Brev til Anna Mejlhede: Har tre mænd, men savner en kæreste

Kære Anna

Jeg skriver til dig for at høre din mening om den måde, jeg p.t. lever på.

Jeg er 59 år og har tre tætte mandlige venner, som alle er i slutningen af 60’erne, og ingen af os er på arbejdsmarkedet.

Ingen af de tre er min kæreste.

Jeg savner det erotiske med en kæreste, men bortset fra det får jeg gennem de her søde venner både selskab, hygge, givende samtaler, menneskelig støtte, inspiration og hjælp til praktiske gøremål.

Og jeg bidrager over for dem.

Jeg har gennem mit liv forgæves forsøgt mig i kærlighedens svære kunst, men ofte afsluttet forhold, fordi mine kærester enten begrænsede min udfoldelse med kontrol eller ikke imødekom mine behov.

Min ven A har jeg kendt i 11 år. Vi faldt for hinanden og prøvede kort at have et forhold.

Det strandede især på, at jeg er intellektuel, hvor han mere er den praktiske type.

Men vi ”bruger” hinanden til at følges til kulturelle oplevelser, vi fejrer jul og fødselsdage sammen, yder praktisk hjælp, og vi har udvidet vores sociale cirkler ved at dele venner og familie – hvilket især jeg nyder godt af.

Han er ungkarl og kan ikke indgå kompromiser, så han har afskrevet at få en kæreste.

Min ven B har jeg kendt i fem år.

Vi snakker og griner meget sammen, er gode til at ”være på tur” i naturen, og vi elsker at hygge med gourmetmad (han er super i et køkken og MEGET hjælpsom).

Vi er også hinandens fortrolige – og han er som jeg et kulturelt nysgerrigt menneske, der er åben over for nyt i bred forstand.

Når jeg besøger ham, får jeg gerne lov til at overnatte.

Han kalder sig den typiske ungkarl, så en lille smule kvindeligt selskab i ny og næ passer ham fint.

Vi har også fælles venner, som vi er sammen med, men vi har ikke introduceret hinandens familier for hinanden.

Min ven C har en veninde, der bor i den anden ende af landet.

Hun er en ekskæreste, der stadig gerne vil ses. Hvilket han så også vil.

C og jeg indledte for tre år siden et erotisk forhold, som jeg afsluttede, da han fortalte, at hans eks stadig er en vigtig del af hans liv.

Han bad mig herefter om et venskab, og det sagde jeg ja til. Jeg er ikke forelsket i ham, men tiltrukket er jeg.

C er meget tiltrukket af mig. Han er en intellektuel mand, som jeg snakker rigtig godt med, og vi har en bred vifte af fælles interesser.

I de ugelange perioder, hvor han bor hos sin veninde, henter jeg hygge/varme/selskab hos de to andre mænd.

Så på den måde undgår jeg at savne og føle mig jaloux.

C er også sød, hjælpsom og generøs. C vil gerne have mig som elskerinde, hvilket jeg har besluttet at sige nej til for ikke at komme til at lide under, at han ikke helt er min.

Jeg vil tilføje, at jeg er mor til voksen søn, og da jeg deltager i sports- og foreningsliv, har jeg også andre bekendte og veninder.

Men jeg tænker indimellem på min fremtid og på, om jeg skyder mig selv i foden ved at ”have noget” – og så alligevel ikke have en rigtig mand at høre til hos.

Hvad tænker du om ”det her”?

"Veninden”

Kære veninde

Jeg kan ikke lade være med at spørge dig, om det mest er andres normer, der får dig til at tænke, om du bør finde dig en mand, du kan ”tilhøre helt”.

For er det noget, DU savner, eller er det mest din omverden? Og hvornår er en mand i øvrigt ”rigtig” nok til at være din?

Af dine tre venner her så lyder A til at være ham, du er tættest på at høre til hos.

I har kendt hinanden i mange år og deler også familie og venner med hinanden.

I fejrer alle højtider sammen, og på mange måder lyder I til at være ”et par”. Hvis det da ikke lige var, fordi det erotiske mangler …

Nogle mennesker kan sagtens leve uden sex, mens andre føler, de visner uden.

Men var det værd at overveje, om du og A kunne dele den side af livet også?

A er meget forskellig fra dig, men gør det noget, at han er den mere praktiske type, når du kan dyrke det intellektuelle sammen med andre?

A kan ikke indgå kompromiser, og dermed har han afskrevet at have en kæreste, fortæller du.

Men du kender selv fornemmelsen af at blive mast i kompromiser og føle dig begrænset i din udfoldelse, hvilket tidligere har fået dig til at afslutte forhold.

Så måske kan I finde en vej sammen, hvor I giver hinanden plads?

For mange af os er det svært, hvis ikke ­umuligt, at ­finde et menne-ske, som har ”hele pakken”.

Der vil altid være noget, vi savner. Behov og længsler, der ikke imødekommes.

At ”høre til nogen” kræver ofte, at vi er i stand til at sluge en del barkede kameler.

Jeg kan ikke se, at der skulle være noget i vejen for, at du bevarer kontakten til dine tre venner.

Heller ikke selv om du begynder at se andre steder hen, hvis ikke A og du selv har lyst til at dele det erotiske med hinanden.

Jeg forstår godt den frygt, der ulmer i en, når man er bange for aldrig at ”høre til” sammen med et andet menneske.

Især i takt med at vi bliver ældre. Men den frygt er bare ikke et godt udgangspunkt for at finde en kæreste.

Desuden har jeg en ukuelig tro på, at det aldrig for alvor er for sent at finde et menneske, vi har lyst til at dele livet med.

Samboende eller ej. En virkelig skøn dame, jeg kendte, var 80 år, da hun blev forelsket for første gang i sit liv.

Med et genert smil fortalte hun mig, at sex i øvrigt aldrig havde været bedre …

Du er glad for dit liv, som det er nu, så lad ikke ”fremtidsangsten” drive dig ind i en kærlighedsrelation, du ikke selv ønsker af hele dit hjerte.

Desuden har du jo flere mennesker i dit liv, du hører sammen med. Også din voksne søn.

Ligegyldigt hvad du beslutter dig for, så vid, at der ikke er noget som helst i vejen med den måde, du lever på!

Ingen andre i hele verden end dig kan bedømme, hvad du trives med og i.

Der er lige så mange samlivsformer, som vi er mennesker. Du skal gøre det, der gør dig godt langt ind i hjerte, sjæl – og krop.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.