Ida Rud: Igen skal vi høre på, at kvinder føder for få børn. Men skræmmekampagnerne hjælper ikke
Foto: Julie Dam
Forleden kunne jeg - for gud ved hvilken gang - læse, at jeg skal skynde mig at få børn.
Jeg er netop blevet 39 år, og lige så lang tid, jeg har haft tanken, at jeg måske gerne vil have et barn engang, lige så lang tid har jeg følt stress og angst i forhold til, at jeg skal skynde mig at få det. Og det helst i mine tidlige 20’ere.
Da jeg var i begyndelsen af 20’erne og lige begyndt på en videregående uddannelse, nærmest også lige flyttet hjemmefra, talte jeg med jævnaldrende veninder, der havde samme bekymring som mig.
At vi skulle få nogle børn, mens vi var unge, mens det var muligt, for vi havde fået tæsket ind i hovedet fra barnsben af, at især vi kvinder havde en udløbsdato, og den virkede faretruende nær.
Regeringens talrige skræmmekampagner, “Tæl dine æg” og “Knald for Danmark” har altså ikke hjulpet, kun givet ekstra stress og skam.
Det hjælper heller ikke, at kvinders løn og pension skrumper, når de får børn – et løngab opstår, som kvinder faktisk aldrig indhenter, mens karrieremulighederne bliver mindre og erstattet med barnets første sygedag og madpakkelavning. Det er stadig kvinden, der tager sig af det meste husarbejde i 2021.
Alt imens skriger jordemødre, gravide og fødende på bedre forhold, som femina har afdækket de seneste måneder.
Og jeg har stadig ikke fået det barn - men hvorfor egentlig ikke?
Jeg har været så privilegeret, at jeg altid har følt mig sikker på, at jeg ikke skulle være alene-mor. Så en af de store udfordringer for mig har været, at jeg ikke har mødt manden, der skulle være far til mine børn (før nu).
Det er mildt sagt også en stor forhindring, og den har ingen kunnet hjælpe mig med. Altså, medmindre der kommer et større fokus på mental sundhed, for en af de største bremseklodser for romantik har uden tvivl været mig selv og mit dårlige selvværd.
Og så selvfølgelig udfordringen ved at være single og bo i København, hvor vi er mange flere enlige kvinder end mænd.
Min ekskærestes detailstyring
Jeg har faktisk været gravid tre gange. Alle gange har jeg valgt at få en abort. Og der har ikke udelukkende været tale om hovsa-graviditeter.
Første gang var jeg 31 år, og jeg var blevet gravid med min daværende kæreste. Vi havde kun kort talt om, at vi skulle prøve, og så skete det. Vi var glade - og alligevel nagede noget.
Der var det problem, at min kæreste var alkoholiker, og med tiden ikke særligt velfungerende.
Oven i det var jeg utroligt usikker, nærmest selvudslettende, og døjede både med spiseforstyrrelse og depression, hvilket var en af grundene til, at jeg ikke havde haft evne til at forlade ham lang tid forinden.
Jeg elskede ham også vildt og inderligt, og jeg nærede de små gode øjeblikke, vi havde sammen, ved mit hjerte, og håbede på, at det ville blive bedre.
Men tragedien indtraf, telefon løb tør for strøm, så da jeg kom hjem, havde min kæreste virkelig kigget dybt i flaskerne, var skidesur og tog videre på værtshus.
Han var jaloux og kontrollerende - ganske uden grund - og da jeg en dag var taget på cafe, løb min telefon tør for strøm. Det var ikke en overraskelse, for jeg havde ringet og sagt til ham, at det var en mulighed, ligesom han vidste, præcis hvor jeg var og med hvem.
Dengang var det helt normalt for mig, i dag ville jeg stejle ved tanken om den slags detailstyring. Men tragedien indtraf, telefon løb tør for strøm, så da jeg kom hjem, havde min kæreste virkelig kigget dybt i flaskerne, var skidesur og tog videre på værtshus.
Da han endelig kom hjem klokken fem om morgenen, hev han mig ud af sengen. Han fik mig skubbet ud af lejligheden, hvor jeg heldigvis nåede at få fat på min telefon og en trøje, og så smækkede han døren i bag mig.
Børn til Moder Danmark
Jeg var knap tre måneder henne, men der blev heldigvis ikke sat spørgsmålstegn ved, om jeg skulle have aborten, eller om det var for sent, da de søde folk på hospitalet hørte anledningen.
Jeg havde fundet mig i alt fra den mand, men jeg kunne ikke byde mit barn sådan en far; usikkerheden om hvorvidt man bliver smidt ud af sit hjem, om der kom mad på bordet, når pengene var drukket op sidst på måneden, om far var fuld og ond - og hvilken trist og skrøbelig mor ville jeg ikke blive under de forhold? Jeg var et menneske itu.
"Efter fødslen følte jeg mig magtesløs. Jeg følte ikke, at jeg kunne tage vare på min datter"
Skulle jeg have fået det barn, fordi Moder Danmark trænger til flere børn? Skulle jeg have fået de andre, hvoraf den ene var et uheld med et utæt kondom og den anden var med en mand, der under ingen omstændigheder ville være en del af det, selvom jeg gerne ville?
Det har aldrig været nemme beslutninger, men jeg skammer mig ikke over dem. Det har været alfa og omega for mig, at jeg sætter et eventuelt barn i verden under gode forhold og forudsætninger.
Og den detalje synes jeg ofte, regeringen glemmer i deres evindelige babygrådighed.
Hvad byder vi de børn?
Der er mange årsager til, at man får børn sent, ligesom der nok kommer flere og flere, der ikke ønsker børn af alverdens årsager. Og det er ikke, fordi vi er forkælede og magelige.
Jeg ved, at jeg fik et stik i hjertet, da jeg så artiklerne om, at vi ikke får nok børn. Og jeg ved også, at jeg langtfra er den eneste, og at vi alle har hver vores personlige smerte i den anledning.