Ellen og Anna Hillingsø: "Vi minder for meget om hinanden"

Hun er et hoved højere end sin mor, som hun står der i køkkenet i strømpesokker og udstråler en stamina, der kan mærkes, selv om hun kun er 16 år. Men på en anden måde end sin mor.

Anna har altid været en såkaldt drengepige, det er kun et par år siden, hun trak i en kjole for første gang. Hun har aldrig leget med dukker og aldrig haft en ”lyserød periode” som mange andre piger.

Modsat sin mor, som godt kan dåne lidt over store kjoler og glimmer og glitter, selv om det hører til sjældenhederne, at der trækkes i den slags outfit i familien Hillingsø-Castenskiold.

Her er der mere fokus på natur og skov og lange gåture med labradoren Purdey, som ligger i et hjørne og følger med i samtalen.

Hvordan vil du beskrive dit forhold til din mor, Anna?

– Det er sjovt, for jeg har talt med mine veninder om det, og det er meget forskelligt, hvordan vi har det med vores forældre.

– Nogle har et meget venneagtigt forhold til dem, og nogen har et, der er meget forældreagtigt. Jeg føler, at min mor og jeg har et forhold, der ligger tilpas derimellem.

–Vi snakker om mange ting, men der er også ting, vi ikke snakker om, som jeg kun taler med mine venner om. Det kan jeg godt lide. Vi har det sjovt sammen, vi hygger os vildt meget, når vi bare er os to. Men samtidig er hun også min mor.

Hvilke ting taler du ikke med din mor om?

– Sådan noget som fester, kærester …

Ellen: – Jeg er meget glad for den beskrivelse, Anna, for jeg er jo ikke din ven, jeg er din mor. Og sådan er jeg også opdraget af min mor. Man kan sagtens have et tæt forhold, men jeg er stadig din mor, som du skal bruge som en mur til at spille op ad, til at være i opposition til.

– Det er mig, der skal sætte grænser for dig, det er mig, der skal støtte dig og vejlede dig. Meningen med mig er jo, at du skal sætte af fra mig og hoppe ud i verden og blive dig.

– Jeg har mine formaninger, og jeg spørger til ting – og nogle gange for meget. Men jeg mener, at det er min pligt at spørge om, du ved, prævention, kærester, sådan nogle ting. Nu bliver det pinligt, he he … Det kan godt være, at det er blufærdigt, men det ER min pligt.

– Så jeg er den, der skal kunne tåle det daglige karaktermord, det er at have et teenagebarn. Det skal jeg kunne rumme. Og elske hende af hele mit hjerte, som jeg jo gør. Vi har det pissesjovt sammen, synes jeg. Du elsker kultur, som jeg gør, vi går på museer, vi shopper, vi går ud og oplever ting sammen, vi går op i god, sund mad.

En teenager from hell

Man kan tydeligt høre, at I har et rigtig godt forhold. Er det noget, du har arbejdet på, Ellen, eller føler du, at det er kommet som en gave?

– Anna og jeg ligner hinanden på mange måder, det gør vi. Men jeg prøver altid at gøre mig umage over for hende. Arbejder på vores forhold, som jeg synes, man skal i alle forhold. Man skal gøre sig umage, ikke tage noget for givet, tale ordentligt til hinanden, have en god tone imellem sig.

– Det går jeg ekstremt meget op i helt generelt. Vores generation er jo opdraget på en måde, så vi helst skulle ses og ikke høres, og børn var bare noget, der var der. Sådan er det ikke med børn i dag. I er inddraget på en helt anden måde, man har et meget mere udvekslende forhold. Vi er jævnbyrdige på en måde – uden at være det.

Hvilke ting har du taget med fra din egen mor, som du bruger i morrollen – og er der nogle ting, du bevidst har gjort anderledes?

– Det der med, at vi ikke er veninder, for det var min mor heller aldrig med mig. Og så giver vi også vores børn ret lang snor, det er frihed under ansvar. Vores generation var sådan lidt en efterladt generation, fordi vores forældre skulle realisere sig selv, og så lå børnene i en klump et eller andet sted.

– Det er også derfor, curlingbegrebet kom som modbølge, tror jeg. Fordi vores generation ville være til stede for vores børn. I mine øjne er det ikke curling at køre sine børn til gymnastik, men det er curling at tro, at man kan tage deres smerte for dem.

– Man vil selvfølgelig altid tage en kugle for sit barn, men der ER jo bare ting, de selv skal gennemleve.

– Det gik op for mig de to gange, Anna brækkede armen. Jeg kunne ikke lægge mig på operationsbordet, jeg kunne bare være der for hende. Man kan ikke viske smerten væk for dem, og det gør så naller! Og det kan være selv de mest åndsbollede småting.

– Men jeg synes, at min egen mor gjorde et ret godt job. Hun var der på en meget skøn måde, og jeg vidste, at jeg altid kunne komme til hende. Det ved Anna selvfølgelig, at hun også altid kan med mig.

Din mor har sagt, at du var en ”teenager from hell”, fra du var fire, til du var 30?

– Ha ha, det var jeg! Jeg ville manifestere mig som MIG, fordi jeg oplevede, at vores generation var mærkeligt usynlig. Og jeg syntes ikke, at jeg fik nok attention fra min mor. Jeg havde et temperament, som hverken Anna eller Thomas har, hold kæft, jeg var en hystade!

– Du er stædig som ind i helvede, Anna, men du er ikke hysterisk. Og så gør du noget, som jeg beundrer: Når vi har haft en uoverensstemmelse, og du måske har været lidt urimelig, så er du ikke bleg for at sige undskyld. Det synes jeg er megafedt.

– Min mormor sagde altid, man må ikke måtte lade solen gå ned over en uoverensstemmelse, og det er så rigtigt. Vi laver nogle fejl en gang imellem, vi træder ved siden af, er urimelige, men hvis man siger undskyld bagefter, er det sgu i orden.

– Der er aldrig noget nid og kiv imellem Anna og mig. Jeg synes, at vi er ret gode til at sige: ”Okay, i dén diskussion er vi fucking uenige, men det her er vi helt enige om.” Vi kan sagtens leve med de der parallelspor, og det er jeg meget glad for.

Anna: – Enig.

Min mor er mit forbillede

Har du haft brug for at gøre oprør mod din mor, Anna?

– Jeg synes, jeg laver mange oprør, men det er lidt anderledes end den måde, du gjorde det på, mor. Jeg gør oprør på den måde, at jeg er meget stædig.

– Hvis jeg føler, at jeg bliver uretfærdigt behandlet, så bliver jeg ved med at komme med min pointe, indtil jeg føler, at I har forstået det. Og til jeg føler, at jeg bliver respekteret. Synes du, at jeg gør oprør, mor?

Ellen: – Nej, det synes jeg ikke.

Anna: – Jeg føler, at jeg får meget lang snor af mine forældre, og det er nok også derfor, at jeg ikke har brug for at gøre oprør. Når jeg hører om andre, der gør oprør, er det, fordi deres forældre holder dem i meget stram snor.

– Vi har en bedre dialog, og hvis jeg skal til fest, spørger de, hvad jeg skal have på, og det bliver sikkert sjovt og sådan noget. Hvis jeg fik at vide, at jeg ikke måtte komme med, ville jeg føle mig uretfærdigt behandlet, og så ville jeg nok gøre oprør.

Er der mange af dine venner, der har kortere snor derhjemme?

– Ja, det er der. Og de gør meget mere oprør.

Ellen: – Og det værste er jo så, at der kommer løgn imellem dem. Du skal ikke opsætte et forbud, du ikke kan håndhæve. Så hopper de ud af vinduet og går til fest alligevel.

Anna, hvad synes du, at du har med fra din mor?

– De gode ting, jeg har fra min mor, er hendes snakkeevner og det at være åben over for alle mennesker. Jeg synes, det er meget vigtigt at kunne tale med alle, og det har jeg helt klart fra min mor.

Vil du kalde din mor dit forbillede?

– Helt klart. Jeg føler mig meget heldig at have min mor. Fordi jeg har en mor, som jeg har lyst til at vise frem og lyst til at introducere til mine veninder.

– Sådan vil jeg gerne have, at min egen datter får det med mig. At hun har en mor, hun kan se op til. Det synes jeg i hvert fald, at jeg gør.

Vi har samme temperament

Nå, nu skal det heller ikke blive for rosenrødt, det hele. Nu skal vi have alle de negative ting på bordet!

Anna og Ellen griner højt.

Anna: – Det negative er måske, at vi minder for meget om hinanden. Vi ligner hinanden i måden, vi diskuterer på, og det kan godt give lidt sådan ...

– Vi ryger helt herop og helt ned igen meget hurtigt. Det er nok den største strid mellem os. At vi har det samme temperament.

Ellen har jo altid været fars pige, er du mors pige, Anna?

– Jeg er nok begge dele. Jeg har den maskuline side fra min far med at være meget ude i naturen, gå på jagt, hjælpe med hans projekter. Og så har mor og mig den mere feminine side sammen, hvor vi shopper og hygger og snakker om tøj og sådan noget. Så jeg vil sige, at jeg er en kombination af mine forældre.

Din mor har selv udtalt, at hun synes, hun er en gammel mor. Synes du, hun er det?

– Jeg synes ikke, at hun ligner eller virker som en gammel mor overhovedet. Men i forhold til mine veninders mødre er hun en gammel mor. Jeg har da veninder, hvis forældre er 10 år yngre. Men det er ikke noget, jeg tænker over. Tværtimod.

Min generation er meget stærk

Ellen, du har både en søn og en datter – har du været mere bekymret for Anna?

– Det er sjovt, for vi talte lige om det nye hashtag #textmewhenyougethome. Og jeg må sige, at jeg kan genkende meget af det. Jeg er opvokset med at skulle passe på, at være nervøs for at gå ude om aftenen, løbe alene – og jeg har også haft nogle oplevelser, som har været farlige.

– Så jeg har altid opfordret Anna til at følges med nogen, men jeg har bevidst prøvet ikke at lade min angst gå ud over hende. Men jeg tænker ALTID over det, når hun løber i skoven eller går tur med hunden alene.

– Og jeg er så lykkelig over, at det bliver italesat nu, på et frygteligt tragisk grundlag selvfølgelig, men bare dét, at vi er begyndt at tale om det. Jeg tror slet ikke, at mænd gør sig noget begreb om, hvad vi snakker om.

Er du bange, når du er ude at gå eller løbe alene, Anna?

– Nej, det synes jeg faktisk ikke, at jeg er. Hvis det er om aftenen, kan jeg godt være lidt nervøs, men jeg tænker ikke over det på samme måde som mor.

Ellen: – Det er jo også fuldstændig grotesk, at vi overhovedet skal tænke tanken. Men i forhold til det synes jeg, at den fjerde bølge af feminismen, som er bruset op, er fuldstændig fantastisk. Vi skal kunne gå klædt, som vi vil, natten skal være vores, vi skal ikke være bange.

– Jeg tror, at de unge piger i dag har nogle muligheder, vi ikke havde, i kraft af at alting bliver italesat i dag. Så I kan få den frihed, I har krav på, og ikke gå rundt med den angst.

Anna, har du gjort dig nogle tanker om den nye bølge af feminisme, #MeToo og de ting?

– Det er ikke noget, jeg følger så meget med i. Jeg hører da om det, men …

Ellen: – Og så driller du mig med, åh, nu er det noget med kvinder igen!

Anna: – Ja, det er, fordi mor har sådan noget med, at enten er det noget med kvindeundertrykkelse eller også er det noget med stoffer. En af delene. Det er roden til alt ondt, de to ting.

– Det kan for eksempel være, hvis en af mine venner opfører sig lidt mærkeligt en dag, så KUNNE det være, han havde taget stoffer?! Eller hvis en eller anden på gaden virker underlig, så KUNNE det være noget med stoffer!

Ellen: – Ha ha, ja, jeg taler meget om de to ting, I know, men jeg synes, at #MeToo er det vigtigste, der er sket siden fri abort. Man kan slet ikke tale nok om, hvor vigtig en bevægelse det er.

– Og der er et momentum, som vi skal være meget forsigtige med, ikke løber os af hænde. Så selvfølgelig skal det tages meget alvorligt.

Anna: – Jeg er meget enig i det, jeg kan bare ikke komme helt op på det niveau af feminisme, hvor mor er. Hun har SÅ mange meninger om det.

– Men hun er også 54 og har haft mange år at opleve de ting i, hvor jeg jo kun er 16, så jeg har ikke haft så lang tid til at tænke over det eller så mange år, hvor jeg har følt mig som en kvinde. Jeg var jo bare en lille pige indtil for et par år siden.

Ellen: – Det kan godt være, at Anna ikke tænker så meget over de her ting, men hun udfolder sig altså dejligt hæmningsløst, det kan jeg se. Hun vil bestemme over sit hoved og sin krop, og hun vil have sine meninger.

– Og hvis folk prøver at begrænse hende i noget, så er det dem, der har et problem, og ikke hende. Og det er jeg pissestolt af. Det har jo virket!

Så vi har banet noget af vejen, tror du?

– Det er da det, vi har!

Anna: – Det virker meget fjernt for mig, alt det, jeg hører om i #MeToo-debatten. Nu ved jeg ikke, om jeg har nogle specielt stærke veninder, men jeg kan slet ikke sætte mig ind i, at nogen kan finde på sådan noget.

– Jeg tror, at min generation af piger er meget stærk. Vi siger fra, vi siger, hvad vi mener, og vi siger ”Hold kæft, hvor er du ulækker!”, hvis det er det, personen er.

Ellen: – Er det ikke fedt? Beautiful!

Er moderskabet nu også en konkurrence?!

I dag føler fire ud af 10 kvinder, at de fejler i morrollen. Det er blevet til en konkurrence, i hvert fald på de sociale medier, og man taler om mor-shaming og mor-politi – hvad tænker du om det, Ellen?

– Jeg tænker, at vi var heldige at få børn, før det gik rigtigt meget amok. Men jeg kan jo se det på Instagram og tænker: ”Holy cow, er moderskabet nu også en konkurrence?!” Det er jeg ret glad for, at det aldrig nåede at være for os.

– Selv om det da var tydeligt, at man som nybagt mor blev gjort til et objekt, som hvem som helst kunne mene hvad som helst om. Bland jer uden om altså. Jeg gør det på min måde. Det er vigtigt at have den bevidsthed som nybagt mor.

– Og så er der hele den lykke-italesættelse. Ja, det er lykkeligt at være nybagt mor, men det er da også hårdt. Jeg var eddermame ude at skide som nybagt mor. Jeg var stresset og nervøs og bange for ikke at gøre det rigtige, jeg fik to børn med 20 måneders mellemrum og skulle også lige lave noget skuespil, det var da piskehårdt.

– Det er ikke idel lykke hele tiden, så jeg er så taknemmelig over de veninder, der helt ærligt delte med mig, hvordan det i virkeligheden er at blive mor. Hvordan man har det bagefter, hvordan det går ud over sexlivet, hvor flad man er, hvornår børnene i virkeligheden begynder at sove igennem. Alt det dér. Så man ikke skal holde en konkurrrence-facade.

Hvad er det vigtigste, du gerne vil give Anna med i livet?

– Åh, det er søreme et stort spørgsmål, Susse. Men jeg vil ønske for dig, Anna, at du bevarer den integritet, som du allerede har – at du holder fast i dig selv. At du har en følelsesmæssig kontakt til dig selv, at du er god til at sætte grænser og gør dig umage med alt, hvad du gør.

– Har du den forbindelse til dig selv, vil du også automatisk beskæftige dig med ting, der inspirerer dig, og det vil give dig energi og gøre dig glad og give dig en retning i verden.

Anna: – Jeg synes, jeg har fået nogle af de ting, men der er også nogle, der skal udvikles hos mig jo. Det er ikke nogen, man bare kan få, men nogen, man udvikler i sin proces mod at blive voksen.

Ellen: – Det synes jeg, er skidegodt svaret, Anna. Selvfølgelig har du ikke det hele endnu, du er 16 år, men jeg håber, at det er noget, far og jeg kan understøtte dig i, så du kan tage det med dig. Det kommer hen ad vejen – lige nu er du ung og skal fyre den af.

Jeg er ikke så feminin en pige

Hvad synes du, at du får du af din far, som du ikke får af din mor?

– Altså jeg er jo ikke så feminin en pige overhovedet. Jeg er slet ikke til sådan noget pige-fnidderfnadder. Jeg har aldrig haft en lyserød periode, og jeg har aldrig leget med dukker. Dér har min far nok givet mig en maskulin side på en god måde. Det har mere været gummistøvler og ud i naturen og lege og bygge alt muligt.

– Jeg var altid en del af drengene, da jeg var lille, fordi jeg syntes, det var sjovere at være sammen med dem. Jeg har også masser af drengevenner i dag, men jeg er blevet langt mere piget med årene.

– Første gang jeg tog en kjole på, var da jeg gik i 7., tror jeg. Alle mine venner sagde: ”Wooow, endelig kommer du i en kjole!” Ha ha!

Ellen: – Ja, til fastelavn ville du heller aldrig klædes fint ud, du ville hellere være hende dér Miranda Sings …

– Nej, jeg ville aldrig være noget pænt. Jeg har altid syntes, at det var fedt, hvis man kunne se helt vildt grim ud, helst ovre i det pinlige hjørne, hvor man kan grine af, hvor latterlig man ser ud.

– Vi har altid haft meget selvironi herhjemme, det er sjovt at grine af sig selv.

Det kræver også lidt mod at turde stikke ud på den måde, Anna?

– Det har jeg helt klart hjemmefra. Men det er også noget, jeg har udviklet.

Ellen: – Du og Thomas har altid kunnet grine af jer selv.

Anna: – Ja, men jeg er blevet selvsikker med årene.

Ellen, har du og Christoffer været lige meget på i forhold til børnene?

– Ja, for jeg har giftet mig med en mand, som aldrig har følt, at det var en straf at skulle passe sine børn. Bare udtrykket ”jeg hjælper til derhjemme”, som mange mænd siger – det er jo helt absurd.

– Her er det fuldstændig ligeligt fordelt. Og børnene hjælper også til, selv om man skal presse dem en gang imellem.

– Men det er noget, vi altid har insisteret på: Man hjælper til herhjemme, man er høflig over for fremmede, man siger goddag og giver hånd. På det område er jeg benhård.

Har det været okay, Anna? Eller har det været skideirriterende?

– Det har været skideirriterende. Men nu er jeg glad for det. Jeg er glad for, at det er blevet en vane, at jeg bare går ud og hjælper, når der skal laves mad eller ryddes op, og at gå ind til folk og give hånd og sige hej og spørge, hvordan det går.

Skal du selv være mor en dag, Anna?

– Ja, det tænker jeg helt klart. Da jeg var lille, tænkte jeg, at jeg i hvert fald ikke skulle have børn, for jeg gad ikke alt det der med at være gravid, men det vil jeg helt vildt godt i dag.

– Når jeg bliver gammel nok og har fundet en, jeg gider at få børn med. Og hvis jeg kan bestemme, så skal min mand være husmoren derhjemme, så jeg kan være den, der går på arbejde. Det tror jeg, ville være fedt.