Vrede kan få dig til at ranke ryggen. Men hold dig langt væk fra den her følelse

Følelser er uundværlige, hvis du spørger ph.d. i filosofi, forfatter og prodekan ved Aarhus Universitet Anne Marie Pahuus.

De giver nemlig vores liv saft og kraft, men samtidig er de også retningsgivere i vores moralske kompas, og det er også følelser, der får os til at ville noget, de er vores viljes vigtigste brændstof.

Men følelser er ikke bare følelser. Der er forskel, og nogle er mere hensigtsmæssige end andre. Lad os begynde med de hensigtsmæssige.

– Det er for eksempel vrede, sorg, medfølelse, omsorg, respekt og forventningsfuldhed, siger hun.

Det er følelser, vi har i kraft af, at vi hver især ikke er alene her på planeten og isolerede som individer, men er forbundne med hinanden og lever med i hinandens liv.

Anne Marie Pahuus kalder dem fornuftens følelser.

– Uden dem ville vi ikke kunne handle spontant og med indsigt, når vi støder på uret og uretfærdighed. Det er med andre ord vreden, medfølelsen, sorgen, forventningsfuldheden, omsorgen og respekten, der gør os i stand til at rette op på uretfærdighed.

– Hvis du for eksempel ser et menneske på gaden blive overfuset, truet eller måske ligefrem overfaldet og blander dig. Her har du fornuftens følelser i ryggen, når du griber ind.

– Respekten og omsorgen for din næste, vrede over den uret, du er vidne til. Det er hensigtsmæssigt, både for dig selv, din næste og for fællesskabet, forklarer Anne Marie Pahuus, der sammen med kollegaen Cecilie Eriksen står bag bogen ”Tillid som fællesskabets grobund”, om vores gensidige afhængighed og betydningen af, at vi på godt og ondt lever vores liv i fællesskaber.

God og dårlig vrede

De mindre hensigtsmæssige følelser dukker op, når vi lukker af for andre og ikke længere føler os forbundet.

Det er følelser som selvmedlidenhed, fornærmethed, forurettethed eller forargelse.

Men er forargelsen, forurettetheden og fornærmetheden ikke også en slags vrede?

– Jo, siger Anne Marie Pahuus:

– De ligger i hvert fald tæt på vreden.

Og her er det også vigtigt at skelne og være opmærksom på nuancerne. Vrede er ikke bare vrede. Den har flere nuancer, flere udgaver.

Anne Marie Pahuus skelner mellem den gode, hensigtsmæssige og den dårlige, uhensigtsmæssige vrede.

Den gode vrede er den, der får os til at ranke ryggen og se klart, næsten som i en åbenbaring.

Det er den, vi mærker, når vi er indignerede, harme, oprørte over noget, vi er vidne til, og går i dialog og tager konflikten, men lader der være plads til den anden i opgøret med vedkommendes handlinger.

I vreden ser man stadig den person, man taler til, og det er med henblik på, at den anden kan gøre det bedre, at man hæver stemmen over for vedkommende.

Vreden er og har været drivkraft i mange vigtige forandringer og mobiliseringer, store som små.

Hidsighed, rent raseri og i det hele taget den vrede, som vi bruger til at puste os op og manipulere med, er derimod aldrig af det gode.

Og fornærmelse, forurettethed og forargelse kommer der heller aldrig noget godt ud af, hvis det i bund og grund handler om at være fortørnet på egne vegne.

Det er former for vrede, som man ikke folder ud og giver plads, og de tilhører den gruppe af følelser, som man inden for filosofien kalder ressentimenter.

Det er indadvendte følelser, der blokerer for samtalen og nysgerrigheden, og som i sidste ende ødelægger fællesskabet og gør os ensomme.

Forargelse

Forargelse kan være på sin plads, når vi støder på nogen, der ikke har nogen skam i livet og ikke viser et passende hensyn til andre.

Men ressentimentet sniger sig ind, når vi i forargelsen samtidig kommer til at sætte os selv op på en piedestal som den, der ved og gør bedre.

Når vi så at sige lukker af, dømmer den anden ude på forhånd, uden at give ham eller hende en chance. Det kommer der ikke noget godt ud af.

– Det får i hvert fald ikke den anden til at forbedre sig. Det får kun ham eller hende til at føle sig forkert, siger hun.

Og vi ser ikke den anden, men bekræfter bare os selv i, at vi er dem, der ved bedst.

At vores verdensbillede, vores normer og værdier er de rigtige. Det kan der være en vis øjeblikkelig tilfredsstillelse eller beskyttelse i.

Men hvis du nogensinde selv, måske i et svagt øjeblik, har givet efter for forargelsen og måske ovenikøbet har delt den med din nabo, en veninde eller din partner, har du måske også oplevet det ubehag og den snærende fornemmelse, der bagefter kan sidde tilbage i kroppen som en dårlig eftersmag.

Det kan også handle om, at man gør sig selv til offer, når man bliver forarget og ikke bare bekymret over, hvad man udsættes for.

Hvad bilder de sig ind at køre rundt på deres knallerter og forurene den luft, som vi (stakkels) cyklister kører bagefter og indånder?

Der er altså ikke meget godt at sige om forargelsen eller nogen af de andre indadvendte følelser, ressentimenterne. Ikke desto mindre har flere eksperter de senere år været ude at sige, at vi er blevet mere forargede.

Som forsker tør Anne Marie Pahuus ikke sige det med sikkerhed.

– Men det kan godt være, at vi tør give forargelsen og de andre ressentimenter lidt mere luft nu, hvor følelser generelt fylder mere, og det er blevet mere acceptabelt, at vi viser vores følelser offentligt, siger hun.

Hun vil heller ikke afvise, at den hurtighed, der ligger i tiden, gør os hurtigere til at dømme.

Endelig betyder det også noget, at vi lever i en brydningstid.

Danmark er ikke længere det lille homogene land, det var engang, og der sker store skred, også i opfattelsen af køn og kønsroller.

Det giver forargelsen gode betingelser. For den udløses, når forskellige normer og værdier støder sammen.

Anne Marie Pahuus uddyber:

– Når vi bliver forargede, handler det altid om rigtigt og forkert. På den måde er det også et spørgsmål om, hvorvidt der er klare regler for, hvad man gør, og hvad man ikke gør. Og når samfundet bliver mindre homogent, bliver grænserne for, hvad der er rigtigt og forkert, mindre klare.

– Værdier støder nemmere sammen, og vi må i højere grad sætte ord på, når nogen bryder reglerne og opfører sig forkert. Hvordan skal folk ellers vide, at de opfører sig forkert?

Men det er ikke lige meget, hvordan vi gør det. Vi kan ikke bare sige lige, hvad vi vil.

– At de usorterede følelser skulle være de rene følelser, er en tanke, hvor man skiller person og affekt ad. Alle affekter har godt af en sortering, hvor man ikke er udleveret til sine følelser, men ser verden klarere gennem dem og giver plads til, at verden rummer mange forskellige måder at være menneske på.

– Det kræver, at vi tænker os om eller mærker efter, før vi reagerer. Vi kan ofte godt skelne, om vi selv eller den anden indtager hovedrollen i vores tanker. Det er en udmærket etisk sortering, som er med til at gøre os til mennesker, som andre kan være trygge ved, siger Anne Marie Pahuus, der mener, at vi skal blive bedre til at censurere os selv.

Og her mener hun ikke selvcensur som en stram selvkontrol, men som et sindsarbejde, hvor vi forholder os til vores følelser og til nuancerne i vores følelsesmæssige reaktioner sådan lidt udefra, altså uden at lade os rive med af vores følelser, mens vi samtidig ser og respekterer både os selv og den anden.