Podcast-vært Souha Al-Mersal ”Jeg kæmper for at bryde tabuet omkring social kontrol”
Foto: Marie Hyld
En kvinde skal lægge låg på sig selv, hun må ikke grine eller tale for højt. Det er nogle af de uskrevne regler, for hvordan en kvinde skal opføre sig i den kultur, som Souha er vokset op med.
Souha Al-Mersal er den ældste ud af en søskendeflok på syv. Hun er opvokset i Albertslund, men kom til Danmark sammen med sin familie for 30 år siden, da de flygtede fra Libanon.
Souha forklarer, at hendes forældre har været meget overbeskyttende i hendes barndom og holdt fast i de regelsæt og normer, som en kvinde i Libanon typisk skal tilpasse sig for at undgå, at hun bliver et sladder-emne, som vil ødelægge hendes chancer for at blive gift.
– Hvis min familie er inviteret til et bryllup, hvor der både er mænd og kvinder, og jeg dukker op i en kort kjole eller har for meget makeup på, så får jeg at vide af min mor, at det kan jeg ikke bare gå ud med, for hvad vil folk ikke tænke. Jeg må ikke tiltrække for meget opmærksomhed.
Da Souha blev ældre, ville hendes forældre heller ikke have, at hun rejste alene og overnattede fremmede steder, hvor der kunne være mænd, da de havde en frygt for, at der kunne ske noget, der kunne skade hendes fremtidige omdømme.
– Der er en rangorden for, hvordan man er en god, ærbar kvinde, og så er der en for, hvis man er helt forkert på den. Du kan enten være det ene eller det andet. Det er et problematisk kvindesyn, da det er utroligt, at noget jeg gør som individ rammer hele min familie.
Souha har altid været nysgerrig, og siden hun var 12 år, har hun drømt om at blive journalist, rejse ud og opleve verden, men som 18-årig blev hun forelsket i en mand, som hun blev gift med.
Podcast har givet kvinder et talerør
I dag, 13 år og en skilsmisse senere, står hun bag podcasten ”Skamløs”, hvor hun går i dialog med andre kvinder med minoritetsbaggrund, som har haft skam tæt ind på livet.
I hver episode taler de om et nyt tema i relation til to typer skam: Den skam de oplever fra forældrene, og den skam, de bliver påduttet fra det danske samfund via medierne.
En skam, der har lært Souha, at det er på tide at fortælle historierne selv.
– Jeg er vokset op som dansk-arabisk kvinde med høje forventninger fra den etniske og danske kultur, hvor jeg aldrig har følt mig god nok. Processen med at finde sig selv som kvinde er fyldt med svære opgør og dilemmaer, man sjældent deler med andre. Man står alene med følelsen af forkerthed og aldrig at være arabisk eller dansk nok.
- Vi er en generation af kvinder, som må bryde traditionelle normer og finde en passende balance i vores liv. Jeg håber, at min podcast hjælper andre, så de ikke skal kæmpe helt alene med at finde den balance.
Hun vil gerne give andre kvinder et talerør til at tale om personlige tabuer, og give dem muligheden for at fortælle den version af deres historie, som de har lyst til.
Der er mange, der ikke har lyst til at stå frem, da emner som social kontrol og skam er meget tabubelagte.
– Jeg har fået mange positive reaktioner på min podcast fra andre kvinder, der også har mødt skammen, men jeg har også fået racistiske og kritiske kommentarer, både udefra og inde fra miljøet fra folk på de sociale medier, som skriver nedladende ting om min kultur.
Souha følte sig som den eneste, der kæmpede med skam, indtil hun begyndte at tale offentligt om det.
– Der er en berøringsangst over for at tale om disse ting. Vi er bange for at være sårbare over for hinanden.
- Vi er bange for at indrømme, at det er hårdt at markere sin identitet og kritisere de patriarkalske mønstre inde i miljøerne. Vi sætter en mundkurv på os selv for ikke at stigmatisere en minoritetsgruppe, som allerede føler sig meget stigmatiseret.
Negativ social kontrol
Social kontrol kan beskrives som adfærdsregulering, der sikrer, at bestemte sociale normer opretholdes.
Negativ eller ekstrem social kontrol i forhold til æresrelaterede konflikter handler om handlinger, styring, kontrol eller sanktioner, der i væsentlig grad hæmmer eller begrænser den enkeltes livsudfoldelse, adfærd, valg og rettigheder af hensyn til familiens ære.
19 % af unge indvandrere og efterkommere føler sig begrænset af deres familie med hensyn til valg af kæreste eller ægtefælle.
Kilde: RED – Center mod Æresrelaterede konflikter og Udlændinge- og Integrationsministeriet
For rebelsk til ægteskab
Allerede få måneder inde i ægteskabet oplevede Souha, at den mand hun troede, hun var forelsket i, slet ikke så hende, som den kvinde hun var. Han ønskede en traditionel hustru, og Souha havde andre ambitioner med sit liv.
– Han dikterede nogle snævre regler for mig. Han var af den holdning, at jeg skulle lægge låg på mig selv, at min prioritet og plads var i hjemmet.
Så selv om han vidste, at jeg brændte for journalistik, så viste det sig, at han forventede, at jeg opgav det for familien. Det kom meget i karambolage med min personlighed.
Efter nogle år, hvor Souha prøvede at indgå svære kompromiser og måtte tage mange opgør med sin mand, måtte hun erkende, at hun var for rebelsk til ham.
Han beskrev tit hendes adfærd som upassende, og indirekte udskammede han hende for at have de ambitioner og karrieredrømme, hun havde.
– Det hele så perfekt ud udefra, jeg gik op i mine studier, havde studiejob, og jeg gjorde alt, hvad jeg blev bedt om, men jeg kunne mærke, at jeg var ved at visne indeni.
Souha valgte at tage en bachelor i erhvervsøkonomi, men da hun havde færdiggjort den, kunne hun stadig mærke lysten til journalistikken, så hun blev optaget på en kandidat i journalistik i Aarhus, selv om hendes mand var imod det. I månederne mellem de to uddannelser begyndte hun for første gang at tænke over tingene.
– Jeg besluttede mig for at tage ud at rejse, selv om min mand sagde til mig, at det kunne jeg ikke. Jeg ved ikke, hvor styrken til at sige ham imod kom fra, men jeg kunne mærke, at han blev intimideret af min styrke, og det føltes fedt.
Souha rejste til Mellemøsten i nogle uger for at teste sine grænser, og der opdagede hun, at hun godt kunne klare sig selv.
Hendes forældre var ikke glade for hendes beslutning og ringede til hendes mand, for at få ham til at stoppe Souha i at rejse ud.
– Man udskammer manden, fordi det er ham, der skal beskytte æren. Han er ansvarlig for kvindens handlinger. Det er tankevækkende, og det håber jeg, vi som den nye generation af kvinder med minoritetsbaggrund, kan slå et slag for ved at dele vores historier.
En abort, der ændrede alt
Da Souha havde været gift med sin mand i fire år, blev hun gravid. Det var hans ønske at få børn.
– Han mente, at folk ville snakke, hvis vi havde været gift i for lang tid uden at få børn. Jeg ønskede ikke at have børn med ham, fordi vores forhold var giftigt.
Souha overbeviste sin mand om at flytte med hende til Aarhus, så hun kunne studere journalistik. Da Souha var gravid i fjerde måned, gik fødslen i gang, og hun aborterede.
Souhas stemme knækker over, når hun skal fortælle om aborten. Selv om det snart er 10 år siden, bærer Souha stadigvæk rundt på en stor sorg, og indtil for kort tid siden græd hun hver gang, hun skulle snakke om det.
– I perioden efter aborten kunne jeg ikke fokusere på noget, heller ikke mit studie. Jeg følte, at jeg gik rundt i en tåge.
Souha følte sig meget alene efter aborten. Hun kunne ikke græde derhjemme eller tale om sin sorg, fordi det kunne hendes mand ikke rumme.
– Min familie kom til Aarhus i et par dage efter aborten, og der sagde min mor til mig, at nu skulle jeg ikke lade min sorg ødelægge mit ægteskab. Jeg skulle ikke græde foran ham, fordi hun kunne mærke, at det kunne han ikke lide. I den kultur, mine forældre er vokset op med, er der en forventning om, at man ikke skal vise sine følelser alt for meget.
- Generelt mangler voksne såvel som børn sprog for sorg og smerte. Når det går dårligt i et ægteskab, viser man det heller ikke udadtil af stolthed og for ikke at ridse lakken.
Et år efter aborten valgte Souha at blive skilt. Hun følte, at hvis hun ikke gjorde det nu, ville hele hendes identitet forsvinde.
– Jeg ønskede at passe ind og leve op til rollen som ‘ærbar hustru’, samtidig med at jeg forfulgte mine journalistdrømme. Men jeg havde ikke erfaring fra andre forhold. Derfor blev jeg ved med at overskride mine grænser, og efter aborten følte jeg, at de sidste dele af mig var ved at smuldre. Til sidst måtte jeg ud af ægteskabet.
Regeringen styrker indsatsen mod social kontrol
Regeringen vil bl.a. skrive negativ social kontrol ind som eksempel på psykisk vold i straffelovens § 243, der kan straffes med op til treårs fængsel.
Straffen for at fastholde en person i et ægteskab med tvang skærpes, så det kan give op til fire års fængsel.
Kilde: Udlændinge- og Integrationsministeriet
Skam-tømmermænd
Efter Souha blev skilt, oplevede hun en udskamning fra sin familie og omgangskreds. Hun fandt en studiebolig og boede for sig selv.
En del af hendes veninder stoppede med at kontakte hende, og folk tog kontakt til hendes forældre og udspurgte dem om, hvordan det kunne være, at deres fraskilte datter boede for sig selv.
– At jeg er fraskilt, betyder i folks øjne, at jeg ikke er jomfru eller har en mand ved min side. Derfor kommer jeg til at gøre forbudte ting, fordi religiøst og kulturelt set frister kvinden.
- Det var derfor sandsynligt for folk i det arabiske miljø, at jeg ville få besøg af mænd, når jeg boede alene. Det var nok til at lægge en kæmpe skam på mig, som min familie oplevede på vegne af mig.
Og det er en af de store forskelle på kønnene, som Souha har oplevet.
– En fyr bærer ingen skam. Det er kvinderne, der er sårbare og skal passes på, for de kan blive plettede. Uanset, hvad en fyr gør, så vil han kunne blive gift igen og fortsætte sit liv uden konsekvenser for ham og hans familie.
Efter skilsmissen stod Souha tilbage med spørgsmålet: Hvem er jeg som person og kvinde? Hun havde fulgt en bestemt retning hele sit liv, men nu havde hun brudt med en familiestruktur og skulle til at finde ud af, hvad hun selv havde lyst til.
– Jeg følte pludseligt, at mit tørklæde vejede tungt, så jeg startede med at tage det af. Jeg havde brug for noget luft, og jeg ville ikke lade mit tørklæde definere mig længere, men det føltes, som om jeg var nøgen. Jeg var helt blottet og tom.
Souha beskriver følelsen med ordet “skam-tømmermænd” uden at have drukket sig fuld.
– Det eneste jeg havde gjort, var at sige til alle i min omgangskreds, at jeg gerne ville have lov at bestemme selv.
”Skal du så bare fokusere på at læse? Du skal skynde dig at finde en mand. Alle de gode er taget.” Det var ordene, Souha mødte fra sin omgangskreds, da hun blev skilt.
– Jeg var kun 23 år – skulle jeg virkelig sætte opgaven med at finde en ny mand som den vigtigste?
- Jeg blev nødt til at distancere mig selv fra det. Komme væk fra den status som fraskilt. Jeg cuttede kontakten til dem, som kun kunne se mig i kraft af mit køn og gennem skambrillerne. Alle dem, som jeg havde kendt i de år, vi var gift, snakkede jeg ikke længere med. Jeg havde mistet hele mit netværk og følte mig meget alene.
Fandt kærligheden i Mellemøsten
Souha nulstillede alle de regler, hun havde levet under, for at tjekke om hun selv abonnerede på de normer, eller ønskede en anden retning i hendes liv.
– Fik jeg lyst til at gå amok og gå ud at feste? Det fik jeg ikke, og det gik mig faktisk på. I lang tid havde jeg lyst til at blive den modsatte version af mig selv – den vilde pige.
- Bare for at provokere folk omkring mig, men det viste sig, at jeg trods alt var troende muslim og elskede sider af min kulturelle bagage. Bare uden de patriarkalske regelsæt.
Souha færdiggjorde sin kandidat, og efterfølgende rejste hun til Mellemøsten for blandt andet at arbejde som freelancejournalist, hvor hun besøgte flygtningelejre.
Her mødte hun det kvindesyn, som hun selv kæmpede imod i Danmark, bare flere gange forstærket. Hun lærte, hvorfor hendes forældre havde det regelsæt med i bagagen.
– Det virkede intimiderende at møde det kvindesyn, men det var også en gave, fordi jeg var et andet sted i mit liv, hvor jeg kendte mine grænser. Jeg mødte mange andre stærke kvinder, fordi hvis du er journalist i Mellemøsten, så skal du være hardcore.
- De har inspireret mig. I Libanon og Jordan arbejder flertallet af kvinderne ikke, de er afhængige af en mand, som kommer og frier til dem. Deres skæbne afhænger af deres ‘gode rygte’. Men det giver ikke mening at holde fast i det i Danmark, hvor kvinder er økonomisk selvstændige og i en bedre stillet position.
I Mellemøsten mødte Souha sin nye mand. Han er journalist og feminist og har støttet Souha i hendes frigørelsesproces, men hun var alligevel glad for, at de kunne bevare nogle af de traditionelle mellemøstlige normer.
– Det var rart, at jeg kunne forvente, at han gerne ville giftes og slå sig ned. Jeg havde ikke lyst til kun at være kærester, for jeg kunne ikke overskue at tage den kamp med min familie og omgangskreds.
Skammen fra medierne
Der var perioder efter Souhas skilsmisse, hvor hun ikke talte med sine forældre. I dag har de fået løst det meste, men skammen er svær at få til at forsvinde helt.
– Jeg følte, at hvis jeg lyttede til dem og lukkede dem ind, så ville de påvirke mig, men i dag kan vi godt snakke sammen. Men når min mor kigger på mig, hvis jeg kommer ind ad døren i kjole til knæene og gennemsigtige strømpebukser, skammer jeg mig stadigvæk.
– Jeg har været på en rejse for at finde min egen måde at blive frigjort på. Jeg ønsker ikke at dæmonisere kulturen eller smide hele min kulturelle bagage i skraldespanden, men jeg har brug for at tage et opgør med nogle af de normer, der indskrænker kvinders rettigheder, og dikterer en bestemt livsstil.
Souha mærker også en skam fra medie-diskursen, fordi hun aldrig har følt, at der er plads til den arabiske side af hendes identitet.
– Siden jeg brød ud af mit ægteskab, har jeg følt, hvis jeg ville fortælle min historie, ville alle mulige medier forsøge at fremstille mig som et stakkels offer. Jeg har været i et traditionelt forhold og følt, jeg ikke kunne være mig. Men jeg har siden hen kæmpet for at bryde fri af ægteskabet, men også for at bevare ejerskabet over min egen personlige historie.
– Jeg opfordrer andre kvinder til at bryde tabuet omkring social kontrol og skam. Og kæmpe for retten til at fortælle deres frigørelseskamp, uden at de skal smide deres kultur under bussen. Det kræver en kamp, men det er muligt.