Louise blev stukket 11 gange og kastet ud over altanen

Dagen efter Louise Makkonen Thagaard stoppede med at få morfin, fik hun tatoveret et sæt fjerklædte vinger, der strækker sig fra den ene skulder til den anden og hele vejen ned ad ryggen. I midten fylder et stort kors.

Morfin er blodfortyndende, og det går ikke, når man tatoverer, men dagen efter var hun klar. Det lyder måske lidt grotesk, siger hun, men hun tænkte, at nu havde hun været ude at flyve, og så manglede hun bare sine vinger.

Flyveturen, hun tog, var på 6,6 meter direkte ned. Louise Makkonen Thagaards ekskæreste kastede hende ud fra hendes altan, hun faldt 6,6 meter og landede med en stump lyd på fliserne foran lejligheden. Inden da, havde han stukket hende 11 gange. Imens deres toårige søn havde set det.

Hun blev stukket i halsen, i nakken, i ryggen i låret og i den ene lillefinger. Den store halsvene i venstre side var skåret over. Hun havde ligget på den lukkede altan i en times tid ifølge dommen, hvor hun var inde og ude af bevidsthed, inden hun blev kastet mod jorden.

Imens alt dette foregik oppe i lejligheden, gik en politimand rundt i området i et andet ærinde. Han hørte lyden, da hun ramte jorden, og tilkaldte en ambulance. Hun blev indlagt med tre liter blod tilbage i kroppen. Læger har siden fortalt hende, at man ikke overlever med så lidt blod.

Der er for mange af den slags lige-ved-og-næsten-ting i historien, til at hun kan tro, at det hele bare var tilfældigt. At det var rent tilfælde, at politimanden gik en runde på lige det tidspunkt. At hun brækkede bækkenet, men lige præcis ikke brækkede ryggen.

– Der er en, der har holdt hånden over mig. Når en læge ikke kan forklare mig, hvorfor jeg lever, så må der være nogen andre, der sørger for mig, siger hun.

Louise Makkonen Thagaard er i dag 28 år. Hun sidder i sine forældres hus, hendes barndomshjem, i en lille by lidt uden for Kolding. Halvt gemt bag et bord fyldt med planter. Der er måske 40 i alle størrelser. Grønne planter, kaktusser, en tigerplante. Hun har allerede smidt mange ud, hun er midt i en flytning og bor lige fjorten dage her. Ny by, ny start.

Det er halvandet år siden drabsforsøget, og et år, siden hendes ekskæreste blev idømt 7 års fængsel for drabsforsøg og hærværk. Hun håber på, at hendes fortælling kan skubbe til, hvordan systemet behandler voldsofre og deres børn, inden han kommer ud.

Nemmere at have voldsmanden tæt på

Forholdet startede godt. Han var en sprudlende, udadvendt type ligesom hende. De passede godt sammen. Hun mødte ham, da hendes lillesøster lå dødssyg på hospice. Han blev en, der kunne holde hende i hånden. Men forholdet ændrede sig. Han ændrede sig lige så stille. Han begyndte at ville bestemme over hende, bestemme, hvem hun måtte være sammen med og tage i byen med.

Hun gik flere gange fra ham.

– Nu kan man jo sidde og ryste på hovedet ad det, men han kunne gøre hvad som helst, og jeg hoppede på det.

Hun fortæller en historie om en frø, der kommer ned i en gryde med koldt vand, som hele tiden bliver varmere. Til sidst koger vandet, og frøen opdagede det ikke i tide til at hoppe ud.

– Det var mit forhold. Jeg var frøen.

De fik en søn sammen, Elias, som i dag sidder på gulvet inde i stuen og leger med en togbane med sin mormor.

Når man taler om voldelige forhold, er der spørgsmål, der altid kommer op: Hvorfor søgte du ikke hjælp? Hvorfor gik du ikke fra ham? Louise Makkonen Thagaard forsøgte.

– Det er ikke nemt at gå fra en voldsmand. Det er nemmere at have ham tæt på. Det var, når jeg gik fra ham, problemerne skete. Sidste gang prøvede han at slå mig ihjel.

Engang, to år før han forsøgte at slå hende ihjel, opsøgte hendes ekskæreste hende på arbejdet og råbte ad hende foran kunderne og hendes chef. Derefter gik han ud og ridsede hele siden af hendes bil.

To gange i løbet af forholdet ringede hun også til politiet. Første gang havde han taget fat i hende, skubbet hende op ad væggen og smidt hende ud i trappeopgangen. Hendes telefon havde han kastet ud af vinduet. Hun tog sin søn på armen, løb op til overboen, lånte en telefon og tilkaldte politiet.

– Jeg tænkte, jeg ringer til politiet, for det kommer ikke til at gå særlig godt. Men politiet gjorde ikke noget. De sagde bare, at han skulle tage sine ting og gå.

Anden gang skulle han pakke nogle ting sammen i hendes lejlighed. Hun havde gjort forholdet endeligt forbi, og han begyndte ifølge Louise Makkonen Thagaard at smadre hendes ting og hendes sofa, mens hendes veninde og en af hans venner var til stede.

– Politiet tog det ikke særlig seriøst. Det gjorde de ikke nogen af gangene. De sagde, at de godt kunne lægge en anmeldelse ind, men at der var ikke beviser nok, og så ville han jo vide, jeg havde anmeldt det, så var det ikke bedst, vi bare lod det ligge? Det gad jeg simpelthen ikke bøvle med.

Hun fortæller, at efter politiet var gået, satte ekskæresten og vennen den ødelagte sofa ned foran opgangen, så hun måtte kravle ind gennem kælderskakten for at hente sine ting. Herefter flyttede hun en måned op til en veninde.

Louise Makkonen Thagaard oplevede ikke, at politiet forstod, hvor farligt det var for hende at være i det forhold.

Hvad er det for en alarmklokke, der skulle have ringet hos politiet, når du havde ringet til dem to gange?

– At jeg har ringet to gange. Bare det synes jeg er nok. Jeg har ringet to gange om den samme mand, de ved, jeg har et barn i hjemmet, og naboerne siger, at der tit sker noget derinde, men der er ikke beviser nok. De skulle have sagt, at jeg skulle anmelde det. De skulle ikke have fejet det af. Men jeg kunne godt mærke, at jeg bare var et nummer i rækken, som de egentlig ikke havde tid til.

– De sendte ham ud af døren med en løftet pegefinger, og jeg følte mig som en idiot. Når man ved, det er en voldelig mand, de står og snakker helt normalt med, får man ikke lyst til at ringe igen. Så tag ham da i det mindste med, skræm ham lidt, gør et eller andet! Politiet burde have ekstra uddannelse i vold i familien, for det er, som om de ikke ved, hvad de skal gøre.

I dag ville hun ønske, at politiet havde fortalte hende om muligheden for at tage på krisecenter. Dengang vidste hun, der fandtes krisecentre, men hun troede ikke, hendes situation var grov nok.

– Hvis politimanden havde nævnt krisecenter for mig, havde det været en kæmpe hjælp. Så havde jeg da været der. Jeg boede oppe ved min veninde en måned bagefter. Det var mit krisecenter.

Hun understreger, at det ikke er de enkelte politibetjente, hun kritiserer.

– De var jo søde og venlige, men de kan ikke gøre mere, end de har ressourcer til.

Hun ville også ønske, at der var større sikkerhed for de kvinder, der anmelder vold i hjemmet. Det, at den anmeldte automatisk får besked i e-Boks, uanset om der kan rejses sag eller ej, tror hun er med til at afholde kvinder fra at anmelde vold.

– Jeg tror, flere ville anmelde, hvis den voldelige part ikke får det at vide, før der kan komme en sag ud af det. Hvis kvinderne ikke ved, om han kan blive dømt, så lader de være med at anmelde.

Bolte i hoften og kæde i kæben

Man ser det ikke på afstand. Men når man sidder over for Louise Makkonen Thagaard i dag, står de tydeligt frem, arrene efter den dag, hendes ekskæreste forsøgte at slå hende ihjel. Den venstre side af kæben er lidt fyldigere end den højre, og hvide ar løber hele vejen ned ad halsen.

Hun har en kæde hele vejen gennem kæben, siger hun og finder et røntgenbillede frem på telefonen. Det ligner en helt almindelig cykelkæde der løber langs kæbelinjen. Gennem hofteskålen har hun to store bolte.

Efter drabsforsøget var hun indlagt i en måned. Hendes familie var omkring hende. Derefter flyttede hun hjem i sit barndomshjem, hvor hendes mor passede hende. Seks uger gik hun derhjemme, før hun måtte begynde at gå og genoptræne musklerne. Bækkenet styrer meget af balancen, så hun skulle lære at gå og balancere på ny.

Midt i alt det skulle hun opsige og tømme sin lejlighed. Den skulle rengøres og var fyldt med blodpletter. Hun skulle vidne i retssagen og forsøge at samle sit liv sammen igen. Psykologhjælp til at bearbejde det hele måtte hun få gennem sin private forsikring. Seks timer blev det til. Hun syntes alligevel ikke det hjalp hende, at der sad en psykolog og nikkede og sagde ja.

– Jeg er ikke den eneste, der ikke får hjælp af systemet. Der skal fokus på det og på, hvad de forskellige instanser skal gøre, og hvad kvinden selv skal gøre. Det kunne da være rart, hvis der var en manual.

En form for hjælpepakke?

– Ja, for der er intet. Man står selv med lorten. Politiet kommet op en gang imellem for at afhøre en, og så er de væk.

Frygter at hendes eks skal have samvær

Der er tre år, til hendes ekskæreste bliver løsladt. Hun frygter, at han skal have samvær med deres nu fireårige søn. Hun tror ikke, at hendes søn, der var i lejligheden, da hun blev stukket ned, kan huske selve episoden. Men han kan huske følelsen. De kan ikke lege gemmeleg, for hvis han tror, mor er væk, panikker han. Sidst, hun var væk, var hun væk meget lang tid.

Han har det svært socialt med andre børn, og hans sprog er bagud. Nu skal han begynde i traumebehandling. Hun frygter, at familieretshuset vil fokusere mere på farens ret til at se sin søn end hendes frygt for, at samværet ikke vil være godt for sønnen.

– Nu har min søn i så mange år ikke set ham. Jeg kan ikke se nogen idé i at få ham ind i vores liv igen. Han savner ham ikke, og han har aldrig nævnt ham.

Kan du forstå, at der er en relation mellem ham og barnet, der er værd at arbejde på, selv om han har været voldelig overfor dig?

– Nej. For mig at se har han jo påvirket ham meget. Min søn skal i behandling på grund af ham. Jeg ville aldrig sætte ham sammen med andre mordere, og det er det samme for ham. Det er en fremmed mand for ham. Havde han været lidt ældre og kunne huske sin far, så var det noget andet. Så havde han haft et forhold til ham. Men nu skal de først til at opbygge forholdet, og det kan jeg ikke se nødvendigheden i. Der er altså også andre børn uden fædre. Det er ikke unormalt ikke at have en far.

Hun har endnu ikke fortalt ham, hvad der er sket. Men når han bliver gammel nok siger hun, at far har været ond ved mor, og derfor er far i fængsel. Uden detaljer. Det er den version, hun har fået anbefalet af kommunen. Det er ikke sikkert, hendes ekskæreste får lov til at se deres søn. Men:

– Jeg er bare nødt til at forberede mig på, at de er på hans side. Jeg har hørt så mange skrækhistorier, og det er sgu ikke altid, det er barnets tarv, de kigger på. Det er forældrenes.

I dag styrer hun sit eget liv

Når Louise Makkonen Thagaard snakker om den rådgivning, hun selv manglede, snakker hun hurtigere, mere taktfast. Hun fortæller sin historie, fordi hun håber, at det kan blive nemmere for andre kvinder at stå samme sted, som hun gjorde.

Når hun taler om selve overfaldet er hun rolig. Hun har talt om det så mange gange siger hun. Og så hjælper det nok også, at hun ikke kan huske, at han stak hende ned. Det er helt sort. Hun har minder om at ligge blødende på altanen og kigge op på sin ekskæreste, der står med deres skrigende søn i armene. Det næste, hun husker, er at vågne op halvanden uge efter på hospitalet.

– Jeg er glad for, at jeg ikke kan huske, at han faktisk stikker mig ned. Det tror jeg ikke er en rar ting at have i hovedet.

Selvfølgelig er der gode dage og dårlige dage. Men overordnet har hun det godt.

– De siger, det rammer senere. Men det tror jeg ikke, det gør.

På de dårlige dage snakker hun med Gud om det hele. Hun har også skældt ud på ham, spurgt, hvorfor fanden det lige skulle ske for hende. Men Louise Makkonen Thagaards gud er en tilgivende gud, så hun er ikke så bekymret.

Hun har altid været troende, men da hun var sammen med sin ekskæreste, havde hun en følelse af, at hun skulle lægge en dæmper på sin religion. I dag bærer hun sin tro med stolthed.

– Jeg har ændret mig meget, efter det er sket. I dag er jeg ligeglad med, hvad andre tænker. Jeg lever sådan, som jeg lever. Jeg er mere åben nu, for nu styrer jeg mit eget liv. Der er ikke andre, der skal bestemme.

Det var heller ikke alle i familien, der var lige begejstrede for, at hun fik tatoveret et sæt vinger på ryggen. Men det betyder ikke så meget for hende mere.

– Jeg har overlevet noget, man ikke burde overleve, så det skal fylde hele min ryg. Det har jeg med mig hele livet, så det vil jeg skilte med.

Louises Makkonen Thagaards ekskæreste fik 7 års fængsel for drabsforsøg og hærværk mod Louise Makkonen Thagaards bil. Hun har i dag fuld forældremyndighed over deres søn.