og Annes tilstand gjorde parret – særligt Anne – betænkelige ved at skulle have børn. Men de valgte alligevel at få ”den lille bandit”, som Anne siger, og flyttede til Køge tæt på Lars’ forældre. Graviditeten og de første år som mor blev et mareridt for Anne.

– Da jeg blev gravid, sov jeg 23 timer i døgnet. Jeg kastede op, fik virus på balancenerven, sukkersyge og var indlagt tre-fire gange, hvor de troede, jeg havde en blodprop. Jeg mistede synet, fik lammelser i den ene side og fødte to måneder for tidligt. Og så fik jeg kæmpe angst. De første to år af Ebbes liv var ren overlevelse.

Morrollen var så spækket med forventninger og pligter, at den var ganske umulig for Anne at glide ind i uden voldsomme skrammer.

– Alle har en mening om, hvad du skal gøre, og hvordan du bør være som mor. Det var forfærdeligt for mig. To år efter jeg havde født Ebbe, havde jeg det stadig frygteligt og tænkte: Nu gider jeg ikke det her mere! Nu vil jeg have et andet liv. Om jeg så skal flytte til Månen, arbejde i Netto, eller hvad jeg skal.

LÆS OGSÅ: FEMINAS chefredaktør fik en depresion: "Jeg er blevet et mere rummeligt menneske"

Anne Boysen gik til en coach, som anbefalede hende at lære sig selv at kende. Hele sit liv havde hun brugt umådelige mængder energi og medicin på at flygte fra sig selv. Nu skulle hun skrue ned for medicinen, men op for sig selv.

– Han sagde fra starten: ”Du har en gave, du skal lære at bruge den.” Han forstod 100 procent, hvordan jeg tænker. Han talte i billeder, tegnede og brugte farver. Ikke ord.

I en anden verden

Herefter begyndte Anne at arbejde målrettet med sig selv og med at følge sin natur. Hendes mand, Lars, har været en afgørende støtte. Over for ham har hun altid turdet være sig selv.

– Han er det mest rummelige menneske. Når han kan mærke, det koger inden i mig, siger han: ”Anne, nu skal du gå ned og male og få det ud.” Han er modsat mig, ekstremt struktureret. Men der er ikke noget ”du bør” eller løftede pegefingre. Han siger: ”Det er lige meget, Anne, du gør det bare på din måde.” Så når det buldrer i hovedet, går jeg på værkstedet.

For at skabe struktur lever Anne i dag ”i farvede kasser”. Hun ved, hvad der er hendes opgaver, og der lyder alarmer, når hun skal huske noget. Nogle gange glemmer hun alligevel tingene og flyder bare med. En ulempe i forhold til husholdningsopgaver, men oftest en fordel for Ebbe.

– Min coach siger: ”Anne, du kan give ham noget andet: Nærvær og opmærksomhed.” Når det bare er os, tuller vi lidt rundt og maler her eller går ned og varmer en frossen tomatsuppe.

LÆS OGSÅ: Pia Olsen Dyhr: "Det er jo ikke sådan, at man skipper sine forældre, fordi man fylder 18"

Anne har brug for en del tid alene til at være kreativ og fordybe sig, og så tager Lars og Ebbe i sommerhus.

– Det giver mig tre døgn, hvor jeg kan hyperfokusere uden dårlig samvittighed, og når de kommer hjem, er jeg helt ovenpå. Men det flyder med rod, griner hun.

Må kunne rumme mig

Den hemmelighed, Anne Boysen slæbte på i mange år, er nu kendt af alle i familie- og vennekredsen. Dem, der ikke kan rumme hendes ”særheder”, har hun fravalgt.

– Der er jo ting, jeg ikke deltager i. Familiefester. Jeg kan ikke sidde der på en stol i mange timer, mens folk råber og larmer rundt om mig. Der er nogen, der har haft svært ved at forstå det, men dem har jeg så måttet fravælge.

I dag er Anne Boysen 100 procent åben om sin ADHD.

– Så har jeg ikke det der pres med at skulle hemmeligholde. Forleden fortalte jeg det til en mor til en, Ebbe skulle have en legeaftale med. Dem, jeg omgås, skal kunne rumme mig.

Anne løber stadig. I dag har hun løbet de seks kilometer ned til børnehaven med joggeren for at aflevere Ebbe.

– Jeg løber tre-fire gange om ugen. Hvis jeg ikke gør det, bliver jeg sindssyg.

Den fuldstændige overgivenhed til sanserne, følelserne og kroppen er i dag hendes vigtigste arbejdsredskab.

– Når jeg får en opgave, ser jeg overhovedet ikke på kravspecifikationer. Jeg sætter mig ned og sanser den lænestol, jeg skal lave. Jeg føler og mærker, hvordan det er at sidde i den, og visualiserer den. Jeg gør mit hoved så lille som muligt og bruger i stedet hele min krop.

Forandring er muligt

Anne håber, hendes historie kan tjene som inspiration og håb til andre, der mistrives. For det KAN lade sig gøre at vælge sin egen vej, og man behøver ikke gøre, som alle andre gør, siger hun. Med intensivt arbejde har hun lært at tro på, at det, hun mærker, er præcis så sandt og gyldigt som det, andre mennesker tænker.

– Jeg forsøger at navigere efter min mavefornemmelse, og derfor kan jeg være mig selv. Jeg leger mig til mine resultater. Visualiserer og tegner mine strategier i stedet for at tænke mig til dem eller skrive dem ned, siger hun og finder en tegning, hun har lagt på sin instagram-profil. Den viser en person, der får information ind i hovedet, videre til maven og til sidst ud gennem hænderne.

– Jeg skal arbejde meget lidt med hovedet og i stedet få tingene ned i maven og arbejde herfra med sanserne og hele kroppen. Derefter skal jeg transformere tingene ud gennem hænderne, forklarer hun.

Anne Boysen tager stadig ADHD-medicin, men målet er at komme helt ud. Så hun bliver 100 procent tro over for sig selv.

– Det er selvfølgelig nemmest at tage en pille, det bliver man bare ikke lykkelig af, siger hun.

Det gør man af at finde ind til sig selv og sin natur og stå ved den.

– Nu har jeg det meste af mit liv tænkt, at jeg var et forfærdeligt menneske og skammet mig. Det gør jeg ikke længere. I dag lever jeg med den, jeg er. Jeg gør tingene på min måde, og det betyder ikke noget, hvis andre ikke forstår det. Bare det gør mig glad.