”Du er god nok, som du er – også med herpes”

Jeg var 19 år, single og eventyrlysten. Jeg ledte ikke efter en at dele livet med, men en at dele natten med i ny og næ.

Og som det A-menneske, jeg er, forsvandt jeg ofte før Mr. Right Now enten havde til hensigt at bede om søndagsmorgenmad eller bede mig om at smutte, fordi han havde planer

(Som om nogen i begyndelsen af ​​20'erne har planer før kl. 13 på en søndag...).

At slippe for denne her pinlige enten-eller-situation takkede jeg mit A-menneske-gen for. Tidligt om morgenen bevægede jeg mig ud i Oslos gader i retning af min hjem.

Men så kom den uge, jeg mest ønsker at slette fra nethinden.

Halvvejs i løbet af den uge, som jeg helst vil glemme, vågnede jeg med et underliv, som skulle have tænkt sig om, før det sidste lørdag lod en uden kondom trænge ind i sig.

Jeg så ingen anden løsning end at tage på skadestuen hurtigst muligt.

Mit underliv skreg af smerte

Et par timer senere lå jeg og spredte benene, underligt nok i meget samme position som i lørdags, men denne gang var det hos en gynækolog.

"Ja. Den er voldsom,” kunne gynækologen fortælle mig.

Ja, det havde jeg gættet mig til, da jeg vågnede op med et hævet underliv med åbne kødsår. HERPES.

Det bankede i mit hoved og i mit underliv på samme tid. Jeg var så trist, og mit underliv skreg af smerte.

Mange mennesker har efterfølgende spurgt mig, om jeg skammede mig, da jeg ufrivilligt fandt ud af, at jeg havde genital herpes.

Og nej, det gjorde jeg ikke. Jeg var mere vred og ked af det.

Ja, vred på det samfund, der har gjort det til en skam at blive inficeret med denne virus.

En virus, der er meget mere almindelig, end folk tror.

At sådan en almindelig virus er blevet gjort til noget, man skal skamme sig over, har gjort mig sur.

Herpes på en romantisk ferie

Der skulle gå 14 år, før nye sår dukkede op. Fordi sådan er det med denne virus. Den kommer og går.

På en romantisk ferie til Sri Lanka med min relativt nye kæreste skulle jeg igen opleve, hvordan herpes kunne opføre sig.

Jeg vågnede med et udbrud, der gjorde, at vi måtte aflyse dagens udflugt. Min Tinder-kæreste Jakob (nu mand og far til vores søn Storm) tog beskeden om udbruddet meget pænt.

Jeg er kendt for at være en åben person, så jeg fortalte det, som det var. Jeg havde genital herpes, og jeg havde brug for medicin så hurtigt som muligt.

Og Jakob? Han tog beskeden, som om jeg havde fortalt ham, at jeg havde fået min menstruation.

"OK, så må vi jo ud at handle, ik’? "

Sikke en rigtig reaktion, tænkte jeg. Jeg havde venner, der var blevet diagnosticeret med denne virus, og der havde piben en helt anden lyd, når det kom til herpes.

Det var et ikke-tema. Men i mit tilfælde måtte jeg fortælle det. Jeg kunne jo ikke bevæge mig normalt, og han ville spørge mig før eller siden.

At fortælle dette til Jakob på en romantisk ferie var ikke det, jeg havde forestillet mig.

Jeg havde endnu ikke haft et udbrud i vores korte forhold og havde derfor ikke fortalt ham det før nu, 11 måneder inde i forholdet.

Det var ikke noget, jeg havde tænkt på, da udbruddet ikke havde været der i lang tid.

Jeg havde ikke fortrængt det, men jeg havde glemt det lidt. Men nu måtte sandheden frem i det srilankanske morgenlys.

Jakob, en rigtig helt

Vi gik direkte til apoteket i den lille bjerglandsby Ella, hvor vi boede, og ledte efter herpesmedicin.

På trods af at jeg ikke følte skam over virussen, jeg havde pådraget mig for længe siden, var det faktisk Jakob selv, der gik til apoteket den dag for at bede om herpesmedicin.

(Er det okay at sige, at jeg der indså, det ville blive os to?)

Da Jakob kom ind på apoteket, blev han mødt af otte spørgende øjne, der tilhørte tre lokale mænd såvel som en farmaceut.

Jakob gik til kasseapparatet, og i stedet for at fortælle om mit udbrud udbrød han:

”I HAVE HERPES”

De tre lokale mænd kiggede på Jakob, imens han modtog varerne. Selv stod jeg uden for apoteket og så det hele.

Uanset hvor mærkeligt det lyder, var det meget romantisk at se Tinder-kæresten stå der ved kassen og snakke om herpes foran lokalbefolkningen.

Jeg blev rørt. Og jeg blev, hvis det var muligt, endnu mere forelsket.

Turen til Sri Lanka gjorde mig mere selvsikker og mere selvsikker i forholdet. Ved at dele og gennemgå noget så intimt kom vi tættere på hinanden.

Tidligere havde jeg måske troet, at fremtidige kærester ville få mig til at skamme mig, selvom jeg selv følte nul skam.

Men Jakob, han stod ved min side. Og købte herpesmedicin til mig på et andet sprog.

Bliver det kejsersnit?

Næsten to år senere var jeg højgravid med vores søn Storm, og herpes var på besøg igen. Denne gang var udbruddet mere voldsomt.

Ja, så intenst at det at bevæge sig var ”a pain in the vagina”, hvis det er tilladt at sige sådan.

Jeg tog på hospitalet i februar, kun tre uger før fødslen. I en klassisk fødeposition blev mit underliv undersøgt, og jeg fik både ordineret lokalbedøvende creme og piller.

Da jeg kom hjem, placerede jeg mig nøgen i et badekar (så godt som det kunne lade sig gøre med en relativ stor mave) med medicinsk grøn sæbe og vand for at lindre smerten.

Senere samme aften ringede de fra hospitalet og sagde:

”Vi tror, ​vi måske har glemt at nævne for dig, at hvis udbruddet ikke forsvinder, vil det sandsynligvis blive et kejsersnit.”

Hvad pokker? Jeg havde aldrig hørt om dette! At herpesudbrud ved fødslen ville betyde, at jeg var nødt til at få et kejsersnit?

Hvor havde seksualundervisningen i skolen gemt denne ikke så sjove besked?

Google blev min bedste ven den aften, hvor jeg forberedte mig på alle mulige scenarier ved fødslen.

Det hjalp dog ikke, at jo tættere vi kom på termin, jo strengere blev corona-begrænsningerne for, hvorvidt faderen fik lov til at være med til et muligt kejsersnit.

Heldigvis forsvandt sårene gradvist, og jeg var i stand til at føde vaginalt.

I tiden efter fødslen har jeg oplevet massiv respons fra unge og ældre kvinder, der roser min åbenhed omkring dette emne.

Både gennem min egen Instagram og i flere medier har jeg talt højt om herpes, fordi det er nødvendigt.

Intet at skamme sig over

Efter at have været med i podcasten ”G-punktet” modtog jeg tusindvis af beskeder fra kvinder, der har skammet sig over herpes i flere år.

Ja, flere af kvinderne har ikke turdet fortælle deres mand om virussen, og andre single-kvinder skammer sig så meget, at tanken om at være intim igen får dem til at grine.

De føler sig klamme. Dette gør mig så trist at høre!

Det er da ti gange mere klamt ikke at vaske hænder, efter man har været på toilettet? (noget jeg vil tro, flere mennesker havde til vane FØR corona).

Eller hvad med folk, der nyser på deres hånd? At du skal føle dig klam, fordi du er blevet diagnosticeret med en af ​​de mest almindelige vira, der findes.

Nej, jeg forstår det ikke.

Og som jeg har sagt til alle de kvinder, jeg har talt med på min vej: du er ikke klam!

Du har intet at skamme dig over! Dem, der udskammer andre mennesker, fordi de har herpes, DE er klamme!

At herpesvirus skal skabe så meget skam, usikkerhed og dårlige tanker blandt så mange, gør mig både vred og trist.

Men jeg håber, at min åbenhed hjælper andre med at forstå, hvor almindeligt dette er, og at man kan leve godt med sådan en virus i kroppen uden at skamme sig.

Uden at føle sig klam. Du er god nok, som du er, selv med herpes, min ven!

Hilsen din herpessøster Stine Næss-Hartmann.

Denne artikel blev oprindelig bragt på KK.no.