Dagbog fra en jordemoders vagt på fødegangen: “Igen må jeg gå på kompromis med min faglighed for at få det hele til at lykkes”

Klokken 7.30:

Jeg begynder min dagvagt i vagtstuen, hvor vi får overlevering fra dem, der har været i nattevagt. På tavlen kan vi se, hvilke fødende der er på fødegangen, og dem fordeler vi os ud på.

Der er travlt – faktisk er der ikke nok jordemødre til de kvinder, som står på tavlen. Derfor får jeg to opgaver. Jeg får følelsen af, at ”Ok, så skal jeg lige stramme mig an, for nu skal vi få det her til at lykkes sammen.”

Klokken 7.45:

Jeg skal tilse en andengangsfødende og vurdere, om hun er i aktiv fødsel, eller om hun skal hjem igen. Og samtidig har jeg ansvaret for at hjælpe en nybagt mor, der ligger på opvågningen, efter hun har fået akut kejsersnit i løbet af natten.

Min kollega siger, at det ikke er sikkert, at den andengangsfødende er i aktiv fødsel, så jeg går hurtigt over til kvinden på opvågningen.

Hun får ikke den ammevejledning, jeg godt kunne tænke mig at give hende, fordi den andengangsfødende er ved at gå i fødsel og har brug for mig på stuen. Det er ubehageligt at føle, at jeg slækker på nogle ting på grund af travlhed.

Klokken 8.15:

Jeg taler med og undersøger den andengangsfødende og finder hurtigt ud af, at hun nu er i aktiv fødsel. Jeg gør stuen klar til fødslen: Pakker fødebordet ud, sikrer mig, at der er den medicin, vi måske får brug for, og forholder mig til, hvordan den fødende og partneren har det og tjekker barnets hjertelyd.

Fødslen går hurtigt – nogle timer efter føder hun. Hun har fået en bristning, som jeg bruger omkring en halv time på at sy.

Jeg vil gerne blive og afslutte forløbet med parret, for som jordemoder er det også nødvendigt at kunne puste ud efter en fødsel, der ofte er meget intens og akut med en mor, der er i smerter og har brug for mig.

Fagligt vil jeg også gerne følge familien til dørs. Men på grund af travlhed kommer min afdelingsjordemoder og prikker mig skulderen og siger, jeg er nødt til at videregive efterfødselsforløbet til en kollega, og så skal jeg tilse en ny fødende.

I nogle situationer må vi prioritere, da vi ikke kan styre, hvornår en fødsel går i gang, eller hvor mange der føder på hvilke dage, men det ville være dejligt, hvis de situationer kun opstod sjældent, fordi der generelt var nok hænder. Det er der ikke altid.

Klokken 11.30:

Jeg når lige at spise en banan og drikke et glas saft. Saften er egentlig til de fødende, men den er en jordemoders go to, hvis der ikke er så meget tid til at holde frokostpause. En jordemoder sagde engang til mig, at man bare skal lære at spise en banan og drikke et glas saft, for så er man dækket ind.

Klokken 11.40:

Jeg når over til en ny kvinde, og efter noget tid vurderer jeg, at hun skal have et vestimulerende drop, men hun bliver nødt at vente, fordi vi har for travlt. Hun kan godt vente – der er andre kvinder, som har mere akut brug for hjælp, men det er utilfredsstillende at lave om på planerne grundet travlhed. De er jo lavet af en grund.

Og den plan var det nødvendige næste step i kvindens fødsel. Igen må jeg gå på kompromis med min jordemoderfaglighed og være omstillingsparat for at få det hele til at lykkes.

Klokken 13.05:

Vi har modtaget en fødende fra akutmodtagelsen, fordi barnets hjertelyd er påvirket. Barnet har det altså dårligt, og der skal handles hurtigt.

Sammen med en fødselslæge undersøger jeg den fødende og vurderer hurtigt, at barnet har risiko for iltmangel. Derfor skal vi lave akut kejsersnit – barnet skal være ude inden for en halv time.

Jeg anlægger et drop i hendes hånd, så vi kan give hende medicin og væske, og jeg anlægger et kateter. Jeg informerer og beroliger hende også, for det er en fødende, som ikke havde regnet med, at hun skulle have et kejsersnit den dag.

Det er et menneske, for hvem det fylder alt, at hun skal have et barn. Det er et miks af praktiske og relationelle opgaver, og det hele skal ordnes på meget kort tid.

Vi kører fra fødestuen til operationsstuen, og jeg vasker mine hænder og arme og tager sterilt, grønt tøj på. På operationsstuen er der meget andet personale, herunder sygeplejersker og læger, og jeg sørger for, at parret ved, hvem der gør hvad, og hvorfor der er så mange på stuen.

Som fødende har man ret til at have en jordemoder ved sin side, også selvom den jordemoder ikke udfører selve kejsersnittet – det gør fødselslægen.

Selvom vi er mange på stuen, som tager os af parret og den fødende, er jeg som jordemoder den, der er tættest på dem. Barnet og kvinden har det heldigvis begge godt efter kejsersnittet.

Klokken 15.30:

Min vagt slutter, og jeg må overlevere det efterfølgende forløb til en kollega. I løbet af min vagt opdager jeg ikke, jeg er sulten, fordi det behov bliver skubbet til side.

Bagefter er jeg træt og brugt. Jeg tænker over, om dem, jeg fødte med om morgenen, som jeg måtte gå fra, kom godt afsted. Jeg har en følelse af at have været utilstrækkelig.