Mænd skal ikke trække offerkortet i debatten om kvinders utryghed, siger Jakob Ellemann-Jensen

Første gang det gik op for Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, at det kunne være utrygt for kvinder at bevæge sig rundt i det offentlige rum, var da han som ung underviste i selvforsvar for kvinder. Han havde dyrket Jui Jitsu i mange år, og nu underviste han, og det gik op for ham, at alle kvinderne på kurset bar rundt på den samme frygt.

- Men jeg mærkede det ikke på egen krop, før jeg selv gik hen og fik børn og navnlig en datter. Det er jo svært at sammenligne, men jeg tror, jeg kan mærke noget af den frygt, som rigtig, rigtig mange kvinder føler, når de skal bevæge sig udenfor, siger han.

Den seneste uge har debatten både herhjemme og ude i verden handlet om lige præcis den frygt. Frygten for at blive råbt ad, antastet, kommenteret af mænd, men ultimativt også frygten for voldtægt og drab.

Debatten kommer, efter at den 33-årige engelske kvinde Sarah Everard blev kidnappet og slået ihjel, da hun gik hjem fra en veninde en aften i London. Den engelske politimand Wayne Couzens er sigtet i sagen.

Under hashtagget #textmewhenyougethome har kvinder delt deres oplevelse og fortalt om, hvordan de går med nøgler i hænderne, en veninde i røret eller telefonen klar til at trykke på nødopkald for at føle sig mere sikre.

Her på femina har vi også delt vores oplevelser. Men måske er det også på tide, at mændene kommer på banen i debatten. Det gjorde Jakob Ellemann-Jensen selv i et opslag på Instagram, hvor han fortalte, hvordan han bekymrede sig for sin teenagedatter, når hun gik ude om aftenen.

- Fordi jeg er mand og ovenikøbet både en privilegeret og magtfuld en af slagsen, så syntes jeg egentlig, jeg har pligt til at blande mig. Det her er ikke noget, kvinder skal stå alene med. Det er ikke alle mænd, der er farlige eller en trussel, men det er alle kvinder, der kender til den frygt, og den er bare enormt kønsspecifik.

Vi skal tage frygten seriøst

Du siger selv, at du blev opmærksom på det her første gang, da du var ung og underviste i kampsport. Kvinder har jo snakket om det her problem i årtier. Hvorfor er det først noget du går ud og snakker om nu?

- Jeg tror nogle gange, man selv skal mærke frygten eller udfordringen, man italesætter. Hvis jeg bare skulle holde min mund i stedet for at tale om det nu, hvor kampagnen kører, så tror jeg egentlig ikke, vi var et bedre sted. Jeg synes, det var oplagt at sige til kvinder derude, at jeg anerkender frygten, jeg synes, vi skal gøre noget ved den, og en del af den her frygt deler jeg.

Hvorfor er det, at man som mand skal have det ind på egen krop, før at det går op for en?

- Det tror jeg ikke kun har med mænd at gøre, det tror jeg, har med mennesker at gøre. Mange gange er problemer nemme at relatere sig til, men ikke altid nemme at forstå og mærke, førend man mærker dem selv.

- Ofte møder vi folk med en masse statistik og en masse argumenter for, hvorfor den frygt er irrationel, og det er simpelthen noget af det værste, man kan gøre og i denne her debat. Når man er bange for noget, har man ikke samtidig brug for at få at vide, at man er irrationel. Det her er en frygt, vi skal tage meget, meget seriøst.

Tror du selv, at du har virket utryghedsskabende for kvinder i det offentlige rum?

- Jeg har jo tænkt den tanke og bare tænkt ”hold da op, det håber jeg sørme ikke, at jeg har”. Jeg er i den grad noget af det mest fredelige, der findes. Men jeg ved godt, at hvis en kvinde går på en mørk gade og jeg som mand går på det modsatte fortov, så tænker jeg ikke over det på samme måde som hende. Og jeg tror sådan set at mange af os, og også jeg, er blevet opfattet som en potentiel trussel, og det har vi nok også brug for at være opmærksom på.

Kvinders utryghed er et strukturelt problem

Senest har regeringen med justitsminister Nick Hækkerup i spidsen været ude at argumentere for øget overvågning som et middel til at gøre kvinder mere sikre i gadebilledet. Argumentet er, at flere kameraer vil gøre det nemmere at efterforske sagerne, men også sende et signal om, at i visse områder bliver der holdt mere øje. Det argument køber Jakob Ellemann-Jensen ikke.

- Jeg tror i virkeligheden alle de ting, vi kan gøre politisk, er symptombehandling. Jeg synes grundlæggende, at overvågning er frygteligt, men jeg anerkender, at der er nogle steder, hvor overvågning er nødvendig.

- Man kan også have højere straffe, man kan også have mere politi på gaden, man kan også have flere Natteravne, man kan også have alle mulige andre ting, men det er jo symptombehandling, for uanset hvad, så handler det her jo om noget mere strukturelt. Det kan jo ikke være rigtigt, at kvinder skal være bange for mænd. Vi er i det 21. århundrede, det kan vi da ikke acceptere.

Men det er vi jo ...

- Det ved jeg godt. Men det må vi strukturelt gøre noget ved. Jeg tror ikke, der er en nem og hurtig politisk løsning på det her, andet end at sørge for at opdrage vores børn til at blive ordentlige mennesker og til at sikre, at det her uvæsen det bliver stoppet.

Handler det i virkeligheden om, at vi skal anerkende, at det her er et problem med kønnet vold?

- Der er simpelthen en grund til, at det hedder en voldsmand. Langt størstedelen af dem, der begår vold, er mænd. Og det bliver man simpelthen nødt til at anerkende. Jeg er helt med på, at vold i hjemmet er et langt større problem, og det synes jeg ikke, vi skal negligere, det skal vi netop også gøre noget ved.

Når denne her debat har været oppe, så er det, som om der kommer en forsvarsparathed hos nogle mænd. ”Sådan er jeg ikke, mig skal du ikke være bange for.” Hvad tror du det handler om?

- Der er mange, der føler et behov for at sige, at det faktisk ikke er alle mænd, der er voldsmænd. Nej, selvfølgelig er det ikke det, der er der da heller ikke nogen, der har antydet. Det handler om den frygt, der er.

- Jeg tror, vi skal passe på ikke at trække det store offerkort som mænd. Det her det er simpelthen ikke en debat, der er synd for os som mænd. Det er noget, vi ikke skal finde os i på vegne af kvinder.

Han mener, vi alt for ofte i disse debatter kommer til at tale om, hvordan kvinder skal agere. Så skal de ikke gå hjem ad mørke veje, så skal de ikke gå klædt på en bestemt måde. Det er et forkert fokus.

- Det er ikke kvinderne, der er problemet her, det er dem, der står med problemet. Det er heller ikke mænd som gruppe, der skaber det her problem, men det er nogen mænd, og det er vi nødt til at anerkende.

Men hvor skal vi så sætte ind for at komme det til livs?

- Det handler om mere politi i gadebilledet og om længere straffe. Jeg synes sådan set ikke, det er et problem at putte voldsmænd i fængsel, jeg synes, det er et problem, at man løslader dem.

Men den mand, der er sigtet for at slå Sarah Everard ihjel, er jo politimand, så jeg tænker ikke nødvendigvis, det ville gøre det mere trygt med flere politimænd i gadebilledet?

- Nu tror jeg, vi skal passe lidt på med ikke at mistænkeliggøre danske politifolk, fordi der er en engelsk politimand, der har været en psykopat.

Men kan du se, hvorfor det måske kan klinge lidt hult hos nogen, når du siger, vi skal have mere politi i gadebilledet, når den konkrete situation, der satte debatten i gang, handler om en politimand, der er sigtet for at slå en kvinde ihjel?

- Nej, det kan jeg ikke, for så er det et helt andet problem, det er tilliden til myndighederne og politiet som myndighed, og det synes jeg ikke, man har grund til at stille spørgsmål til i Danmark.