Jeg lærte først at sige fra, da jeg blev voldtaget. Måske trænger vi til en ny samtale om samtykke og sex?

Jeg var 22 år gammel, første gang nogen fortalte mig, hvad seksuelle grænser var. Det var ikke, fordi jeg følte, jeg havde rygsækken fyldt med grænseoverskridende oplevelser, slet ikke.

Når jeg tænker tilbage på de seksuelle møder, jeg havde i mine teenageår og i begyndelsen af tyverne, fremstår de fleste af dem som prøvende, vaklende, fine, uengagerede og ikke-imponerende.

Noget har været sex, jeg ikke var særlig investeret i, ikke engang til stede i. Men jeg havde ikke tænkt på det som noget, jeg kunne ændre på.

Jeg opdagede det, altså at man kunne sige nej til ting, da jeg talte med en psykolog, i ugerne efter at jeg var blevet voldtaget.

Jeg fortalte hende, at efter overgrebet var der ting, jeg havde svært ved.

Jeg havde datet ret uforpligtende både før og efter voldtægten, og pludselig var der ting, jeg ikke kunne. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre med den følelse.

Hun sagde, at det var okay. Måske ville det ændre sig, måske ikke.

Men det var også i orden, sagde hun, at have ting, man sagde nej til. Det havde jeg vitterligt aldrig tænkt over før.

Jeg er næppe den eneste, der er vokset op med et begrænset sprog for sex og intimitet. Og dermed også en forsvindende lille forståelse af, hvad jeg havde lyst til og ikke lyst til.

Sidste år fik vi endelig en samtykkebaseret voldtægtslovgivning herhjemme, og den ændrede fundamentalt på måden, retssystemet forstår voldtægter på.

Den ændrede også på vores samtale. Vi snakkede rigtig meget om retten til at sige nej og få sit nej respekteret. Jeg savner en samtale om at sige ja.

Jeg forstår godt dem, der synes, den samtale, vi står midt i lige nu, er svær. Det synes jeg også selv.

Selv om jeg (efterhånden) er blevet god til at sætte grænser, er jeg elendig til at sætte ord på, hvad jeg godt kunne tænke mig i stedet.

Altså at sige ja. Så bliver mit sprog mangelfuldt, hvis ikke helt fraværende, og meget kropsligt.

Jeg satte mig for at undersøge, hvad vi kan gøre ved det.

Opskriften på sex

Jeg har en veninde, lad os kalde hende Julie, og da vi blev teenagere, blev jeg ranglet og akavet og var i mange år kun udstyret med en A-skål, og Julie blev lækker. Ikke smuk, lækker.

Store runde øjne, langt hår, flotte bryster, universelt attraktive træk hos kvinder dengang som nu, og hun vidste det godt, jeg vidste det, og drengene omkring os vidste det virkelig godt.

I dag spørger jeg hende, hvordan samtalen om samtykke, om tilvalg og fravalg var, da vi var børn og unge.

– Ikkeeksisterende. Jeg kan vitterligt ikke huske, at vi har snakket om, hvad vi godt kunne lide, før i vores midt-tyvere. Jeg kan huske, at jeg lærte rækkefølgen i at have sex. Det starter med et blowjob, og når det har varet en rum tid, er det penetration, han kommer – succes.

– Så fandt man ud af, at man også selv kunne nå et klimaks. Men med de første mange, jeg var sammen med, troede jeg ikke, det var noget, andre kunne få til at ske.

Vi snakkede en masse om sex, kan jeg huske, siddende i sengen på vores teenageværelser. Men det var en snak om, hvem der gjorde hvad med hvem. Ikke om, hvad vi havde lyst til.

– Jeg føler, at drengen satte dagsordenen. Man gjorde det, han ville have. Men jeg følte mig ikke tvunget, jeg oplevede mig jo interessant, fordi han gerne ville have det af mig. Og jeg er blevet afhængig af det.

– Det et blevet en værdi i sig selv at være en, mænd har lyst til, og min krop er noget af det første, jeg har fået komplimenter for.

– Jeg har først lært meget senere at sige til og fra. Jeg ville stadig have svært ved at udtrykke det over for min kæreste, hvis der var noget, jeg havde lyst til seksuelt.

– Jeg ved godt, jeg har lov, men det føles enormt ukomfortabelt. For at vide, hvad man har lyst til, skal man jo også vide, hvad der er af muligheder. Hvem skal fortælle os, hvad der er på menukortet? siger hun.

Ja, hvem skal egentlig det.

Seksualundervisning var ret begrænset, da vi var børn, det var menstruation, kønssygdomme, og sådan undgår du at blive gravid, der var ikke særlig meget lyst over det.

I de fleste film stopper al kommunikation, når først musikken spiller, og så udspiller der sig et ordløst og fejlløst møde mellem to mennesker, som ikke har behov for at tale sammen, når først tøjet er røget.

Jeg er nødt til at tale med en, der har mere sprog for sex, end jeg selv har.

Slutshaming-fælden

Jeg spotter hende på lang afstand, der er intet at tage fejl af. Stor, pink pels, lyserøde og gule joggingbukser og lyserøde støvler. Et par firkantede solbriller dækker halvdelen af hendes ansigt. Louise Kjølsen ser godt ud.

Jeg har fulgt hende de seneste fire-fem år. Hun brød igennem debatmuren som hende feministen og psykologen, der rystede røv og insisterede på at blive taget seriøst samtidig. Da Twerk Queen brød frem, var der ikke mange, der lignede hende i mediebilledet herhjemme.

Hun stikker den lyserøde støvle ud til en hilsen og trækker de store solbriller ned ad næsen.

– Det er altså ikke for at være arrogant, jeg er bare helt vildt lysfølsom.

Hun skubber brillerne på plads. Louise Kjølsen er uden sammenligning det menneske, jeg kender, der er blevet udskammet mest på grund af sin krop, sin udstråling, sin seksualitet.

– Det er ikke særlig nemt som kvinde at sige ja. Vi har sat et game op, hvor kvinder skal sige nej, for ellers er de nogle ludere, og mænd skal bare køre på, for ellers er de nogle bøsserøve. Det er klart, hvis det er gamet, så er det sat op til at fucke op.

Så kvinder kan kun sige nej, og mænd har lært at blive ved med at spørge efter et ja?

– Ja, for hvis kvinder siger ja, så er de nogle slutty ludere. Og jeg tror overhovedet ikke, mænd har et råderum til at sige nej uden at miste deres maskulinitet.

Louise Kjølsen kan huske, hvordan hun lærte om rigtigt og forkert som barn. Hvordan hun i 7. klasse på Blågårdsskolen, inden hun selv var begyndt at have sex, slutshamede de piger, der var længere fremme.

Den og den var en luder, fordi de havde gjort det og det. Det var altid ”luder”.

– Der var en opdragelsesmoral i det. Når de andre sagde ”Hende derovre er en luder, fordi hun har gjort det”, så lavede jeg en lille note to self om, at det skulle jeg ikke gøre.

– Vi etablerede og forstærkede alle de normer for, hvad man måtte som kvinde, uden nogen sinde at stille spørgsmål til hvorfor.

Jeg har en teori om, at slutshaming fungerer på to planer. Det er en rettesnor: Man ved dog ikke helt, hvordan reglerne er, men det handler om ikke at være for seksuelt aktiv. Og hvis du så overtræder det usynlige regelsæt, så klapper slutshaming-fælden, og det får sociale konsekvenser.

– Det er jeg helt enig i. Når unge piger skriver på min Instagram, at jeg er en luder, er det ikke, fordi de ved, om jeg er sexarbejder. De ser: ”Hun bryder reglerne, jeg skynder mig at tage aktivt afstand, så der ikke er nogen, der tror, jeg er sådan en, der bryder reglerne”.

– Hver gang jeg ser unge piger skrive det, så tænker jeg, gud hvor du lever i frygt for, at der er nogen, der peger luderfingeren mod dig.

Når man snakker slutshaming, snakker man tit om det, fyre har gjort og sagt mod en. Men jeg oplever nogle gange, at det mere er noget, kvinder gør mod hinanden.

– Jeg tror, det er noget, vi alle sammen gør. Men jeg synes, det rammer hårdere, når det er andre kvinder, fordi man tænker ”Du burde have min ryg, jeg gjorde lidt det her, for at du også kunne få det federe,” siger hun.

Til stede

Der var et meget specifikt øjeblik, der ændrede Louise Kjølsens syn på sit eget sexliv. Indtil da havde hun tænkt, at hun havde et godt sexliv. Men det var også et egoprojekt, hun ville gerne være den, der var god til sex.

Hun fik ikke særlig meget ud af det selv (”Hold kæft, hvor har jeg faket mange orgasmer”). Og så var det, at hun havde sex med Mike i New York.

– Det var bare mindblowing, at sex pludselig kunne have mig som centrum. Det havde jeg ikke prøvet før.

Hun fægter med hænderne og laver eksplosionslyde.

– Han aflæste mig bare. Og jeg tænkte “shit, det er der jo ikke nogen, der nogen sinde har gjort før”. Jeg havde vildt svært ved at give slip og tage imod.

– Jeg havde slet ikke været vant til at være til stede i min krop undervejs. Da jeg begyndte at have sex med mænd, der gerne ville gøre det godt for mig, gik det op for mig, at det vidste jeg ikke, hvordan man gjorde.

I dag er hun en fremtrædende stemme i samtykkedebatten, men i mange år var samtykke slet ikke et begreb, hun selv opererede med.

Hun havde for eksempel engang en kæreste, der mente, at han havde ret til sex, og det var uanset, om hun havde lyst eller ej.

– Når jeg kigger tilbage nu, kan jeg da godt se, at min krop på ingen måde gav samtykke. Til gengæld gik jeg rigtig meget til lægen og fik gynækologiske undersøgelser, fordi jeg fik mange kramper pludselig, siger Louise Kjølsen.

Jeg kan virkelig genkende det her med slet ikke at have haft sprog nok til at beskrive, hverken for mig selv eller andre, hvis noget ikke var okay.

Sex var denne her ret, der blev serveret, og så var det det, der var til aftensmad, og det, man spiste. Og nogle gange føltes det ikke rart, fordi jeg ikke var til stede, og så hed det dårlig sex.

Det her element af, at jeg jo selv kunne bestemme, selv kunne være med til at forme de seksuelle oplevelser, jeg gerne ville have og ikke have, fandtes ikke hos mig, før jeg mødte et menneske, der var så ligeglad med mig, at han ignorerede alle de gange, jeg sagde fra.

Før jeg bagefter blev nødt til selv at sætte ord på, hvad jeg ikke ville, over for nye partnere.

Den ikke-kommunikation tror jeg har været trist for alle involverede. Jeg havde engang en kæreste, der blev både vred og ked af det, da han opdagede, at jeg var spacet fuldstændig ud, men ikke havde sagt det til ham.

Jeg tror, det må have været svært at være sammen med et menneske, der ikke sagde fra, men jeg kan ærligt sige, at den mulighed ikke eksisterede hos mig, før den blev taget fra mig.

Louise Kjølsen har faktisk haft en lignende oplevelse. Hun blev for nogle år siden voldtaget af en mand, hun før havde haft sex med.

– Det var først, da jeg mærkede det på egen krop, at jeg kunne forstå forskellen mellem sex og tvang. Så jeg kan godt forstå, folk ikke kan forstå nuancen i, hvad samtykke er.

– Men når man er i det, bliver det bare så tydeligt. Ja, jeg sagde nej, og ja, jeg sagde stop, men det var jo alt, der var til stede, der sagde nej. Fordi det blev så tydeligt der, kan jeg lige så tydeligt se nu, når noget er et ”ja”.

Senere havde hun en oplevelse, der var det diametralt modsatte. Der gav hende masser af håb.

Hun var sammen med en fyr, de havde skrevet sammen i lang tid, virkelig bygget noget spænding og forventning op, og da det så endelig skulle være, følte hun, hun skulle præstere noget out of this world god sex.

Og så zoonede hun lidt ud, var lidt fraværende et øjeblik.

– Og så stopper han og kigger på mig og siger ”er du okay?” Og jeg var bare sådan what?! Du lagde mærke til det, du pumpede ikke bare videre. Det var det fineste øjeblik.

– Han var så tunet ind på vores samspil, at han mærkede det øjeblik, hvor jeg mentalt var det andet sted. Det er kraftedeme samtykke, siger hun.

Plads til at blive klogere

Jeg siger, at når vi har fået så snævert et seksuelt manuskript med hjemmefra som kvinder, så forstår jeg også godt, at der er mænd, der har svært ved at navigere i denne her nye debat om samtykke og grænser.

Der ikke rigtig ved, hvad de må og kan nu.

Men hvordan snakker man om det uden at komme til at lægge ansvaret hos dem, der har fået deres grænser overtrådt?

Hun griner.

– Og jeg kommer med svaret på det?

Nej, ikke nødvendigvis. Jeg har heller ikke noget svar.

– Jeg tænker for det første, at det handler om at skabe et rum, hvor man kan have denne her samtale.

– Så længe vi kridter banen op med “der er gode mennesker, der ikke voldtager, og onde mennesker, der voldtager”, så kommer der ikke til at være nogen, der siger, at måske har de overskredet nogens grænse. Så er det simpelt hen for farligt at indtage den position. Så lukker vi ned for den samtale, der er nødt til at være.

– Jeg har personligt overskredet nogens grænser seksuelt. Jeg kan huske en fyr, som havde sovet hos mig, og jeg ville rigtig gerne knalde med ham, men han var lidt mere on the back burner, han havde vist lidt en ekskæreste, som ikke helt var afviklet. Og så ...

Hun holder en pause.

– Jeg blev ved med at gnubbe og presse og lægge op. Vi endte med at have sex, og jeg tror ikke, han føler, han er blevet voldtaget, men jeg tror helt sikkert, han føler, jeg overskred en grænse. Jeg tror egentlig ikke, han havde lyst til at have sex med mig der.

– Det, at vi kan sige det, uden at det dømmer mig ude for evigt som et dårligt menneske, det gør, at jeg i dag kan tænke over, at det vil jeg gerne lade være med at gøre igen. Der skal være plads til at være blevet klogere og til at sige undskyld.

Pikket målrettethed

En mand, der virkelig har forsøgt at have en samtale om grænser og sex, er forfatter og journalist Anders Haahr.

I 2019 udgav han bogen “En fandens mand”, hvor han undersøger, hvad den moderne mand indeholder.

Nu sidder Anders Haahr på en bænk i København og følger en tenniskamp, der udspiller sig et stenkast fra os, med øjnene. Flik flak, flik flak.

Jeg siger, at med en ny samtykkelovgivning og 2 x MeToo føles det, som om noget er i opbrud, som om vi er i gang med en genforhandling af spillereglerne for, hvordan vi kan være sammen med hinanden.

– Det tror jeg er meget rigtigt, siger han.

Det er som om, siger han, at hans generation (han er 41) og min (jeg er 27) simpelt hen mangler noget seksuel dannelse.

Anders Haahr har haft en fast kæreste de seneste 4 år, men dengang han var single, syntes han, det var svært overhovedet at få de seksuelle møder til at opstå.

Og det påvirkede hele oplevelsen.

– Jeg kunne gå halve år uden at have været i nærheden af at få noget som helst sex, og så stod sol, måne og stjerner rigtigt, og så var det sådan ”Fuck, nu må det ikke gå galt”. Der kom sådan en egoisme.

En målrettethed?

– Sådan en pikket målrettethed. ”Jeg skal have det her sex, det må ikke bare udvikle sig til, hvad end der nu føltes mest rigtigt og ægte i øjeblikket.” Jeg er også bare opfostret med sådan en omklædningsrumskultur, hvor det er fedt at have prøvet en masse ting og pinligt ikke at have.

Hvad tror du, den pikkede målrettethed betød for det seksuelle sprog, I kunne have mellem jer?

– Jeg tror, det skabte en situation, hvor jeg tænkte, at min primære opgave var hele tiden at sørge for, at hun aldrig behøver at sige hverken ja eller nej.

Hvad betyder det?

– Det vil sige at sørge for, at hun hele tiden bare kan følge med, at hun ikke skal tage stilling til, hvad der skal ske eksplicit. Hele tiden minimere risikoen for, at det løber ud i sandet. Det er jo et super ufedt mindset at have. Så bliver det bare sådan ... manuskriptagtigt, så følger man bare den slagne vej.

Ny seksuel dannelse

Han oplever, at mændene i hans generation ofte bliver glade, når de møder kvindeligt begær, kvindeligt initiativ, et kvindeligt ja. Ikke så meget slutshaming der.

– Jeg kan huske, at jeg engang på Roskilde Festival faldt i snak med en norsk pige, og vi hørte musik og drak øl, og så siger hun sådan ”Skal vi gå ha sex?”, siger han med et godt forsøg på norsk accent.

Han griner lidt.

– Jeg syntes, det var så vildt sjov en formulering. Og jeg var sådan ”Jaa! Lad os da gøre det. Fedt!” Og sådan en historie bliver altid delt med sådan en ”Hold da kæft, sej pige.”

Måske også fordi det tager noget af presset fra dem selv.

– For mænd har det jo været både et privilegium og en ret, at man skal gå ud og være aktiv og opsøge det, man vil have. Bagsiden af medaljen er, at det også føles som en pligt. Der sker virkelig ikke noget, hvis jeg ikke får ting til at ske.

Han har også oplevet, at hvis han gav slip i situationen, lod den, han var sammen med, tage teten lidt, så opstod der en usikkerhed hos hende på ham som mand.

– Det, jeg kan genkende hos mange mænd, er, at der er en frygt for at skære koglerne af sig selv, sætte sig i en situation, hvor man bliver afmaskuliniseret, og det tror jeg, kan knytte sig til, hvis man er tøvende, usikker eller spørgende.

Han tror dog på, at der er et meget større seksuelt spillerum for alle køn på den anden side af det, vi står i lige nu. Men det kræver kommunikation. Meget af det.

Og måske har mange af os egentlig brug for en omgang seksuel dannelse på ny. Det mærkede han i sit eget parforhold på et tidspunkt.

Så han og hans kæreste tog til kropsterapeut for at lære at snakke om seksualitet og grænser på en måde, der hverken gjorde ondt på nogen af dem eller fjernede al spontanitet.

– Det gav mig en forståelse for, hvad det var for nogle blindgyder, vi røg ind i, når vi var sammen, hvad det egentlig var, der skete, hvad det var for nogle roller, vi hver især hoppede ind i.

Kropsterapeuten snakkede om, at der findes bløde grænser og hårde grænser. De hårde grænser piller man ikke ved, de er der bare, bum, færdig, ikke til forhandling. De bløde grænser kommer mere an på situationen.

– Det giver en enorm ro også som mand at vide, at man ikke kommer til at skubbe til en hård grænse, for så lukker alt jo ned, og man har ikke lyst til at lukke ned for den, man er sammen med.

Så spillerummet bliver i virkeligheden større, hvis man kan snakke om, hvor den yderste grænse går?

– Ja, det synes jeg egentlig.

Han rækker hænderne i vejret og måler af.

– Okay, her har vi rammerne for det, der skal ske nu, og dem kender vi, så herinde kan jeg slappe af, herinde kan vi bare give den gas, for der er ikke noget herinde, som vi får traumer af.

Vi sidder lidt og ser på tenniskampen. I baggrunden kan man høre små børn råbe, jeg tror, der er frikvarter på skolen bag os.

– Det er store ting, der bliver gjort op med i de her år. Derfor er det ikke så mærkeligt, at det er svært. Selvfølgelig er det en forvirrende kamp, selvfølgelig er det ikke nemt, det kan ikke være anderledes.

Det første lange stykke tid efter min voldtægt havde jeg behov for at tale meget eksplicit om grænser med de mænd, jeg datede. For jeg havde stadig lyst til at date, jeg havde stadig lyst til at have sex, det skulle bare være på en anden måde.

Jeg fortalte dem, at jeg havde haft en dårlig oplevelse, og at der derfor var ting, jeg ikke havde lyst til.

Jeg ridsede vel egentlig de hårde grænser op, som Anders Haahrs kropsterapeut havde talt om. Og ikke én syntes, det var mærkeligt.

Jeg ved ikke, om de ligefrem var lettede over at få nogle anvisninger, men det satte på en eller anden måde gang i nogle samtaler i et meget tillidsfuldt rum.

Måske er det et meget godt sted at starte.