Politikerne må vågne fra tornerosesøvnen, hvis vi vil have ligeløn

Samira Nawa er folketingsmedlem og ligestillingsordfører for Radikale Venstre

Det er efterhånden ved at være pinligt, hvordan Danmark sakker efter vores nordiske naboer, når det kommer til ligestilling. Den seneste rapport fra World Economic Forum viser, at Danmark er gået fra en 14. til en 29. plads blandt verdens lande, når det kommer til ligestilling mellem mænd og kvinder.

Island, Finland, Norge og Sverige er alle i top fem, så Danmark må virkelig siges at være det sorte får blandt vores nordiske naboer, når vi taler ligestilling.

Indenfor ligelønsområdet halter Danmark i den grad også efter. I EU indtager vi en 16. plads ud af 27, når det kommer til ligeløn. Selv når en mand og en kvinde besidder sammenlignelige jobs, tjener manden mest i 90 procent af tilfældene.

En del af forklaringen på det åbenlyse løngab mellem mænd og kvinder går tilbage til tjenestemandsreformen fra 1969, hvor de traditionelle kvindefag blev placeret lavere i lønhierarkiet, fordi kvinders indkomst blev betragtet som en biindtægt i husholdningen.

Men reformen gør sig desværre stadig gældende i dag og må – i hvert fald på visse stræk – betragtes som lidt af et fortidslevn.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er der tale om strukturel sexisme, når traditionelle mandefag i udgangspunktet får højere løn end traditionelle kvindefag.

Den sexistiske kultur næres nemlig af en skævhed mellem mænd og kvinder, når det kommer til magt og penge. Derfor er kampen for mere ligeløn også en del af opgøret med sexisme.

Skævt politisk fokus

En del af forklaringen på de manglende ligestillingsinitiativer skal formentlig også findes i det politiske fokus de seneste mange år. Hovedfokus har længe været på at appellere særligt til de mandlige svingvælgere.

Først til ’Blå Bjarne’, der repræsenterer en bestemt type af faglærte mænd, og senest til bryggeriarbejderen Arne, som Socialdemokratiet har haft stort held med.

Misforstå mig ikke: Der kan bestemt være god grund til at sikre disse grupper forbedrede livsvilkår. Ingen tvivl om det.

Men i det snævre fokus på at gøre Bjarne og Arne tilfredse er det som om, at ligestillingskampen har måttet vige.

For er det der med ligeløn og reel ligestilling ikke bare noget feministisk hysteri, der vil skubbe de mandlige svingvælgere i armene på de andre partier? Sådan synes mantraet i hvert fald at lyde i nogle partier.

Tænk, hvis politikerne ville give Anne – der kunne være prototypen på en sygeplejerske eller pædagog – bare halvt så meget opmærksomhed og halvt så mange penge, som de har givet Arne.

Og tænk, hvis vi reelt satte fokus på Annes strukturelle skævheder på arbejdsmarkedet, som det er blevet gjort med Arne.

Ligestilling kommer ikke af sig selv

Så kunne vi nå utroligt langt indenfor ligestillingen og udfordringen med ligeløn. Men det kræver, at politikerne tør bevæge sig ud af deres gængse forestillinger og faktisk tør gå i brechen for, at der ikke går noget af Arne, fordi vi forbedrer Annes vilkår.

Vi ved, at udviklingen ikke sker af sig selv, når det kommer til ligestilling. Det må efterhånden være gået op for alle, der interesserer sig for området.

Hvad enten vi snakker kvinder i erhvervslivet og i magtpositioner, hvad enten vi snakker barsel, hvor kvinder stadig tager cirka 90 procent, eller hvad enten vi snakker ligeløn, ja, så sker der bare ikke noget for alvor, før der kommer markante politiske tiltag på bordet.

Indtil videre afventer vi regeringen. Men der må snart til at ske noget reelt. For vi har sovet længe nok i timen. Det er tid til at kvinde sig op på Christiansborg.