Line Jensen tegner en følelse af, at du er okay. Og at hun selv er

"Er du fuldstændig idiot?”

Sådan tænkte Line Jensen, da det gik op for hende, at hendes mand troede, at det at være på barsel var alle kvinders store drøm.

– Det var sindssygt provokerende. Og heartbreaking, for hvad betyder det, hvad alle andre kvinder vil, du skal da tænke på, hvordan jeg har det, siger hun.

Hun var på barsel med sit tredje barn, og det meste af tiden var hun alene med en baby, en toårig og en teenager. Det føltes som ren overlevelse. Og det forstod hendes mand ikke.

– Pludselig følte jeg, at vi var på hver vores hold. Men det er langsomt gået op for mig, er at han jo bare er udtryk for hele verden. Han har jo levet i den kultur, hvor moren i filmen er hende, der kommer ind og har bagt boller og altid er klar til at trøste, når man har slået sig. Det er jo den måde, moren bliver skildret hele tiden, altid hende, der kan klare alt.

Gu’ vil jeg røv

Line Jensen taler, som hun tegner. Umiddelbart og bramfrit, kærligt og spiddende.

Line Jensen er tegner, forfatter og i et tidligere liv grafisk designer. Hun blev kendt for at tegne moderskab og barsel fra sin absolut mindst glamourøse side.

Først på sin Instagram linejensen_illu og så i bogen ”Hver dag starter det forfra”. Siden kom bogen ”Det store regnestykke”, og i efteråret udgav hun bogen ”Tove – en lille digter”, som handler om Tove Ditlevsens barndom fortalt for børn.

Hun sidder i det, man måske kan kalde forlokalet til baglokalet til det, hun bare kalder ”butikken”, en lille butik i indre København fyldt med bøger og print, kopper, T-shirts og muleposer med blyantstegninger.

Og det, der bedst kan beskrives som antitesen til diverse inspirationscitater. ”Det er bare en opvask,” står der på et billede, ”Gu’ vil jeg røv” på et andet. Her dufter af lavendel.

Væggene i butikken er malet i skrigende farver. Her bag disken er de lyserøde. Den ene er dækket af en stor reol med stakke og stabler af rammer og billedrør, notesbøger, papir og T-shirts i organiseret kaos.

Før Line Jensen åbnede butikken i efteråret, var hendes liv i lange perioder et overarbejdet kaos med natlige kartonbestillinger. Nu har hun ansat ”et dejligt praktisk menneske, der hedder Lea”, som står for butikken. Luft.

Endelig. Hun kan trække vejret igen. Det er ikke så nemt, som det lyder.

– Det føles stadigvæk meget skyldigt for mig at holde fri, siger hun.

Hun øver sig stadig i at sige: ”Det er okay, jeg må godt bare være her.”

Line Jensen har en evne til at sige ting, lidt henkastet og i slutningen af en tankestrrøm, som giver en umiddelbar og forløsende følelse af aflad.

Små syndsforladelser, som fungerer lige så godt i direkte tale som på tryk, og som man kan tappe ind i, når man føler sig lidt tvivlende og uimponeret over egen formåen.

LÆS OGSÅ: Camilla Kjems: "Jeg kan åbenbart ikke klare det uden lykkepiller"

Om fortællingen om, at mødre kan klare alt: ”Gu’ kan de ej, og hvis vi bilder os selv det ind, så skal vi jo bryde sammen, hvis vi ikke kan klare alt lige pludselig.”

Om at være mor: ”Det vigtigste er vel, at vi er til stede med vores børn, og at de oplever os som nogle levende mennesker. Og nogle gange gør vi noget forkert, og så må vi være store nok til at sige undskyld.”

Om perfektion: ”Jeg fandt ud af, at måske var målet ikke at blive så dygtig som muligt til at tegne, måske var det mere målet at forfine den der tone og formidle en historie eller en stemning eller en følelse.”

Om at være et anderledes barn: ”Det er det, du skal bruge, i stedet for at stræbe efter at blive som de andre.”

Parkeret i sofaen

Line Jensen voksede op i Aarhus med to gymnasielærerforældre, en kærlighed til at tegne og en viden om, at hun skulle den akademiske vej ligesom sine forældre.

Hun læste kunsthistorie nogle år, inden hun søgte ind på Den Grafiske Højskole, for det akademiske var alligevel ikke hende, hun ville lave noget mere praktisk. Og så mindede det om at tegne.

Hun har været selvstændig grafisk designer det meste af sit voksne liv, men da hun for fem år siden skulle på barsel med sit tredje barn, vidste hun, der skulle ske noget andet.

Hun vidste, at hun ikke trivedes med at være på barsel, og at hun havde brug for at have et andet projekt at gå op i end at være nogens mor. Hun besluttede sig for at bruge barselsperioden på at øve sig i at tegne og lægge en tegning på Instagram hver dag.

Fra sin placering i sofaen, med en fod, der ikke virkede, en baby og et blebarn tegnede hun det (ikke)liv, der udspillede sig i rodet omkring hende.

– De første tegninger handler mest om kedsomhed og stilstand. Men også om en følelse af klaustrofobi.

Line Jensens ene fod opførte sig mærkeligt (i bogen hedder den bare ”Lortefoden”), så hun kunne ikke gå, og hendes musikermand var væk fire-fem dage om ugen, når han var på turné.

– Pludselig kunne jeg jo ikke gøre noget. Der var virkelig ikke særlig meget hyggeligt over det. Jeg tænkte bare på, hvordan jeg fik de her timer til at gå hurtigst muligt, så jeg kunne komme til at sove. Det var ikke, fordi jeg ikke syntes, mine børn var søde, jeg syntes bare, det var frygtelige at gå rundt med dem derhjemme.

Venstrehåndsarbejde

Hun lagde en ny tegning ud på Instagram hver dag. Hun tegnede det, hun så, en potteplante, en kaffemaskine, og så begyndte hun at tegne små situationer fra sit liv.

Hun tegnede børnene, der havde erobret hendes seng. Hun tegnede sin mand, der faktisk havde et liv ude i verden. Hun gemte sig for sine børn bag en busk og tegnede det.

– Jeg faldt hurtigt tilbage i mit eget barnlige tegneserieudtryk, men jeg kunne også mærke, at det havde et helt andet …

Hun rejser sig fra stolen og går ud i butikken.

– For eksempel denne her, siger hun og peger på en indrammet tegning, der hænger på væggen.

Det er en blyantstegning med en rystet, lidt forjaget streg, der forestiller en kvinde i trusser, der ammer en baby i den ene side af sengen, mens manden har stjålet hele dynen i den anden side af sengen.

– Det var en af de første, jeg tegnede, med venstrehånd, for jeg havde jo ikke tid til det. Så sad jeg så og ammede babyen og holdt den med højre hånd og tegnede med den anden.

Det er en af de tegninger, hun har solgt allerflest af, og det er ”absurd”, siger hun. Den er jo ikke flot. Men efterhånden fandt hun ud af noget. Måske var målet ikke at blive så dygtig til at tegne som muligt:

– Måske var det mere målet at forfine den der tone og formidle en historie eller en stemning eller en følelse.

Hun tegnede sig selv begravet i en blespand. Hun tegnede den 2-årige, der mest af alt bare skreg på at se ”Frost”. Hun tegnede musikermanden, der blev hyldet af publikum, imens hun trådte vande i en pasta med tomatsovs-hverdag. Hun tegnede for at have noget, der var hendes eget.

Deler hele processen

Flere og flere fulgte med i hendes blyantstegnede barselsliv på Instagram, og en gang imellem var der en, der spurgte, om hun ikke skulle lave en bog. Øh nej. Hun øvede sig jo bare. Og hvem ville gide læse en bog om en dame på barsel?

Alligevel var der noget, der trak. Hun besluttede sig for at samle tegningerne til en bog. Og for at fortælle historien fra start blev hun nødt til at have nogle af de ”virkelige håbløse begynderforsøg” med.

Det gik op for hende, at bogen ikke bare handlede om, hvor kedeligt det var at være på barsel.

– Den fortæller i virkeligheden også om den proces, det er at sætte sig noget for og øve sig og blive bedre og bedre.

Tegningerne er ikke længere håbløse, men stilen er den samme. Line Jensen lægger det hele frem på Instagram, også arbejdsprocessen, og på de prints, man kan købe, har hun sørget for, at blyantsfnidderet fra de originale tegninger er med.

Når folk siger til hende, at det er sejt, hun tør dele uperfekte tegninger, tænker hun, at det jo er den eneste måde, hun tør dele noget. Når hun deler hele processen, er det lige så meget for at snyde sig selv.

LÆS OGSÅ: Thora levede som en klimaengel i en uge: Falafler - jeg orker jer ikke igen!

– Hvis jeg prøver at skulle lave noget, der er perfekt eller rigtig flot, så ville jeg jo aldrig lægge noget ud. Jeg tør ikke dele de perfekte ting, det er meget mere skamfuldt for mig. Jeg er stadig ved at øve mig i at tegne.

I starten var det heller ikke så farligt at lægge tegninger ud på Instagram, for det var kun et par hundrede, der fulgte med.

– Der er en stor forskel på at lægge noget ud, som jeg sidder i sofaen og tegner med venstre hånd, og så at sige: ”Det skal være en bog.” Der tager man allerede sig selv lidt for alvorligt eller højtideligt. Det var svært for mig.

Jantelov

Hun smiler under det pjuskede pandehår. Hun sidder i skjorte og blå joggingbukser og lyser op foran den skriglyserøde væg. Der er noget åbent over hendes ansigt, umiddelbart.

Line Jensen er ikke så god til at tage sig selv højtideligt. Hun afslutter mange af sine sætninger med ”ikke”, en knap hørligt behov for at få bekræftet, at det, hun siger, altså er rigtigt nok, ikke?

Hendes første bog hedder ”Hver dag starter det forfra – en slags graphic novel”, og en del af den offentlige fortælling (og nu også denne) om Line Jensen er, at hendes første bog nærmest blev tegnet med venstre hånd. At det bare skete, det der med tegning.

Hun sænker folks forventninger til hende på forhånd, hun har trods alt skabt en karriere på en tegnet morfigur, der ligger i sofaen og ikke rigtig kan finde ud af det.

– Jeg tror virkelig, jeg er opdraget med sådan en ”Nu skal du ikke komme for godt i gang, for hvad med de andre!”. Det er også en vigtig ting, synes jeg, at man lige kigger på fællesskabet og stikker en finger i jorden, dér hvor man er, men det er helt klart også noget, der kan bremse.

Lidt Jantelovsdanmark?

– Helt vildt jantelov! Men jeg er også fra Jylland.

Der var en periode, hvor Line Jensen gav mange interviews, skulle i radioen og havde sagt ja til en foredragsturné på landets biblioteker. Det gik rigtig godt. Så begyndte hun at få panikangst, hver gang hun skulle noget.

Hun måtte snakke med en psykolog, der sagde, at der var to modsatrettede bevægelser i hendes krop. Der var den del af hende, der ville en masse, og som troede på, at hun godt kunne.

Og så var der den stemme, der sagde: ”Det skal du ikke, gå tilbage i dit hul.”

– Det kan ens system jo ikke finde ud af, og så bliver det til sådan noget uuuuurgh.

Hun laver en kvælningslyd og ånder så tungt ud.

– Såååå, det har jeg prøvet at arbejde med.

Hun øver sig. Hvis hun i perioder skal snakke meget om sig selv og give mange interviews, er det nødt til at være efterfulgt af en periode, hvor hun ikke snakker så meget.

Hun har ikke lyst til at give den videre til sine døtre, den der ”du skal ikke komme for godt i gang-følelse”. Men det er nemmere sagt end gjort, når den har slået lejr i ens indre med stormpløkker. Og hvordan skjuler man det for en teenager, der ser alt?

– En dag sagde jeg, ”Åh nej, hvad nu, hvis de synes, den er dårlig, hvad nu, hvis de synes, jeg er dårlig”, og så stod Nora, min store pige, ved siden af og sagde: ”Mor, for helvede, hvordan vil du have, at dine døtre skal tro på sig selv nogen sinde, når du taler sådan der til dig selv hele tiden?”

Store linjer

Der er et stykke vej fra det, Line Jensen tegnede, da hun var på barsel, og det, hun tegner i dag. Der er færre hverdagsbilleder og flere oneliners som ”I’m bitter and I’m proud” og ”Nå, men jeg går i panik, er der nogen, der skal have noget med???”.

På bagvæggen i butikken hænger et indrammet print. ”Jeg er ikke ansvarlig for den gode stemning,” står der.

Nyligt tilkomne fans vil læse det som et velkomment fripas for kvindelig pleasersocialisering til lige præcis dem, og de, der har fulgt med fra start, vil vide, at billederne lige så meget er til Line selv.

Hovedpersonen i Line Jensens tegnede univers har rejst sig fra sofaen og er gået ud i verden og blevet en succesfuld tegner. Hun har fået en stemme nu, folk lytter, når hun siger noget. Hvad gør man lige med det?

– Jeg synes faktisk, noget af det sværeste er, hvis jeg laver et eller andet, og der så kommer 200 kommentarer om, hvor meget det har betydet. Der er jeg bare sådan, nej, stop, stop, stop, nu skal vi snakke om noget andet. Altså det kan jeg ikke. Så bliver det for meget.

Der er jo også pludselig rigtig mange mennesker, der tager dig seriøst.

– Ja, og det har jeg det meget svært ved. Det er lidt dumt.

Hun holder en pause.

– Men jeg prøver.

Ikke helt samme behov for aflad mere

Det er en af de dejligste ting ved at have åbnet butikken, siger hun. De, der siger, hendes tegninger har betydet en masse, har givet dem et nyt syn på deres moderskab, det er mennesker i levende live og ikke navne på en skærm. Det bliver mere virkeligt. Og nemmere at tro på.

– Der kan jeg jo mærke, at det ikke bare er tegninger, jeg sælger, men at det i høj grad også er en eller anden følelse af at være okay. Det synes jeg, er ret fedt. Det skal jeg lige huske på en gang imellem, når jeg selv synes, det bliver for købmandsagtigt.

– Det vigtige er jo, at jeg i virkeligheden giver en eller anden form for fællesskab og en vej ud af noget ensomhed, ikke, siger hun og afbryder sig selv:

– Skynd dig at tale om noget andet nu! Ha ha.

Synes du, det er svært?

– Ja, jeg synes, det bliver sådan lidt højtideligt. Men ja, det er jo kernen i det i virkeligheden, det vigtigste jeg har opnået.

Det er fem år og 37.000 følgere siden, hun startede med at tegne. Det betyder også, at der er nogle ting, hun ikke kan tegne længere. Om sin mand og sine børn for eksempel. Men måske er det ikke så slemt, hun er også selv et andet sted.

– Jeg har måske ikke helt det samme behov for den aflad, som jeg følte, jeg havde lige der.

Du er ikke helt lige så meget ved at drukne, som da du var på barsel?

– Ikke helt.

Men:

– Jeg kender ikke nogen, der har made it – the end. Man struggler jo efter et eller andet, og så opnår man det, og så struggler man videre. Der er jo ikke noget arriving, vel?

Ikke længere hovedperson

Der er ikke noget arriving i livet, men det er der i en bogserie. Der kommer ikke en bog nummer tre om Line Jensen og familie, hun vil gerne skrive og tegne om noget, der ikke er hende selv.

I efteråret udkom hun så med bogen ”Tove – en lille digter” om Tove Ditlevsen, der om nogen har formidlet det svære moderskab skånselsløst.

– Det er så uromantisk og så ægte og så forløsende at få lov til at se en kvinde og en mor, som står det der sted imellem gerne at ville leve op til noget familieliv og noget husmoderrolle og så samtidig bare have en hel vild drift mod noget andet. Og det kan man jo erstatte med alt muligt. Hun vil gerne skrive, jeg vil gerne tegne.

I bogen følger man unge Tove, der bor på Vesterbro, spiser flødeskumskager og drømmer om at blive digter. Bogen er baseret på Tove Ditlevsens egne bøger om sin barndom.

– Hun har jo også været bevidst om at bruge sig selv som en karakter og formidle myten om sig selv hele vejen igennem sit forfatterskab. Og det er noget, jeg selv kan identificere mig med. Hvordan er historien om mig selv, i forhold til hvordan jeg selv er? Man fortæller jo sandheden, men der er også altid noget, man ikke fortæller.

Tove Ditlevsens forfatterskab, siger Line Jensen, lærer os, at mødre er fejlbarlige. Og at vi skal tilgive den dårlige mor. Også når vi selv er hende.

– Mødre er mennesker ligesom alle andre, og vi begår fejl, og vi roder rundt. Der er noget, vi kan finde ud af, og noget, vi ikke kan finde ud af, og man kan være mødre på lige så mange måder, som vi er mennesker på.