Brev til Anna Mejlhede: Skal min søster have opsang eller buket?
Foto: Betina Fleron
Kære Anna,
Jeg håber, du kan komme med din vinkel på en lille familiekrise, jeg er havnet i. Sagen er, at vi er tre søskende: Jeg, der er lillesøster, min bror og min storesøster.
Vores bror bor i udlandet, og det er min søster, jeg har en mindre konflikt med.
Hun arbejder i plejesektoren og har (og har haft) meget travlt her under coronakrisen. Jeg derimod er offentligt ansat og har været hjemsendt i meget lang tid.
Hun blev skilt for et år siden, børnene er store, og selv om hun har en del gode veninder, tror jeg, hun savner at have andet end arbejde i sit liv.
Jeg er gift, har hjemmeboende børn, sommerhus, hunde og kat og er nok lidt bedre økonomisk stillet end hende.
Og nu til krisen: Jeg føler, hun konstant kommer med stikpiller til mig og mit liv.
Ja, hun lyder nærmest bitter.
”Nååårh, så går du hjemme og hygger og får fuld løn?” (Nej, jeg ARBEJDER hjemme!).
Eller: ”Ja, der er jo nogen, der kan tage i sommerhus, mens vi andre skal cykle på arbejde i regn og slud klokken 7 om morgenen …”
Jeg har hidtil bare slået det hen, men er begyndt at blive træt af at høre på hendes halvvrisne kommentarer og overvejer snart at sige fra.
Alligevel er der også en side i mig, der har lyst til at give hende et knus, sende hende en buket blomster og skrive tak, fordi der er nogle som hende her i samfundet.
Det skal tilføjes, at vi – normalt – har et dejligt forhold, jeg holder meget af hende, selv om vi ikke er deciderede veninder. Hvad tænker du, Anna? Opsang eller blomster til hende?
Kh,
Hanne
Kære Hanne,
Jeg er slet ikke i tvivl. Du skal vælge blomsterne.
Selv om du forståeligt nok er såret over din søsters stikpiller, får du ikke noget ud af at give hende en opsang. I hvert fald ikke noget, der kan bruges konstruktivt i jeres relation.
Brev til Anna Mejlhede: Hun forventer, at alle spiser vegetarmad
Det lyder, som om din søster har hænderne fulde af tunge byrder. Som ansat i plejesektoren har din søster uden tvivl været mere end hårdt spændt for hele det seneste år med corona.
Jeg er derfor sikker på, at hendes hånlige kommentarer om din situation i forhold til hendes blot er udtryk for udmattelse og frustration over livet lige nu. Ikke en kritik af dig.
Selv om det kan føles urimeligt at være mental boksepude, så husk, at din søster ikke har noget imod dig.
Hun er bare træt! Du optræder som en klog og kærlig søster, hvis du trækker vejret dybt, ser hen over hendes bitre bemærkninger – og favner hende.
Jeg er sikker på, at du kan, for du er allerede selv inde på tanken om, at blomster nok er bedre end en opsang i relation til din søster.
Lyt til den side af dig, som fornemmer dit eget overskud, ser din søsters udmattelse – og handler derudfra.
Tænk på, hvor stort og varmt et søsterkram det bliver, når hun åbner døren for et blomsterbud, der på dine vegne kommer med favnen fuld af varme tanker.
Min erfaring er, at der ganske enkelt ikke findes nogen bedre måde at slå konflikter i jorden på end på denne vis at se bag om – og tværs igennem – sine kæres sure bemærkninger.
Kærlig hilsen,
Anna
Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.
Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.