Royal
8. marts 2021

Meghan Markle åbner op om selvmordstanker: "Jeg kan være nervøs på deres vegne"

I et ekstraordinært interview med hertuginde Meghan Markle og prins Harry er det kommet frem, hvor psykisk dårligt Meghan Markle har haft det i sin tid som kongeligt medlem af det britiske kongehus.
Af: Sofie Guldager Larsen
https://imgix.femina.dk/2021-03-08/meghan_harry.png

Foto: Harpo Productions/Reuters/Ritzau Scanpix

- Det bliver ikke meget vildere. Det kan ikke undgå at få nogle konsekvenser, men hvad det bliver, ved jeg ikke endnu.

Sådan lyder det fra journalist og royalreporter på SE og HØR Jacob Heinel Jensen oven på det meget ærlige interview hertuginde Meghan Markle og prins Harry har givet til talkshowvært og producer Oprah Winfrey.

I interviewet, der blev sendt på den amerikanske tv-kanal CBS i nat dansk tid, kommer der nogle ret dystre afsløringer af, hvordan de er blevet behandlet af det britiske kongehus.

Jacob Heinel Jensen understreger, at det er et enestående interview, der kan sammenlignes med interviewet med prinsesse Diana i 1995, hvor hun fortalte, at ”de var tre i ægteskabet” og hentydede til, at prins Charles var utro med Camilla Parker.

Inden dette interview med Meghan og Harry lå støtten fra briterne ifølge ham ikke hos Meghan og Harry, men ved det britiske kongehus.

- Det er markant anderledes end dengang med Diana, hvor briterne støttede hende. Den støtte har Meghan og Harry ikke. Jeg kan være nervøs på deres vegne, hvad de får ud af interviewet.

Frygter, at historien ville gentage sig selv

I interviewet åbner Meghan Markle op om sit psykiske helbred, da hun var en del af kongefamilien og boede i Buckingham Palace.

Her gik hun på et tidspunkt rundt med selvmordstanker.

- Jeg skammede mig over at skulle indrømme det for Harry, siger hun ifølge The New York Times.

- Jeg vidste, at hvis jeg ikke sagde det, ville jeg gøre det. Jeg ville bare ikke være i live mere.

Meghan Markle spurgte kongehuset om muligheden for at blive indlagt og fik ifølge hende at vide, at det ikke ville være muligt, fordi det ”ikke ville være godt for institutionen”.

Jacob Heinel Jensen tænker straks på prinsesse Diana, når han hører om Meghan Markles selvmordstanker i interviewet.

- Vi ved, at prinsesse Diana også kæmpede med sådan nogle tanker, da hun var i kongehuset. Det er også det, der har gjort, at Harry har reageret, fordi han var bange for, at historien ville gentage sig selv.

For mørk til at være kongelig

En anden ting, der blev afsløret i interviewet, er, at der ifølge Meghan Markle er blevet udtrykt bekymring i kongehuset om, hvor mørk Archie ville være, når han blev født.

- I de måneder, hvor jeg var gravid, foregik der samtaler om, hvordan han ikke ville få den samme sikkerhed, eller hvordan han ikke ville få en titel, samtidig med at der var bekymringer og samtaler om, hvor mørk hans hud ville blive, når han blev født, fortæller Meghan Markle i interviewet.

Jacob Heinel Jensen kan sagtens forestille sig, at det er sket.

- Det er meget kritisk for det britiske kongehus, at det er kommet ud. Man kan kun gisne om, hvem det er, der er kommet med de her udtalelser.

For et par dage siden siden kom beskyldninger frem om, at Meghan Markle skulle have mobbet nogle medarbejdere i Buckingham Palace. Noget hun selv benægter.

Ifølge Jacob Heinel Jensen er det ikke tilfældigt, at den historie kommer ud lige nu.

- Det er det tætteste man kommer på et meget massivt modsvar fra det britiske kongehus. Det er bevidst spin fra hoffets side, det skal man ikke tage fejl af. De forsøger at fortælle en anden historie, end den Meghan kommer ud med nu.

Du kan se hele interviewet i aften klokken 21.00 på TV3.

Læs mere om:

Læs også