Emmeli er kronisk syg: ”Det er først efter corona, jeg virkelig har oplevet ensomhed”
Foto: Privat
Telefonen vibrerer i lommen, men Emmeli kan ikke tage den, for hun sidder i et møde med sin chef på sit arbejde i Harald Nyborg.
Den bliver ved med at vibrere. Da mødet slutter, tjekker Emmeli sin telefon.
Der er utallige opkald fra hendes mor og læge.
Hun skynder sig at ringe til sin mor, som fortæller, at hun har snakket med hendes læge.
Emmeli skal skynde sig at tage hjem, for det er ikke sikkert for hende at være på arbejde eller generelt at være udenfor på grund af corona.
Hun må gå til sin chef og sige, at hun er nødt til at gå hjem, og hun ved ikke, hvornår hun kan komme igen.
CORONA 1 ÅR
Corona-pandemien har været en del af vores hverdag i et år.
Vi har snakket med en 80-årig kvinde, en sygeplejerske, en nybagt mor og en kronisk syg om et år, der langt fra blev som forventet.
Emmeli er 23 år og har tre kroniske sygdomme.
Hun har diabetes, lavt stofskifte og addison, som er en sygdom, hvor binyrebarken ikke producerer hormonerne kortisol og aldosteron, der gør, at så snart hun bliver lidt stresset eller får en lille infektion, bliver hun syg.
Hvis Emmeli ikke tager medicin tre gange om dagen, vil sygdommen være livstruende.
I hverdagen mærker Emmeli sine kroniske sygdomme ved, at hun hurtigt bliver træt. Hun er nødt til at planlægge, hvis hun for eksempel skal til en fødselsdag, da hun typisk så skal bruge dagen efter på at slappe af.
Kroppen kan ikke klare corona
Emmeli er en af de eneste i Danmark, der har præcis den kombination af sygdomme.
Lægerne kan ikke sige, hvad der vil ske, hvis Emmeli får corona, men hun er ret sikker på, at hendes krop vil have svært ved at klare sygdommen.
- Fordi jeg har addison, skal jeg indlægges, så snart jeg får feber. Jeg tænker, at min krop vil have svært ved at klare corona, når min krop i forvejen har svært ved at klare feber.
11. marts 2020 holdt Mette Frederiksen pressemøde og lukkede Danmark ned. Emmeli sad allerede isoleret i sin lejlighed, uden at vide hvornår hun kunne gå ud igen.
- På det tidspunkt havde min læge sagt, at indtil jeg havde fået vaccinen, måtte jeg ikke gå ud. Jeg vidste jo ikke, hvornår vaccinen kom, og jeg havde hørt, der kunne gå op til 18 måneder.
Dagene smeltede sammen
Emmelis hverdag ændrede sig drastisk, efter hun blev sendt i isolation.
Hun er et meget socialt menneske, men pludselig blev den side af hende meget begrænset.
- Jeg gik fra at have en hverdag, hvor jeg gik på arbejde og sås med venner og familie hver weekend. Jeg plejede at have en overnattende veninde, stort set hver dag, og lige pludselig havde jeg ingen, udover min kat.
Dagene smeltede sammen, og Emmeli begyndte at sove de fleste af sine dage væk, nu hvor der ikke længere var en grund til at komme ud af sengen. Hun måtte kun gå udenfor, når det var sent aften, og alle andre var indenfor.
Sophie startede intensiv-afdeling under corona: Da patienterne begyndte at komme ind, synes jeg, det var skræmmende
Så gik hun en tur med mundbind på.
Hun endte med at få det rigtig dårligt rent psykisk. Derfor besluttede hun sig for ikke at lytte til alt, hvad hendes læge havde rådet hende til. Hun valgte at ses med sin familie, dog på afstand.
- Jeg tænkte, at det også var vigtigt at komme ud på den anden side med et godt mentalt helbred.
Hvordan har corona påvirket dig?
- I starten af corona følte jeg mig meget alene og ked af det. Jeg tog afstand fra mange af mine venner, fordi de havde jo stadigvæk et normalt liv og gik på arbejde.
- Jeg tænkte, at det også var vigtigt at komme ud på den anden side med et godt mentalt helbred.
- Jeg gik fra at være meget positiv og være god til at tage kontakt til at være rigtig negativ. Jeg troede, jeg vidste, hvordan ensomhed føltes før corona, men det er først efter corona, jeg virkelig har oplevet ensomhed. Det har været hårdt.
Distraherer sig selv fra angsten
Emmeli begyndte at tegne og male meget under corona. Hun prøvede at gøre så mange ting som muligt for at distrahere sig selv fra angsten om corona og følelsen af at være helt alene i sin lejlighed.
- Jeg begyndte at lytte meget til podcast, fordi når der var helt stille, så følte jeg mig meget alene. Mit liv var ret rodet inden corona, så jeg prøvede at få nogle rutiner, så jeg ikke sov dagen væk, men fik en god døgnrytme.
For at komme væk fra ensomheden meldte Emmeli sig som frivillig i organisationen Husrum, som er en organisation for ensomme unge i Aarhus og Horsens, hvor hun står for dens online-arrangementer i Aarhus.
Det bruger Emmeli næsten al sin tid på nu.
- Jeg meldte mig til, fordi jeg følte mig meget ensom, så det var to fluer med et smæk – de hjælper mig med at føle mig mindre alene, fordi jeg har nogle mennesker, som jeg kan snakke med en gang om ugen, og jeg hjælper dem, så de ikke føler sig ensomme.
Hvad glæder du dig til, når landet åbner igen?
- Jeg har nogle venner fra England, som jeg plejer at se hvert halve år, så dem vil jeg meget gerne se snart igen. Jeg glæder mig især til at kunne gå udenfor uden at skulle tænke for meget over, om folk holder afstand.
Heldigvis har Emmeli fået begge stik af vaccinen, som betyder, at hun kan leve mere, som hun gjorde før corona.
- Efter andet stik af vaccinen følte jeg mig mere fri. Corona er ikke ovre, bare fordi jeg har fået vaccinen, så jeg passer stadigvæk på, men jeg er så glad for, at jeg nu kan kramme min familie.