Corona fik Elizabeth til at forfølge en gammel drøm og rykkede fra København til Stevns

Vi går rundt på en 6 hektar naturgrund i gummistøvler og nyder vidderne og stilheden.

Selv på en kedelig gråvejsdag er her helt ubeskriveligt smukt.

Fire historiske gravhøje fra jernalderen bryder den store jagtgrund med råvildt, fasaner og ænder. Der er heller ikke langt til søen fra det charmerende gule bindingsværkshus med stråtag.

Ren idyl på Stevns, blot 12 minutter i bil fra Køge og en time fra København.

Elisabeth Kiertznes, der endnu har fast adresse på Jagtvej i København, har sammen med sin mand, Anders, overtaget denne landejendom og er nu i gang med en omfattende renovering.

– De første måneder efter coronanedlukningen i marts gik jeg jævnligt rastløst tur på Østerbro og oplevede, hvordan vi alle zigzaggede uden om hinanden, undgik øjenkontakt og holdt vejret, når vi passerede hinanden på fortovet, mindes Elisabeth Kiertznes, der arbejder som redaktør, oversætter og børnebogsforfatter.

LÆS OGSÅ: Coronakampagne trukket tilbage efter kritik: "Dem, der har lavet den, er dinosaurer"

Hun uddyber:

– Coronaen var både truende og angstprovokerende, men blev på sin vis også frisættende. Vi har en forventning om at have kontrol over vores liv, men her kom der pludselig noget, som både lå uden for den kontrol, og som havde dramatisk indvirkning på os.

- Alt, vi skulle, blev sat på pause; der var ingen aftaler, ingen rejser, ingenting. Det var en mærkelig tid. Jeg tænkte meget over, hvor jeg befandt mig – både fysisk og mentalt, fortæller Elisabeth, der blandt andet begyndte at rydde op i kasser oppe på loftet, hvor gamle dagbøger fra fortiden dukkede op.

Mit unge jeg

– Jeg blev sendt tilbage til mit unge jeg, inden jeg fik børn, og til de drømme og ambitioner, jeg havde engang. Jeg rejste meget og arbejdede bl.a. på gårde rundtom i Europa og var også i kibbutz.

- Jeg elskede at arbejde med jorden og med dyr. Derfor troede jeg, at jeg skulle hjem og være økologisk landmand, men sådan gik det ikke, griner Elisabeth, der i stedet flyttede til København, gennemførte en akademisk uddannelse og fik børn.

Hun kom aldrig ud af byen igen, selv om trangen til højt til himlen, marker og dyr og store vidder aldrig har sluppet hende. Og det er nok ikke så mærkeligt, da 56-årige Elisabeth er vokset op ved det naturskønne Ry og i Afrika.

– Naturen er en tryghed, som jeg ikke kun forbinder med min ungdom, men også med min barndom i Afrika, og som coronapausen sendte mig tilbage til, siger Elisabeth Kiertznes.

Sammen med sin mand flygtede Elisabeth ud af byen i weekenderne under nedlukningen.

Og som for så mange andre begyndte en drøm om et sommerhus at tage form, men de blev hurtigt enige om, at de ikke havde brug for et sted at slappe af, men derimod et projekt.

Noget, der kunne vokse sig større, og som krævede, at de skulle lære noget nyt.

– En dag kørte vi til Stevns, som ingen af os kendte noget særligt til. Vi var nået frem til, at vi havde brug for et sted med plads til at udfolde os og have projekter.

En slags legeplads, fortæller Elisabeth Kiertznes og tilføjer, at det havde de diskuteret før, men uden helt at tro på det.

LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: Hvorfor skriver Mette Frederiksen, at alt bliver godt igen?

– Jeg har ellers aldrig været bange for at tage en chance og gøre noget, jeg måske vil fortryde. Jeg er mere bange for det modsatte.

- Det havde jeg muligvis glemt lidt, men coronaen mindede mig om det. Det var blevet nemmere at sige: ”Vi gør det!”

Som sagt, så gjort. Efter en times betænkningstid var købsaftalen underskrevet, og parret gik i gang med at sætte en omfattende renoveringsplan ind i et Excel-ark for at få styr på økonomien og gøre drøm til virkelighed.

Elisabeth Kiertznes har fundet sin legeplads, og det er ikke idéer og ambitioner, det skorter på. Arbejdet som redaktør og oversætter tager hun med på landet, og så vil hun videreuddanne sig som biavler og anskaffe sig et hold får.

– Vi vil gerne skabe et sted, hvor andre også kan nyde at komme. Både vores fire børn og vores gamle venner og de venner, vi ikke har mødt endnu. Det er ikke en tilbagetrækningsmanøvre. Vi bliver aldrig færdige her.

– Og København er stadig lige om hjørnet. Det tager en time og en sjat at køre derind, og vi har et trinbræt nærmest i baghaven, så man kan også bare tage ”Grisen”.