Hun skulle bare prøve en rigtig mand. Så han voldtog hende

Jacqueline Philipsen har aldrig puttet med sin seksualitet.

Hun har heller aldrig haft et behov for at springe ud, hun har ligesom bare eksisteret.

Til sin familie sagde hun tidligt, at hun ikke vidste, om hun ville få en mand eller en kone, og så snakkede de ikke mere om det.

– Jeg har aldrig gemt mig i skabet, jeg har måske bare hygget mig i gangen. Jeg synes, det er superakavet det her med at springe ud. Kan man ikke bare være, som man er? siger hun.

Jacqueline Philipsen er 21 år gammel i dag, og indtil for to år siden, var hendes seksualitet ikke noget, hun forholdt sig så meget til.

Den var der ligesom bare. Det ændrede sig en aften i byen i Svendborg.

Hun havde gået på højskole i en lille by i nærheden, og i slutningen af sommeren var hun i byen med nogle af de andre elever, der var tilbage på skolen.

Hun er opvokset i Svendborg, så hun kender en masse i området, og byturen var sådan en, hvor der hele tiden var nye folk at sige hej til.

På Crazy Daisy mødte hun en gruppe fyre, hvor den ene var meget interesseret i hende. Samtalen faldt på seksualitet.

Jacqueline Philipsen har altid været meget åben, hun er ikke bange for at sige sin mening. Den ene fyr virker provokeret af, at hun fortæller, at hun ikke rigtig sætter noget label på sin seksualitet.

Han kommenterer hendes udseende: Hvordan kan hun være til piger, når hun selv er så feminin?

– Når jeg går i byen, kan jeg godt lide at være superfeminin, have falske øjenvipper på, være nedringet og rygløs. Det kommenterede han meget.

Hun slog det hen, tænkte, at han var fuld og dum at høre på og at hun alligevel skulle videre. Hun fandt sammen med en anden gruppe venner, og de gik ind for at spise et slice pizza.

På pizzariaet sad gruppen af fyre igen. Fyren fra før blev ved med at snakke om, at Jacqueline jo bare ikke havde mødt den rigtige fyr endnu. Underforstået, at hun bare ikke havde mødt ham endnu.

– Jeg tror, at han havde lidt ondt i sit ego og forbandt det, at jeg afviste ham med min seksualitet. I virkeligheden var jeg ikke interesseret i ham.

Mærkede en person bag sig

Midt på natten da hun var færdig med at være i byen besluttede hun at gå hjem. Hun krydsede et sæt togskinner, og så var hun væk fra byens larm, der pludselig øde og mørkt.

Pludselig kunne hun mærke, at der var nogen bag hende. Det var fyren fra vennegruppen.

– Jeg kan godt mærke, han er meget fuld, og jeg kan ikke lide ham. Jeg tager noget musik i ørerne og tænker ikke mere over det.

Pludselig lagde han armene om hende. Hun blev chokeret. Det var i hvert fald 5-6 meter han lige havde indhentet.

Med hans arm om sig gik det op for Jacqueline, at han er høj, han er ret stor, hun er ikke særlig stor i forhold til ham.

Hun prøvede på at være høflig, for hun tænkte, at det var den bedste måde at slippe ud af situationen. Hun var langt væk fra centrum, langt væk fra alle andre mennesker. Det sidste, hun havde lyst til, var at blive uvenner med ham, når hun stod her midt i ingenting.

– Han begynder igen at lægge an på mig, han siger: ”Du har bare ikke mødt mig, og du er virkelig flot”. Jeg siger, at jeg ikke er interesseret. Han spørger, om det er, fordi at han ikke er en kvinde, og jeg siger: ”Nej, jeg er bare ikke interesseret. Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide mænd, jeg kan bare ikke lide dig.”

Hun forsøgte at fjerne hans arm og gå væk, men han tog fat i begge hendes arme og forsøgte at kysse hende. Hun vendte sig væk. Fra hun vender sig væk og til han faktisk voldtager hende, siger hun til sig selv, at det her, det sker bare ikke.

– Jeg hyler hele vejen igennem, og det eneste han siger er: ”Nu har du mødt mig, og jeg er en rigtig mand.”

Da overgrebet var overstået, vendte han sig om og gik tilbage til byen. Jacqueline puttede musik i ørerne og gik direkte hjem. Hvad fanden var der lige sket?

En hadforbrydelse

I tiden efter fortalte hun det til sine venner som en sjov historie. Haha, der var dengang, hvor jeg var sammen med en fyr på vej hjem fra Crazy Daisy. Der gik lang tid, før det gik op for hende, at hun var blevet voldtaget.

– Det kan godt være, jeg ikke blev tæsket halvt ihjel, men det er lige så meget en voldtægt. Der var stadig en person, der havde sex med mig, som fysisk holdt mig fast, selvom jeg sagde nej. Det er jo ikke samtykkende sex overhovedet.

Hun brugte mange måneder på at bearbejde overgrebet. For nogle måneder siden, så hun, at organisationen Lev og Lad Leve, som kæmper for at sætte fokus på hadforbrydelser mod LGBTQIA+-personer, ledte efter historier.

Og så slog det hende. Det var jo ikke bare en voldtægt. Det var en straf.

– Det var 100 procent en hadforbrydelse. Han mente jo bare, jeg skulle have en rigtig mand, så han kunne ændre på min seksualitet. Han må være blevet så provokeret over, at jeg sagde, at jeg også var til kvinder.

Efter overgrebet begyndte hun at tænke over, hvem hun fortalte om sin seksualitet. Sidste gang hun talte højt om sin seksualitet, blev hun voldtaget af en mand, der mente, han kunne omvende hende.

– Jeg har tænkt meget over hvorfor? Hvad han fik ud af det? Det er jo ikke, fordi jeg bagefter tænkte: ”Hold da op en sød og flot mand, ham vil jeg gerne være sammen med.” Det var, som om det gjorde ondt i hans maskulinitet, at jeg afviste ham, og så skulle han nok lige lære mig.

Hun anmeldte ikke overgrebet, og i lang tid havde hun dårlig samvittighed. Den tankegang vil hun gerne gøre op med.

– Det er okay, hvis man ikke melder det, og det er okay, hvis man først melder det lang tid efter. Jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke udskammer folk, der har brug for at bearbejde det selv først.

Dengang for to år siden havde hun brug for, at nogen sagde til hende, at det var et overgreb, og at det ikke var hendes skyld.

Hun håber, at hun ved at fortælle sin historie, kan give andre i en lignende situation en fortælling at spejle sig i.

Og så håber hun, at hun kan være med til at fortælle unge, queer personer, at det er okay ikke at være sikker på sin seksualitet. Det er okay ikke have et ord for, hvad man er. Det er okay ikke at putte sig selv i en kasse.

– Jeg er bare mig. Jeg er queer, og jeg kan godt lide den person, jeg godt kan lide, og så er jeg ligeglad med, om det er en mand eller en kvinde eller en ikke-binær. Jeg stolt af, at jeg er nået hertil, hvor jeg kan tale om det, og jeg vil gerne være med til at lave noget larm og fortælle, at den her type opførsel, vil vi ikke finde os i.