Karriere og penge
10. februar 2021

Endnu en branche stiller sig i MeToo-køen: ”På kontoret har flere mandlige kollegaer diskuteret mit sexliv”

Seksuel chikane og krænkende adfærd er også et problem i ingeniørbranchen, viser ny undersøgelse. Det er på tide, at kulturen ændres, og at arbejdspladserne følger sexismesagerne til dørs, lyder det fra Kvinfo.
Af:
https://imgix.femina.dk/media/article/metoo_ingenioerer.png

Kristine Enevold Villadsen. Foto: Shutterstock

- På kontoret har flere mandlige kollegaer diskuteret mit sexliv, og om jeg for eksempel har silikonebryster eller ej, fortæller en anonym kvinde til Berlingske i forbindelse med en ny undersøgelse fra ingeniørforeningen Ida, der har kortlagt omfanget af seksuelle krænkelser blandt dens medlemmer.

En anden kvinde beretter også om sin forhenværende arbejdsplads, og de krænkelser hun oplevede der:

- Her oplevede jeg ofte, at nogle af mine kolleger sammenlignede min krop med dagens side 9-pige i Ekstra Bladet, mens alle hørte på. Flere gange blev der talt højlydt hen over hovedet på mig om, hvad de havde lyst til at gøre ved mig, ligesom der flere gange blev spekuleret højt, om jeg mon var gravid, fordi mine bryster så større ud. Og der blev hentydet til, at man kunne se mine brystvorter igennem mit tøj.

I undersøgelsen har 21 procent af kvinderne svaret, at de inden for de sidste 12 måneder er blevet udsat for seksuelt krænkende adfærd i forbindelse med deres arbejde. Det samme gør sig gældende for seks procent af mændene.

Idas formand, Thomas Damkjær Petersen, udtaler i den sammenhæng, at omfanget af seksuel krænkelser er overraskende stort blandt medlemmerne, og det skal der tages hånd om.

- Det er jo godt, at det kommer på bordet. Det skal vi så prøve at gøre noget ved, siger Thomas Damkjær Petersen til Berlingske.

Sexismesager i mindst 20 brancher

Det kommer dog ikke bag på Kvinfo’s direktør, Henriette Laursen, at seksuel chikane og krænkende adfærd også findes i ingeniørbranchen. Sexisme ses efterhånden i de fleste brancher.

- Det, jeg bliver overrasket over, er, at de selv bliver overrasket. Det er nogle omfattende tal, fordi det er sket inden for det sidste år, hvor vi alle sammen synes, at vi har været meget opmærksomme på den her dagsorden, siger Henriette Lauesen og henviser til, at krænkelserne er sket inden for de sidste 12 måneder.

Kvinfo har lavet en uofficiel optælling, der viser, at mindst 20 brancher har været i medierne med sexismesager.

Det hele startede med mediebranchen og Sofie Lindes tale til Zulu Comedy Galla, og derefter fortsatte det på Christiansborg, hvor blandt andet Morten Østergaard måtte træde tilbage som politisk leder for Radikale Venstre.

Herudover er der historier om sexisme i ungdomspolitik, lokalpolitik og hos universitetsstuderende, forskere, musikere, læger, fodbolddommere, HK’ere og 3F’ere. I advokatbranchen, filmbranchen, byggebranchen, skoler, gymnasier, bogbranchen, reklamebranchen, IT-branchen samt hotel- og restaurationsbranchen har der også været historier om sexisme. Og nu senest i ingeniørbranchen.

LÆS OGSÅ: Derfor har MeToo været over 100 år undervejs

Antallet og ikke mindst forskelligheden af de forskellige erhverv er altså et udtryk for, at sexisme er et udbredt samfundsproblem.

Men det er ikke alle, der, ifølge Henriette Laursen, ser det sådan.

- Det er en hovedpointe i sig selv, at der er alt for mange, der stadigvæk tror, at sexisme ikke rigtig findes hos dem, hvis de ikke lige har set det eller mærket det selv, siger hun.

Det er kulturen, der skal ændres

Den krænkende adfærd og seksuelle chikane, der har fundet og finder sted i mange forskellige brancher, kan ifølge Kvinfo kun løses, hvis brancherne først og fremmest undersøger og erkender, at sexismen finder sted.

Når det er løst, kan man derefter begynde at arbejde på en kulturændring, hvor ansvaret for krænkelser eller seksuel chikane ikke længere hviler på den krænkede.

- Det er ikke ret lang tid siden, at man blev grinet af, hvis man sagde det højt, og i værste fald så røg man ud og blev betragtet som besværlig. Nogle undersøgelser viser, at det faktisk slet ikke er fortid, siger Henriette Laursen.

I et vidnesbyrd fra en anonym kvinde i ingeniørbranchen, beskrives det, hvordan kvinden oplevede, at ledelsen ikke tog hånd om hendes klager. Hun fik at vide, at det var hendes egen skyld, at hun modtog grænseoverskridende kommentarer, for hun "var så køn og burde forvente den slags".

LÆS OGSÅ: Maria Fantino sagde fra overfor krænkende chef: "Jeg ved ikke, om jeg er ovenpå. Men jeg er stolt"

Men at fokusere på en samlet sexistisk kultur frem for enkeltsager er ifølge direktør Henriette Laursen ikke nået bredt nok ud endnu.

- I teorien er vi enige om, at det er kulturen, der skal ændres. Det er også det, som jeg synes, Ida erkender. Vi har dog ikke bredt opnået en forståelse for, hvad det er for nogle mekanismer der gør, at det er så svært at sige fra. Der er tilsyneladende mange, der stadig vil sige, "hvorfor sagde I ikke bare fra?", siger Henriette Laursen.

Hvad så nu?

En kulturændring kan dog på nogle arbejdspladsen være "elefanten i rummet", understreger hun.

Hun mener, at det er altafgørende, at der skabes nogle trygge rum på arbejdspladsen, hvor man kan tale åbent om, hvad der foregår.

- Medarbejderen skal vide, hvor man henvender sig, og hvad der vil ske, når man henvender sig. Og når man henvender sig, så skal man både vide og mærke, at ledelsen rent faktisk tager fat i det og reagerer på det, siger Henriette Laursen.

Det kan være svært at ændre noget, som er foregået altid. Hun håber dog, at det øgede fokus i medierne kan være med til, at den enkelte ikke står alene med det længere.

- Jeg synes, at de mange underskrifter fra forskellige brancher, der fulgte i kølvandet på Sofie Lindes tale, det hjalp med at gøre det til et "os" og dermed vise, at det er noget, som rigtig mange oplever. Det viste, at der generelt er nogle mønstre og en kultur, vi skal have fat i, siger Henriette Laursen.

Kvinfo har lavet en udførlig guide til, hvordan man kan bekæmpe sexisme på arbejdspladsen, som du kan læse her.

Læs mere om:

Læs også