Præst Kathrine Lilleør: "Ingen kan holde ud at være bange hele tiden"

Et gammelt ordsprog siger, at nød lærer nøgen kvinde at spinde. Sådan er det i overført betydning gået Kathrine Lilleør.

– Coronakrisen har inspireret mig til at gøre tingene på nye måder. F.eks. har jeg lært, hvor kameraet sidder på min mobil, og hvordan jeg bruger en selfiestang, siger hun med et grin.

Jeg har sat hende stævne i det lyse præsteværelse i Sankt Pauls Kirke i København, hvor hun er sognepræst, for at tale om, hvordan hun oplever, at vi mennesker bliver påvirket af at leve i en pandemi.

Mens hun laver kaffe og te, løber hendes to gravhunde omkring hende, og så snart hun har sat sig, skynder de sig at krybe op på skødet af hende begge to.

De fylder en del, alligevel klarer hun at holde om dem, drikke kaffe og tale samtidig.

Selfiestang på prædikestolen

Kameraet og selfiestangen har været vigtige redskaber, forklarer hun, så hun kunne blive ved med at forkynde for sin menighed, da kirkerne blev lukket ned.

– Netop nu er kristendommens kernebudskab om, hvordan vi får livsmod på trods af frygt og død, jo vigtigere end nogensinde. Så jeg snørede en selfiestang fast til prædikestolen, og så gik jeg i gang med at optage gudstjenesterne .

I begyndelsen var det svært, for jeg kunne ikke stå med mine papirer og måtte lære prædikenen udenad, fortæller hun.

Normalt kommer der op mod 300 i kirke hver søndag i Sankt Paul, og det var de mennesker, hun i første omgang ville nå.

Men så ringede de fra DR og spurgte, om de måtte sende hendes gudstjenester de første fire søndage efter nedlukningen i marts sidste år, gerne med musik og nadver inkluderet.

Organisten i kirken, Frederik Magle, kan tilfældigvis klippe film, og det passede også med, at der var indkøbt nye mikrofoner til det store Steinway-flygel, så Kathrine Lilleør sagde ja, og hun og organisten gik i gang med at optage med deres to mobiltelefoner.

– Der var meget at holde styr på. Da jeg så vores første udsendelser hjemme i stuen, kunne jeg se, at jeg ikke havde fattet, hvor kameraet sidder i min mobil og derfor så lige forbi det. Det ved jeg så nu.

Det er så dejligt, synes hun, at folk i hele Danmark og flere steder i udlandet ser med.

– I forvejen har jeg den store lykke, at mine bøger når ud i hele landet, og før covid-19 holdt jeg også foredrag rundtomkring, men nu når jeg endnu længere ud med mine prædikener.

– Jeg er ydmygt taknemlig og opmuntret over, at der også kan komme noget så godt ud af denne mærkelige tid.

Ensomhedens sug

Coronakrisen har i det hele taget været travl for hende. Ikke mindst fordi der er så meget administration forbundet med at skulle gøre alting på nye måder.

Desuden har de daglige opdateringer om død og smitte også fået mange til at tænke dybere over de store spørgsmål i livet.

Emner, hun som præst altid har på dagsordenen og gerne vil tale med endnu flere om, også uden for gudstjenestens rammer.

– I sommer tænkte jeg meget over, hvordan jeg vil kunne nå alle dem, der var begyndt at følge mig online, når vi åbner igen, og fik derfor idéen til podcasten “Præsteværelset”, der nu udkommer hver anden tirsdag på Podimo.

– Idéen fik jeg faktisk fra mine trådløse høretelefoner, som jeg især det seneste år er blevet helt afhængig af. Når jeg går tur med mine hunde, hører jeg lydbøger og podcasts.

– Det er meget intenst at høre nogen tale direkte ind i sit øre. Det egner sig virkelig godt til at tale om de svære emner, jeg også taler med mange om, når vi mødes her i præsteværelset med hinanden.

Et af de problemer, mange for tiden har brug for at vende med andre, er ensomhed.

– Det, jeg kan tilbyde som præst, er et andet blik ind på, hvad det vil sige at være menneske, end det, der er uden for kirken. Et blik båret af, hvad Kristus forkynder.

– Når ens tanker fastlåses omkring et problem, er det min opgave at åbne for andre måder at se på livet og dermed også problemet på, understreger Kathrine som det første, da jeg beder hende give sit bud på, hvordan vi finder vej ud af den følelse.

Der er, synes hun, en tilbøjelighed til at tale om ensomhed som en lidelse, man skal helbredes for ved at være sammen med andre.

– Men sådan bliver ensomhed ikke omtalt i Biblen. Der lærer vi det forholdsvis barske, at der er ensomhed i ethvert menneskes liv. Når du lukker dine øjne om aftenen og vågner om morgenen, vil du altid være fuldstændig alene.

– Det er et grundvilkår, som vi så kan blive mere opmærksomme på i bestemte perioder som her under epidemien. Da kan vores alenehed blive til ensomhed, som sætter sig fast som et sug i brystet, en sorg.

Ensomheden har flere udgaver, siger hun.

Der er den, vi oplever, når vi føler, at de andre er elsket mere og har flere, de er sammen med, end vi selv har. Men der er også den ensomhed, vi kan føle sammen med andre.

– Indimellem har jeg oplevet, at jeg ikke har noget som helst til fælles med dem, jeg er sammen med, de hverken forstår eller ser mig, og det har for mig været den hårdeste form for ensomhed.

– Så hjælper det at få øje på, at det er en farve i regnbuen, alle oplever. Det handler ikke om at undgå ensomheden, for det kan ingen, i stedet kan vi alle blive bedre til at håndtere den, når den rammer os.

Ud i lyset

Før Kathrine mødte sin nuværende mand, var hun i mange år alenemor til sine tre døtre. Selv om hun ofte var alene, føltes det i lang tid ikke som noget problem.

Men så pludselig en lørdag aften, hvor hun sad alene som så ofte før i præstegården i Slagslunde, hvor hun var præst dengang, ramte ensomheden uden varsel.

– Så tænkte jeg, hvorfor kan jeg ikke glæde mig over stilheden og mit eget selskab, som jeg plejer? Det var meget ubehageligt. Havde jeg ikke haft søndagens gudstjeneste, mine mange hyldemeter fyldt med klog litteratur og erfarne mennesker at tale med det om, kunne ensomheden have fået stærkt fat mig.

– Det var, som om dagen med ét blev tømt for mening, og alle mine små, daglige vaner blev ligegyldige.

– Lige så dejlig dagligdagen kan være, lige så svær kan den blive, når man kæmper med at se meningen med den. Det oplever mange sikkert også her under covid-19.

– For det eneste, der ikke har ændret sig, er vores daglige vaner, at vi altid drikker kaffe om morgenen f.eks. Det kan pludselig forekomme så småt og kedsommeligt og synes så meningsløst. Og så kommer følelsen af ensomhed nemt lige efter.

Når den slags tanker banker på, anbefaler hun, at man læner sig ind mod sin tro.

– Alt det, Kristus siger i de fire evangelier, vil dybest set kun ét: Vise os vej ud af mørket og ind i lyset. Man kan ikke slå op i Biblen som en selvhjælpsbog, men man kan altid finde ord, der hjælper én.

– For tiden er jeg særlig optaget af det sted, hvor Kristus siger: ”Når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads og vær den, der tjener.” Han mener, at du og jeg skal stille os til disposition og tjene andre.

Når ensomheden truer, skal vi spørge os selv, om vi kan gøre noget for nogen.

Mulighederne for det er jo utallige, siger hun, og det kan både være noget småt og stort.

– Det kunne være at skrive et forsonende brev til den, du har brudt kontakten til, købe ind for din nabo eller finde et æble til solsorten. Bare det at gøre noget, der ikke drejer sig om dig selv, bryder din ensomhed, måske fordi det helt umiddelbart giver mening at gøre andre glade.

Gode regler for samliv

Så er der det modsatte af ensomhed, som også kan være et problem i disse tider.

Kathrine hører fra en del, der er udfordrede af, at de så længe har været sammen med deres nærmeste døgnet rundt, fordi de både bor og arbejder derhjemme.

Det er tankevækkende, synes hun, at vi under coronaepidemien næsten er vendt tilbage til at leve, som de gjorde i gamle dage, hvor folk især om vinteren tilbragte mere tid derhjemme.

Mange har genopdaget, hvor livgivende det er at høre gode historier og synge sammen, og det er dejligt. Men hun hører også om børnefamilier, hvor de er begyndt at gå hinanden på nerverne.

Det tror hun kan skyldes, at vi i de moderne familier ofte ikke har klare regler for, hvordan vi giver hinanden plads.

– Som præst foregår det meste af mit arbejde derhjemme, og da jeg var alene med mine døtre i 13 år, var det helt afgørende, at vi fandt en måde at leve tæt sammen på, hvor alles behov blev tilgodeset. Når man er to voksne i en familie, tænker man måske ikke altid på, hvor vigtigt det er at trække grænser, så der kan blive plads til både at være voksen og barn. Der kan man nemmere afløse hinanden. Men ingen kan afløse en, når man er alene, og så kommer børnene nemt til at fylde det hele og optager al ens tid.

– Når man er to, er man måske heller ikke indbyrdes enige om, hvilke regler der skal gælde, og så skrider det lige så stille, uden at man lægger mærke til det, fordi man normalt kun er tæt sammen i ferier og weekender.

– Men nu under epidemien er det blevet tydeligt for mange, at man må have tydelige regler for leg, sengetider og oprydning, og for hvornår og hvordan man opholder sig i stuen og køkkenet, hvis alle skal trives. Børn ved godt, at der er en grænse for alting, og at det er sjovere, hvis den bliver sat, mens mor og far stadig er i godt humør.

Selv om der var visse regler hjemme hos hende i præstegården, tror hun ikke, at hendes døtre vil sige, at de er blevet hårdt opdraget.

– Tværtimod tror jeg, de oplevede det som en stor frihed. Og der var også plads til, at de kunne grine af de regler, de fandt overflødige eller ligefrem pinlige, som at vi altid sang før maden, også når deres venner var på besøg.

I dag er hendes døtre 21, 25 og 28 år og flyttet hjemmefra, og det forbinder hun ikke med nogen sorg. Måske har overgangen været så nem, fordi hun allerede, da hun blev skilt, vænnede sig til, at de i perioder var væk.

– Jeg synes jo også, at det, at de flytter hjemmefra, giver mig en glæde over, at de nu kan og vil selv. Jeg nyder at se, hvordan de folder vingerne ud og flyver højere, end de selv troede, de kunne.

– Jeg ved, at nogle længes tilbage til, da deres børn var små. Sådan har jeg det ikke, det var dejligt dengang, men det er også dejligt at have dem som kloge, voksne samtalepartnere, der tager ansvar.

Frihed til at leve

Selv om mange under coronaen har været mere sammen, oplever hun egentlig ikke, at det har presset parforholdene. Tværtimod har hun lagt mærke til, at folk taler med større taknemmelighed om, hvor godt det er at have hinanden.

– Antallet af skilsmisser er jo også gået ned. Jeg tror, at mange har haft glæde af at være sammen uden alle mulige forstyrrende elementer. Måske har man fået taget nogle af de opgør, man trængte til at få taget, og er kommet ind til hjertet af, hvad der er vigtigt og skal prioriteres. Måske indser man endda, at man befinder sig det helt rigtige sted med den helt rigtige.

Hjemme hos Kathrine selv har covid-19 ikke skabt de store forandringer i livsrytmen. Hendes mand, Joakim, har været mere hjemme, men det tænker ingen af dem over.

– Jeg er heldig, at han giver mig frihed til at forsvinde ind i mine opgaver. Jeg har jo mange bolde i luften med klummer, podcasts, samtaler i præsteværelset, kirkelige handlinger, gudstjenester online og de nye bøger, jeg skriver på. Joakim giver mig lov til at have mit atelier i hovedet, så at sige. Det værdsætter jeg meget.

Men hun har savnet at se menigheden myldre ind i kirken, manglet at se ind i de lyttende ansigter og synge sammen med dem.

– Jeg tror, vi går og øver os i at håndtere smittefaren. Første bølge i foråret var præget af en større grad af frygt, men også en større grad af livsduelig optimisme, hvor vi faldt over vores ben for at gøre det så trygt som muligt for hinanden.

– Det oplevede vi også i kirken. Det var en smuk fortælling om en nation, der stod sammen. Det er stadig smukt, men nu er vi også optaget af, hvordan vi får livet tilbage. Jeg ser en stor lyst til, at vi nu får endnu større frihed og bliver vist den tillid, at vi selv kan vurdere risikoen ved det, vi gør.

Er der en lektie, hun tror, vi alle har lært, er det den, at hvis vi går rundt og frygter for sygdom og død 24 timer i døgnet og kun holder os inden for vores egne små vægge, er der ikke meget liv tilbage. Så ender vi i et lillebitte sort hul og bliver kede af det.

– Der er en salme af Jørgen Gustava Brandt, der begynder med ordene: Tænk at livet koster livet. Hvad enten vi tror på opstandelsen eller ej, har vi i denne påske 2021 aldrig før været så klar til at turde livet og dø, om så det gælder. For nu har vi længe nok været tvunget til at leve med afsavn og manglet friheden til at leve, som vi vil, møde, hvem vi vil, danse, med hvem vi vil.

– Det er blevet tydeligt, at vi skal passe på hinanden og følge de regler, det kræver. Men vi er også blevet klar over, hvor vi hver især er villige til at løbe en risiko.

Kathrine fortæller, at hun har en gammel veninde på 103, der til sidst, inden hun blev vaccineret, var så træt af sin isolation, at hun besluttede, at hun hellere ville dø af covid-19 end ikke at mødes med andre.

Hun insisterede på, at Kathrine skulle komme og spise julefrokost med hende, ligegyldigt hvor farligt det var.

– Det føltes som at få en gave, at hun på den måde viste mig, hvor livgivende møder mellem mennesker er. Det er hele livets essens, at vi kan være noget for hinanden og ikke bare går op i, hvad vi selv får ud af det, men også i, hvad vi kan give. Modet til at turde, det får vi fra opstandelsesmorgenens kampråb, som påskeenglen gjalder ud fra Jesu grav: Frygt ikke! De to ord har vi alle brug for at høre lige nu