Hun var alkoholiker, så kristen mor-blogger, nu lever hun i en regnbuefamilie. Mød forfatter Glennon Doyle

Kan man skrive tre selvbiografier, inden man er fyldt 40?

Det kræver, at man har nået at leve flere liv. Eller bare har meget på hjerte. Begge dele kan den amerikanske forfatter og mediepersonlighed Glennon Doyle levere.

Hun er gået fra at være kristen morblogger med alkoholproblemer til succesforfatter og fortaler for kernefamilien som ideal til at springe ud i et forhold med en kvindelig fodboldspiller – og hun har haft sine læsere med hele vejen.

Glennon Doyle startede med at skrive som ren overlevelse. Opvokset i en egentlig velfungerende katolsk familie kæmpede Doyle med bulimi fra en tidlig alder.

Hun var det evigt utilpassede barn, og da hun kom på college, fandt hun ud af, at hun kunne flygte fra sine tanker ved at drikke hjernen ud på mere eller mindre daglig basis.

Først da hun giftede sig og blev gravid med sit første barn, stoppede hun med at drikke og fandt en ny besættelse: at skrive.

Hun skrev og skrev om sit moder- og kvindeliv til sine venner og bekendte, indtil en af dem med en diskret hentydning sendte hende en brugsanvisning til at starte en blog.

Glennon Doyle startede den kristne mommyblog, Momastery, der hurtigt blev rasende populær, og som var startskuddet til hendes første selvbiografi, "Carry on, Warrior".

Den blev i 2016 efterfulgt af "Love Warrior", der brød med det bløde morunivers og handlede om Doyles mange år med misbrug, hendes mands utroskab og hendes succes med at redde ægteskabet gennem tilgivelse.

"Love Warrior" blev udvalgt til Oprahs bogklub, og Doyle kom i samme liga som “Eat, Pray, Love”-forfatteren Elizabeth Gilbert, der i dag også er hendes tætteste veninde.

’Der er hun’

På PR-turen rundt i USA for "Love Warrior" skete der imidlertid noget. Inden et PR-arrangement samledes forlagets forfattere.

Ind ad døren kom den tidligere kvindelige fodboldspiller Abby Wambach. I sin nyeste selvbiografi “Untamed” beskriver Doyle selv det møde, der skete, lige idet hun rakte ud efter en flaske salatdressing:

“Jeg stirrer på hende, og hele mit liv passerer revy. Hele mit væsen siger: Der er hun.”

Doyle, der er ude for at promovere sin bestseller om kernefamiliens glæder og det heteroseksuelle parforholds redning, faldt øjeblikkeligt, hårdt og umiskendeligt for Abby.

Den voldsomme forelskelse var gengældt, og – godt gættet – Glennon Doyles tredje selvbiografi, “Untamed”, handler ikke mindst om det nye forhold og den regnbuefamilie med Glennon Doyles tre børn, der kom ud af deres møde.

For en forfatter som Doyle, der har bygget sin succes på at skrive om en overvejende kristen, 100 procent heteroseksuel og gennemsnitlig middelklasseversion af sig selv, burde det være professionelt harakiri at smide hele sin tidligere identitet over bord.

Men det var ikke det, der skete.

Radikal ærlighed

Allerede tidligt i sit forfatterskab introducerer Glennon Doyle det selvopfundne ord ’brutiful’, en blanding af ordene brutal og beautiful.

Livet er brutiful, men vi skal tillade os selv at mærke både det brutale og det smukke. Hendes andet gennemgående begreb er idéen om radikal ærlighed.

Kun ved at være radikalt ærlig i den måde, du lever dit liv på, kan du skabe mening i din tilværelse, lyder Doyles filosofiske grundsætning.

Det var derfor aldrig på tale, at Doyle ikke skulle udleve sin nye kærlighed. Det var heller ikke på tale, at hun ikke skulle skrive om den.

At hun stod ved sit nye livsvalg og udlevede sin radikale ærlighed endnu en gang, blev det, der reddede hendes integritet som forfatter.

For heldigvis ville størstedelen af hendes gigantiske læserskare hellere læse om det nye kapitel i hendes liv, end de ville holde krampagtigt fast i deres forudfattede forestillinger om den kvinde, de troede, hun var.

Som Doyle skriver i “Untamed”, der tager udgangspunkt i historien om den tamme gepard Tabitha, hun en dag ser i Zoo: Livet handler om, at vi skal finde den vilde, utæmmede version af os selv og udleve et frit liv.

Og det er en længsel, der tilsyneladende giver genlyd i rigtig mange kvindelige læsere verden over.

Fænomen og aktivist

Doyles forfatterskab anses ikke for at være hverken litterært eller intellektuelt.

Da jeg fortalte en veninde, der kun læser Weekendavisen, filosofiske værker og hører P1, at jeg havde læst “Love Warrior” og var vild med dens energi, så hun tavst og en lille smule bekymret på mig meget længe.

Hun anede ikke, hvad jeg talte om, og da jeg begyndte at forklare, at bogen havde været promoveret af Oprah, kunne jeg se, at hun lagde afstand per refleks.

Sådan er det ofte med værker og medietilbud, der tager udgangspunkt i kvinders erfaring – inklusive dameblade. De opfattes ikke som lige så vigtige, vægtige eller alvorlige som andre tilbud på mediemarkedet.

Efter Glennon Doyle har solgt millioner af eksemplarer af sine bøger (“Untamed” har alene solgt over to millioner eksemplarer i skrivende stund), er hun dog nok pænt ligeglad og griner hele vejen til banken.

Til gengæld tager hun ikke let på den indflydelse, hendes popularitet og økonomiske status har givet hende. Glennon Doyle er ikke kun forfatter, hun er et fænomen.

Hun har ikke kun læsere, hun har følgere (alene på Instagram har hun over 1,6 millioner følgere, og på Facebook ligger hendes følgerskare på en lille million). Den form for popularitet kommer med et ansvar.

Allerede i 2012 grundlagde hun den 100 procent kvindeledede nonprofitorganisation Together Rising, der samler penge ind til værdige formål.

Pengene går til kvinder og familier, der har svært ved at klare sig, samt til større internationale formål som at forbedre hverdagen for krigsramte børn i Syrien eller hjælpe familier på flugt.

En del af Together Risings indsats handler om at sammenføre de familier, der er blevet adskilt ved USA’s sydlige grænse mod Mexico på grund af USA’s indvandringspolitik.

Anti-Trump, pro-Biden

Politisk lagde Doyle sin vægt bag en anti-Trump-kampagne op til præsidentvalget i 2020. Kvinden, der tror på radikal ærlighed i alle livets facetter, kunne ikke holde ud at se en notorisk løgner stige til magten endnu en gang.

I de 40 dage, der ledte op til valget, inspirerede hun sine Instagramfølgere til hver dag at tage politisk stilling på en ny måde.

Den ene dag forklarede hun, hvordan brevstemmer fungerede, den næste dag diskuterede hun politik med den tidligere demokratiske kandidat Elizabeth Warren og så videre.

Hendes kampagne handlede om at informere og inspirere; Glennon Doyles to kernekompetencer.

Den skulle fungere som et bolværk mod strømmen af fake news og giftige personangreb fra den siddende præsident.

Glennon Doyles indflydelse er af en kaliber, hvor den nuværende præsident Biden inddrog hende i sin kampagne for at få en afgørende vælgergruppe i tale: de kvindelige forstadsvælgere.

Dem, der ser Glennon Doyle som en form for guru.

Glennon Doyles mantra fra “Untamed”: ’We can do hard things’ (vi kan klare svære ting, red.), løb som et ekko gennem Bidens kampagne, og da det stod klart, at han havde vundet valget, sprang hans kampagneleder, Jen O’Malley Dillon, til tasterne og tweetede: ’We can do hard things … and you just did!’.

Generøs med sig selv

Glennon Doyle inspirerer ikke sine læsere og følgere, fordi hun kommer fra et ekstraordinært sted. Hun har ikke fået sin indsigt fra en lang og specialiseret uddannelse.

Hun har ikke kæmpet sig op fra bunden af samfundet mod alle odds eller forladt en fundamentalistisk religiøs sekt.

Hendes kamp er den kamp, alle kvinder kæmper hver dag mod urealistiske skønheds- og moderskabsidealer, mod samfundets snævre kategorier at definere sig selv indenfor, mod hendes diagnosticerede angstlidelse og for at få tiden til at slå til som hårdtarbejdende mor og partner.

Hendes styrke er, at hun er nem at relatere til. Især hvis du er en (hovedsageligt hvid) middelklassekvinde mellem 25 og 65.

Hvis Doyle i al sin fejlbarlighed kan finde ud af at styre uden om livets værste faldgruber og udleve en mere ærlig og kompromisløs version af sit liv, så kan du og jeg også, er det budskab, man får, når man læser hende.

På Instagram deler både hun og hendes partner, Amy, også generøst ud af sig selv og deres samliv.

Det er en del af Glennon Doyles brand, at vi kender hende og har set hende med morgenhår og læsebriller eller midt i et godmodigt skænderi med Amy om, hvad der er den rigtige måde at fylde opvaskemaskinen på.

Mainstream-aktivisten Doyle

Samtidig er Glennon Doyle dygtig. I en tid, hvor den offentlige debat er et minefelt, forstår hun at navigere i samtalerne om racisme, sexisme og homofobi ved at oversætte sin åbne, ærlige dialogstil til en særlig form for mainstream-aktivisme.

I sine bøger er hun en ufortrøden feminist, der skælder ud på patriarkatet. Når hun skal introducere sine børn, skriver hun, at hun har en dreng og to piger, ’indtil de informerer mig om andet’.

Hun støtter Black Lives Matter-bevægelsen og har fundet sin egen måde at tage del i antiracismen på, nemlig ved at stille sig forrest som leder for sin egen ’flok’ af privilegerede middelklassekvinder og presse dem til at se deres privilegier efter i sømmene.

Hun skøjter elegant uden om ordet ’lesbisk’, når hun skal definere sig selv, for hun vil ikke sættes i bås, men hun kæmper for alles ret til at elske, hvem de vil, og til at holde alle døre i livet åbne.

Falder uden for kategori

Ikke alle elsker Glennon Doyle. Det er klart. Netop det, at hun insisterer på at være så svær at rubricere, skubber lige så mange fra hende, som søger mod hende.

Da hun gik fra at være kristen morblogger og til at indrømme et langt liv med misbrug, røg der en god portion følgere i svinget.

Da hun efter at have skrevet sin bestseller om at være tilgivende over for sin utro mand og redde sit ægteskab med en blanding af kristne grundværdier og light buddhisme og gik lige ud i armene på en anden kvinde, som hun forlod sin mand for, sprang en del følgere indlysende fra.

Det var ikke den fortælling, de havde abonneret på.

Men mange blev. Og flere kom til.

Problemet med at rubricere hende er især svært for de grupperinger, der definerer sig selv ud fra meget fasttømrede ideologiske ståsteder.

Mange feminister finder hende for let og for dullet. Størstedelen af LGBTQ-grupperingerne ved ikke, hvad de skal stille op med hende af de samme årsager samt et par stykker til, blandt andet at hun ikke fortæller sin livshistorie som en historie om at ’komme ud af skabet’.

Hun bliver ikke inviteret til at sidde med i et politisk panel på CNN, selv om hendes indsigt i politik er både analytisk og vidende, og hendes indflydelse er reel.

For meget og sig selv

Glennon Doyle passer dårligt ind i sammenhænge, der baserer sig på faste kategorier. Hun er stadig for meget, for mainstream, for sjov og for SoMe-lækker for mange.

Også selv om hun er holdt op med at glatte sit naturkrøllede hår og ikke længere får botoxindsprøjtninger. Det er nemlig aldrig for sent at genopfinde sig selv endnu en gang.

Nærværende kvindemagasin har i en årrække lanceret sig med sloganet: ’til alle de kvinder, du er’. Det kunne være skrevet af Glennon Doyle.

Der er en frihed i at definere sig selv og ikke ligge under for samfundets forestillinger om, hvordan man skal være.

Det er her, Glennon Doyles frihedskamp skal findes.

Men læser man Doyles forfatterskab, læser man også historien om en kvinde, der er vant til ikke at høre til.

Som har kæmpet for at få en plads ved bordet, men som også næsten døde af stoffer og underernæring som en konsekvens af den kamp.

Hun er slet ikke interesseret i at høre til i de store forkromede kategorier. Hun vil være sig selv. Høre til hos sine nærmeste. Hun giver zero fucks for resten.

Og det er det, der er hendes budskab til verden, det er det, der er hendes tiltrækningskraft, og det er det, der gør hende relevant i lige netop den tid, vi lever i nu, hvor rigtig mange kvinder alt for længe har haft brug for at sige fra og sætte egne grænser, men ikke har gjort det.

Be a cheetah, vær som en vild gepard, er Glennon Doyles svar til alle de kvinder.