Lolitas datter fik kræft: ”Det var for hårdt at sidde med min datter på 12 år og planlægge hendes begravelse”

- For at sige det som det er. Man kan altså godt blive mundlam, når man er sammen med os to.

De griner begge to og snakker højt i munden på hinanden. Sådan starter telefonsamtalen med Ida Bakke på 21 år og hendes mor Lolita Vindsetmo på 46 år.

Lige før interviewet har de været nede og få en mor-datter-tatovering på indersiden af armen.

Præcis den samme tatovering med teksten: ”Vi har ikke plads til afstand mellem os.”

Der er tydeligvis et stærkt bånd mellem de to, det kan man høre med det samme. Ida og Lolita er som bedste venner og deler alt med hinanden. Ja, alt.

- Det er næsten rigtigt. Vi har nogle få regler. Ida fortæller alt til mig, jeg fortæller ikke alt til hende, siger Lolita.

- Jeg kan snakke med min mor om alt, som sex og sexstillinger, men jeg vil aldrig høre om de ting, min mor har oplevet i soveværelset. Ud over det, snakker vi om alt, siger Ida.

De griner igen.

Idas største fan

Ida var en af deltagerne i det norske Paradise Hotel, og selv da Ida fortalte sin mor, at hun skulle til audition, tog moderen det helt roligt. Hun tænkte, at der ikke var grund bekymring.

- Det var bare sejt! Jeg er Idas største fan og har støttet hende hele vejen.

Lolita siger, at hun har hørt andre mødre på samme alder, som siger, at de havde droppet kontakten med deres datter, hvis de var med i sådan et program, men for Lolita er det anderledes.

Hun ser slet ikke sådan på det.

- Jeg kender Ida bedst og kender hendes personlighed – hun har aldrig gjort noget, som jeg er blevet flov over. For mig er det ikke noget problem at se min datter feste og gå rundt i bikini, hun er 21 år og har hele verden for sine fødder, siger Lolita.

Det, hun derimod ville reagere kraftigt på, var, hvis datteren behandlede andre mennesker dårligt. Det tvivler hun derimod stærkt på, kommer til at ske.

- Da hun skulle afsted, var jeg meget begejstret og sagde: "Nyd livet, gør alt hvad du har lyst til, men prøv at lade være med at have sex, når du er der.”

Indtil videre er det gået godt, siger Lolita.

Kræft som 12-årig

De to har altid haft et tæt forhold til hinanden, lige siden Ida var et lille barn.

Ikke desto mindre udviklede deres forhold sig til noget meget specielt, da de begge gennemgik den mest sårbare periode i deres liv, nemlig da Ida blev diagnosticeret med akut lymfatisk leukæmi (blodkræft) som 12-årig.

Det kom som et chok. En frisk, sund og ung pige skal ikke få kræft, og det eneste, Lolita ønskede på det tidspunkt, var, at nogen skulle sige, at det hele nok skulle gå godt.

Det var der ingen, der sagde.

Tidligt i processen fik de derimod at vide, at der var en meget lille chance for, at hun ville overleve.

Ida var i højrisikogruppen, og udsigterne var dårlige. Kræften ville angribe hende hårdt, og Lolita var dybt fortvivlet og benægtede situationen.

- Det var et stort chok, der kom brasende ind i vores liv, siger hun.

Græd på badeværelset

Lolita husker godt, da hun kom ind på børnekræftafdelingen. I dagligstuen sad der flere små børn med ledninger rundt om hele kroppen, sondemad gennem næsen, tydeligt kræftsyge uden hår på kroppen og blege i huden.

Lolita forstod ikke, hvad der var galt med forældrene, som sad og havde det hyggeligt og grinte.

Hvordan kunne de føle glæde? Hvad levede de for?

- Jeg var helt nede. Jeg kunne ikke klare det. Jeg græd om natten i badet, på badeværelsesgulvet, i bilen. Jeg husker, at jeg forsøgte at skjule det for Ida, men hun så sikkert godt, hvor dårligt jeg havde det.

- Det gjorde jeg, indskyder Ida.

Lolita roser dem, der arbejder på hospitalet, men hun husker godt, da de sagde til hende, at Ida ikke kom til at klare den.

At de havde haft mange som hende før, der havde reageret på samme måde, ”I har ikke mødt mig før”, havde hun svaret de ansatte.

- Jeg kan ikke klare at miste min datter.

Den første kemoterapi

Hun tager os med tilbage til dengang, hvor Ida skulle modtage kemoterapi for første gang.

Hun husker den omfattende proces, den store nål og posen, der hang på stativet ved siden af ​​sengen med en knaldrød farve.

Lægerne brugte handsker og mundbind til at udføre behandlingen, og denne stærke gift skulle datteren have sprøjtet direkte ind i sine celler.

- Jeg kan ikke sige noget andet end, at det var helt vildt forfærdeligt.

Hun kæmpede længe.

Alt føltes meningsløst. Indtil hun pludselig fandt en styrke, hun ikke anede, hun havde.

Hendes datter lå i en hospitalsseng på hospitalet og ville sandsynligvis ikke overleve, men til sidst fandt hun en glæde. Glæde i de små ting.

Pludselig blev nogle af dagene også lidt dejlige.

- Jeg fandt simpelthen noget frem, som jeg ikke troede, at jeg havde. Jeg håndterede situationer, som var helt utænkelige. Jeg blev virkelig en løvemor, siger Lolita.

14 dage senere var det dem, der sad og grinede i dagligstuen. Hele familien - Lolita, far Roger og storebror Rune.

- Ja, heldigvis. Når du selv står midt i det, bliver det til sidst hverdag at opleve tragedier. Det var næsten rutine at få at vide, at "rum 216 er død". Livet fortsætter.

I denne periode stoppede verden utvivlsomt.

Ida taler om, hvordan hendes syn på ting pludselig ændrede sig.

Mens hendes venner gik i biografen og var kede af ikke at få lov til at tage til en fest, stod hun foran spejlet og forstod ikke, hvilken patient hun så på.

Lolita syntes også, det var underligt, at livet uden for hospitalets mure bare fortsatte, mens hendes datter lå og var dødssyg.

- Der var store kontraster, men vi måtte bare acceptere det.

Den ene person, som Ida foretrak at have med sig på hospitalet, var hendes mor.

Sammen gennemgik de kemoterapi, smerter, opkastning, nye behandlinger og vågne nætter.

Heldigvis er de en tæt familie, og selvom det var mor, der for det meste var på hospitalet, stod hele familien sammen. Far Roger var hjemme med storebror Rune og hjalp til med alt, hvad han kunne.

I to og et halvt år var Ida nærmest isoleret fra omverdenen.

Hun var i den alder, hvor man begynder at løsrive sig fra hjemmet og udforske nye ting på egen hånd, men i Idas liv var der ikke plads til alenetid.

Hun var nødt til at have sin mor tæt på hele tiden og behøvede hjælp til det meste.

Snakkede om begravelsen

- Jeg mistede tiden, hvor man ofte er oprørsk, råber af sine forældre og smækker døre. I stedet sad jeg i en kørestol, fordi min krop var så svag.

- Men jeg var aldrig bange for at dø, selvom jeg var forberedt på, at det kunne ske. Nogle gange tænkte jeg, at jeg også ønskede det – hellere det end at være på alt den stærke medicin, der ødelagde mig dag efter dag.

- For mig var det vigtigt at tale om det, men min mor og far ville ikke have det, husker jeg.

Lolita siger, at dette måske er det eneste, hun aldrig har ønsket at tale med Ida om.

- Det var for svært at sidde med min datter på 12 år og planlægge hendes begravelse, selvom det var det, hun ønskede - fortælle hvordan ceremonien skulle være. Jeg afviste hende faktisk, siger Lolita ærligt.

Mistede sin identitet

Hvordan var det for dig at miste alt dit hår, Ida?

- I det øjeblik, jeg sad i frisørstolen, og lyden af ​​barbermaskinen begyndte at suse omkring mine ører, min identitet forsvandt. Det glemmer jeg aldrig. Jeg havde altid haft langt, brunt og tykt hår. Jeg mistede også mine øjenbryn og øjenvipper, og man bliver meget oppustet af kemoterapien.

- Jeg var ikke mig selv, og det gik ud over selvtilliden.

Hun troede, at ingen syntes, hun var flot. Hun ville bare være fri og flirte med fyrene, men "hvem vil have en skaldet kæreste?"

Når hun gik i butikker, følte hun, at alle så på hendes paryk. Hun var bange for, at den ville falde af, og hun var bange for, at den sad skævt.

- Men hvad jeg frygtede mest var, at jeg ikke ville se ud som mig selv, hvis jeg døde. Det lyder måske banalt, men det var værre end alle operationer. Der skete noget med mig.

Lolita indrømmer, at hun græd, da Idas hår pludselig lå på gulvet foran hende.

- Jeg husker, at jeg sad og holdt hendes hånd og skulle komme med støttende ord, men jeg kunne ikke sige noget. Jeg kiggede hende dybt i øjnene og græd. Så var det ikke længere Ida, der sad der. Det var Ida med kræft.

Fandt de små glæder

Selvom disse år bestod meget af smerte, elendighed og traumatiske situationer, fandt Ida og Lolita en masse glæde i de små ting. Eller som Ida selv siger:

- Havde vi ikke haft humoren, var jeg sikkert død.

Hun fremhæver tonen mellem Lolita og hospitalets personale som et af højdepunkterne.

Som da lægen sprang ind i lokalet med Idas paryk på hovedet og spillede luftguitar.

Som mor og nærmeste støtte gjorde Lolita alt for hende. Hun havde mest lyst til at overtage Idas smerte, men det kunne hun selvfølgelig ikke.

Så hun gjorde alt andet for hende uden at blinke.

- Vi drak Pepsi Max og spiste ostepops. Hvis hun havde lyst til Oreo-kage midt om natten, så bagte jeg den kl. 03.00. Når hun vågnede tidligt om morgenen og ville have lyserøde negle, gik jeg ned i butikken og stod og ventede på, at de skulle åbne, så jeg kunne købe lyserød lak i forskellige nuancer.

- Det var ganske små ting, men det betød meget for hende dengang.

Ida husker, da hun skulle begynde ottende klasse, og hendes mor havde købt fem forskellige skoletasker, som hun tog med til hospitalet, så hun kunne vælge den, hun bedst kunne lide.

- Hun var så sød, siger Ida.

Begge bliver rørt i telefonen, når de husker tilbage på, hvad de har oplevet, samtidig med at de fortsætter med at tale om de to gange, de fik tilladelse fra hospitalet til at rejse på en pigetur til London.

Med bandager i tasken, information om sygdommen og medicin i kufferten tog de afsted.

- En gang havde vi også en kørestol med, og den by er ikke lavet til en kørestol, griner Lolita.

- Jeg var så træt bagefter, men det var det værd. Turene fik mig til at glemme kræften lidt, siger Ida.

Blev rask

Efter tre-fire måneder på hospitalet fik de pludselig at vide, at Ida reagerede over alle forventninger på medicinen, og at prognosen så lysere ud end nogensinde.

De så et håb, men lægerne var forsigtige med ikke at give falske forhåbninger.

- De brugte ord som at "kroppen var stærk og flot." Medicinen fungerede godt. Det så positivt ud.

Efterhånden som tiden gik, havde hun endda en dato at forholde sig til - den dag hun skulle udskrives. I oktober 2013.

- Den dato fortalte jeg til alle og skabte en forventning om, at jeg så ville være mig selv igen. Jeg troede, jeg skulle ud at løbe den næste dag og deltage i alle fødselsdage og aktiviteter.

- Tre år tog det, før jeg var helt tilbage.

Ida havde næsten intet immunforsvar, hun var syg hele tiden, og hendes krop var svag og fungerede ikke godt.

Hun gik glip af ottende klasse, hele niende og halvdelen af tiende. Hun har mistet en masse ungdom, men i dag føler hun, at hun er blevet stærkere af oplevelsen.

- Jeg ville selvfølgelig helst aldrig have haft kræft, men jeg er inderligt glad for den erfaring, som livet har givet mig. Jeg havde nok været en anden person, end den jeg er nu, hvis jeg ikke havde haft kræft, siger Ida.

Hvordan påvirker det dig i dag?

- Det påvirker mig på den måde, at jeg sætter pris på hvert øjeblik. Jeg tager faktisk intet for givet, og jeg lukker bare øjnene og springer ud i de ting, jeg har lyst til, for eksempel Paradise Hotel.

- Vi har alle ét liv på denne jord, og vi skal alle leve det fuldt ud. Det er en skam, at man skal lære det på den måde, men jeg har i det mindste lært noget meget vigtigt.

Har en Youtube-kanal sammen

For lidt over et år siden oprettede Ida og Lolita en Youtube-kanal sammen, hvor de startede med at filme hinanden, imens de lavede forskellige udfordringer, men det har gradvist udviklet sig til en kanal, hvor de snakker om alt foran kameraet.

Kanalen er blevet mere og mere populær, og de kan få langt over 10.000 visninger på en video.

- Dette var som alt andet, vi gør: Meget lidt gennemtænkt og noget vi gjorde for sjov. Det er virkelig hjemligt. Vi har ikke et professionelt kamera, som andre, der er på Youtube, har, men vi har det sjovt, siger Lolita.

De tror, ​​at mange ser det specielle mor-datter-forhold i videoerne, og at det er det, de godt kan lide at se.

Pludselig er der mange andre end bare bekendte, der regelmæssigt ser deres kanal.

- At have et så tæt forhold til sin mor er en stor sikkerhed. Jeg ved, at jeg altid har hende i nærheden. Det føles som om, jeg aldrig ville have været i stand til at leve uden hende - hun er virkelig min klippe i livet. Hvis hun var forsvundet, ville jeg også være forsvundet, siger Ida.

Lolita håber, at hun lever, indtil hun er 100 år gammel, så er Ida 75 år, og det føles måske okay at give slip på sin mor der.

- For mig er det en tryghed, at Ida altid kan komme til mig, uanset hvad det er. Det betyder, at jeg altid har mulighed for at hjælpe.

Denne artikel blev oprindelig bragt på KK.no.