Dagbog fra en sygeplejerskes nattevagt: "Jeg rykker konstant rundt og bliver aldrig helt færdig med noget"

Klokken 18.50

Jeg møder ind på vagtstuen lidt før 19, fylder et krus med kaffe og hilser på mine kolleger. Vi har alle haft nattevagt og gik hjem kl. 7 i morges. Jeg møder ind i lægevagten for at hjælpe til i nogle timer, før jeg skal over i akutafdelingen.

Klokken 23.00

Jeg har set 18 patienter, da jeg rydder op, slukker og lukker og efterlader lægevagten alene med tre patienter.

Klokken 23.15

Jeg får tildelt tre patienter i akutafdelingen. 16 er indlagte, og 10 patienter venter i skadestuen. Det betyder travlhed.

Jeg tager imod patient A, måler værdier og vurderer, hvor hurtigt vedkommende skal ses af en læge, bestiller blodprøver, hjertediagram, ringer efter en bioanalytiker.

Mens jeg snakker med patienten, der er lidt rystet over den pludselige indlæggelse, ringer min telefon flere gange. Det er spørgsmål relateret til patient B samt besked om medicin, jeg skal give til forskellige patienter – altså ordinationer. Jeg er nødt til at skrive dem ned, da jeg ikke ved, hvornår jeg kan udføre dem.

Klokken 00.00

Jeg bliver nødt til at gå fra A. Patient B, som er indlagt med en infektion, viser sig at være mere syg end som så. Patienten har KOL, som er i udbrud. Et hjertediagram viser, at patienten også har en nyopstået sygdom i hjertet, som skal overvåges. Jeg tager blodprøve og giver medicin.

Klokken 01.00

Mens jeg behandler B, bliver jeg ringet op af min koordinator. Jeg skal tage imod patient D, en gammel kending, der har drukket for meget, og som opholdsstedet ikke kan få kontakt til. Jeg modtager patient D på samme stue, hvor patient C ligger.

Jeg ved, at vi kommer til at vække C mange gange fra nu, men der er ikke andre ledige stuer. Mens jeg tager imod patient D, bliver jeg afbrudt flere gange. Jeg render fra den ene til den anden.

Klokken 01.30

Jeg er tilbage ved patient B og giver antibiotika. Jeg småsnakker med patienten og det voksne barn, der er med inde. Begge er bekymret, men jeg har ikke meget tid til at tale med dem. Koordinatoren melder endnu en patient, jeg skal tage imod.

Klokken 02.00

Ambulancen kører patient E ind på en enestue. Patienten lyder som en, der har lidt svært ved at få luft. I de 20 minutter, jeg står ved E for at tage imod og måle værdier, når D at ringe to gange. Jeg tager en blodprøve, mens jeg ringer efter en læge.

Klokken 02.30

Da lægen er på stuen, går jeg ned for at analysere blodprøven. Jeg napper en cola i køleren og lidt snacks i personalerummet. Jeg har ikke spist siden klokken 16.30, og jeg er sulten. Jeg skal dokumentere alt, hvad jeg har lavet, så jeg må spise ved computeren.

Klokken 02.45

Der er svar på den blodprøve, jeg tog på E. Der er væske på lungerne, som jeg behandler. Igen bliver jeg afbrudt og må kigge til patient B.

Klokken 03.30

En bioanalytiker er kommet for at tage blodprøver og hjertediagram på E. Jeg kigger ind og kan se, at patienten ikke reagerer på at blive stukket. Jeg går helt hen til sengen, rusker blidt i E, men der er ingen respons.

Jeg tager bedre fat og rusker, mens jeg kalder på hende højt og tydeligt, men først, da jeg trykker mine knoer hårdt mod brystbenet, sker der noget. E prøver at flytte sig fra det, der gør ondt.

Jeg kan ikke få E til at åbne øjnene, og jeg kan ikke få andet end en brummende lyd frem, ingen reelle svar eller normal tale. Jeg tilkalder lægen.

Både B og D ringer. Jeg rykker konstant rundt mellem de tre stuer og bliver aldrig helt færdig med noget. Min blok er efterhånden fyldt med alt det, jeg skal huske, og jeg begynder at blive nervøs for at glemme noget.

Klokken 04.00

Mens vi står ved E, falder hendes blodtryk. Jeg lægger hende med hovedet lavt og benene højt, en kollega er kommet til og sætter saltvand op for at hæve blodtrykket.

Blodtrykket stiger, og lægen forsvinder ud til en anden dårlig patient. Jeg kan ikke gå fra E lige nu, men både D og B ringer, så jeg går.

Kort efter ringer lægen. Jeg skal sætte et apparat op til E, som giver ilttilskud. Der er kommet et alarmsvar på en af E’s blodprøver, så der skal gives mere medicin, og det bliver besluttet, at der skal laves en scanning.

Klokken 5.30

Endelig er der lidt ro på. Jeg sætter mig foran computeren og begynder at dokumentere noget af alt det, jeg har lavet. Jeg skal også have skrevet det, jeg ikke har haft tid til, så mine kolleger i dagvagten kan følge op på det.

Jeg må rejse mig flere gange for at gå ind til D og slå klokken fra og sige, at jeg har bedt lægen komme, men at de har travlt. Hver gang kigger jeg ind til B og E, før jeg går tilbage til computeren.

Klokken 7.20

Jeg tømmer den tallerken med snacks, som jeg havde hentet klokken 2. Over halvdelen røg i skraldespanden sammen med en tom dåse cola. Da jeg gik, sad lægen og talte med Es pårørende.

Da vi gik hjem, havde vi indlagt 23 patienter i akutmodtagelsen og set 22 patienter i skadestuen på 12 timer. Det er mange, når bare en håndfuld af dem er rigtig syge og har behov for tæt observation.

Der er ikke ret meget tid til den egentlige sygepleje. Til at tage hånd om patienternes bekymringer, kriser, angst og utryghed. Til at servere lidt at drikke eller komme med en ekstra pude - alle de ting, der gør, at patienterne falder mere til ro og føler sig trygge.

Jeg er træt, men har svært ved at falde i søvn ovenpå en 12 timers vagt, hvor jeg har været i gang og haft travlt, fra jeg kom, til jeg gik. I mit hoved kan jeg ikke lade være med at gennemgå hele vagten. Er der noget, jeg har glemt?