Brev til Anna Mejlhede: Jeg drukner i ­familiens rod!

Kære Anna,

Efter et kaotisk 2020 med corona og hjemmearbejde er jeg nu den eneste, der stadig arbejder hjemme, mens resten af familien tager af sted på arbejde og i skole.

Når de alle er væk, står jeg desværre tilbage med ikke bare oprydning efter morgenmaden, men også tøj, der er smidt på gulvet, ­yoghurtskåle efterladt i stuen, en kaffekop på fjernsynet.

På en god dag tager jeg lige en runde – med en sur stønnen – for så med ro i sindet at sætte mig ved mit skrivebord.

Det tager nok cirka lige så lang tid, som min mand bruger på at køre på arbejde.

På en dårlig dag har jeg det, som om jeg er ved at drukne i rod.

Jeg er fuld af taknemmelighed over, at vi begge to stadig har vores gode job, og jeg synes på mange måder også – på trods af den triste anledning – at det er en stor luksus at kunne arbejde hjemmefra. Det giver mig mere tid og fleksibilitet.

Men min energi bliver simpelt hen drænet af morgen efter morgen at stå tilbage med hele familiens rod, før jeg selv kan komme i gang.

Jeg er bange for at ende som en eddikesur mor og kone.

Selv om der med de kommende vacciner heldigvis er lys forude, så jeg en dag kan komme tilbage på kontoret, hjælper det mig jo ikke nu.

Men hvordan griber jeg det an? Hvordan får jeg gjort både børnene og min mand opmærksomme på problemet på en måde, så de forstår alvoren? Har du en god idé?

Den ufrivillige
husmor.

Kære ufrivillige husmor,

Ved du hvad, du skal til at sætte dig tungt på dine hænder hver morgen, når familien er taget af sted.

Lige nu lægger de slet ikke mærke til det rod, de selv efterlader. For det er jo væk, når de kommer hjem.

Sørg blot for, at der er et ryddeligt sted, hvor du kan sidde og arbejde, og lad så resten være, lige præcis som det er, når familien er styrtet ud ad døren.

Jeg husker et af de svar, Tove Ditlevsen engang i sin brevkasse gav en purung kvinde tilbage i 1970’erne.

Kvinden var så træt af efter sin egen lange arbejdsdag uden for hjemmet at vende tilbage til en lejlighed, der sejlede i rod efter manden.

Tove Ditlevsens svar var, at kvinden skulle holde op med at gøre hjemmet ”så indbydende”.

Ja, hun skulle simpelt hen lade ham drukne i madrester og vasketøj, indtil han selv fik nok og lettede sig af lænestolen.Problemet er selvfølgelig, at det muligvis forstyrrer dig i løbet af dagen, hvis du ved, huset flyder.

Men alternativet er, at du fortsætter din ufrivillige tjenestemandsstilling som oprydder, indtil du eksploderer.

Hvis du har overskuddet til det, så grib det humoristisk an. Plant små flag i alle gamle rester af morgenmad og andre ”gaver”, din familie efterlader.

Det er min erfaring, at budskaber, der nemt buser vredladent ud af os, falder lettere, hvis vi serverer dem i den gode, gamle gryde, der hedder humor.

Jeg kender en kvinde, som begyndte at bygge tårne ud af familiens efterladenskaber. Uvasket tøj, tallerkner, kopper og tomme flasker.

De nydelige opstablinger lod hun pryde hjemmet de steder, hvor man ikke kunne undgå at falde over dem.

Når nogen så brokkede sig, sagde hun bare: ”Nej da. Det dér er da ikke rod, det er kunst. Ellers ville du vel ikke have ladet det ligge?” Der er vist intet så effektivt som anskuelighedsundervisning …

At vende de mønstre, din familie er faldet ind i, kræver ganske vist, at du slipper kontrollen og bider den periode i dig, hvor det stadigvæk vil flyde overalt.

Måske kan det være dig en hjælp at vide, at der, inde bag svaret til dig her, sidder en kvinde, som nemt kunne være et medlem af din familie.

Sikkert hende, som har stillet den brugte kop på fjernsynet og måske ikke engang taget sin egen tallerken med over til vasken.

Det, der virker mest effektivt, er, når min mand med et stort grin siger: ”Hvad så … Er du egentlig helt holdt op med at bruge opvaskemaskinen?”

Eller han samler alle mine mange ting, strikketøj, bøger og tøj, der flyder på spisebordet og hen over stolene – og i stedet lægger dem under dynen i min side af sengen.

Det er ikke af ond vilje, at din familie efterlader dig med et hus, der ligner et afgnavet æble.

Ej heller er det manglende respekt, selv om det nemt opfattes sådan af den, som altid ender med at rydde op efter alle andre.

Jeg tror mere, der er tale om en brist i evnen til at se rodet, og derfor betragter din familie det slet ikke som et problem.

Så sæt du bare gang i flag, tårne eller overraskelser under dynerne! Om ikke andet så vågner din familie nok, når de ikke længere kan finde rene kopper eller falder over stab­lerne af deres eget uvaskede tøj.

Kærlig hilsen,
Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.